No hate. No violence
Races? Only one Human race
United We Stand, Divided We Fall
Radio Islam
Know Your enemy!
No time to waste. Act now!
Tomorrow it will be too late

English

Franç.

Deutsch

Arabic

Sven.

Español

Portug.

Italian

Russ.

Bulg.

Croat.

Czech

Dansk

Finn.

Magyar

Neder.

Norsk

Polski

Rom.

Serb.

Slov.

Indon.

Türk.

汉语

L'HOLOCAUSTE AU SCANNER
| French| German| Swedish |

Holocaust i kritisk lys

øjenvidneberetninger kontra naturlove

Af Jürgen Graf

   

  1. Det eneste tabu

  2. Revisionisterne

  3. Er det muligt at tvivle på holocaust?

  4. Hvordan etablissementets historikere reagerer på revisionismen

  5. Forfølgelse i stedet for dialog

  6. Hvorfor er exterminationisterne bange for dialog?

  7. Benægter revisionisterne jødeforfølgelserne under Hitler?

  8. Hvad mente nazisterne med "den endelige løsning af jødespørgsmålet"?

  9. Koncentrationslejre

  10. Massakrerne ved østfronten

  11. Hvorfor fandt sejrsmagterne på historierne om folkemordet og gaskamrene, ud over de virkelige tyske ugerninger?

  12. Det officielle billede af holocaust

  13. Fraværet af enhver form for dokumentation om folkedrabet

  14. Historieforfalskernes akilleshæl

  15. Gaskamrene i USA

  16. Zyklon B og de tyske aflusningskamre

  17. Tre kronvidner fra Auschwitz

  18. Var naturlovene ophævet i årene 1941-1944?

  19. Leuchters udtalelse

  20. Den usynlige elefant

  21. Yderligere bevis

  22. Holocaust - krigspropaganda!

  23. Herr Elie Wiesels ildgrave

  24. Spøgelsesudryddelseslejren Belzec

  25. Treblinka-vanviddet

  26. Gaskammer i Majdanek - nul eller syv?

  27. De rigstyske gaskamre

  28. Hvordan Auschwitz-løgnen opstod

  29. Hitlercitat som "bevis" for holocaust

  30. Nüremberg-processen

  31. Processerne om de vesttyske koncentrationslejre

  32. Frank Walus og Ivan Demjanjuk

  33. Hvad jøder som har "overlevet holocaust" fortæller

  34. Hvor findes de "forsvundne" millioner?

  35. Opløsningen

  36. Tallet 6 millioner

  37. Det demografiske problems løsning ligger i Sovjetunionen

  38. Enkelte skæbner

  39. Steinbergs slægtsmøde

  40. For folkeopdragerne er det ikke nok med holocaust.

  41. Robert Faurissons mening om holocaustlegenden

  42. "Hvordan kan man tjene millioner på at fortælle historier?"

  43. Hvorfor frygter det tyske og østrigske etablissement den historiske sandhed som djævelen frygter vievandet?

  44. Hvorfor tror så godt som alle på holocaust?

  45. Er det af det onde for majoriteten af jøder at holocaustløgnen ophører?

  46. Hvorfor bør vi afsløre holocaust-løgnen?

  47. Kan århundredets bedrageri overleve vort århundrede?

  48. Troen på holocaust - 1900-tallets svar på troen på hekse

  Noter

  Udvalgte publikationer

 



1. Det eneste tabu

I et pluralistisk samfund bør historieskrivningen ikke være politikernes tjener. Den frie forskning er en grundlæggende ret, lige som ytringsfriheden. Derfor ændrer vort billede af fortiden sig også hele tiden. Ny historisk viden tvinger os regelmæssigt til at revidere vores opfattelser, og det er naturligvis fuldt tilladt at kritisere historiske opfattelser, der viser sig at være forkerte.

For ikke så lang tid siden, var det i Schweiz en historisk kendsgerning, at "borgnedbrydningerne", stormen på de habsburgske tyranborgere, startede ved Edsaflæggelsen i 1291. Nu har udgravninger vist, at disse borge blev nedbrudt både lang tid før og længe efter denne edsaflæggelse (2). Historien som vi først troede på var altså en myte, men vi har alligevel ikke hørt om at en eneste af de historikere, der gennemførte de nye udgravninger, skulle være blevet stillet for en dommer og beskyldt for at "krænke vore forfædre".

Millioner af gudsfrygtige pilgrimme besøger hvert år "Kristi Svededug" i Turin, også selv om man ved hjælp af laboratorietekniske undersøgelser har bevist, at denne Svededug stammer fra middelalderen. Så vidt jeg ved har paven ikke bandlyst de videnskabsfolk, der fik som opgave at gennemføre disse undersøgelser og fandt ud af at klædet ikke var så gammelt, som man tidligere troede.

For én bestemt periode i vor historie gælder princippet om frihed for forskningen imidlertid ikke i de vestlige demokratiske samfund. De som stiller spørgsmål ved den traditionelle opfattelse af denne periode, risikerer sanktioner, social udstødning og fjernelse af eksistensgrundlag. For dette tidsafsnit er den kritiske tænkning ikke tilladt og fri forskning, der går ud over de af staten fastlagte dogmer, regnes for at være en synd. Det handler om årene 1941 til 1944.


2. Revisionisterne

Ofrene for den nævnte forfølgelse og sociale udstødning er de forskere, som man kalder for "revisionister". I forbindelse med 2. Verdenskrig anvendes denne betegnelse om historikere, der bestrider den gængse opfattelse af Tysklands og Japans ensidige ansvar og skyld i denne krig, og i særdeleshed de, der stiller spørgsmål ved "holocaust", altså den systematiske udryddelse af jøderne under Hitler, samt eksistensen af gaskamre i de nazistiske koncentrationslejre (3).

Revisionismens grundlægger var franskmanden Paul Rassinier, socialist, modstandsmand og fange i koncentrationslejrene Buchenwald og Dora-Mittelbau. Efter befrielsen skrev Rassinier bogen "Le Mensonge d'Ulysse" (Odysseus' løgn), hvor han kritisk analyserede koncentrationslejrfangernes beretninger. Titlen hentyder til den fromme løgner Odysseus, som ud over de hundrede lidelser, som han rent faktisk gennemgik, opfandt tusind andre. Det handler altså om menneskers trang til at fabulere og overdrive.

Selv om Rassinier i den nævnte bog mente, at gaskamrene nok havde eksisteret i virkeligheden, da der jo ikke går "røg uden ild", så kom han i sine fortsatte studier af emnet til den overbevisning, at disse gasninger rent faktisk ikke havde fundet sted, eller at de i givet tilfælde havde været udført af enkeltstående galninge. Rassinier døde i 1967. Hans efterfølgere, revisionisterne, er en meget lille minoritet, men trods dette vinder de i styrke og siden 1988 også talt David Irving, som måske er den største nulevende kender af Hitler og det Tredje Rige.


3. Er det muligt at tvivle på holocaust?

Så godt som alle tror på gaskamrene og på at Hitler myrdede millioner af jøder. Tusinder af bøger og hundredetusinder af avisartikler er blevet skrevet om holocaust. Der er også blevet lavet talløse film om emnet. Og ikke nok med det; skyldstyngede gerningsmænd har ved domstolene erkendt, at gaskamrene eksisterede ! Hvordan kan man betvivle denne overvældende bevismængde?

Tillad en sammenligning: På denne måde kan man også bevise, at der findes hekse. I århundreder troede hele Europa på hekse. Tykke bøger, skrevet af lærde mennesker, redegjorde for heksenes skændige gerninger. Utallige hekse kunne desuden selv, når de blev stillet for retten, fortælle at de på valborgsnatten var fløjet på deres koste i den fri luft op til Bloksbjerg (4), hvor de havde parret sig med den Onde. Altså findes der hekse.

Er det virkelig sådan, at mennesker i de sidste århundreder er blevet mere intelligente? Ville ikke alle, også i dag, tro på hekse, hvis vi havde hørt skrækhistorier om hekse fra vor tidlige barndom og hvis massemedierne dag efter dag kunne fortælle om deres uhyggelige gerninger?


4. Hvordan etablissementets historikere reagerer på revisionismen

Den som ikke i har beskæftiget sig særligt med jødernes historie i det Tredje Rige og de tyske koncentrationslejre, ville sikkert gerne høre en debat mellem en revisionist og en exterminationist (5). Desværre er der ingen mulighed for at overvære en sådan diskussion, for exterminationisterne ønsker ikke at deltage i denne debat. Medens revisionisterne bruger en stor del af deres tid på at læse modstandernes bøger og prøve deres teser, så nøjes de rettroende historikere med fraser, kanonader og forbandelser. Her er nogle eksempler på deres standard-"argumenter":

- "Holocaust er et bevist faktum".
Men det var også i årtusinder et bevist faktum at solen drejede rundt om jorden.

- "Den som tvivler på gaskamrene, håner det brune diktaturs ofre".
Viser vi virkelig 32.000 mennesker, som døde i koncentrationslejren Dachau en større respekt, hvis vi påstår at deres antal var 238.000, som man gjorde de første år efter krigen?

- "Revisionisterne er antisemitter og nazister."
Var socialisten og koncentrationslejrfangen Rassinier nazist? Det stemmer faktisk, at der blandt revisionisterne også findes mennesker, som bekender sig til nationalsocialismen. Men to plus to er jo lig med fire, også selv om en nationalsocialist siger det samme.

- "Revisionisterne er sådanne mennesker, som påstår at jorden er flad. Dem kan man ikke diskutere med."
Der findes faktisk mennesker, som mener at jorden er flad. Men ejendommeligt nok er der ingen mennesker, som bliver vrede over dette, og der har endnu ikke været eksempler på, at man har anlagt retssager mod disse mennesker. Ingen tager dem nemlig alvorligt, man opfatter dem som ufarlige tosser. Revisionisterne derimod betragter man ikke som ufarlige tosser, men man tager dem dødsens alvorligt. Hvorfor skulle man ellers lave særlige love, netop rettet mod dem?


5. Forfølgelse i stedet for dialog

I Frankrig vedtog nationalforsamlingen i 1990 den såkaldte "Gayssot-lov", som giver et års fængsel for alle, som ytrer tvivl om jødeudryddelsen. En tilsvarende lov blev vedtaget i 1992 i Østrig, hvor den giver fængsel i op til ti år for den der benægter holocaust. I andre lande betjener de herskende sig af gummiparagraffer, som "hetz mod en folkegruppe" eller "krænkelse af de dødes minde". En sådan paragraf skal efter Forbundsrådets mening også snart indføres i Schweiz.

Revisionistiske bøger og tidsskrifter er forbudte i mange lande. Den tyske statsvidenskabsmand Udo Walendy, der udgiver tidsskriftet "Historische Tatsachen", har måttet kæmpe mod censuren, som efter Forbundsrepublikkens forfatning egentlig ikke eksisterer. Dommer Wilhelm Stäglish, forfatter til bogen "Der Auschwitz-Mythos" fik sin pension reduceret og fik frataget sin doktorgrad. Derved anvendte myndighederne en lov om fratagelse af akademiske titler fra 1939, en lov som Hitler personligt undertegnede, hvilket man næsten kan sige er symbolsk. Robert Faurisson, som sammen med Arthur Butz er den førende revisionistiske tænker, er siden 1979 konstant blevet chikaneret. Man har frataget ham hans stilling som professor i fransk litteratur og tekstkritik ved universitetet i Lyon, med den begrundelse at universitetet ikke kan garantere for hans sikkerhed. Medierne sviner ham konstant til og ønsker ikke at publicere hans svar på kritikken. Domstolene idømmer ham høje bøder, som skal ruinere ham finansielt. Hans familie lever i frygt.

År 1989 viste "antifascisterne" hvilke slagkraftige argumenter de har. Tre muskuløse mænd fra gruppen "Fils de la mémoire juive" (6) overfaldt Faurisson der var ude at spadsere og mishandlede ham halvt til døde. Han overlevede dog - i modsætning til den franske historielærer Francois Duprat, som i 1978 blev sprængt i luften af en bilbombe.

Forfølgelse og fysisk terror, inklusive mord, i stedet for dialog. Statsligt forbud mod enhver åben diskussion - det må vække vores mistanke. Hvorfor forsvarer herskerne i den "frie verden" gaskamrene med et sådant dyrisk raseri? Indgår de i menneskehedens kulturarv ligesom pyramiderne og Peterskirken? Var verden mindre skøn, hvis der ikke i Auschwitz havde eksisteret nogle gaskamre, hvor en million værgeløse jødiske mænd, kvinder og børn blev dræbt med cyanidgas. Hvad er det for en historisk sandhed, som må forsvares ved at sætte dens kritikere i fængsel?


6. Hvorfor er exterminationisterne bange for dialog?

Årsagen til at den åbne debat mellem revisionisterne og exterminationister ikke finder sted er meget enkel. Lige siden 1979, da den tyske "ekspert i holocaust" Wolfgang Scheffler indlod sig på en diskussion med Faurisson i schweizisk TV og derved fik en ordentlig en på huden, har ledende exterminationister været bange for at afsløre sig selv på tilsvarende vis. Etablissementets historikere er nemlig særdeles bevidste om, at de i åben debat ikke har skyggen af chance. Den tese som gennem uophørlig hjernevask er blevet printet ind i hovedet på næsten alle vor tids mennesker, nemlig at tyskerne i det Tredje Rige gassede millioner af jøder, viser sig ved nærmere undersøgelse at være så uholdbar, at den er ikke kan forsvares overfor mennesker, som har sat sig ind i de faktiske forhold.

Men under sig over hvorfor løgnen opretholdes og hvorfor næsten ingen får noget at vide om revisionismen og dens argumenter. Årsagen er følgende: Spredningen af revisionisternes argumenter bliver forhindret af den mest fuldendte censur, som der nogensinde har fungeret, en censur som meget få overhovedet får at vide overhovedet eksisterer. Hvem der har gavn af denne censur, hvorfor den er livsnødvendig, hvordan den udøves og hvorfor den overhovedet eksisterer i vores ellers så tabubefriede samfund, er i sig selv et interessant spørgsmål. Hvorfor er det tilladt at tvivle på Gud Fader, hans Søn Jesus Kristus og Helligånden, men ikke tilladt at tvivle på gaskamrene i Auschwitz og Treblinka? Det kommer vi tilbage til.


7. Benægter revisionisterne jødeforfølgelserne under Hitler?

På ingen måde. Fra og med 1933 blev jøderne undertrykt og forfulgt i stadig større omfang. De blev drevet på flugt fra landet. De som i 1941 og senere levede indenfor det tyske magtområde, blev for størstedelens vedkommende samlet i ghettoer, sendt i arbejdslejr eller deporteret til Rusland, hvilket også betød, at de mistede deres ejendele. Under felttoget i Øst, skød de tyske tropper, de såkaldte "indsatsgrupper", mange jøder (det er umuligt at angive det præcise tal, men det drejer sig formentlig om titusinder).

Disse begivenheder er historisk beviste fakta. Til gengæld er følgende påstande ikke fakta, men løgne:

a) At der fandtes en plan for fysisk at udrydde jøderne.

b) At der i adskillige koncentrationslejre fandtes gaskamre til henrettelse af mennesker.

c) At der i kraft af Hitlers vold blev dræbt 5-6 millioner jøder.

Hvor mange jøder der rent faktisk omkom gennem krig og forfølgelse, er det ikke muligt at fastslå præcis i dag, idet forskningen om dette emne ikke er fri og uafhængige historikere ikke kan få adgang til de tyske, polske, russiske og israelske arkiver. Derfor må vi nøjes med estimeringer. Rassinier anslog antallet af jøder, som omkom på grund af krig og forfølgelse inden for Hitlers indflydelsesområde, til at være ca. 1 million. Andre revisionister, som Walter Sanning, som har lavet det banebrydende demografiske studie "The Dissolution of the Eastern European Jewry", hvor han bygger næsten udelukkende på allierede og jødiske kilder, kommer frem til et betydelig lavere tal. Der var mange årsager til at jøder døde. Flere hundrede tusind, muligvis op til en million jøder, døde i ghettoen og i koncentrationslejrene, og den væsentligste årsag var epidemier og udmattelse. Mange andre faldt som offer for krigshandlinger og krigsforbrydelser, såsom ødelæggelsen af Warshawas ghetto og indsatsgruppernes massakrer, eller de blev dræbt under pogromer (7). Alt dette er forfærdelig nok, men det kan ikke moralsk forsvare, at man øger antallet af ofre 6 - 12 gange og opfinder løgnen om gaskamre. Den eneste årsag til dette er, at man ønsker at bruge disse historier til et politisk-propagandistisk formål.


8. Hvad mente nazisterne med "den endelige løsning af jødespørgsmålet"?

Da Hitler kom til magten i 1933, vidste enhver at han var fanatisk antisemit. Hadefulde angreb mod jøderne udgør en stor del af Hitlers "Mein Kampf", og i henhold til det nationalsocialistiske partiprogram kunne ingen være jøde og tysk statsborger på samme tid.

De mange slags chikanerier og forfølgelser, som jøderne blev udsat for efter 1933, havde det formål at drive dem ud af landet. For at fremme den jødiske udvandring, arbejdede nationalsocialisterne tæt sammen med zionistiske kredse, som var interesserede i at få så mange jøder som muligt til at slå sig ned i Palæstina (om dette samarbejde, som i dag bliver tiet ihjel, fortæller Heinz Höhne i sig standardværk om SS, "Der Orden under dem Totenkopf".

Inden Hitler vedtog en eneste jødefjendtlig lov, startede de jødiske organisationer i USA, England og andre steder, en vældig boykotkampagne, som tilføjede Tyskland enorme økonomiske skader. Da nazisterne ikke kunne ramme ophavsmændene til denne kampagne, lod de deres vrede gå ud over de tyske jøder. Det var zionisternes hensigt at provokere Hitler til en stadig hårdere antijødisk undertrykkelse, for på denne måde at fremme de tyske jøders emigration til Palæstina.

Indtil år 1941, hvor al udvandring blev forbudt (forbudet var dog ikke helt konsekvent), var 2/3 af de tyske jøder gået i landflygtighed, og de som var blevet tilbage var for det meste ældre mennesker. Efter Østrigs sammenslutning med Tyskland, udvandrede de fleste af Østrigs jøder, og det samme gjorde en stor del af de tjekkiske jøder efter Tjekkoslovakiets opløsning i 1939.

Efter 2. Verdenskrigs udbrud så det ud som der var en mulighed for at virkeliggøre Madagaskar-planen, som handlede om at skabe en jødisk stat på Madagaskar. Men Pétain (8) ville ikke afgive øen, og briterne kontrollerede havadgangen. Derfor overvejede man i stedet at skabe et jødisk bosættelsesområde i Østeuropa.

År 1941 startede massedeportationerne. Hundredetusinder af jøder blev sendt i arbejdslejre eller til Rusland (som mellemstation tjente Polen). Denne politik havde følgende årsager:

- Da næsten alle kampføre mænd befandt sig ved fronten, havde tyskerne et stort behov for arbejdskraft.

- Jøderne, som givetvis stod på de allieredes side, blev betragtet som en sikkerhedsrisiko.

- Krigen gav nazisterne en belejlig anledning til t gennemføre "den endelige løsning af jødespørgsmålet".

At nazisterne med denne "endelige løsning" ikke mente jøderne fysiske udryddelse, men deres bosættelse i Østeuropa, fremgår klart at deres dokumenter. Således skrev Hermann Göring d. 31.7.1941 til Heydrich:

"Foruden den opgave, som De allerede har fået, med forordningen af 24.1.1939 om at finde en løsning på det jødiske spørgsmål, som efter tidens forhold er så god som mulig i form af udvandring eller evakuering, giver jeg Dem hermed samtidig den opgave at træffe alle nødvendige forberedelser af organisatorisk og materielt henseende, for at finde en helhedsløsning af det jødiske spørgsmål inden for det tyskkontrollerede område i Europa..... Jeg giver dem desuden den opgave snarest muligt at fremlægge et samlet udkast vedrørende de organisatoriske og materielle forberedelser til gennemførelsen af den valgte endelige løsning af det jødiske spørgsmål". (9)

På Wannsee-konferencen i Berlin den 20. januar1942, hvor man efter den traditionelle legende besluttede at udrydde jøderne, talte man rent faktisk ikke om andet end at flytte dem, hvilket også entydigt fremgår af mødeprotokollen (dokumentets ægthed betvivles i øvrigt af nogle revisionister som Stäglich og Walendy). Og d. 21.8.1942 skrev en af konferencedeltagerne, Martin Luther, fra udenrigsministeriet, i en note:

"Princippet for den tyske politik i forhold til jøderne efter magtovertagelsen, er med alle midler at fremme den jødiske udvandring.... Den nuværende krig giver Tyskland mulighed og pligt til at løse det jødiske spørgsmål i Europa.....På grundlag.... af den nævnte anvisning af Føreren er man begyndt at evakuere jøderne fra Tyskland. Det er nærliggende i denne forbindelse også at tage de jødiske medborgere i de lande, der som os, har tager initiativer mod jøderne..... Antallet af de jøder som på denne måde blev drevet mode Øst var ikke tilstrækkeligt til at man der kunne dække behovet for arbejdskraft" (Nüremberg-dokument, NG-2586).

De exterminationistiske historikere anvender nu den særdeles dårlige forklaring, at ord som "evakuering" og "udvandring" bare var dækord for "gasning". Det siger sig selv at man sendte jøder til Rusland, sandsynligvis over en million, som de tyske dokumenter opgiver. Og da man savner enhver form for dokument-bevis for jødeudryddelsen og eksistensen af gaskamre, ser exterminationisterne sig tvunget til at tolke de foreliggende dokumenter sådan, selv om det ikke står i dem.


9. Koncentrationslejre.

Knap to måneder efter Hitlers magtovertagelse indrettede man den første koncentrationslejr i Dachau; andre fulgte efter. Før krigen havde lejrene ingen økonomisk betydning. De tjente til at isolere mennesker, som den nationalsocialistiske regering anså som farlige for staten. Til de forskellige fangekategorier hørte de politiske ("røde"), de kriminelle ("grønne"), de asociale eller "sorte" (tiggere, landstrygere, prostituerede osv.), "bibelforskerne" (dvs. sektmedlemmer som nægtede militærtjeneste) og de homoseksuelle.

Indtil 1938 sendte man kun jøder til disse lejre, hvis de tilhørte en af de nævnte grupper. Først i november 1938, efter mordet på en tysk diplomat i Paris og den berygtede "krystalnat", begyndte man at sende jøder i almindelighed til koncentrationslejrene, alene fordi de var jøder. Af disse ca. 30.000 som blev indfanget i denne forbindelse, blev de fleste dog snart løsladt igen.

Før krigen varierede det totale antal af fanger i lejrene (de kriminelle indregnet!) mellem nogle tusinde og nogle titusinder.

Efter krigsudbruddet blev der lavet lejre overalt på det tyskkontrollerede område fra Struthof/Natzweiler i Elsas til Majdanek i "Generalguvermentet", det besatte Polen. Til sammen fandtes der til slut 14 større og et par mindre koncentrationslejre. Dertil kommer omkring 500 såkaldte arbejdslejre med fra hundrede til over tusinde fanger.

Disse "arbejdslejre" var oprettet i forbindelse med industrivirksomheder, og tvangsarbejderne blev leveret til disse lejre fra de normale koncentrationslejre. De fanger som døde i "arbejdslejrene" figurerer i statistikken for de koncentrationslejre, hvor de arbejdede.

Lejrene spillede en væsentlig rolle i krigsindustrien. I Auschwitz, den største koncentrationslejr, eksperimenterede man blandt andet med fremstilling af syntetisk gummi, en råvare som man behøvede for at producere bildæk og som derfor var krigsnødvendig. I koncentrationslejren Dora-Mittelbau, som var særlig frygtet på grund af sine hårde arbejdsvilkår, byggede man raketter som Hitler, helt frem til 1944, håbede kunne være med til at vende krigslykken.

Det var ikke statens politik at mishandle fanger, for regimet var interesseret i at arbejdskraften var så frist og stærk som muligt. Alligevel foregik der dog stadige overgreb og grusomheder. Intet reglement er jo bedre end de mennesker, som man har sat til at gennemføre det, og det var sandsynligvis ikke samfundets bedste borgere, som man anvende til tjeneste i koncentrationslejrene. I mange lejre forøvedes den værste vold dog ikke at SS, men af kriminelle, som terroriserede de politiske fanger efter alle kunstens regler. Den østrigske lejr Mauthausen var formentlig den værste med hensyn til umenneskelighed. Man greb derfor strengt ind overfor SS-chefer som fejlede. Karl Koch, kommandanten i Buchenwald, blev således dømt til døden for korruption og mord. Hermann Florstedt, den berygtede kommandant for Majdanek, blev hængt foran de forsamlede fanger.

Mellem d. 1.7.1942 og d. 30.6.1943 døde 110.812 koncentrationslejrfanger, hvilket fremgår af statistikken som general i SS, Oswald Pohl, lavede for Hitler. At lejren ikke blev tømt, skyldes at de henrettede løbende blev erstattet med nye fanger. I august 1943 var det samlede antal koncentrationslejrfanger således 224.000, og et år senere var det 524.000.

De fleste dødsfald skyldtes epidemier. Især var forskellige former for tyfus, som blev overført af lus, frygtede sygdomme. Derfor indførte man et middel til bekæmpelse af disse lus, og det hed zyklon B. Det er det middel, som mytomanerne senere har hævdet at man brugte til at henrette mennesker med.

Bortset fra de kaotiske sidste måneder af krigen var den værste tid i lejren sommeren og efteråret 1942. I denne tid døde i Auschwitz flere end 300 mennesker om dagen af tyfus, som også krævede mange ofre blandt SS-mandskabet. Indenfor Auschwitz-komplekset skete de fleste dødsfald i Birkenau, som lå 3 kilometer vest for stamlejren og hvor man havde den funktion at være lejr for de syge. I visse perioder døde i Birkenau flere mennesker end i alle andre lejre til sammen. Denne "dødslejr" Birkenau, hvor 60.000 - 80.000 fanget døde, hovedsagelig af sygdomme (der forekom også henrettelser og mord) blev senere i legenden til en "dødslejr", hvor der efter "historikerne" blev myrdet mellem en og fire millioner mennesker. For at brænde ligene efter de smitsomme sygdomme, havde man brug for krematorier, og til ligenes opbevaring inden kremeringen, skulle man bruge ligrum. Disse rum er i legenden senere blevet kaldt for "gaskamre". Også bruserummene blev i legenden omdøbt til at være "gaskamre". Og sorteringen af fangerne i arbejdsduelige og ikke-arbejdsduelige blev til "sortering til gasning". Således opstod den mest ødelæggende løgn i vort århundrede: Auschwitz-løgnen.

Den absolutte katastrofe indtraf under krigens sidste forfærdelige måneder. Da englænderne og amerikanerne i 1945 befriede den ene lejr efter den anden og fandt tusinder af ubegravede lig og titusinder af mennesker der var næsten døde af sult. Fotografierne af dette blev sendt ud over hele verden som bevis for et massemord uden sidestykke. I virkeligheden havde massedøden intet at gøre med nogen form for udryddelsespolitik. Dette ses af dødstallene for de enkelte lejre.

Her er tallene for Dachau (10):

1940: 1.515 døde
1941: 2.576 døde
1942: 2.470 døde
1943: 1.100 døde
1944: 4.794 døde
1945: 15.384 døde

De sidste fire måneder lejren eksisterede, døde der altså flere fanger end under alle de tidligere krigsår til sammen! Endnu efter at amerikanerne havde befriet lejren, døde der dog 2.000 fanger af udmattelse.

Årsagerne til den frygtelige massedød var følgende:

1. I stedet for helt at overlade fangerne i de østlige lejre til de fremrykkende russiske tropper, evakuerede nazisterne dem mod vest. Da jernbanelinierne for størstepartens vedkommende var sønderbombede, blev disse fanger tvunget til i titusindvis at vandre i ugevis gennem sne og is til det indre Tyskland, og en stor del af disse fanger kom aldrig til at opleve krigens slutning. I de lejre, hvor de som overlevede evakueringen blev optaget, manglende man barakker, latriner, mad, medicin, kort sagt alt. Grunden til den vanvittige evakueringspolitik var, at man ikke ville lade nogle arbejdsduelige eller potentielle soldater falde i russernes hænder. De syge, eksempelvis i Auschwitz, fik derfor - som de eneste - lov til at blive og blev befriet af den Røde Hær.

2. I efteråret 1944 strømmede millioner af flygtninge fra de af Sovjetunionen erobrede tyske områder mod vest. Samtidig foretog englænderne og amerikanerne terrorbombardementer af flere byer, der blev lagt i ruiner og fik ødelagt deres infrastruktur. Under disse omstændigheder døde også i frihed utallige mennesker af udmattelse og epidemier.

Den amerikanske pilot Chuck Yeager, der var den første der sprængte lydmuren, skrev i sin selvbiografi (11) at hans eskadrer havde som opgave at skyde på alt, hvad der bevægede sig indenfor et område på 50 kvadratkilometer.

"Tyskland kunne ikke så let opdeles i civile og militære. Bonden, der gik på sin kartoffelmark, var jo med til at producere mad til tyske tropper."

De allierede fremkaldte altså en frygtelig hungersnød med deres terrorbombardementer og siden anklagede de så tyskerne for ikke at kunne skaffe tilstrækkelig føde til lejrfangerne !

Trods alt dette, fandt befrierne af lejre som Bergen-Belsen, Buchenwald og Dachau ved siden af bunker af lig og vandrende mennesker, der lignede skeletter, også friske og velnærede fanger, som man klogt nok ikke ønskede at vise nogle fotografier af.

Der findes historiske paralleller til massedøden på grund af epidemier i nazisternes koncentrationslejre, eksempelvis fra den amerikanske borgerkrig. I unionssidens fangelejr Camp Douglas og Rock Island var det månedlige dødstal mellem 2 og 4 procent, og længere mod syd, i Andersonville, omkom 13.000 af de 52.000 fangne unionssoldater. Under boerkrigen internerede briterne omring 120.000 civile boere og titusinder af sorte afrikanere; af disse fanger døde ca. hver sjette. Hverken fangerne i den amerikanske borgerkrig eller dem fra boerkrigen blev udryddet med vilje; næsten alle døde de af epidemier, som man ikke kunne kontrollere. Dødsraten kan gennemgående sammenlignes med den for Dachau (16% døde) og Buchenwald (14% døde).

Registreringskontoret Arolsen (Forbundsrepublikken Tyskland) registrerer de dokumenterede dødsfald i koncentrationslejren. Her følger de cifre, som blev givet i slutningen af 1990:

Maunthausen: 78.851 døde
Auschwitz: 57.353 døde
Buchenwald: 20.686 døde
Dachau: 18.455 døde
Flossenbürg: 18.334 døde
Stutthof: 12.628 døde
Gross-Rosen: 10.950 døde
Majdanek: 8.826 døde
Dora-mittelbau: 7.467 døde
Bergen-Belsen: 6.853 døde
Neuengamme: 5.780 døde
Sachsenhausen-Oranienburg: 5.013 døde
Netzweiler/Struthof: 4.431 døde
Ravensbrück: 3.640 døde

I statistikken fra Arolsen finder man også Theresienstadt (29.339 døde), som dog ikke var nogen egentlig koncentrationslejr, men en ghetto hovedsagelig for gamle og privilegerede jøder.

Arolsen gør opmærksom på, at statistikken er ufuldstændig. Dødsfald, som allerede er registreret hos andre myndigheder, opføres ikke igen, og fra flere af lejrene savnes en del informationer.

Hvis man vil beregne antallet af dem som omkom i koncentrationslejrene med en fejlmarginal på nogle tusinde, så er der ikke nogen bedre kilde end Arolsen, som har adgang til flere dokumenter end nogen anden myndighed i verden. Imidlertid står Arolsen i den tyske regerings tjeneste, og denne regering frygter den historiske sandhed som djævelen frygter vievandet. Derfor lader Arolsen ikke uafhængige forskere komme ind i sit arkiv og udspreder desuden i sine brochurer den oplysning, at der ikke er bevaret noget materiale fra udryddelseslejrene. Og heri har de ret. At der ikke findes noget sådant materiale, har én simpel grund: Der har aldrig eksisterer sådanne udryddelseslejre. Det ved ingen bedre end Arolsen selv.

Angående Dachau og Buchenwald, er tallene, så vidt vi ved, omdiskuterede. I 1990 gjorde russerne dødslisterne fra Auschwitz, som hidtil havde været låst væk, tilgængelige for det internationale Røde Kors. De dækker, med nogen usikkerhed, tiden fra august 1941 til december 1943 og de indeholder 66.000 navne. Hvor de resterende dødslister findes, siges at være ukendt. Man ved dog at dødeligheden i Auschwitz var størst i 1942 og 1943 på grund af tyfusepidemierne på dette tidspunkt, og derfor antager vi at det samlede antal er ca. 100.000. Vi kan derfor drage følgende konklusion:

1. Sandsynligvis døde fra 1933 - 1945 mellem 500.000 og 700.000 mennesker i nazisternes koncentrationslejre.

2. Mindre end halvdelen af disse mennesker var jøder, da disse i mange lejre kun udgjorde en lille minoritet (i Auschwitz var den jødiske andel af fangerne ved krigens slutning dog ca. 80%).

3. Højst sandsynligvis døde flere jøder udenfor lejrene end indenfor.


10. Massakrerne ved østfronten

Den 22. juni 1941 marcherede Hitlers soldater ind i Sovjetunionen, hvormed han mente at komme et sovjetisk angreb i forkøbet (Hitlers frygt for russerne kan man læse nærmere om i russeren Viktor Suvorov's studie "Der Eisbrecher. Hitler in Stalins Kalkül").

Krigen førtes fra staten med uhørt brutalitet. Bagved de tyske linier igangsatte sovjetmagten en partisankrig (i strid med folkerettens regler), og dette reagerede tyskernes på på samme måde som franskmændene senere gjorde i Algeriet, amerikanerne i Vietnam og russerne i Afghanistan, nemlig med hensynsløs terror mod uskyldige. Den som vil afholde sig fra at begå krigsforbrydelser, må afholde sig fra at gå i krig.

Kommissærer, dvs. kommunistiske politiofficerer, blev som regel likvideret umiddelbart efter tilfangetagelsen. Man skød eller hængte også partisaner. Til slut blev det også normalt at henrette gidsler, som hævn for angreb på tyske soldater. Kommissærerne var for det meste jøder og jøderne var også stærkt repræsenteret i partisanbevægelsen, hvilket de sovjetiske kilder selv fremhæver. De officerer, som fik til opgave af henrette gidsler, har sikkert også hellere villet finde jødiske gidsler end ikke-jødiske til at stille for eksekutionspuletonerne. Man skød sikkert også mange jøder, som hverken var kommissærer, partisaner eller gidsler, "for en sikkerheds skyld" så at sige, da de a priori "kunne mistænkes for bolsjevisme". Her blev grænsen mellem guerillabekæmpelse og rasemord altså uklar.

I henhold til "indsatsrapporterne" likviderede indsatsgrupperne alene i de første krigsår 2 millioner sovjetiske jøder. Disse tal må man formode er grove overdrivelser (end ikke Raul Hilberg, "holocaustekspert nummer et", tager disse tal alvorligt), men fakta er dog dystre nok: titusinder af jøder, herunder kvinder og børn, blev myrdet, og det blev et stort antal ikke-jøder også.


11. Hvorfor fandt sejrsmagterne på historierne om folkemordet og gaskamrene, ud over de virkelige tyske ugerninger?

Efter at de allierede i to verdenskrig havde haft et sådant besvær med tyskerne, ville de være sikre på i de kommende årtier at få Tyskland isoleret internationalt, og på at dets folk var så tilpas demoraliseret, at det ikke inden for en overskuelig fremtid igen ville kunne føre en selvstændig politik. De forbrydelser, som tyskerne havde begået, var imidlertid ikke nok, da de besejrede jo kunne råbe "Tu quoque" - "Også du !" - til sejrherrerne. Hvis de blev kritiseret for fordrivelsen af jøderne fra 1933 til 1941 kunne de over for dette fremhæve den væsentlig større brutalitet, som var anvendt ved fordrivelsen af øst- og sudetertyskerne fra og med 1944; overfor de nazistiske koncentrationslejre kunne man stille lejrene i det sovjetiske Gulagarki-Pelagen, hvor mange flere mennesker omkom; overfor den barbariske og militært meningsløse ødelæggelse af Warshawa, kunne man stille den ikke mindre barbariske og militært meningsløse ødelæggelse af Dresden.

Derfor opfandt de sejrende magter en forbrydelse, som var enestående i menneskehedens historie: holocaust, den systematiske udryddelse af et helt folk, fra spædbarn til hundredårige oldemødre, i gaskamre.


12. Det officielle billede af holocaust.

Efter den ortodokse historieskrivning begyndte massemordet på jøderne allerede i 1941, men den endelige udryddelse af dette folkeslag blev dog først besluttet på Wannsee-konferencen i 1942. Mellem 5 og 6 millioner jøder skal være blevet dræbt under Hitler. En mindre del af ofrene skal være blevet dræbt i ghettoen og være døde af sult og sygdomme, men de fleste blev myrdet: I Sovjetunionen gennem massehenrettelser og i biler, hvor man ledte gas ind, og i de seks "dødslejre" gennem gasning.

I henhold til etablissementets historikere fandtes disse seks dødslejre på polsk område, inklusive det polske område, som tyskerne annekterede i 1939. Det handler om lejrene Auschwitz, Majdanet, Belzec, Sobibor, Treblinka og Chelmno. I Chelmno skal massakrerne være blevet gennemført v.hj.a. gasbiler, i de fem øvrige dødslejre med stationære gaskamre.

Auschwitz og Majdanet skal have været "blandingslejre", både arbejds- og dødslejre, hvor de arbejdsduelige jøder blev sat til slavearbejde og de ikke-arbejdsduelige, efter sortering, blev gasset. Derimod skal de øvrige fire lejre have været rene dødscentre. De eneste jøder, som der fik lov til at overleve en kort tid, skal have været dem, som man havde brug for til at udføre arbejde. Af sikkerhedsårsager skal man også med jævne mellemrum have gasset disse "arbejdsjøder" og erstattet dem med andre.

Man begyndte først at skelne mellem "normale koncentrationslejre" og "dødslejre" omkring år 1960. Inden da tog man det for givet, at næsten enhver koncentrationslejr havde haft gaskamre og altså havde været en dødslejr. I Dachau fandtes i mange år en mindetavle, hvor man mindedes de 238.000 døde, og mennesker som i 50-erne Forbundsrepublikken ytrerede tvivl om eksistensen af gaskamre i Dachau, risikerede at komme i fængsel. Hvad angår Dachau har man nu accepteret den revisionistiske opfattelse: antallet af dødsofre var ikke 238.000 men 32.000, og ingen Dachau-fange blev gasset. Hvad angår Auschwitz vil revisionisterne ikke opnå andet, end hvad man allerede har accepteret m.h.t. Dachau, nemlig at antallet af dødsofre reduceres til ca. en tiendedel (fra en million til ca. 100.000) og at man gør sig klart, at historien om gaskamre i Auschwitz er en propagandaløgn, ligesom historien om gaskamrene i Dachau var det.

Hvad angår "dødslejrene" antager en "specialist i folkedrab" Wolfgang Scheffler i sin bog om "Judenverfolgungen im Dritten Reich" (12) at man kan gå ud fra de følgende "forsigtige minimumstal":

Auschwitz: "langt over en million" døde
Treblinka: 750.000 døde
Belzec: 600.000 døde
Chelmno: 300.000 døde
Sobibor: 500.000 døde
Majdanek: 250.000 døde

Det store flertal af de døde skal have været jøder, hvilket betyder at over 3 millioner jøder døde i de 6 lejre.


13. Fraværet af enhver form for dokumentation om folkedrabet

Nazisterne var præget af tysk grundighed og alting blev registreret. Derfor findes der stadig over 3.000 tons dokumenter fra det Tredje Rige. Beslutninger om drab, som Hitler personligt beordrede, findes grundigt dokumenteret, som f.eks. "eutanasiaktionen", drabet på de ubehjælpeligt syge. Da en så vældig operation som det at myrde flere millioner mennesker i gaskamre, nødvendigvis må have krævet en betydelig administrativ indsats, må man formode, at der også ville kunne findes en stor mængde dokumenter om dette folkemord. Men i virkeligheden findes der ikke et eneste tysk dokument om nogen plan for udryddelse af jøder eller om indretning af gaskamre, bortset fra de dokumenter der viser, at man brugte disinfektionsgaskamre til udryddelse af lus. Dette erkender exterminationisterne også. Den juridiske "ekspert i holocaust" Léon Poliakov skriver i sin bog "Bréviaire de la haine" (13): "

Arkiverne fra det Tredje Rige og naziledernes forklaringer gør det muligt for os i detaljer at rekonstruere hvordan aggressionsplanerne, felttogene og hele spektret af handlinger, hvormed nazisterne ville omforme verden, opstod og blev udviklet. Kun udryddelsen af jøderne forbliver i høj grad et dunkelt kapitel, både hvad angår formålet og på mange andre punkter. Logiske konklusioner og psykologiske bedømmelser, samt oplysninger fra tredje og fjerdehåndskilder, gør det dog muligt for os nogenlunde korrekt at rekonstruere, hvordan denne plan blev udviklet. Imidlertid vil mange detaljer altid forblive ukendte for os. Hvad angår den overordnede plan for udryddelsen angår, så er de tre eller fire hovedansvarlige ikke længere i live. Intet dokument kan findes - og måske har der aldrig eksisteret et sådant."

Lad os sammenligne Wolfgang Schefflers dødstal med statistikken fra Arolsen. Her konstaterer vi at hvad angår Auschwitz og Majdanek, så findes kun en brøkdel af de påståede ofre registreret, medens de fire såkaldte "rene dødslejre", Belzec, Sobibor, Treblinka og Chelmno, helt savnes i Arolsens statistik (det kan være at de måske optrådt under rubniken "Diverse", hvor der var 4.704 dokumenterede dødsfald). Medens der altså er særdeles god dokumentation for 4.431 dødsfald fra den relativt lille koncentrationslejr Struthof/Natzweiler, så savnes ethvert spor af de 1,9 millioner, som man hævder blev myrdet i de fire "rene dødslejre". De 1,9 million lig er forsvundet uden at der er så meget som aske tilbage, og af gaskamrene findes ikke en eneste sten tilbage. Hvordan forklarer exterminationisterne disse mærkværdigheder?

De siger at nazisterne ønskede at hemmeligholde mordet på jøderne for det tyske folk og for verden. Derfor gav de kun gasningsordrerne i mundtlig form, og - når det var nødvendigt med skriftlige ordrer - så ødelagde man dem efterfølgende. Ligene efter gasningerne blev brændt, asken strøet ud og gaskamrene ødelagt (bortset fra dem i Majdanek og i stamlejren i Auschwitz, for det var der ikke tid til). De fire gaskamre i Auschwitz-Birkenau havde de ganske vist godt kunnet nå at springe i luften, men de havde ikke kunnet nå at fjerne sprængstykkerne.

Her er et lille tankeeksperiment: Vi antager at den schweitziske regering beslutter at myrde alle i Schweitz bosatte udlændinge, altså omkring 1,4 million. For at skjule denne udåd giver man befalingen om dette massemord i mundtlig form og befaler også, at alle ligene skal skaffes af vejen. Ville det være muligt totalt at skjule sporene efter en sådan massakre? Ville ikke utallige spor og efterladenskaber stadig kunne vise, hvad der var sket? Ville det ikke være mærkeligt, om der pludselig ikke mere boede udlændinge i Schweitz?

Eksemplet illustrerer hvad jeg mener. Uanset om Tyskland vandt eller tabte krigen, ville folkemordet ikke kunne skjules. Hvorfor skulle man så lave alle disse mærkelige ting?


14. Historieforfalskernes akilleshæl

Så godt som ethvert menneske som er vokset op i et af de vestlige samfund tror at gaskamrene har eksisteret. Næsten ingen kender til følgende fakta:

- I en normalt mordsag forventer man en ekspertudtalelse om mordvåbenet, uanset om det er en revolver, en kniv, en hammer eller en økse. Derimod har man ikke ved nogen naziretssag, hvor der handlede om mord på millioner af mennesker, bedt om at få en tilsvarende udtalelse.

- Ingen kemiker eller ingeniør, havde nogensinde undersøgt gaskamrene i Majdanek og Auschwitz eller ruinerne af gaskamrene i Birkenau, inden den amerikanske gaskammerspecialist Fred Leuchtner, med en lille arbejdsgruppe, rejste til Polen i februar 1988 og undersøgte gaskamrene nærmere. Men Leuchter gjorde dette efter opfordring fra revisionistisk side.

- Man har aldrig foretaget en obduktion af en død koncentrationslejrfange, hvor man har kunnet fastslå, at den pågældende var død p.gr.a. gasning.

Men kan roligt læse exterminationisternes standardværker: Hilbergs "Vernichtung der europäischen Juden", Reitlingers "Final Solution", Poliakovs "Bréviaire de la haine", Lucy Dawidowicz's "The War Against the Jews", Langbeins "Menschen in Auswitz", Kogons "SS-Stat" eller Wolfgang Benz's udgivelse fra 1991 med titlen "Dimension des Völkermords".

Ikke i et eneste af disse standardværker findes så meget som antydning af en forklaring på hvordan gaskammeret, det påståede mordinstrument, skulle have fungeret. Heller ikke Georges Wellers "Les chambres á gaz ont existé" eller J. C. Pressac "Technique and Operation of the Gas Chambers" giver os et billede af disse gaskamre. Ud over de nævnte bøder, kan man læse alt hvad man vil om holocaust, inklusive de mange "beretninger fra de overlevende", men intet sted vil man finde en teknisk beskrivelse af gaskamrene! De eneste, der har interesseret sig for de tekniske forudsætninger for gaskamrenes virkemåde, er nemlig revisionisterne.

Ditlieb Felderer, en svensker af østrigsk oprindelse, begyndte at beskæftige sig med de tyske koncentrationslejre, da han i sin egenskab af Jehovas Vidne ville finde ud af noget om de 60.000 af hans trosfæller, som man hævdede, at nazisterne havde myrdet. Efter mange års forskning kunne Felderer fastslå, at nazisterne ikke havde myrdet 60.000 Jehovas Vidner, men derimod 203. Under sin forskning tog Felderer 30.000 fotografier af "dødslejrene" og deres omgivelser og han undersøgte indgående deres krematorier og "gaskamre". Han kom til det resultat, at "gaskamrene" aldrig kunne have fungere, at "øjenvidneskildringerne" om gasning var fulde af udsagn om krematorierne, som umuligt kunne være sande, og at disse under ingen omstændigheder havde kunnet præstere tilnærmelsesvis så meget, som det hævdes at de kunne. Som staf for sin forskning blev han sat i svensk fængsel og blev efter sovjetkommunistisk forbillede, udsat for retspsykologisk undersøgelse.

Franskmanden Robert Faurisson, professor i litteratur og tekstkritik, gik ud fra at ethvert seriøst studium af gaskammerproblemet måtte begynde med at studium af gasningsteknikkerne og af det insektmiddel, som man påstod var blevet anvendt til massmordet, nemlig zyklon B:

"Jeg ville vide hvordan man afliver mink med gas, hvordan man gasser ræve, hvordan man i USA gennemfører henrettelser v.hj.a. gas. Derved kunne jeg konstatere at man i de aller fleste tilfælde anvender cyanidgas (Interview med Faurisson i det italienske tidsskrift "Storia Illustrata" (14).


15. Gaskamrene i USA

Robert Faurisson var den første forsker, som blev overbevist om at arbejdet med de påståede tyske henrettelsesgaskamre måtte begynde med et studie af gaskamrene i USA.

Den første henrettelse af en morder med gas fandt sted i 1924 i Nevada. Derefter begyndte andre amerikanske delstater også at benytte denne henrettelsesmetode, som man mente var den mest humane. Som dræbende middel anvendtes cyanidgas. En henrettelse med gas er en meget kompliceret proces. Forberedelserne, henrettelsen selv og den efterfølgende rengøring af dødskammeret, tager flere timer. Det hele omfatter, eksempelvis i fængslet i Baltimore, ikke mindre end 47 trin, hvoraf nogle er temmelig indviklede. Gaskammeret må være absolut hermetisk lufttæt, eller bliver henrettelsen livsfarlig for fængselspersonalet og vidnerne.

Man spænder den dødsdømte fast på en stol. Derpå lader man et antal cyanidtabletter falde ned i et glas med svovlsyre. Tabletterne opløses, og den dødelige gas frigives. Den dømte indånder denne og bliver bevidstløs efter ca. 45 sekunder. Tre minutter senere indtræffer døden. Gassen uskadeliggøres derefter i en luftrenser og ledes ud gennem en skorsten. Kammeret må derefter ventileres i 20 minutter, inden en læge og to medhjælpere, iført beskyttelsesudstyr, beskyttelseshandsker og gasmasker, kan træde ind og bære liget ud. Da det aldrig kan udelukkes, at der slipper en smule af den giftige gas ud, har man førstehjælpsudstyr og et konstant beredskab klar for dem, der står udenfor gaskammeret.

Der er ikke grund til at undre sig over, at stadig flere amerikanske delstater går bort fra denne utrolig dyre, komplicerede og farlige henrettelsesmetode og erstatter den med en anden: giftinjektion. (15).


16. Zyklon B og de tyske aflusningskamre

Insektudryddelsesmidlet zyklon B anvendes stadig i dag til desinfektion af siloer, skibe o.a., men også til gasning af rævegrave (for at undgå spredning af rabies). Under 2. Verdenskrig blev dette middel anvendt i mange koncentrationslejre, også i de lejre som alle historikere i dag er enige om, at der ikke fandtes henrettelsesgaskamre i. Man regner med at ca. 25 millioner stykker tøj er blevet afluset med zyklon, og denne sanitære foranstaltning har uden tvivl redder livet for flere hundredetusinde lejrfanger, deriblandt ikke så få jøder, som ellers ville været døde af tyfus udspredt af lus.

Zyklon blev leveret i form af små skiver eller kugler i lufttætte forpakninger. Som bærende substans brugte man træfiber eller et materiale kaldet "diagrus" (16), der nærmest kan beskrives som en kornlignende, rødbrun masse. Når dette materiale fik kontakt med luften blev gassen frigjort. Hvor længe den kemiske proces varede, afhang af lufttemperaturen. Ved en temperatur på 25 grader Celsius tager det omkring en halv time før det meste af gassen er frigjort, ved lavere temperatur tager det en del længere tid.

Lad os nu, ved hjælp af tyske dokumenter, se hvordan zyklon B blev anvendt rent praktisk.

Til aflusning af klæder anvendtes i for det meste de desinfektionskamre, som blev konstrueret af DEGESCH (Tysk selskab for skadedyrsbekæmpelse). Disse kamre havde en standardstørrelse på 10 kubikmeter og de kunne aflukkes hermetisk.

De klæder, som skulle afluses, blev hængt op enten på en stang eller blev lagt på en vogn, som kunne køres ind og ud. Kammeret blev varmet op til mellem 25 og 35 grader Celsius. Gennem et cirkulationssystem blev gassen spredt rundt i kammeret, efter at den var blevet frigjort fra zyklon-granulaten. Det samme cirkulationssystem anvendte man til at forvarme kammeret med varm luft. Når processen gik i gang, blev dåsen med zyklon automatisk åbnet og dens indhold tømt ud på et underlag; derved undgik man at granulaten havnede på gulvet og at den derved kunne afgive gas flere timer senere og derved skade dem der skulle rengøre kammeret.

Gasningstiden var mindst en time og ventilationstiden 15 minutter. Derefter tørrede man de aflusede klæder i det fri. Kamrene måtte kun anvendes af særligt uddannet personale (17).

Andre forskrifter gælder givetvis for aflusning af genstande, som man ikke kan varme op og lukke hermetisk inde, som f.eks. huse, skibe etc. Hvordan man rent praktisk gennemførte gasning af en bygning, beskriver en brugsanvisning, som blev udgivet i 1942 af Sundhedsministeriet for Böhmen og Mähren med titlen "Richtlinien für die Anvendung von Blausüre (Zyklon) zur Ungeziefervertilgung". Efter denne brugsvejledning måtte aflusning med zyklon kun udføres af uddannet personale på mindst to mand. Hver af de to medvirkende skulle have en gasmaske, to specialindsatser imod blåsyre, en gasindikator, en sprøjte med modgift og en skriftlig tilladelse for overhovedet at måtte gå i gang. Før operationen startede blev en advarselstavle med et dødningemærke klistret op på døren til den bygning, som skulle afluses. En vagt skulle holde uvedkommende på afstand. Den farligste del af operationen var, i henhold til dette skrift, den efterfølgende ventilation. Den skulle foregå i mindst 20 timer.

Denne brugsanvisning blev anvendt i Nürembergprocessen som dokument for anklagemyndigheden (nr. NI-9912), betegnende nok, på trods af at enhver opmærksom iagttager måtte have undret sig over de egenskaber, som der angives for zyklon B (f.eks. nødvendigheden af 20 timers ventilation), blev dokumentet anvendt til at bevise at der var foregået massegasninger. Sammenligner man de såkaldte "vidneudsagn" om hvordan disse "massegasninger" foregik, med ovennævnte oplysninger, må teorien om gaskamre henvises til det absurdes verden.


17. Tre kronvidner fra Auschwitz

Vi skal nu se på de udtalelser, som de tre vigtigste øjenvidner, som hævdes at have været nærværende ved de påstående gasninger i Auschwitz. Rudolf Höss var lejrens kommandant fra 1940 til slutningen af november 1943. Efter krigen gik han under jorden, men blev opsporet af briterne i marts 1946 og aflagde efter tre dages forhør sin tilståelse om gasning af 2,5 million mennesker i Auschwitz. Det er den tilståelse, som stadig i dag anses for at være hjørnestenen i holocaust-historien. Senere blev Höss udleveret til Polen, og før sin henrettelse i april 1947 fik han lejlighed til i fængslet i Krakow at skrive sine "selvbiografiske optegnelser". I disse optegnelser siger Höss:

"Da jeg havde opført udryddelsesbygningen i Auschwitz, anvendte jeg zyklon B, en krystalliseret blåsyre, som vi kastede ind i dødskammeret gennem en lille åbning. Det tog 3-15 minutter, alt efter klimaforholdene, før alle i dødskammeret var døde. Vi vidste når de var døde, fordi vi kunne høre, at deres skrig holdt op. Vi ventede som regel en halv time inden vi åbnede døren og fjernede ligene. Derefter tog vores specialkommandoer ringene af ligene og trak guldet ud af deres tænder. En anden forbedring i forhold til Treblinka, var at vi byggede gaskamre, som kunne rumme 2.000 mennesker." (Nüremberg-dokument NO-3868-PS).

(Bemærkning: I henhold til sin tilståelse besøgte Höss Treblinka i juni 1941. Lejren åbnede dog først d. 23. juni 1942. I sin tilståelse nævner Höss også en dødslejr som hedder "Wolzek", som ingen nogensinde har hørt om.)

"Specialkommandoerne" var, i henhold til Höss, jøder, som betjente gaskamrene og som med jævne mellemrum selv blev gasset og erstattet af andre. Ligplyndrernes grusomme arbejde beskriver han i sine selvbiografiske optegnelser (18):

"Arbejdet med at slæbe ligene ud af gaskamrene, udtrækning af guldtænder, afklipning af hår, bortslæbning af ligene til gravhullerne, vedligeholdelse af ilden i hullerne, opsamlingen af menneskeligt fedt og det konstante arbejde med at få tilført luft til de brændende lig - alt dette arbejde blev udført med en sløv ligegyldighed, som om det var noget hverdagsagtigt. Medens de slæbte lig ud fra gaskamrene, røg de."

Et medlem af specialkommandoen, den slovakiske jøde Filip Müller, overlevede, som ved et under, ikke mindre end fem likvideringsaktioner. I sin bog Sonderbehandlung (19) skildrer Müller sin første indsats:

"Foran mig lå liget af en kvinde. Først tog jeg hendes sko af. Mine hænder dirrede og jeg rystede over hele kroppen, da jeg begyndte at trække hendes strømper af..... Alle seks børn brændte, da Stark gav ordre til at slæbe de nøgne lig over det våde betongulv. Så gik Fischl fra det ene lig til det andet og brækkede med en jernstang munden op på dem alle. Hver gang han opdagede en guldtand, trak han den ud med en tang og kastede den i en metalkasse" (s. 23 ff)

Hvor lang tid der gik mellem gasmordet og ligskænderiet, fortæller Müller på s. 215:

"Siden aftenen før var tre transporter blevet gasset i gaskamrene til Krematorium V med cirka fire timers mellemrum. Efter at skrig, støn og råb var forstummet, blev gaskamrene udluftet i et par minutter, og derefter jagede SS-mændene fangekommandoen ind for at få ligene ud."

Som det tredje kronvidne til massegasningerne i Auschwitz vil jeg citere Rudolf Vrba. Vrba, oprindelig Rosenberg, var slovakisk jøde og blev sat i kz-lejr allerede som ung mand. I april 1944 lykkedes det for ham at flygte. Hans udtalelser om hvad der skete i Auschwitz blev publiceret sammen med andre vidneudsagn i november 1944 af "War Refugee Board", en organisation som blev grundlagt af den amerikanske finansminister Henry Morgenthau. Det var denne WRB-rapport, som anklagerne i Nüremberg støttede sig på, og på denne rapport bygger vort nuværende billede af Auschwitz altså.

I følgende afsnit af hans bog "I Cannot Forgive" (20) beretter Vrba om Himmlers besøg i Auschwitz i januar 1943, hvor et nyt krematorium i Birkenau blev indviet ved at man gassede 3.000 jøder (Anmærkning: Himmler var sidste gang i Auschwitz i juli 1942, og det første krematorium i Birkenau blev taget i brug i marts 1943). Nu giver vi ordet til Vrba, dette særligt vigtige kronvidne om holocaust:

"Heinrich Himmler besøgte igen lejren Auschwitz i januar 1943..... Han skulle inspicere det første massedrab på samlebånd i verden, og være til stede ved indvielsen af lejrlederen Höss' splinter nye legetøj, hans krematorium. Det var sandelig en pragtfuld sag, 100 yard lang, 50 yard bred og med 15 ovne, som samtidig kunne forbrænde 3 lig hver på 20 minutter. Det var et kæmpe betonmonument, der var lavet af konstruktør Walter Dejaco.

Han (Himmler) skulle se en imponerende demonstration, som dog hele tiden var i fare for at blive ødelagt af tidsskemaet. Lejrlederen Höss, som brændte af iver efter at måtte vise sit nye legetøjs effektivitet, havde bestilt en specialtransport med 3.000 polske jøder, som man skulle slå ihjel på den moderne tyske måde.

Himmler ankom om morgenen kl. 8.00, og showet skulle begynde en time senere. Kl. 8.45 var de nye gaskamre med deres raffinerede bruseattrapper og skilte, hvor der stod "Vær påpasselig med renligheden", "Vær stille" osv. propfyldte. SS-vagtmandskabet havde sørget for at der ikke var en centimeter plads, som ikke var udnyttet. De affyrede et par skud ved indgangen for at skræmme dem, som allerede var inde i rummet endnu længere ind og der var plads til et par stykker mere. Derefter blev spædbørn og småbørn kastet ind over hovederne på de voksne, og dørene blev lukket og låst. En SS-mand med en tung gasmaske stod på taget og ventede til han skulle smide zyklon B kuglerne ind. Denne dag var det en særlig ære at have denne rolle, for det var ikke hver dag at man havde så fine gæster, og han var sikkert lige så nervøs som den der skal skyde startskuddet ved et hestekapløb.

Manden med gasmasken rodede med sin zyklon-kasse. Under sig havde han et fuldt hus. Men intet sted synes man at kunne få øje på "reichführeren", som måske allerede var gået igen for at spise frokost med lejrchefen Höss.

Et eller andet sted ringede en telefon. Alle hoveder drejede sig..... Nyheden lød: "Reichführeren har endnu ikke frokosten klar...." Inde i gaskammeret var mændene og kvinderne blevet vanvittige af fortvivlelse, da de nu havde forstået hvad en en bruser i Auschwitz var for noget. De begyndte at skrige, råbe og banke på døren, men derude hørte ingen dem, for det nye kammer var ikke alene gastæt, det var også lydtæt.

Kl. 11, to timer forsinket, rullede en bil frem. Himmler og Höss steg ud og talte et øjeblik med et par højtstående officerer. Himmler lyttede opmærksomt medens man forklarede proceduren for ham. Han slentrede frem til den låste dør, kastede et blik gennem det lille hul med tykt glas og så på de skrigende mennesker inde i kammeret. Derefter vendte han sig til sine underordnede for at stille dem nogle spørgsmål.

Endelig kunne det hele begynde. Der blev råbt en ordre til SS-manden på taget. Han løftede på det runde låg og lod de små kugler falde ned på hovederne under sig. Han vidste, som alle de andre, at varmen fra de sammenpressede kroppe ville medføre, at de små kugler afgav gas indenfor få minutter. Derefter lukkede han låget.

Gasningen begyndte. Höss ventede et øjeblik så gassen kunne cirkulere ordentligt, og opfordrede derefter høfligt sin gæst til endnu en gang at kigge gennem kighullet i døren. Himmler kiggede et par minutter ind i dødskammeret og han var synligt imponeret. Derefter vendte han sig med igen mod lejrchefen, som han stille nogle spørgsmål. Det han havde set havde gjort ham glad og sat ham i en fornøjet stemning. Selv om han sjældent røg, tog han imod en cigaret af en officer, og medens han tog et par sug, grinede han og kom med vittigheder.

Atmosfæren nu var blevet hyggelig, men det betød ikke at man glemte det, som var det allervigtigste. Flere gange forlod Himmler officersgruppen for at se gennem kighullet og for at være sikker på at aktionen forløb som den skulle. Da alle indsatte var døde, fulgte han også interesseret den procedure, som fulgte efter. En særlig hejseanordning befordrede ligene ind i krematoriet, men kremeringen skete ikke med det samme. Først måtte guldtænderne hives ud og på kvinderne måtte håret klippes af, fordi det skulle anvendes til tætning af torpedoer. Ligene af de rige jøder, som man havde fundet frem til allerede inden gasningen, måtte lægges for sig, fordi de skulle dissekeres. Man kunne jo ikke udelukke, at en af dem havde gemt ædelstene - måske diamanter - i en kropsåbning.

Det var kompliceret at lave en gasning, men det nye maskineri fungerede upåklageligt i hænderne på de dygtige arbejdere. Himmler ventede til man kunne se røgen fra skorstenene og kastede så et blik på sit ur. Frokosttid !"



18. Var naturlovene ophævet i årene 1941-1944?

Når man besøger hovedlejren i Auschwitz finder man et intakt krematorium, som påstås at være i sin oprindelige form, og i Birkenau finder man resterne af fire, mere eller mindre ødelagte krematorier. Krematoriet i stamlejren kaldes K1, de fire krematorier i Birkenau er nummereret som K2 til K5. Bedst vedligeholdt er K2. Foran ruinerne af dette findes en tavle, som forklarer hvordan massemordene skal have foregået: Op mod 2.000 mennesker blev presset sammen i "gaskammeret" og blev dræbt når der blev kastet zyklon B ind; derefter bar man ligene op til krematoriet, som lå ovenpå "gaskammeret", og brændte dem.

Hvis naturlovene også var gældende under 2. Verdenskrig, og ikke var sat ud af spil under holocaust, så er denne beskrivelse - ligesom de oplysninger de 3 kronvidner Höss, Müller og Vrba har givet - en eneste kæde af umuligheder. Har er de groveste eksempler:

Umulighed nr. 1:
Ingen arkitekt, som var ved sine sansers fulde brug, ville have indrettet et krematorium i den samme bygning som et kammer, hvor man ville udøve massemord med en eksplosiv gas. Ganske vist er zyklon B ikke højeksplosivt, men alene på grund af den latente eksplosionsfare, som stammede fra de zyklon-befængte lig, ville en sådan konstruktion have været rent selvmord. Hvis man tror på Höss, der hævdede at man kunne dræbe 2.000 mennesker på 3 minutter, måtte man anvende enorme mængder af denne gas. I tilfældet K1 ligger krematoriet ikke oven på "gaskammeret", men lige ved siden af. Denne bygning ville derfor ikke kunne undgå at sprænge i luften og derved gasse hele lejren, SS-mændene inklusive.

Umulighed nr. 2:
Aflusningskamrene må, som allerede nævnt, være varmet op til mindst 25 grader for at zyklon B skal kunne afgives inden for en halv time. Et sådant opvarmningssystem findes ikke i "gaskamrene". Om vinteren må det derfor have varet længe inden gassen blev frigivet. Desuden ville den ikke have kunnet sprede sig i det til bristepunktet fyldte kammer (2.000 mennesker på 210 kvadratmeter plads!).

Umulighed nr. 3:
Dørene til samtlige gaskamre går indad. Altså havde specialkommandoen ikke kunne komme ind i disse kamre, som var proppede med lig til sidste kvadratcentimeter. Hvad var det for nogle kludrehoveder og amatørarkitekter som nazisterne havde til at bygge deres udryddelsesanlæg!

Umulighed nr. 4:
Dette er umulighedernes umulighed. Specialkommandoen gik ind i gaskammeret, efter Höss' oplysninger, en halv time efter gasningen, og efter Müllers oplysninger et par minutter efter gasningen. De gik straks i gang med at tage ringene af ligene (Höss), tage klæderne af ligene (Müller) og klippe håret af ligene (Vrba). Hvis dette var rigtigt, ville der være tale om en ren selvmordsopgave, og ingen af medlemmerne af disse specialkommandoer ville have overlevet at udføre denne operation (lad os bare tænke på hvordan de amerikanske gaskamre må ventileres efter henrettelsen af et enkelt menneske, inden en læge, iført beskyttelsesudstyr og gasmaske, kan gå inde i kammeret). "Gaskamrene" i Auschwitz havde kun et meget simpelt ventilationssystem, så det ville ikke have været nok at specialkommandoens medlemmer havde båret gasmasker. Desuden ville giften have siddet i huden på ligene, som specialkommandoen skulle arbejde med, hvilket betyder at de ville være blevet dødeligt forgiftede: giften trænger nemlig gennem huden. Desuden bar specialkommandoerne ikke gasmasker, da de jo - efter hvad Höss fortalte - røg medens de arbejdede med denne grusomme oprydningsopgave.

De røg! Midt i en eksplosiv gas !

Umulighed nr. 5:
Som det fremgår af de bevarede tegninger, fandtes der ingen anden vej fra "gaskammeret" til krematoriet end en elevator med et bundareal på 2,1 x 1,35 m. Denne kunne højst transportere fire lig, samt elevatorføreren. Der må have været stor hastighed på denne transport af de døde til krematoriet, for næste omgang dødskandidater stod allerede og ventede under "bruserne" (forsommerens 1944 hævdes det jo at 12.000 mennesker blev gasset dagligt. Visse "historikere" hævder at det var 24.000 dagligt). At bruserne rent faktisk ikke var virkelige brusere, fandt de enfoldige stakler aldrig ud af. Man havde nemlig givet dem sæbe (efter nogle "øjenvidner" var det sæbeattrapper) og frottéhåndklæder (eller var det frottéhåndklædeattrapper?). Medens de dødsdømte således tålmodigt ventede, pendlede elevatorføreren altså fem hundrede gange op og ned mellem gaskammeret og krematoriet for at hente de zyklon-befængte lig fra et zyklon-mættet lokale - naturligvis uden selv at tage skade på liv og lemmer!

Umulighed nr. 6:
Krema 2 og Krema 3 kan lave 15 brændinger hver og de andre krematorier færre. Kremeringen af et lig tager, også i moderne krematorier, omkring halvanden time og det gik næppe hurtigere i 1944. Hvis der efter 6 timer var brændt 60 lig i 15 ovne, så lå der stadig 1940 lig tilbage i "brusebadet" og næsten 2.000 dødsdømte ventede på at komme ind i rummet!

Om krematorierne:
I Raul Hilbergs standardværk "Die Vernichtung der europäischen Juden" (21) finder vi for hvert eneste af de fire krematorier i Birkenau de præcise oplysninger om driftstider.

Moderne krematorier, som det i Basel, kan brænde op til 23 lig pr. dag pr. ovn. For de koksdrevne krematorier i Birkenau lå den maksimale dagskapacitet efter eksperters udsagn (såsom I. Lagacé, chef for krematoriet i Calgary) på 5 lig pr. ovn. Hvis krematorierne i Birkenau konstant havde virket fejlfrit (og vi ved fra dokumenter, at dette ikke var tilfældet), så havde man der - under hele krigen - kunnet brænde højst 150.000 lig. Hvis der var en million jøder, der blev myrdet, hvor brændte man så de resterende 850.000 lig?

Efter hvad exterminationisterne siger skete dette i store huller i jorden! Denne historie er åbenlys usand, da det på grund af iltmangel er umuligt at brænde så mange lig i store huller og i Birkenau ville det desuden være umuligt på grund af det høje grundvandsniveau.


19. Leuchters udtalelse

Det teknisk umulige i de påståede massegasninger og kremeringer blev allerede opdaget af forskere som Felderer og Faurisson i 70-erne. For at sætte en stopper for legenden krævedes der dog en gaskammerekspert.

I 1988 blev der i Toronto afholdt rettergang mod tyskeren Ernst Zündel. Zündel havde distribueret englænderen Richard Harwoods brochure "Did Six Million Really Die?", hvori holocaustlegenden tilbagevises, og blev derfor - efter anmodning fra en jødisk organisation ved navn "Holocaust Remembrance Association" - stillet for retten. Til grund for tiltalen anvendte man en ellers aldrig anvendt lov mod "Spredning af falske oplysninger". Loven stammede fra en engelsk lov fra 1275, hvormed ridderne forbød almenheden at håne dem i satiriske viser.

Den første retssag, som gennemførtes i 1985, sluttede med at den tiltalte blev idømt 15 måneders fængsel. På grund af en række formelle fejl, blev dommen imidlertid ophævet. Efter overenskomst med Ernst Zündel tog Robert Faurisson derefter kontakt til den amerikanske ingeniør Fred Leuchtner. Han har været ansvarlig for konstruktionen af flere af de gaskamre, som er blevet anvendt til at henrette forbrydere i de amerikanske delstater. I februar 1988 rejste Leuchter med sin kone Carolyn, kameramanden Jürgen Neumann, tegneren Howard Miller og den polske tolk Tjudar Rudolph til Polen, for at undersøge de eksisterende gaskamre i Auschwitz, Auschwitz-Birkenau og Majdanek.

Efter denne undersøgelse lavede Leuchtner en rapport om sine resultater, og hvis ikke pressecensuren i den frie verden havde fungeret så effektivt, var Leuchters resultater blevet præsenteret med store typer på forsiden af samtlige verdens aviser. Konklusionerne var nemlig entydige: I ingen af de tre lejre fandtes der gaskamre beregnet til henrettelse af mennesker. De eneste gaskamre der eksisterede, var kamre beregnet til udryddelse af dyr, nemlig aflusningsgaskamre.

Leuchters bevisførelse støttede sig på 3 punkter:

1) "Gaskamrene" var ikke konstrueret sådan som gaskamre nødvendigvis må være, og de har derfor aldrig kunnet fungere som sådan. De er ikke tætte, hvilket betyder at den dræbende gas kontinuerligt ville være sivet ud. Det ville også have været rent vanvid at indrette gaskamre lige ved siden af de respektive krematorier. Der manglede en fordelingsmekanisme for gassen og de nødvendige anordninger til at opvarme kamrene. Endelig fandtes der ikke tilstrækkelige ventilationssystemer. Til udluftning af K 1 var der f.eks. ikke andet end et hul i taget. Gassen ville, med den givne konstruktion, være strømmet ind i det SS-hospital som lå lige overfor "gaskammeret", og den ville have dræbt både patienter og personale. På grund af den manglende ventilation, ville der i disse rum - hvis de havde været anvendt til gasning - have været tilstrækkelige mængder af cyangas til at sende enhver, som gik ind i dem i døden. Gasmasker ville næppe have været tilstrækkelig beskyttelse.

Leuchtner konkluderede, at disse såkaldte "gaskamrene" i virkeligheden var rum, der var beregnet til opbevaring af lig. K 1 blev i øvrigt senere bygget om til luftværnsbunker.

2) Lejrens krematorier havde kun kunne forbrænde en brøkdel af det påståede antal lig, og historien om "brændhullerne" er ren fantasi.

3) Leuchter og hans gruppe tog prøver af murværket i begge de påståede "henrettelsesgaskamre" og i lejrens aflusningsgaskamre. Cyanid kan sidde i mursten og tegl i mange år, ofte i århundreder. Medens prøverne fra aflusningskammeret endnu efter 44 år viste en meget højt cyanidværdi, var sporene efter cyanid i prøverne fra "henrettelsesgaskamrene" ubetydeligt små. Det skal dertil siges, at cyanid/blåsyre er naturligt forekommende og kan forekomme i små mængder i hvilket som helst bygning.

Cyanidtesten blev ikke udført af Leuchtner selv, men af en kemiker ved navn James Roth, som ikke vidste hvorfra prøverne kom.

Hvis det havde været muligt at modbevise Leuchtner-rapporten, så havde exterminationisterne for lang tid siden købt de bedste kemikere og ingeniører til at udføre en modundersøgelse og lave en modgående rapport, for penge er ikke noget, som disse herrer har for lidt af. Men der var der ingen kemikere eller ingeniører, der ønskede at udføre en sådan modundersøgelse.

Der er dog lavet to såkaldte "redegørelser", den ene af franskmanden Jean-Claude Pressac ("Auschwitz. Technique and Operation of the Gas Chambers") (22) og det andet blev lavet af tyskeren Werner Wegner (det kan findes i samlingsværket "Die Schatten der Vergangenheit") (23). Begge disse "redegørelser" er så enfoldige at man må grine af det. I tidsskriftet "Historische Tatscahen" nr. 50 piller Udo Walendy begge disse tekster fra hinanden punkt for punkt. Hvordan Pressac i sit mammutværk - formentlig ufrivilligt - har styrket revisionismens positioner, har Fourisson udførligt påvist i nr. 3 af tidsskriftet "Revue d'Histoire Révisioniste" (24), et tidsskrift som blev tvunget til at lukke på grund af repressionen i Frankrig.

Cyuanidtesten som Zündel udførte er siden blevet gentaget to gange, første gang af det retsmedicinske institut i Krakow (på opfordring fra Auschwitz-museet), og anden gang af den tyske kemiker Germar Rudolf.

De polske kemikere fandt i prøverne fra "gaskammeret" endnu mindre rester af cyanid end der var fundet i Zündels undersøgelse. For at resultatet ikke skulle blive alt for afslørende, tog de dog sammenligningsprøverne fra afslusningskamre, hvor væggene var blevet kalket hvide (25). Men trods dette fandt de alligevel større cyanidrester i prøverne fra aflusningskamrene end i dem fra de såkaldte "gaskamre".

Germar Rudolf kom i sin meget udførlige analyse (prøverne blev testet af det ansete Fresenius-institut) til det samme resultat som Leuchter, som han dog kritiserede på nogle mindre væsentlige punkter.

Walter Lüftl, talsmand for det østrigske ingeniørforbund, studere også de påståede massegasning, og måtte betegne hele denne historie som værende teknisk umulig. Det førte til at han i marts 1992 måtte afgå som formand for ingeniørsammenslutningen. Man rejste - for en sikkerheds skyld - også tiltale mod ham for brud mod loven om at udbrede nazistisk propaganda. Men måske vil østrigerne også rejse sag mod astronomer, som hævder at jorden er rund !

Samtlige undersøgelser vedrørende gaskamrenes funktionsmåde og krematoriernes kapacitet, kan når som helst gentages, for at kontrollere om de fakta, som de nævnte undersøgelser har fundet frem til, er sande. Man behøver bare at sende et hold kemikere, ingeniører og krematorieeksperter til Polen, filme deres undersøgelser og offentliggøre dem for alle. Man de herrer politikere og historikere agter - klogt nok - ikke at gennemføre en sådan undersøgelse. Man kan gætte sig til hvorfor!

Bemærkning: Zündel dømtes i den nye retssag til 9 måneders fængsel. Han kunne dog forblive på fri fod under forudsætning af, at han ikke mere ytrede sig om holocaust. Zündel valgte at appellere dommen til Canadas højeste domstol, og 4½ år senere, i august 1992, blev han der frikendt. Med sin stævning havde "Holocaust Remembrance Association" altså lavet et selvmål: den havde givet revisionisterne opmærksomhed for første gang i landets historie og de havde givet impulsen til Leuchters undersøgelse, som med anvendelse af eksakte videnskabelige metoder afslørede holocaust-svindelen.


20. Den usynlige elefant

Når revisionisterne nu har afsløret usandheden i historierne om gaskamre, så står det klart at disse historier må være opfundet af sejrmagterne efter krigen og siden viderebragt af deres tyske vasaller af politisk-propagandistiske årsager. Derfor spørger man sig selv, hvordan verden mon først fik at høre om gaskamrene og hvordan verden reagere dengang?

Den britisk-jødiske historiker Walter Laqueur tager dette spørgsmål op i sin bog "The Terrible Secret", som udkom i 1980. Laqueur går ud fra det faktum, at de allierede rådede over et velfungerende efterretningsnet både i de tyskokkuperede lande og i Tyskland selv. En så uhørt forbrydelse som mordet på flere millioner mennesker i gaskamre ville umuligt have kunnet skjules for denne efterretningstjeneste i flere år, især da de jødiske organisationer siden 1942 uafladeligt hævdede at sådanne uhyggelige begivenheder fandt sted.

Alligevel nøjedes Washington, London og Moskva med at sende et par protester, som alibi for ikke at foretage sig noget for at redde jøderne. De hverken advarede jøderne om den påståede udryddelse eller søgte at rette det tyske folks opmærksomhed mod det folkemord, som dets regering udøvede.

Paven vidste allerede på et tidligt tidspunkt, hvad som skete i det katolske Polen, men han viste ikke nogen særskilt vrede, da ofrene jo ikke var katolikker. Også Røde Kors sad med armene i skødet og sagde ikke noget om det påståede folkemord, før da krigen var slut.

I sin bog "Auschwitz and the Allies" fortæller Martin Gilbert om denne største koncentrationslejr af dem alle. Den lå i et industriområde og omfattede stamlejren Auschwitz I og Birkenau (Auschwitz II) samt industrikomplekset Monowitz (Auschwitz III). Lejren burde have tiltrukket sig de Allieredes opmærksomhed alene af den grund, at den fremstillede krigsvigtige produkter, f.eks. syntetisk gummi. Fangerne var i løbende kontakt med frie betalte lønarbejdere fra forskellige lande. Desuden sendte man hele tiden fanger fra Auschwitz til andre lejre. Der blev desuden løbende frigivet fanger (efter Laqueur: 978 stk. i 1942 og nogle stykker de næste år). I 1944 blev der desuden frigivet en del kvindelige jøder på initiativ af industrimanden O. Schindler.

Hvis der dengang fandtes et sted i Europa, hvor det var umuligt at skjule et fabriksmæssigt organiseret massemord, så var det i Auschwitz. Alligevel mærkede verden ikke i to lange år, hvad for en ufattelig ting som udspillede sig i denne lejr: Massemordet begyndte i sommeren 1942, og først sommeren 1944 dukkede de første historier om massakrer op i verdenspressen.

Mange mennesker, bl.a. Laqueur og Gilbert, har brudt deres hjerner med at finde årsagen til den gådefulde tavshed om massemordet. Men ingen af dem kommer på den temmelig indlysende løsning.

"Jeg ser ingen elefant i min kælder. Hvis der var en elefant i min kælder, så ville jeg sikkert have fået øje på den. Altså er der ingen elefant i min kælder".

Denne ytring stammer fra den amerikanske elektronikingeniør og dataekspert Arthur Butz. Hans bog "The Hoax of the Twentieth Century", som udkom i 1976, er stadig i dag en af revisionismens klassikere.

Vi har nu nøglen til at besvare nogle spørgsmål, som stilles igen og igen:

- "Hvorfor lod jøderne sig, uden modstand, transportere i togvogne til dødslejrene og hvorfor var de lige så passive som lam, der føres til slagtebænken? Svar: Jøderne lod sig transportere uden at gøre modstand, til arbejdslejre fordi de vidste at tyskerne med begrebet "arbejdslejre" mente arbejdslejre, og ikke andet.

- "Hvorfor bombede de allierede ikke gaskamrene? Derved havde de ganske vist dræbt nogle fanger, men samtidig ville de have reddet mange flere." Svar: De allierede bombede ikke gaskamrene fordi der ikke fandtes nogle gaskamre.

- "Hvorfor benægtede de nazistiske ledere, som overlevede krigen, at der var foregået en systematisk udryddelse af jøderne?" Svar: Nazilederne benægtede jødeudryddelsen fordi den ikke havde fundet sted. Når prominente figurer fra det Tredje Rige, som f.eks. Albert Speer og Hans Frank, vendte om under Nürembergprocessen og erklærede sig moralsk medskyldige i folkemord, så gjorde de det fordi de - som millioner af andre mennesker - havde ladet sig narre af Höss's forklaringer og af det øvrige "bevismateriale" som sejrsmagterne udfærdigede.

- "Hvorfor forrådte Vatikanet og Røde Kors deres humanistiske principper og protesterede ikke mod den største forbrydelse i menneskehedens historie?" Svar: Vatikanet og Røde Kors hørte først efter krigen om denne "største forbrydelse i menneskehedens historie", som i virkeligheden er det største svindelnummer i menneskehedens historie.


21. Yderligere bevis

Allerede i 1942 lykkedes det den britiske efterretningstjeneste at knække koden og at aflytte radiotrafikken mellem SS-hovedkvarteret i Berlin og koncentrationslejrene. I daglige rapporter meldte lejrene om deres dødsfald. De fleste skyldes sygdomme, men man meddelte også henrettelser ved skydning og hængninger. Om gasninger derimod hørte man ikke et ord, heller ikke fra Auschwitz! Det kan man læse hos professor Hinsley, som i dag er docent i Cambridge, men som under krigen var specialist i kodebrydning, og som i sin bog "British Intelligence during the Second World War" (26) skriver at de tyske radiomeddelelser indeholdt "ingen meddelelser om gasninger" !

Siden december 1943 fotograferede de allieredes flyvemaskiner Auschwitz regelmæssigt. Frem til og med den tid, hvor lejren blev befriet af den Røde Hær i januar 1945 gennemførte man i alt 32 rekognosceringer og der blev taget i hundredvis af fotografier. På ingen af disse fotos synes der at være nogen kø af mennesker foran det rum, som hævdes at skulle have været "gaskammeret"! Nogle af disse luftfotos blev offentliggjort i 1979 og kan i dag ses i National Archives i Washington.


22. Holocaust - krigspropaganda!

I marts 1916 meddelte "Daily Telegraph" at østrigerne og bulgarerne havde gasset 700.000 serbere. Om den britiske avis's læsere troede på denne løgnehistorie ved vi ikke. Efter krigen var der i hvert fald ingen der troede på historien om de 700.000 gassede serbere.

Den 2. august 1990 marcherede irakiske tropper ind i Kuwait. USA forsøgte at få FN til at gå med til en militær indgriben for at befri emiratet, men man stødte i begyndelsen på modstand. Stemningen slog først over i oktober, da en kuwaitisk pige og en kirurg fra Kuwait City grædende fortalte til en menneskerettighedskommission, hvordan de irakiske barbarer havde hærget i hovedstadens besatte hospital: De havde ødelagt kuvøserne, kastet nyfødte børn på gulvet og ladet dem dø! Denne historie vakte harme i hele verden og bidrog på afgørende måde til at de, som ønskede et militært angreb mod Irak, fik deres vilje igennem.

I marts 1992 blev løgnehistorien afsløret. Kuvøsemordene var et påhit, som et reklamebureau i New York havde fået 10 millioner dollars for at lave, af den landflygtige emir af Kuwait. "Kirurgen" var ikke kirurg, og "flygtningepigen" var datter af en kuwaitisk diplomat i USA. Begge havde øvet sig i dagevis på deres "øjenvidneberetninger" og tilmed fået undervisning i engelsk for at kunne formidle deres budskab på tv.

På samme måde som skrækhistorierne fra første verdenskrig og fra golfkrigen, fortalte og fortæller man tilsvarende historier fra 2. Verdenskrig, fordi der er enorme finansielle interesser forbundet med dette. I sin bog "The Hoax of the Twentieth Century" undersøger Arthur Butz hvordan dette bedrageri uviklede sig.

Oplysningerne om udryddelsen af jøderne dukkede først op i 1942 i de zionistisk kontrollerede aviser (f.eks. New York Times) og de stammede sandsynligvis fra den Jødiske Verdenskongres. Hovedformålet med denne skrækpropaganda var naturligvis at understøtte bestræbelserne på at oprette en jødisk stat, hvilket man så stærkt ønskede at overbevise regeringerne og folket i de allierede stater om nødvendigheden af.

I New York Times spalter spøgte det, ved siden af gaskamrene, med historier om alle mulige andre uhyggelige mordmetoder. Den 30. juni 1942 fortalte man om et "skydehus", hvor tusinder af jøder dagligt blev skudt, den 7. februar 1942 drejede det sig om "blodforgiftningscentraler" i det besatte Polen. Medens både skydehuset og blodforgiftningscentralen forsvandt fra de offentlige medier allerede inden krigens afslutning, så fik historierne om henrettelse jøder i damphenrettelseskamre stor opmærksomhed. Også ved Nüremberg-processen dukkede disse historier op. Den 14. december1945 blev følgende således noteret i protokollen i Nüremberg:

"Alle ofte måtte tage klæder og sko af og disse blev samlet ind. Derefter blev ofrene, kvinder og børn først, drevet ind i dødskamrene.... Når kamrene var fulde, lukkedes de hermetisk og damp blev lukket ind..... Af de oplysninger som er fremsat, fremgår det at flere hundrede tusinde jøder blev udryddet i Treblinka." (Nüremberg-dokument PS 3311).

Præcis 75 dage senere havde den høje domstol imidlertid glemt dampkamrene igen. I stedet var der nu tale om gaskamre i Treblinka. Det var altså først efter krigen, at man blev enige om hvilken af legenderne, som man ville bygge anklager på.


23. Herr Elie Wiesels ildgrave

I bogen "Legends of Our Time" (27) skriver Elie Wiesel:

"Enhver jøde bør et eller andet sted i sit hjerte bevare hadet, det sunde menneskelige had mod det, som Tyskland står for, og mod det, som ligger i det tyske væsen. Alt andet ville være forræderi mod de døde."

Denne Elie Wiesel modtog i 1986 Nobels fredspris, blandt andet på anbefaling af 83 medlemmer af den tyske Forbundsdag. Efter disse parlamentarikeres udsagn, ville prisen være en stor opmuntring til alle dem, som arbejder aktivt med forsoningsprocessen. Sådan viser de tyske politikeres overgang fra nationalsocialisme til nationalmasochisme sig.

Wiesel, som er født 1928, var interneret i Auschwitz fra april 1944 til januar 1945. I "La Nuit", den bog han i 1958 udgav om hvordan han selv "havde oplevet" kz-lejren, fortæller han ikke et ord om gaskamre. Wiesel kan altså hverken have set eller hørt tale om nogle gaskamre, for hvis han havde gjort det, så ville han naturligvis have nævnt dem. I stedet for gaskamrene så Wiesel noget, som han må have set helt alene:

"Ikke langt fra os stod flammerne op af et stort hul. Man var i gang med at brænde noget. En lastvogn rullede frem til hullet og tømte sin last ned i det. Det var små børn, spædbørn! Jeg så det med mine egne øjne.... børn der brænder. Er det så mærkeligt at mine drømme handler om denne tid? Det var bare sådan. Noget længere borte var der en anden større grav beregnet for voksne....

"Far", sagde jeg, "hvis det er på den måde, så vil jeg ikke vente længere. Jeg kaster mig på ind i den elektriske ståltråd. Det er bedre en at stirre tomt ind i flammerne i timevis...."

Heldigvis slap Elie Wiesel med tomt at stirre ind i flammerne, og han var ikke nødt til at kaste sig mod den elektriske ståltråd, for:

"Vores kolonne havde kun omkring 15 skridt tilbage. Jeg bed mig i læben for at min far ikke skulle høre hvordan mine tænder klaprede. Bare ti skridt tilbage, otte, syv. Vi marcherede stille, ligesom efter en ligvogn til vores egen begravelse. Nu var der kun fire skridt tilbage. Tre skridt. Den var helt nær nu, hullet med ligene. Jeg samlede de kræfter jeg havde til rest for at springe ud af rækken og kaste mig ind i det elektriske hegn. Dybt i mit hjerte sagde jeg farvel til min far og med hele verden og ufrivilligt kom der ord fra mine læber: Jitgadal vejitkadach schme raba.... Være hans navn ophøjet og helliggjort.

Det var som om mit hjerte skulle briste. Jeg stod overfor dødens engel.... Nej. To skidt inden vi kom til hullet befalede man og at ændre retningen og at få ind i en barak." (28).

Vi har set, at man fortsat efter krigen udspredte propaganda om diverse andre aflivningsmetoder ud over gaskamrene. En af disse var brænding af levende mennesker. Denne variant af udryddelsesmyten holdt sig levende i jødiske kredse op til omkring 1960. I sin "redegørelse" lavede Elie Wiesel imidlertid en grov fejltagelse da han - i stedet for gaskamrene - præsenterede myten om det brændende hul. Han måtte, som Robert Faurisson siger, vælge mellem to forskellige af de Allieredes propagandaløgne, og han valgte den forkerte.


24. Spøgelsesudryddelseslejren Belzec

Den østpolske lejr Belzec (ikke at forveksle med Bergen-Belsen!) var, efter den exterminationistiske historieskrivning, den tredjestørste dødslejr. Det hævdes at 600.000 jøder blev gasset ihjel der. Da Belzec-historien er en miniatureversion af hele holocaustløgnen skal den gennemgås relativt udførligt i det følgende:

Belzec blev grundlagt i 1942. Det var en gennemgangslejr for jøder, som skulle sendes til Rusland, hvor de skulle bosætte sig. Straks efter lejrens åbning opstod rygterne om at man lavede massemord i denne lejr. Den italienske revisionist Carlo Mattogno undersøgte disse rygter i sit skrift om jødeudryddelsesmyten ("The Myth of the Extermination of the Jews") (29). Rygterne havde følgende udgaver:

Variant 1:
Jøderne blev lukket inde i en lade, hvor de skulle stille sig på en metalplade, som der gik dræbende elektrisk strøm igennem. Denne historie blev bl.a. udbredt i 1942 af det eksilpolske tidsskrift "Polish Frotnightly Review".

Variant 2:
Jøderne blev skudt, og de der overlevede blev gasset eller dræbt med elektrisk strøm (Udtalelse af de allieredes fælles informationskomité d. 19. december 1942).

Variant 3:
Jøderne blev dræbt med varme i elektrisk ovne. Denne historie kan vi takke Abraham Silberschein for. ("Die Judenausrottung in Polen", 1944).

Variant 4:
Denne variant skildrer fil.dr. Stefan Szende i sin bog "Den siste juden från Polen" (30), hvori han skriver:

"Menneskekværnen breder sig over et område på 7 kilometer. Det er omgivet af pigtrådshegn og det er sikret med alle tænkelige anordninger. Ingen må nærme sig dette område og ingen må forlade det.

Alligevel er det lykkedes for nogle få mennesker at flygte fra Belzec. I nødens stund er der ingen grænser for den menneskelig opfindsomhed.

Udvalgte SS-tropper, mænd med stærke nerver, ligger i regimentet her. Men selv de må synes, at arbejdet er svært. Der var mange ting, som man lod de herværende jøder udføre. De skulle f.eks. sortere og pakke de dødes tøj og andre ejendele. Til sådanne opgaver udvalgte SS altid nogle jøder fra den sidst modtagne transport. Disse blev ikke benådiget, men deres henrettelse blev udskudt et par dage. Dog var det lykkedes for to jøder, som havde overværet disse uhyggeligheder, at flygte. De kom til ghettoen i Rawa-Ruska og fortalte der om det teknisk fuldendte og djævelske apparat, som tyskerne havde installeret i Belzec.

Så vidt jeg ved har ingen jøde, som har været i Belzec, kunnet flygte til neutrale eller allierede lande. De to jøder, som sommeren 1942 slap ud til Rawa-Ruska døde formentlig da beboerne i ghettoen blev likvideret. Nogle af beboerne undslap dog, og kunne senere fortælle, hvad de havde hørt fra øjenvidnerne. Fra dem kommer følgende skildring:

De tog som transporterede jøderne kørte gennem en tunnel ned til de underjordiske rum, hvor henrettelsespladsen lå. Der blev jøderne sat af toget og fik besked om at de skulle stille deres ejendele. I år 1942 havde de endnu klæder og håndbagage med sig.

Hver dag ankom tog, som var fuldt proppet med jøder fra Tyskland, Østrig, Tjekkoslovakiet, Belgien, Holland, Frankrig, Balkan. Man havde sagt til dem, at de skulle "flyttes" mod øst og at de skulle tage deres ejendele med sig. Derfor kom de til Belzec udrustet med symaskiner og skrivemaskiner, porcelæn og sølvtøj. Men her tog man alting fra dem.

Tingene blev sorteret for at kunne anvendes af herrefolket, men dette sorteringsarbejde blev efterhånden så besværligt, at man mente, at det var bedre at sende jøderne af sted nøgne.

De blev ført ind i en kæmpe hal, der kunne rumme flere tusind mennesker. Disse rum havde ingen vinduer, de var helt af metal og havde et gulv, som kunne sænkes ved hjælp af en smart mekanisme. Når alle de tusinder af jøder stod på det, blev det sænket, således at de alle kom ned i et bassin under gulvet - men ikke længere end at vandet kun nåede dem til hofterne. Så blev der ledt en stærk strøm gennem vandet og på et øjeblik var alle de tusinder af mennesker aflivet. Derefter løftede man gulvet med ligene op af vandet. En anden strøm blev koblet på og i de store haller blev der nu gloende hedt, som i et krematorium. Dette blev ved indtil alle ligene var forbrændt til aske. Store luftkanoner blæste til sidst asken væk fra gulvet og røgen blev ledt ud gennem høje fabriksskorstene. Processen var nu overstået. Udenfor indgangen til tunnelen stod allerede det næste og ventede.

Hver transport omfattede ca. 3.000 - 5.000 jøder. Der ankom flere tog dagligt. Til tider kom der tyve eller tredive tog af denne art om ugen til Belzec. Den moderne teknik i nazistisk regi fejrede triumfer. Den havde løst massemordets problem.

En forfærdelig stank fra den underjordiske ligbrændingsfabrik blev spredt overalt. En gang imellem var store områder helt indhyllet i den tykke røg fra de brændende menneskekroppe."


Variant 5:
I denne version blev jøderne først myrdet med strøm fra en elektrisk bruser og derefter blev de lavet om til sæbe. Denne version stammer fra Simon Wiesenthal. Den når ikke helt op til Dr. Stefan Szendes niveau når det gælder litterær kreativitet, og Wiesenthals skildring af udryddelsesmaskinen i Belzec er væsentlig mere afdæmpet end Szendes:

"Menneskene blev jaget ind i "badet" gennem den åbne dør, af de lettiske og ukrainske SS-mænd. Der var plads til 500 personer ad gangen. "Baderummets" gulv var af metal og ned fra taget hængte nogle brusere. Når rummet var fyldt, tændte SS-erne en strøm på 5.000 volt, som gik ned i metalpladen. Samtidig sprøjtede der vand fra bruserne. Et kort skrig og eksekutionen var slut. En SS-overlæge, dr. Schmidt, så gennem kighullet i døren at ofrene var døde. - Derefter var man klar til de næste 500." (31).

Efter Simon Wiesenthals mening, blev de myrdedes lig ikke - som Dr. Szende vil have os til at tro - "brændt til aske i en glohed krematorieovn." Nej, bødlerne havde en betydelig mere makaber måde at behandle ligene. De lavede sæbe af dem med mærket RIF, "Rent Jødisk Fedt" (Bemærkning: RIF betyder egentlig "Reichstelle für industrielle Fettversorgung"):

Den sidste uge i marts 1946 fortalte den rumænske presse derfor denne nyhed: I den lille rumænske by Folticeni havde man højtideligt, og med de korrekte begravelsesritualer, begravet 20 æsker med sæbe i jorden på den jødiske begravelsesplads..... På æskerne stod betegnelsen RIF - "Rent jødisk fedt".

"I slutningen af 1942 hørte man i Belzec første gang det uhyggelige ord "Transport af sæbe!" Det kom fra generalguvernementet, og fabrikken der lavede sæben lå i Galicien. Denne fabrik anvendte fra 1942 og til maj 1943 900.000 jøder som råvare..... For den civiliserede verden er det måske umuligt at fatte med hvilken stolthed nazisterne og deres ægtefæller i generalguvernementet betragtede denne sæbe. I hver sæbeskål så de en jøde, som man derved havde forhindret i at vokse op som en ny Freud, Ehrlich eller Einstein.... Begravelsen af sæben i den rumænske by virkede som noget overnaturligt. Den indlejrede smerte, som sidder i denne lille brugsartikel, river 1900-talsmenneskets forstenede hjerte i fra hinanden. I atomalderen virker dette kig tilbage til middelalderen helt uvirkeligt. Og dog er det sandt!" (32).

Variant 6:
Jøderne blev myrdet med læsket kalk. Ansvarlig for denne historie er den ikke-jødiske polak Jan Karski, forfatter til den i 1944 udgivne bog "Store of Secret State", hvorfra følgende afsnit er hentet (33):

"Gulvet i toget (hvor jøderne blev transporteret) var dækket med et tykt lag af hvidt pulver. Det var læsket kalk. Alle ved, hvad der sker, når man hælder vand på kalk.... Gennem kontakten med kalken dehydrerer kødet hurtigt, og snart "brænder" det. De i toget indelukkede mærkede at kødet langsomt løsnede sig fra benene.... Det var ved at være mørkt, da de 45 vogne (jeg talte dem) var fulde. Toget med sin last af martret menneskekød rystede da det kørte, som var det forhekset."

Variant 7:
Jøderne blev dræbt med zyklon B, som blev kastet gennem et rørsystem ind i rummet med brusere. Denne version bestemte en tysk domstol sig for i den Belzec-rettssag som blev gennemført 1965 og også Adelbert Rückerl, tidligere chef for "Centralanstalten for undersøgelse af nationalsocialismens Forbrydelser" i Ludwigsberg, har i sin bog "Nationalsozialistiscdhe Vernichtungslager im Spiegel Deutscher Strafprozesse" (34) taget udgangspunkt i denne forklaring. Domstolen og Hr. Rückert forklarer ganske vist, at man i løbet af et par uger, gik over til at anvende gas fra motorer. Naturligvis tog det et par uger for de dumme SS-mænd at fatte, at man ikke kunne transportere zyklonkugler i et rørsystem. Og mærkeligt nok, så gjorde SS lige det modsatte i andre lejre, hvor man gik fra at anvende motorgasser til zyklon B - alt naturligvis i henhold til hvad de officielle historieskrivere hævder.

Variant 8:
Jøderne blev myrdet med dieselgas. Vi citerer et afsnit af Gerstein-rapporten, som ved siden af Höss's tilståelse, regnes for det vigtigste bevis på at folkemordet har fundet sted. Sanitetsofficeren Kurt Gerstein kom i en fransk krigsfangelejr, hvor han døde. Inden sit (påståede) selvmord i juli 1945, aflagde han tilståelse, og Gerstein-rapporten har - på grundlag af Gersteins tilståelse - givet ikke mindre end 6 versioner af folkemordet, som afviger temmelig meget fra hinanden, som franskmanden Henri Roques har påvist i sin doktorafhandling. I henhold til sine 6 tilståelser, besøgte Gerstein Belzec og Treblinka i august 1942. Han hævder, at der blev gasset 25 millioner mennesker. I Belzec pressede man 700-800 mennesker sammen i et 25 kvadratmeter stort gaskammer, altså 28-32 mennesker pr. kvadratmeter (vær opmærksom på at dette vrøvl siges af en mand, der har en uddannelse som ingeniør!). Gerstein hævder også, at der er 35-40 meter høje bjerge af tøj fra de myrdede fanger og i det hele taget er hans tilståelse lige så troværdig som de tilståelser, som middelalderens hekse kunne aflægge om deres orgier med Djævelen selv. På trods af dette finder man næppe en skole- eller historiebog, hvori disse tilståelser ikke er citeret. Her er derfor et uddrag af en af de 6 tilståelser (35):

"Kamrene var blevet totalt fyldt - så lød kaptajn Wirths ordre. Menneskene tramper hinanden på fødderne. 700-800 på 25 kvadratmeter, 45 kubikmeter.... Dørene bliver lukket. Under tiden venter de andre nøgne der ude i det fri.... Men dieselmotoren virker ikke.... Kaptajn Wirth kommer. Man kan se på ham, at det er pinligt, at dette skulle ske netop i dag, fordi jeg er her. Javist, jeg ser alt! og jeg venter. Jeg har registreret det hele på mit stopur. 50 minutter, 70 minutter - dieselmotoren går ikke i gang! Menneskene venter i deres gaskamre. Forgæves ! Man hører dem græde og snøfte. "Ligesom i synagogen!" bemærker professor Pfannenstiel, som står med sit øre trykket mod trædøren.... Efter 2 timer og 49 minutter - stopuret har registreret alt - går dieselmotoren i gang. Indtil dette øjeblik har menneskene stået i de 4 fyldte kamre. 4 gange 750 mennesker i 4 gange 45 kubikmeter.... men nu er mange døde. Man ser gennem det lille vindue hvor den elektriske lampe for et øjeblik oplyser kammeret.... Efter 28 minutter er der kun få levende tilbage. Til slut, efter 32 minutter, er alle døde."

Hvilken af de 8 varianter er da den rigtige? Det kan ikke undre, at den der søger sandheden bliver overrasket, for alle beretningerne kan jo ikke være sande. Og man bliver ikke mere klog ved at se på det terræn, hvor lejren Belzec engang lå, for der finder man i dag en mark, og det er alt.

Historieskrivningen har jo afgjort, at den 8. version er den rigtige. Gerstein-rapporten vandt! "Historikerne" har valgt mellem 8 idiotiske historier, og af uransagelige årsager har de valgt Gersteins. Gerstein-rapportens naivitet fremgår allerede af det faktum, at ingen mennesker kunne drømme om at begå massemord ved hjælp af en dieselmotor. Dieselgasser indeholder kun meget små mængder giftigt koloxid. De mennesker, der var inde i de tæt pakkede dødskamre, ville derfor være blevet kvalt af luftmangel, lang tid inden koloxiden havde kunnet nå at virke. Og dermed kunne nazisterne jo have sparet sig for at installere dieselmotoren. En hvilken som helst benzinmotor ville i øvrigt have været bedre som mordredskab end en dieselmotor. I virkeligheden havde tyskerne, hvis de ønskede at gasse så mange mennesker, naturligvis anvendt en af de stærkt giftige gasser, som deres industri kunne producere, og ikke gas fra en motor.

Hvad findes der altså for beviser på at 600.000 jøder blev myrdet i Belzec?

- Vi har ikke et eneste tysk dokument om dette - nazisterne har udelukkende mundtligt giver ordrer om mordene.

- Ingen massegrave er fundet - nazisterne brændte ligene. Også asken efter de 600.000 myrdede og brændte er forsvundet - nazisterne spredte asken.

- Af gaskammeret er ikke så meget som en eneste sten tilbage - nazisterne sprængte gaskamrene i luften og smed stumperne langt væk.

I statistikken fra Arolsen, hvor f.eks. koncentrationslejren Neuengamme figurerer med præcis 5780 bevidnede dødsfald, savnes helt og holdent Belzec - de døde er ikke registreret noget sted. Overlevende øjenvidner findes der heller ikke - kun en eneste af de 600.000 jøder som blev sendt til Belzec overlevede. Det var en person ved navn Rudolf Reder, og han døde engang i 60-erne.

Hvilke beviser findes der for at 600.000 jøder blev myrdet i Belzec?

Ingen! Ikke et eneste!


25. Treblinka-vanviddet

I henhold til exterminationisterne var den næst største udryddelseslejr Treblinka, 80 km. øst for Warshawa. Heller ikke der finder der nogle spor af de myrdede (efter nuværende officiel historieskrivning: 800.000; i 1946 mente man at det var ca. 3 millioner).

Formelt set var Treblinka, ligesom Sobibor og Belzec, en transitlejr. Efter den blodige nedkæmpelse af oprøret i Warshawas ghetto i foråret 1943, blev de overlevende sendt via Treblinka til forskellige arbejdslejre.

Efter Adalbert Rückerls bog om "udryddelseslejren" fandtes der i Treblinka 35-40 SS-mænd. Hvordan kunne disse dagligt gasse flere tusind jøder? Jo, de fik hjælp af en gruppe på mellem 500 og 1000 arbejdsjøder (Rückerl, s. 212)! Disse arbejdsjøder var udrustet med piske for at vise deres autoritet. De vidste helt klart, at de selv skulle gasses før eller senere, men alligevel kom de aldrig på den tanke at angribe de 35-40 SS-mænd med deres piske. Tværtimod hjalp de villigt med til at myrde deres trosfæller - dagligt op til 10.000! Disse trosfæller, der skulle gasses, udviste dog også en usædvanlig samarbejdsvilje; i henhold til den anklagede Suchomel ved Treblinka-retssagen i Düsseldorf, marcherede de "nøgne og i god orden ind i gaskammeret". (36)

Claude Lanzmanns film "Shoa" på ni en halv time, og bogen med det samme navn, som indeholder speakerteksten fra filmen, bliver - i henhold til teksten på bogens omslag - "enstemmigt anset som.... den mest prætentiøse, samvittighedsfulde og mageløse dokumentation om jødeforfølgelsen i det Tredje Rige". Vi citerer der et kort uddrag af samtalen mellem regissøren og Treblinka-frisøren Abraham Bomba (37):

"Lanzmann : Og gaskammeret?
Bomba: Det var ikke stort, det var et rum på cirka fire gange fire meter.... Pludselig dukkede en kapo op og beordrede: "Frisører, I må gøre det sådan, at alle kvinder der kommer ind her, tror at de skal have deres hår klippet og have et brusebad, og at de derefter kommer ud igen." Men vi vidste alle sammen at man ikke forlod dette rum....
Lanzmann: Og pludselig kom de?
Bomba: Ja, de kom ind.
Lanzmann: Hvordan så de ud?
Bomba: De var helt nøgne, uden klæder, uden noget....
Lanzmann: Var der spejle derinde?
Bomba: Nej, ingen spejle, ingen stole, kun bænkene og så 16-17 frisører....
Lanzmann: Hvor mange kvinder måtte I ordne ad gangen?
Bomba: I en omgang? Cirka 60 eller 70 kvinder..... Når vi var klar med den første gruppe, kom den næste."

I det fire meter lange og fire meter brede gaskammer befandt sig altså 17 eller 18 frisører (16-17 plus Bomba selv), 60-70 nøgne kvinder samt bænke! Var der ikke lidt trangt i lokalet?

Hvis dette er den "mest prætentiøse og samvittighedsfulde dokumentation af jødeforfølgelsen", hvordan ser det da ud med kvaliteten af det øvrige bevismateriale?

I august 1992 offentliggjorde "Polish Historical Sociery" (38), en sammenslutning af historisk interesserede amerikanere, hovedsagelig af polsk afstamning, en særdeles omfangsrig dokumentation, som radikalt modbeviser det officielle billede af "dødslejren" Treblinka. Her er nogle punkter:

a) Allerede straks efter at transitlejren Treblinka 2 blev opført i juli 1942 (i slutningen af 1941 var arbejdslejren Treblinka 1 blevet åbnet ca. 3 km. derfra) satte udryddelsespropagandaen ind. Ud over påstande om massemord med dieselgas, forekom i propagandaen under og efter krigen følgende aflivningsmetoder: gasning med zyklon B, kvælning med varm damp, kvælning ved at luften blev pumpet ud af kamrene, henrettelse med elektrisk strøm, skydning med gevær og skydning med maskingevær.

b) Massedrab ved hjælp af dieselgas, som "historikerne" til slut er blevet enige om at holde fast ved, er så godt som teknisk umulig at udføre. Society henviser til et eksempel fra et uheld i Washington 1988, hvor et dieseldrevet tog blev stående i en tunnel. Selv om tunnelen blev fyldt med udstødningsgasser og det varede 40 minutter før passagererne blev fri, kom ikke en eneste af de 420 rejsende til skade.

c) Treblinka lå hele 240 meter fra en vigtig jernbanelinie, 270 meter fra en stor vej og 800 meter fra den nærmeste by. Massemord havde ikke kunnet hemmeligholdes i så meget som en uge.

d) I april 1943 lokaliserede den polske eksilregering "dødslejren" til at ligge i det såkaldte Treblinka 3 i midten af et skovområde 40 km. længere mod nord, men senere lod man i stilhed denne historie gå i glemmebogen.

e) En et antal Treblinka-fanger har tegnet omkring 40 forskellige skitser fra lejren. På disse skitser ligger "gaskamrene" på helt forskellige steder.

f) Som også Udo Walendy nævner i det udmærkede nr. 44 af "Historische Tatsachen", så jævnede den Røde Hør Treblika med jorden ved artilleribeskydning og bomber, formentlig med det formål senere at kunne hævde, at nazisterne havde fjernet alle spor om deres ugerninger.

g) Ligesom i Auschwitz, blev også Treblinka fotograferet fra de allieredes flyvemaskiner. På de bedste af disse fotos, kan man stadig i dag se de steder, hvor der er lavet udgravninger; og på det sted kan man lave værdifulde arkæologiske fund. Fotos fra Treblibka viser en eneste 66 x 5 meter stor og (efter fotografier publiceret 1944 af en sovjetisk-jødisk kommission) 3 meter dyb massegrav, som kunne rumme ca. 4.000 lig. Da næsten 1 million jøder blev sluset gennem Treblinka og da transportforholdene ofte var meget umenneskelige, ligger et antal ofre på 4.000 inden for det muliges grænser. Tyskerne gravede ligene op og brændte dem i begyndelsen af april 1943, da der på grund af stigning af vandstanden i den nærliggende flod var fare for epidemier.

Denne hundrede procent revisionistiske dokumentation, blev altså udgivet af amerikanske polakker, hvis gamle hjemland måtte lide så meget under nationalsocialismen. For disse USA-polakker, ligesom for et voksende antal forskere i selve Polen, vejer den historiske sandhed tungere end kravet om at kunne fortsætte krigspropagandaen mod en fjende fra fortiden. Gør det dem til nazister?


26. Gaskammer i Majdanek - nul eller syv?

En af de seks udryddelseslejre var Majdanek. Det vil sige, at på den ene side var det en udryddelseslejr, men på det anden side var det det ikke.

Hvor mange mennesker døde i Majdanek?

- 1,5 millioner efter den polsk-sovjetiske kommission (1944) - 1,38 millioner efter Lucy Dawidowicz (39) - 360.000 efter Lea Rosch og Eberhard Jäckel (40) - 250.000 efter Wolfgang Scheffler (41) - 50.000 efter Raul Hilberg (42), som dog kun taler om de jødiske ofre.

Hvor mange gaskamre fandtes der i Majdanek?

- Ingen, i henhold til Martin Brozats (43) berømte brev til Die Zeit d. 19. august1960. Han nævner her ikke Majdanek blandt de lejre, som var udrustet med gaskammer.

- 7 stk. i henhold til "Deutsche Volkszeitung" d. 22.7.1976.

- 7 også efter programmet "Tagesschau" i ARD-TV d. 5.10.77: "Af SS-materialet fremgår det at det her, i de syv gaskamre....."

- "Mindst tre" efter dommen i Majdanek-retssagen i Düsseldorf.

Efter den polsk-sovjetiske kommissions rapport fra 1944 blev der gasset 18.000 mennesker i Majdanek alene d. 3. januar 1943, og det skete til tonerne af en strausvals. Efter at det teknisk umulige i denne historie blev trukket frem, ændrede man dog fortællingen til at dreje sig om massenedskydninger. Og Rold Hochhuth giver også et bidrag til en mere saglig debat om holocaust, når han i sin bog "Stellvertreter" formindsker antallet af personer, der blev skudt denne dag fra 18.000 til 17.000.


27. De rigstyske gaskamre

De første år efter krigen tog man det for givet at næsten enhver koncentrationslejr havde et eller flere gaskamre. Hør her en "øjenvidneskildring" af gaskammeret i Buchenwald (44):

"Indeni var væggene glatte, helt uden revner og nærmest lakerede. Udenfor så man ved siden af døren fire knapper, der sad lodret over hinanden: En rød, en gul, en grøn og en hvid. Men der var en detalje, som forundrede mig. Jeg forstod ikke hvordan gassen kunne komme ud af bruserne. Bagved det rum, hvor jeg befandt mig, lå en gang. Jeg gik ind i den og så et vældigt rør, som var så stort, at jeg ikke kunne nå rundt om det med armene og som var omsluttet med en tyk gummikappe. Ved siden af dette var der et håndtag, som man skulle dreje fra venstre til højre for at lede gassen ind. Trykket var så stærkt, at ingen af ofrene kunne undgå det, som tyskerne kaldte for den "langsomme og stille død".

Nedenfor det sted, hvor rørene gik ind i gaskammeret, var der den samme slags knapper som ved yderdøren: En rød, en grøn, en gul og en hvid. De skulle bruges til at kontrollere hvor langt gasniveauet var faldet. Alt var strengt videnskabeligt organiseret. Djævelen selv havde ikke kunnet udtænke det bedre. Jeg trådte ud af gaskammeret endnu en gang for at finde ud af, hvor krematoriet lå.

Det første jeg fik øje på var en slags rullende transportbånd af jern. Dette perfekt konstruerede apparat var i konstant bevægelse og gik helt ind i de glødende ovne. Der samlede man ligene fra de andre kamre og kørte dem hen til ovnen. Da jeg afslutte dette uforglemmelige og rystende besøg, var apparaterne i fuld gang og fuldt belastede.....

Efter endnu en gang at have iagttaget dette inferno, fortsatte jeg min dystre promenade uden at sige et ord. Jeg åbnede døren til et tredje rum, og det var reservekammeret. Der lå lig i bunker, som ventede på at blive brændt. Ingen, som ikke selv har oplevet det, kan forestille sig hvor forfærdeligt det var at se på.

Til højre, i et hjørne af kammeret, lå de døde mennesker, nøgne og plyndrede. Uden den mindste respekt var de blevet smidt oven på hinanden, hvor de lå i forvredne i bizarre stillinger. Man havde brudt kæberne op på dem for at hive guldklumperne ud fra tænderne - for ikke at tale om de skændige "visitationer" man udførte på ligene, for at kontrollere om de gemte nogle smykker, som i stedet kunne berige nazisternes skatkamre.....

Jeg kastede et sidste blik på dette skammens og ondskabens sted og læste i lyset af flammerne, som steg op fra ovnene i en højde af 8-10 meter, de kyniske vers, som stod skrevet på krematoriets vægge:

Der ekle Wurm darf nummer meinen Leib versehren!
Drum soll die reine Fklamme mich verzehren
Stets liebte ich die Wärme und das Licht
Darum verbrenne mich, begrab mich nicht!


(Den ækle maske må aldrig skade min krop!
Derfor skal de rene flammer fortære mig
Altid har jeg elsket varmen og lyset
Brænd mig derfor, begrav mig ikke!)

Til slut et blik på noget, som må tjene den tyske videnskab til hæder: I en længde af mere end en kilometer og i en højde af omkring halvanden meter, lå asken oplagret for senere at skulle anvendes som gødning i kålbedene! Sådan fik de hundredtusindvis af mennesker, som skulle omkomme i dette helvede, nu forlade det som gødning....

Takket være min uforsigtige indtrængen, havde jeg nu set alt, hvad jeg ville se."


Ved siden af sådanne "øjenvidneberetninger", fandtes der også andre krystal klare beviser for anvendelsen af gaskamre i de tyske lejre, idet gerningsmændene jo havde erkendt det. Kommandanten i Ravensbrück Suhren, hans stedfortræder Schwarzhuber og lejrlægen Treite, blev alle henrettet eller begik selvmord, efter at have indrømmet, at der havde eksisteret gaskamre i Ravensbrück og efter nøje at have beskrevet deres virkemåde.

Også Frank Ziereis, kommandanten i Mauthausen, afslørede på dødslejet (han var blevet skudt) de mest utrolige ting, som var sket på slottet i Hartheim ikke langt fra Linz: Mellem 1 og 1,5 million mennesker var, efter hans udsagn, blevet gasset ihjel på dette forfærdelige sted! Han sagde bl.a:

"Efter retningslinier fra hauptsturmführer i SS, Dr. Krebsbach, blev der i lejren Mauthausen bygget et gasanlæg, camoufleret som baderum.... Gruppenführern i SS, Glücks, havde opfordret til at man erklærede de spinkle fanger for sindssyge og dræbte dem med gas i et stort anlæg. Der blev dræbt ca. 1 - 1,5 million mennesker. Dette sted hedder Hartheim og ligger 10 kilometer fra Linz i retning mod Passau...."! (45)

I dag er der ingen historikere, der tror på at der fandtes gaskamre på slottet Hartheim eller i Ravensbrück, Buchenwald eller Dachau. Det sluttede d. 19. august 1960, da daværende medarbejder og senere direktør for "Institutet for Nutidshistorie" i München, Martin Broszat, skrev i et brev til Die Zeit:

"Hverken i Dachau i Bergen-Belsen eller i Buchenwald blev der gasset jøder eller andre fanger.... Massedrabene på jøder ved hjælp af gasning begyndte i 1941-42 og skete udelukkende på nogle pladser, som blev udvalgt til dette formål, og som havde den nødvendige tekniske udrustning. Det vil først og fremmest sige på polsk okkuperet område (og ikke på noget sted inden for det gamle tyske riges grænser): I Auschwitz-Birkenau, i Sobibor ved Bug, i Treblinka, Chelmno og Belzec."

Med få ord indrømmede den største autoritet blandt tyske historikere altså hermed, at alt hvad der siden 1945 var blevet sagt om de rigstyske gaskamre var løgn og bedrag (med "rigstysk" menes det område, som fandtes inden for det tyske riges grænser i 1937).

Broszak gav hverken i dette indlæg eller senere det ringeste bevis på sine påstande. Han fortalte heller ikke hvorfor vidneudsagnene om gasning fra Auschwitz og Sobibor skulle være mere troværdige end de vidneudsagn, der hævdede at der havde været gasninger i Dachau og Buchenwald.

Det der fik "Institut for Nutidshistorie" til at gøre denne indrømmelse, var formentlig ikke kærlighed til sandheden, men simpel nødvendighed. I tiden op til 1960 var der nemlig rejst så megen tvivl om de rigstyske gaskamre, at hele holocausthistorien kunne risikere at blive afsløret. Derfor besluttede "historikerne" på den forfalskningscentral sig for at henvise gaskamrene til det - på dette tidspunkt - sovjetbesatte og for kritiske iagttagere utilgængelige Polen.

Hvordan vidneudsagnene om de rigstyske gaskamre fremkom, var i øvrigt allerede blevet afsløret i 1948 af en amerikansk undersøgelseskommission under ledelse af dommer Simpson og Van Roden. Metoderne var: knytnæveslag, spark i testiklerne, smadring af tænder osv. På grundlag af sådanne tilståelser, som var fremkommet under tortur, blev flere anklagede senere henrettet.


28. Hvordan Auschwitz-løgnen opstod

I New York Times d. 27. august1943 stod der om Auschwitz:

"I lejren Auschwitz er livsforholdene særskilt svære. Der er døde ca. 58.000 personer der."

Det bemærkelsesværdige er, at det antal ofre der her opgives rent faktisk er realistisk, og at henvisningen til de barske arbejdsforhold også er helt rigtig. Af årsager, som allerede er nævnt, er det utænkeligt, at de allierede ikke skulle have fået at vide, hvad der skete i tyskernes største koncentrationslejr. Det var derfor også først i krigens sidste år, at legenden fik en konkret form. Auschwitz-propagandaen begyndte tidligt på sommeren 1944 med oplysninger om gasning af 400.000 ungarske jøder i Birkenau og dette massemord senere blev "bevist" ved Nüremberg-processen ved hjælp af forfalskede dokumenter. Dette har Arthur Butz mesterligt dokumenteret i sin bog (46).

At ophavsmændene til gaskammersvindelen satte Auschwitz i centrum for propagandaen, er logisk. Det var den største og mest væsentlige af tyskernes lejre, den havde høje dødstal på grund af tyfusepidemier og den havde krematorier. Dertil kom, at Birkenau (Auswitz II) fungerede som transitlejr for jøder, som man havde planer om at kunne bosætte i de østlige områder. Et kæmpe lejrkompleks, høje dødstal, anvendelse af cyanid i store mængder (zyklon B blev leveret til ca. 40 destinationer i lejren), tusinder af jødiske deporterede, som ankom til Birkenau og kort tid efter forsvandt sporløst, opdeling af fangerne i arbejdsduelige og ikke-arbejdsduelige - mere ideelle forudsætninger kunne holocaust-mytologerne næppe ønske sig.

Den 27. januar 1945 blev Auschwitz befriet. Allerede d. 2. februar blev der i Pravda trykt en længere redegørelse for de bestialske grusomheder, som var udøvet i denne lejr. Blandt andet kunne man læse:

"De stationære gaskamre i den østlige del af lejren var bygget om. Man havde påsat små tårne og arkitektoniske udsmykninger, så de så ud som uskyldige huse..... De (tyskerne) udjævnede de huller, som var i den østlige del af lejren, og fjernede sporene fra det system af transportbånd, der blev anvendt når hundreder af mennesker samtidig skulle slås ihjel med elektrisk strøm...." (47).

At der skulle have eksisteret gaskamre i den østlige del af lejren (altså i Monowitz) har ingen historiker nogensinde hævdet, og et systemet af transportbånd til mord af mennesker ved hjælp af elektrisk strøm, har man aldrig siden fået noget at høre om. Om gaskamrene i Birkenau i den vestlige del af Auschwitz-komplekset, står der ikke et ord om i Pravda-artiklen! Dette viser at bedrageriet dengang endnu ikke var blevet helt koordineret. De sovjetiske myndigheder havde via vestmagterne fået at vide, at de i Auschwitz skulle finde beviser for et omfattende massemord, men detaljerne om hvordan dette skulle være udført, havde vestmagterne ikke givet dem. Efter befrielsen spærrede man lejren af, og først slap man kun nogle få udvalgte vestlige observatører ind. Dette skyldes naturligvis, at de sovjetkommunisterne havde brug for tid til at indrette deres skrækmuseum. Hvad der kom ud af dette var dog ikke af bedre kvalitet end så meget andet man producerede under kommunismen: Gaskamre som ikke fungerede, afbrændingshuller som er 60 cm. dybe og alligevel konstant står under vand, store bunker af kvindehår, som alt sammen har den samme farve og som tydeligvis ikke er andet end hamp.

Efter krigens afslutning ledte briterne febrilsk efter Rudolf Höss, der havde været leder af Auschwitz. Han skulle blive deres kronvidne i retssagen om alle tiders største forbrydelse. Men Höss var gået under jorden og levede under navnet Franz Lang på en bondegård i Schleswig-Holstein. I marts 1946 lykkedes det alligevel en britisk styrke at finde ham, og i sin bog "Legions of Death" skildrer den engelske forfatter Rupert Butler hvordan Höss's tilståelse herefter blev fremtvunget. Butler støtter sig på udsagn af den britisk-jødiske sergent Bernard Clarke, som ledede anholdelsen og forhøret af den første Auschwitz-kommandant:

"Höss skreg af skræk, da han så de britiske uniformer. Clarke råbte: "Hvad hedder du?" Hver gang svaret var "Franz Lang" hamrede Clarke knytnæven ind i hovedet på sin fange. Efter fjerde slag valgte Höss at fortælle hvem han virkelig var.... Man rev ham ned fra den øverste sovebriks og hev hans pyjamas af ham. Han blev derefter slæbt nøgen ud til en slagtebænk, og det virkede på Clarke som om slagene og skrigene aldrig skulle høre op..... Man kastede et tæppe over Höss og slæbte ham hen til Clarkes bil, hvor sergenten gav ham en slurk whisky. Derefter forsøgte Höss at hvile sig, men Clarke pressede en kæp under øjenlågene på ham og befalede på tysk: "Hold dine svineøjne åbne, dit svin!" .... Det varede tre dage, inden han lavede en sammenhængende tilståelse."

I et halvt århundrede har det tyske folk stået anklaget for kollektivt at have dømt jøderne til døden, og for at have ombragt dem ved et koldblodigt massemord. Grundlaget for denne anklage er en tilståelse, som er frembragt gennem tortur.

Tortursoldaterne lavede dog nogle fejl. De opfandt udryddelseslejren "Wolzek" (som aldrig har eksisteret), eller lod Höss opfinde den. Og de tvang Höss til at tilstå, at han allerede i juni 1941 besøgte lejren Treblinka, selv om denne lejr ført blev opført 13 måneder senere.

Efter sit vidneudsagn i Nüremberg, blev Höss udleveret til Polen. I Krakows fængsel skrev han sin selvbiografi og lavede en række optegnelser om jødeforfølgelsen i Auschwitz. Hvorvidt de hårrejsende løgne som Höss gjorde sig skyldig i, da han skildrede gasnings- og kremeringsprocesserne, var resultat af hans vagters fantasi, eller om han klogt beregnende beskrev nogle tekniske urimeligheder, som han vidste at alle engang måtte kunne gennemskue var usande, får vi aldrig at vide.

Selv om Auschwitz allerede i Nüremberg blev betegnet som centrum for jødeudryddelsen, var der indtil omkring 1960 mere debat om Dachau og dens gaskammer (-kamre). Det holdt dog op, da svindelen med de rigstyske gaskamre blev stoppet, fordi beviserne mod den blev for overvældende. Derfor besluttede historieforfalskerne at flytte gaskamrene til bagved jerntæppet, og som kompensation for de gaskamre, som nu ikke var der mere i Dachau, Buchenwald osv. forstærkede man Auschwitz-propagandaen massivt.

Indtil år 1990 hævdede Auschwitz-museet således at 4 millioner mennesker var blevet myrdet i denne lejr. Uden at angive årsagen reducerede man så pludselig tallet til "lidt over 1 million" og indrømmede dermed, at man havde løjet i et halvt århundrede. Naturligvis findes der lige så lidt bevis for det nye tal, som for det gamle. Man har bare erstattet en absurditet med en anden, der i dette tilfælde er mindre grov.


29. Hitlercitat som "bevis" for holocaust

I mangel på andre beviser på det påståede mord på millioner af jøder, plejer de holocaust-troende at angive citater fra Hitler og andre naziledere, som angiveligt skulle have truet jøderne med udryddelse. I sidste kapitel, andet bind af "Mein Kampf", hedder det således:

"Havde man i begyndelsen af krigen og under krigen (48) bare én gang givet disse hebraiske folkeødelæggere den samme form for giftgas, som hundredetusinder af vore bedste tyske arbejdere fra alle samfundslag og professioner måtte lide under, så havde millionofret ved fronten ikke været forgæves."

Bestemt en skæbnesvanger trussel! Dog viser den sammenhæng hvori den er fremsat, og ønsket om at uskadeliggøre tolv til femten tusinde, at Hitler ikke mente at det var ønskeligt at udrydde alle jøder, men kun at likvidere de marxistiske ledere (som regel jøder), som - efter hans opfattelse - havde skylden for Tysklands nederlag i den 1. verdenskrig ("dolkestødslegenden") .

Der findes næppe en historiebog, hvor der ikke er en henvisning til Hitlers tale d. 30. januar 1939, hvori han forklarer:

"Hvis det skulle lykkes for den internationale finansjødedom i og udenfor Europa at bringe folkene ud i endnu en verdenskrig, så vil resultatet af denne krig ikke være, at hele jorden bliver overgivet til bolsjevikkerne og at jødedommen dermed sejrer, men derimod at den jødiske race i Europa vil blive udryddet."

Dette er uden tvivl en klar trussel om udslettelse. Men man må dog tænke på, at et krigerisk sprogbrug var typisk for nazibevægelsen, som fra starten måtte hævde sig i kampen mod det yderste venstre. Ord som "ødelægge" og "udslette" anvendte man gerne, og tilsvarende citater findes da også i massevis fra allieret side. F.eks. sagde Churchill samme dag som briterne erklærede krig, at målet med krigen var "Tysklands udslettelse". Ingen troede vel at Churchill havde til hensigt fysisk at udslette det tyske folk. I krig er sådanne blodtrøstige udtalelse ikke ualmindelige.

Når de holocausttroende opfatter sådanne citater, som et bevis på massemord, så havner de i øvrigt i interessant modsigelse. Spørger man dem, hvorfor der ikke findes dokumenter om folkemordet og ingen massegrave med dets ofre, så svare de at nazisterne forsøgte at skjule forbrydelsen for verden og derfor ikke udarbejdede nogle dokumenter og skaffede ligene totalt af vejen. Men efter de samme holocausttroende menneskers mening, havde nazilederne jo åbent udbasuneret deres planer om folkemord for hele verden! Hvor er logikken?


30. Nüremberg-processen

Eftersom der ikke findes nogle beviser på den påståede udryddelse af jøderne - ingen dokumenter, ingen lig, intet mordvåben, intet som helst - ikke andet end nogle hitlercitater - så havde sejrherrerne et problem efter krigen. De ville gerne kunne bevise de alvorlige anklager om massemord, og derfor gav de, og deres tyske marionetter, domstolene til opgave at trylle beviser frem for folkemordet på millioner af mennesker, dette fantasifoster, som der ikke fandtes det mindste troværdige spor af.

Det var Nüremberg-processens endemål at fastslå som et historisk faktum, at tyskerne havde lavet en verdenshistorisk forbrydelse.

Ganske vist afholdt vestmagterne sig ikke fra at anvende fysisk tortur (men behøver her bare tænke på Rudolf Höss), men som hovedregel besluttede man sig for at anvende en mere forfinet teknik. Da jødeudryddelsen blev betragtet som et ubestrideligt faktum, som ikke kunne diskuteres, var anklagerne helt individuelle når det drejer sig om de tiltaltes skyld; kun et lille mindretal af de mænd, som sad på anklagebænken, var derfor fra starten chanceløse. Derfor kunne en så vigtig person som oprustningsminister Albert Speer komme igennem retssagen uden at blive dødsdømt, simpelthen ved at indrømme massemordet på jøderne og sin egen moralske medskyld i dette.

Ved de efterfølgende retssager mod de laverestående nazister anvendte de anklagede ofte med godt resultat den taktik, at skyde skylden på døde eller forsvundne chefer.

Efter paragraf 19 i London-statutten, som de allierede skabte i august 1945 og som blev brugt som grundlag for Nüremberg-processen, var domstolen ikke bundet af almindelige bevisregler. Alt materiale, som domstolen selv mente havde beviskraft, kunne bruges. Militærdomstolen kunne godtage selv det mest belastende materiale, uden først at skulle efterprøve dette materiales troværdighed, og man kunne uden begrundelse afvise materiale, som ville have ført til frifindelse. Sagt på en anden måde: Man kunne uden videre fabrikere belastende materiale og lige så problemløst fjerne materiale, der pegede mod frifindelse.

Desuden siger artikel 21 i rettens grundlag, at domstolen - når det drejede sig om "alment kendte fakta ikke behøver at give noget bevis".

Hvad der er "alment kendte fakta" afgjorde domstolen selv. Dermed var de anklagedes skyld fastslået allerede fra starten, da jødeudryddelsen og de andre forbrydelser, som de anklagede blev beskyldt for, var alment kendte fakta. Derfor var der ikke behov for nogen form for bevisførelse. Dommene var fastlagt allerede fra starten.

Den som ikke selv har læst Nüremberg-dokumenterne, vil tro at det er menneskeligt umuligt at fremsætte så vanvittige anklager, som sejrherrerne rejse mod de besejrede. Her følger to eksempler på de hårrejsende ting, som tyskerne blev anklaget for i Nüremberg. Det første stammer fra den amerikanske og den anden fra den sovjetiske side.

Det blev f.eks. hævdet, at tyskerne og Hitler have kunnet producere atombomber, men at de ikke havde sat disse bomber ind i kampene mod de allierede, men kun brugt dem til at myrde jøderne med! Dette fremgår følgende uddrag af en dialog mellem den amerikanske anklager Jackson og Albert Speer:

Jackson: "Visse eksperimenter og forsøg blev også udført inden for atomenergien, er det rigtigt?"

Speer: "Vi var desværre ikke kommet så langt, for de bedste kræfter vi havde indenfor atomforskningen, var udvandret til Amerika, så vi var meget bagefter m.h.t. atomforskning, og vi havde mindst et eller to år igen, før vi ville have kunnet lave en atomspaltning."

Jackson: "Jeg har fået oplysninger om et eksperiment, som blev gennemført i nærheden af Auschwitz, og jeg vil gerne vide, om De har hørt tale om det eller om De vidste noget om det. Formålet med dette eksperiment var at finde frem til et middel, så man på hurtigst mulige måde kunne udslette mennesker, uden at anvende skydning, gasning eller brænding. Efter hvad man har meddelt mig, blev eksperimentet gennemført på følgende måde: I en lille provisorisk by, som man lavede netop til dette formål, satte man 20.000 jøder ind. Ved hjælp af nyopfundet udryddelsesmiddel blev disse 20.000 mennesker øjeblikkelig udryddet, og det på en sådan måde, at der ikke blev noget tilbage af dem. Eksplosionen frembragte en temperatur på 400-500 grader Celsius, og tilintetgjorde simpelthen menneskene så de ikke efterlod sig noget som helst spor" (49)

I henhold til de sovjetiske anklagere myrdede tyskerne i koncentrationslejren Sachsenhausen ikke mindre end 840.000 russiske krigsfanger på følgende vis:

"I det lille rum fandtes et 50 cm. stort hul. Krigsfangen stillede sig op med nakken mod hullet, og et en skytte som befandt sig bagved hullet skød ham. Dette arrangement var imidlertid ikke tilfredsstillende, for skytten ramte mange gange ikke fangen. Efter otte dage lavede man derfor et nyt arrangement. Krigsfangen blev, ligesom tidligere, stillet op mod væggen, og så lod man en jernplade langsomt glide ned på hans hoved. Krigsfangen fik indtryk af, at man ville måle hans højde, men i jernpladen fandtes der en boltpistol, som blev udløst, og slog baghovedet i stykker på fangen. Denne styrtede derefter død til jorden. Jernpladen blev styret af en fodpedal, som var i et hjørne af rummet." (50)

Ligene af de 840.000 krigsfanget, som blev myrdet på denne måde, blev - efter anklagerens udsagn - brændt i fire mobile krematorier, der var monteret på slæbevogne. Desværre kunne hverken de pedaldrevne baghovedsmadrings-maskiner eller de mobile krematorier, som hver for sig kunne brænde 210.000 lig på næsten ingen tid eller nogle af de andre tekniske underværker, som det hævdes at fascismen fremstillede, vises for domstolen. Man kunne slet ikke fremlægge nogen form for teknisk bevis. Derimod fandtes der skriftlige udsagn lavet af edsvorne vidner i overflod. For at fabrikere disse vidneudsagn, behøvede man nemlig ikke andet end nogle skrivemaskiner og en hel masse papir.


31. Processerne om de vesttyske koncentrationslejre

At den tyske regering, endnu i dag, fører retssager mod "naziforbrydere", kan i første omgang, svært at forstå. Men årsagen er følgende:

Ligesom DDR's politiske struktur blev skabt af den sovjetiske besættelsesmagt, blev Forbundsrepublikkens love udformet af de vestlige besættelsesmagter, først og fremmest USA. Naturligvis sørgede amerikanerne for, at den tyske delstat, som de havde skabt, aldrig mere kunne komme til at indtage en ledende position, som på væsentlige punkter ville stå i vejen for amerikanerne. Senere har det politiske etablissement udviklet sig på sine egne præmisser. Dette er en tendens, som ligger i alle hierarkiske strukturer - ingen ateist eller fritænker bliver kardinal i den romersk-katolske kirke.

Man må gå ud fra, at de vesttyske kanslere fra Adenauer til Schmidt rent faktisk troede på holocaust, i hvert fald i store træk, og selv hvis dette ikke var tilfældet, så var de kloge nok til ikke at ytre nogen tvivl i offentligheden. Under den kolde krig var Forbundsrepublikken afhængig af USA, som var de eneste, der kunne yde beskyttelse mod den sovjetiske trussel. Havde de regerende i Bonn tvivlet på holocaust, eller vægret sig ved at gennemføre "krigsforbryderprocesserne", så havde den zionistisk kontrollerede USA-presse reageret med de sædvanlige tyskfjendtlige fanfarer, og på denne måde ville den have forgiftet forholdet mellem Bonn og Washington. Man husker i denne forbindelse hvordan zionisterne i årevis tilsvinede Kurt Waldheim for at have deltaget i frit opfundne krigsforbrydelser. Af ren skræk for at blive anklaget for "antizionisme" turde ingen vestlig statsmand længere træffe Kurt Waldheim, lige indtil tjekken Vaclav Havel brød forbandelse. Men sådanne modige og anstændige mennesker er desværre en undtagelse blandt politikere.

På den ene side ville Forbundsrepublikken med gennemførelsen af disse processer profilere sig som mønsterallieret med USA og vise sit demokratiske sindelag. På den anden side løste disse retssager også en vigtig indenrigspolitisk opgave. Ved at man igen og igen påviste naziregimets enestående brutalitet, legitimerede man nemlig samtidig det parlamentarisk-demokratiske system, som jo var behæftet med den skønhedsfejl, at det ikke var indført af tyskerne selv, men af de allierede besættelsesmagter. Ved at lade utallige skoleklasser overvære disse retssager, forsøgte man at fjerne ethvert spor af nationalfølelse og stolthed hos den yngre generation, og derved tvinge disse til at acceptere Bonns politik, som forudsatte en fuldstændig underkastelse under USA og dets interesser. Derfor spillede disse retssager en væsentlig rolle for det tyske folks "nyopdragelse"; de bidrog til at befæste den efterkrigsordning, som også Bonn forsvarede, og som hvilede på to dogmer: Tysklands ensidige skyld for krigen og naziregimets verdenshistorisk unikke grusomhed, der først og fremmest blev demonstreret ved holocaust.

At dette tyder på, at formålet med retssagerne ikke var at klarlægge den enkeltes skyld, men at de var af rent politisk art. Dermed menes naturligvis ikke, at alle de tiltalte var uskyldige: selvfølgelig fandtes der mordere og torturudøvere blandt disse mennesker. Alligevel var spørgsmålet om hvilke af de tiltalte der var skyldige og hvilke der var uskyldige fuldstændig underordnet. For personerne på anklagebænken var der i virkeligheden ingen der interesserede sig for, de kunne lige så godt have været nogle helt andre.

At processerne ikke blev ført efter en retsstats principper, fremgår allerede af det, at der ikke ved en eneste af sagerne blev krævet en udtalelse om mordvåbnet, altså gaskamrene. Et sådant udtalelse havde nemlig kunnet bevise det teknisk umulige i de påståede massegasninger, og hele holocaustmyten ville være faldet sammen som et korthus.

Det eneste bevismiddel var vidneudsagn. Og de tidligere koncentrationslejrfanger følte naturligvis had mod de anklagede, for forholdene i koncentrationslejrene var - også uden gaskamre og massemord - meget dårlige. Under disse omstændigheder var det derfor fristende for vidnerne at beskylde de anklagede for en hel række misgerninger, også ud over dem, som de rent faktisk havde begået. Vidnerne havde ikke det ringeste at frygte, for intet vidne ved naziprocesserne blev nogensinde beskyldt for at begå mened - ikke engang Filip Müller, som ved Auschwitz-processen i Frankfurt udtalte at en SS-mand havde kastet et barn i det kogende menneskefedt som ved kremeringen dryppede ned fra de gassede lig. Heller ikke det vidne, som fortalte at fangevogterne i pausen mellem henrettelserne gennemførte cykelløb i gaskamrene; blev dømt for mened. Han underbyggede ellers sit vidneudsagn med oplysninger om at gulvet i gaskamrene var skævt, for at blodet kunne løbe væk, og at det derfor skulle have været meget egnet for mennesker der ville dyrke cykelsport.

Hvorfor tilstod de fleste anklagede at gaskamrene havde eksisteret eller modsagde i hvert fald ikke dette?

Ligesom ved Nüremberg-processen gjaldt det ved de vesttyske naziprocesser, at holocaust var et historisk bevist faktum, som man ikke kunne diskutere. Man kunne kun diskutere de anklagedes individuelle delagtighed i massemordet. Hvis nogen af de anklagede bestred gaskamrenes eksistens og jødeforfølgelsen, satte han dermed sig selv i en aldeles håbløs situation og risikerede på grund af sin "forstokkelse" at få en særlig hård straf. Derfor valgte næsten alle tiltalte - efter aftale med deres advokater - ikke at bestride gaskamrenes eksistens, men blot at nægte deres egen delagtighed i gasningerne. Eller også fortalte de, hvis vidneudsagnene var alt for belastende, at de handlede efter ordre.

Samarbejdsvillige tiltalte kunne regne med en mildere straf, også selv om de forbrydelser, der blev lagt dem til last, var nok så alvorlige. Ved Belzec-processen i 1965 blev den ene tiltalte, Josef Oberhauser, dømt for delagtighed i 300.000 mord, men alligevel blev han kun dømt til 4½ års tugthus, og han behøvede end ikke sidde hele straffen ud. Grunden til denne mildhed var at Oberhayser havde nægtet at udtale sig på nogen som helst måde. Det betyder ikke, at den tiltalte bestred anklagen, og derfor kunne det vesttyske retssystem triumferende fastslå, at gerningsmanden ikke havde nægtet massemordet (51).

Ved Auschwitz-processen i Frankfurt fik den tiltalte, Robert Mulka, som man havde "bevist" var skyldig i særligt alvorlige overgreb, en straf på 14 år, hvilket mange mente var alt for mildt. Allerede efter 4 måneder, blev Mulka sat på fri fod af "helbredsårsager". Det gik let for ham, fordi han valgte at spille med i spillet og erkende, at gaskamrene havde eksisteret. Den som ikke samarbejdede på denne måde, skulle ikke regne med mildhed. Kurt Franz, tiltalt i Treblinka-processen, havde inden sin benådning i august 1993, tilbragt 35 år bag tremmer, for han havde altid hårdnakket benægtet at det officielle Treblinka-billede var sandt. Til sammenligning kan det nævnes, at den sammen med ham tiltalte Suchomel, som fortalte at jøderne "marcherede ind i gaskamrene, nøgne og i god orden", kun sad i fængsel i 4 år.

Sådan virkede, og sådan virker, retssystemet i den "frieste tyske stat i historien". En dommer eller en anklager, som under disse omstændigheder udtrykker nogen form for tvivl om massemordet og om gaskamrenes eksistens, må regne med at hans karriere er slut. Derfor foretrak anstændige jurister ikke at være dommere eller anklagere i sådanne processer, men overlod disse opgaver til andre. End ikke advokaterne turde stille spørgsmålstegn ved gaskamrenes eksistens, men nøjedes altid med at forsøge at bevise, at deres klienter ikke havde været delagtige i massemordet.

En brillant fremstilling af naziprocesserne i Nüremberg, findes i fjerde kapitel af Wilhelm Stäglich's bog "Der Auschwitz-Mythos". Dette er det stærkeste afsnit i en også på andre måder særdeles god bog.

I slutningen af sit værk beskriver Stäglich Auschwitz-processens resultat med følgende ord:

"Denne måde at nå frem til en domsafgørelse, minder på den mest pinlige vis om den måde man anvendte ved middelalderens hekseprocesser. Også her var den egentlige forbrydelse kun noget man "formodede", eftersom det i sagens natur ikke var bevisbart. Selv den tids mest ansete jurister.... tilsluttede sig det princip, at man ved "svært bevisbare forbrydelser" kan undlade at undersøge de objektive sagsforhold, hvis der var "formodning" om at disse er som man tror de er. Med hensyn til det bevisbare i anklager om at rejse på et kosteskaft om natten, at dyrke sex med djævelen og tilsvarende anklager, så befandt middelalderens dommere sig i præcis den samme situation som 1900-tallets såkaldte "oplyste" dommere befandt sig, når det gjaldt gaskamrene. De måtte tro på dem, for ellers havnede de selv på kætterbålet."


32. Frank Walus og Ivan Demjanjuk

I 1974 havde Simon Wiesenthal fundet ud af, at en amerikaner af polsk afstamning, Frank Walus, under krigen havde fungeret som bøddel for tyskerne, og at han havde begået ubeskrivelige uhyrligheder mod jøderne. Så blev Walus trukket for retten. Ikke mindre end 11 jødiske vidner udtalte under ed, at Walus havde myrdet en gammel kvinde, en ung kvinde, flere børn og en krøbling på bestialsk vis. Walus, der var pensioneret fabriksarbejder, måtte låne 60.000 dollar for at kunne finansiere sit forsvar. Det lykkedes for ham, at få fremskaffet tyske dokumenter, der beviste at han under hele krigen slet ikke havde opholdt sig i Polen, men havde arbejdet på et gods i Bayern, hvor man fortsat kunne huske ham som "Franzl". Så brød tiltalen sammen. Walus var, på grund af Wiesenthal, ruineret, men han forblev en fri mand. (52)

Ivan Demjanjuk, amerikansk statsborger af ukrainsk oprindelse, blev udleveret af de amerikanske myndigheder til Israel, hvorved så godt som alle retsstatens principper blev krænket. I Israel stillede man ham for retten, og betegnede ham som "udyret fra Treblinka". Skarer af edsvorne vidner skildrede hvordan "Ivan den grusomme" havde hærget i Treblinka. Han myrdede egenhændigt 800.000 jøder med udstødningsgasser fra en skrottet russisk kampvogn. Han skar fangernes ører af, men gav dem tilbage til fangerne, når de stod i gaskammeret. Med sin bajonet skar han kødstykker ud af kroppene. På gravide kvinder skar han maven på fangerne og med sit svært huggede han brysterne af jødiske kvinder, inden de blev sendt ind i gaskammeret. Han skød, slog, stak og piskede jøderne ihjel, eller lod dem langsomt dø af sult. Altså blev Demjanjuk dømt til døden.

Efter en tids efterforskning må de israelske retsinstanser dog indrømme, at ukraineren rent faktisk aldrig havde været i Treblinka, og de overvejer derefter at tiltale ham for massemord i lejren Sobibor.

Det eneste bevismateriale mod Demjanjuk er en tjenesteattest fra Sobibor, en forfalskning lavet af KGB. Efter en kemisk analyse, som er lavet i USA, indeholder papiret kemiske bestanddele, et fotokemikalie, som først kom på markedet i 60-erne.

Det interessante i denne sag er det, at der er masser af vidner, der har svoret at de kunne identificeret Demjanjuk som værende "udyret fra Treblinka". Hans tilfælde viser med al tydelighed, hvor meget sådanne vidneerklæringer er værd i en retssag. (53) (54)


33. Hvad jøder som har "overlevet holocaust" fortæller

I "Evas Geschichte" (55) fortæller Eva Schloss, Otto Franks steddatter, hvordan hendes mor undslap gaskammeret ved et fantastisk held. Afsnittet slutter med følgende ord:

"Denne nat brændte krematorieovnene i timevis, og orangefarvede flammer skød op gennem skorstenene mod den natsorte himmel" (s. 113)

Tilsvarende udsagn kan vi finde i mange andre "beretninger fra overlevende". Flammer, som står op af krematoriernes skorstene, hører åbenbart med til holocaust. Hvis bare de, der overlevede holocaust ville forstå, at der kommer ikke kommer flammer op af skorstenen i et krematorium!

En særlig uappetitlig legende, som dukker op i flere af disse vidneberetninger, handler om menneskefedt som drypper ned fra ligene, når de brændes og som anvendes til ekstra brændsel. I "Sonderbehandling" skriver Filip Müller:

"Sammen med sin assistent Echhard krøb mordingeniøren ned i et af hullerne og markerede på jorden et 25-30 cm. bredt felt, som løb midt gennem hullet i den lange retning. Her skulle jorden graves op fra midten og ud mod siderne, så man fik en svagt skrånende rende, hvor fedtet kunne løbe fra de lig, som skulle brændes i hullet og ned i to beholdere." (s. 207 ff).

Spørg en krematorieekspert hvad han mener om dette! Denne skrækhistorie har vundet indpas, også i en "seriøs" bog som Hilbergs (s. 1046).

Sådanne eksempler får os til at forstå, hvordan disse "beretninger fra overlevende" opstod. En person som har "overlevet holocaust" opfinder en totalt absurd historie, og derefter skriver alle de andre "overlevende" den af.

Naturligvis kan Eva Schloss's eller Filip Müllers bog også indeholde rigtige skildringer. Når sådanne forfattere beskriver hårde arbejdsvilkår, forfærdelige sanitetsforhold, sult, mishandling og henrettelser, så må man i reglen gå ud fra, at det er sandt. Det som er fri fantasi er alt det, som nævnes om gaskamre og planlagte udryddelsesaktioner.

Her følger nu nogle afsnit af en "objektiv redegørelse" om holocaust.

Elie Wiesel om massakren i Babii Jar udenfor Kiev (som sovjetpropagandaen opfandt):

"Senere fortalte et vidne mig, at jorden rystede i månedsvis og at stråler af blod med mellemrum sprøjtede op af marken" (56)

Kitty Heart i "Aber ich lebe" om massemordet i Auschwitz:

"Med mine egne øjne blev jeg vidne til et mord. Ikke mordet på et enkelt menneske, men på hundredvis af mennesker, uskyldige mennesker, som for det meste blev ført ind i en stor hal uden at ane uråd. Det var et syn, som man aldrig kan glemme.

Derude ved den lave bygning stod en stige, som nåede op til et lille hul. En person i SS-uniform kravlede hurtigt op ad den. Der oppe iførte han sig gasmaske og handsker, åbnede låget med højre hånd, tog en pose op af lommen og hældte dens indhold - et hvidt pulver - ned i hullet, som han derefter lukker til. Hurtigt var han nede igen, kastede stigen på græsmarken og sprang væk derfra som om han var forfulgt af onde ånder. I samme øjeblik kunne man høre de uhyggelige skrig, de fortvivlede lyde fra mennesker, som var ved at blive kvalt..... Efter ca. 5-8 minutter var alle døde" (57).


Det hvide pulver - som hidtil har været ukendt for kemien - slap tilsyneladende op i Auschwitz, for SS så sig nødsaget til at anvende andre mordmetoder. Dette beskriver Eugène Aroneanu i sin "objektive redegørelse":

"800 til 900 meter fra det sted, hvor ovnene står, stiller fangevogterne sig op på nogle små vogne, som kører rundt på skinner. I Auschwitz er de af forskellig størrelse og rummer fra 10 til 15 mennesker. Så snart en vogn er fuld, sættes den i bevægelse og ruller med fuld fart ned i en gang. For enden af gangen findes en væg og bag denne er ovnens åbning. Så snart vognen rammer væggen, åbner denne sig automatisk. Vognen vælter og tipper sin last af levende mennesker ind i ovnen." (58)

I modsætning til denne "øjenvidneberetning" skildres i Zofia Kossaks bog "De fond de l'abime, Seigneur" også gaskamrene, men i henhold til hende, blev zyklon B ikke "smidt ind", men kom derimod op gennem gulvet:

"...en høj ringetone lød, og gennem åbningerne i gulvet begyndte gassen straks at stige op. Fra en balkon, hvor man havde udsigt over alle dørene, så SS-mændene nysgerrigt på de dødsdømtes dødskamp, skrig og kramper. Det var for disse sadister en herligt syn, som de aldrig kunne få nok af.... Dødskampen varede 10 - 15 minutter....

Kraftige ventilatorer fik gassen ud igen. Iført gasmasker kom medlemmerne af specialkommandoen frem og åbnede dørene, som var vendt mod indgangen og hvor der var en rampe med små vogne. Arbejdsholdet lastede ligene på vognene med stor hastighed. Andre ventede. Og det hændte ofte, at de døde blev levende igen. I den anvendte dosering virkede gassen kun bedøvende, ikke dræbende. Ofte skete det, at ofrene, der lå på vognene, livede op igen..... Arbejdsholdet kørte hurtigt vognene ned tømte deres last direkte i ovnene" (59)


I Auschwitz hændte der mærkelige ting, også udenfor gaskamrene:

"Fra tid til anden kom også SS-lægerne ind i krematoriet, især hauptsturmführer Kitt og obersturmführer Weber. Sådanne dage foregik det hele som på et slagtehus. Inden henrettelserne hændte det ofte at begge lægerne så på lår og lemmer fra de endnu levende mænd og kvinder, for at finde de "bedste stykker".

Efter skydningen blev ofrene lagt på bordet. Så skar lægerne stykker af det endnu varme kød og kastede det i den beholder, som stod ved siden af.

Musklerne på dem, der var skudt for nylig, rørte sig stadig og trak sig sammen i krampe, det bevægede sig i spandene og fik disse til at ryste" (60)


Ukrainernes usympatiske talsmand i Treblinka beskrives af Jankel Wiernik, som overlevede holocaust:

"Ukrainerne var hele tiden berusede og solgte alt det de havde kunnet stjæle i lejren for penge, som de købte sprit for.... Når de havde drukket sig fulde, så de sig om for at finde andre fornøjelser. Ofte tog de et par af de kønneste jødiske piger ud fra rækken af nøgne kvinder, som vandrede forbi på vejen til gaskamrene." (61)

Hvordan de 800.000 eller flere lig fra Treblinka kunne forsvinde sporløst, er der flere af forfatterne der skildrer. Her er først et uddrag af Jean-Francois Steiners bog "Treblinka. Die Revolte eines Vernichtungslagers":

"Han var blond og mager og havde et almindeligt ansigt. Han optrådte beskedent og indfandt sig en solrig formiddag med sin lille rejsetaske foran porten til dødsriget. Han hed Herbert Floss og var ekspert i ligbrændring.

Næste dag blev det første bjerg af lig hobet op og Herbert Floss røbede sin hemmelighed: ligbjergets opbygning. Som han forklarede det, kunne alle lig ikke brænde på samme måde. Der fandtes gode og dårlige lig, ildfaste og ildfængende. Kunsten bestod i at anvende de gode til at brænde de dårlige med. Efter hans forskning - som han var kommet langt med - brændte gamle lig bedre end nye, tykke bedre end tynde, kvinder bedre end mænd og børn dårligere end kvinder, men bedre end mænd. Deraf fremgik det, at gamle lig af tykke kvinder var det ideelle. Herbert Floss lagde derfor sådanne lig til side sammen med mande- og barnelig. Efter at man havde gravet 1000 lig op og sorteret dem, gik man over til at stable dem sådan, at man lagde det gode brandmateriale underst og det dårlige ovenpå. Benzindunke, som man ville give til Floss, afviste han og bad i stedet om at få noget træ. Hans forestilling skulle helst blive perfekt. Træet blev lagt til rette under ligbjergets riste i små bunker. Nu var det tid til at prøve. Man rakte ham højtideligt en tændstik. Han bøjede sig ned, tændte den første træbunke og derefter de andre, og medens træet begyndte at brænde, gik han på sin ejendommelige måde hen til de funktionærerne, som ventede et stykke derfra.

Stadig højere nåede flammerne op og rørte ligene, først svagt, men snart med fuld kraft.... Pludselig stod ligbjerget i lys lue. Flammerne skød op, røgen væltede ud og et vældigt spruttende lyd hørtes medens de dødes ansigter blev forvredet i smerte og kødet sprængte. Et skuespil fra helvede. Selv SS-mændene stod et øjeblik som forstenede og betragtede underværket uden at sige en lyd. Herbert Floss strålede. Ligbålets flammer var hans livs skønneste oplevelse.....

En sådan begivenhed må naturligvis fejres. Borde blev bragt frem og stillet op ved siden af ligbålet. De blev dækket med flasker med vin og spiritus. Dagen gik mod sin slutning, og aftenhimlen virkede som om den afspejlede ligbålets høje flammer. Ude i horisonten gik solen ned i det samme pragtfulde lys som sås i ilden.

På Lalkas tegn sprang propperne, og en fantastisk fest begyndte. Den første skål var for "der Führer".... Gravemaskinens mandskab var gået tilbage til deres arbejde. Da SS-mændene jublende hævede glassene, så det ud som om maskinerne havde fået liv; med store bevægelser strakte de deres stålarme mod himlen, som til en kæmpe hitlerhilsen. Det var som et signal. Ti gange hævede maskinen armen og hver gang lød et "Sieg-Heil". De levende maskiner gengældte maskinmenneskernes hilsen, og luften genlød af hurraråb. Festen fortsatte indtil ligbålet var brændt ud. Efter at have skålet sang man; vilde, hjemlandssange; klingende, hadefyldte, forfærdelige sange; sange til det evige Tyskland." (62)


Nazisternes forbløffende pyrotekniske færdigheder beskrives også af Wassilij Grossmann i "Die Hölle von Treblinka" (63):

"Man arbejdede dag og nat. Mennesker, som tog del i ligbrændingen fortæller at de store ovne lignende gigantiske vulkaner, hvorfra der kom en forfærdelig varme, som fik arbejdernes ansigter til at svede. Flammerne stod op 8-10 meter.... I slutningen af juli blev heden for meget. Når man åbnede gravene væltede dampen op som fra gigantiske kedler. Den forfærdelige stank og varme fra ovnene dræbte de udvalgte mennesker. Når de trak de døde frem, brød de selv sammen, døde og faldt om."

Den troværdige jødiske holocaustoverlevende Jankel Wiernik, kan berige os med følgende pikante detaljer:

"Ligene blev smurt ind i benzin. Dette kostede mange penge, og resultatet var ikke tilfredsstillende; mange lig ville simpelthen ikke brænde. Så snart en flyver dukkede op på himlen, blev hele arbejdet indstillet, og ligene blev dækket til med løv fra træerne for at de ikke skulle kunne ses fra luften. Det var et grusomt syn, det mest forfærdelige, som menneskelige øjne kunne se. Da ligene af de gravide kvinder blev brændt, sprængte deres maver, og man kunne se fostrene brænde i moderens liv.... Gangsterne står ved siden af asken. Deres ansigter stråler af diabolsk fryd. De skåler i vodka og andre udsøgte alkoholiske varer, medens de varmer sig ved ilden." (64)

For lettere at klare stresset i Treblinka søgte både tyskerne og ukrainerne at slappe af til musik. Ekspert i holocaust Bachel Auerbach fortæller:

"For at forskønne det monotone myrderi lavede tyskerne et jødisk orkester i Treblinka..... Dette havde et dobbelt formål: For det første kunne musikken i vid udstrækning gøre det sværere at høre skrigene fra de jamrende mennesker, som blev tvunget ind i gaskamrene, og for det andet sørgede den for underholdningen af lejrmandskabet, som bestod af to musikelskende nationer: tyskere og ukrainere." (65)

Hvordan massemordet i Sobibor foregik, har Alexander Pechersky sørget for at beskrive i Die Revolte von Sobibor:

"Ved første blik virkede det som om man var kommet ind i et helt normalt baderum: haner med varmt og koldt vand, vaskeskåle.... Så snart alle var kommet ind, blev dørene smækket i med et højt drøn. Ud af hullet i taget dryppede derefter en tung, sort substans ned i en spiral...." (66)

Efter nutidige historikeres mening, foregik mordene i Sobibor ikke v.hj.a. en tung, sort substans, der løb ned i en spiral, men ved hjælp af motorgas. Endnu en gang har man erstattet den ene absurditet med den anden.

Anklager man os for at være tendentiøse ved kun at citere de mest tåbelige tekststykker? Så find et troværdigt vidnesbyrd om gasningerne, bare et eneste!


34. Hvor findes de "forsvundne" millioner?

Revisionisterne må naturligvis spørge sig selv, hvad der rent faktisk skete med de "forsvundne" jøder, hvis de ikke blev gassede, og hvor mange jødiske ofre, der rent faktisk var for krig og forfølgelse i de lande, som Hitler beherskede.

Den som venter at få præcise tal, vil blive skuffet, for det er umuligt at give sådanne tal. Bortset fra at den frie forskning hindres af politiske tabuer, gøres ethvert studium af den jødiske befolkningsstatistik meget vanskelig af flere årsager:

- Spørgsmålet om hvem der er jøde (i dag i assimilationens og blandingsægteskabernes tid, er det ofte slet ikke muligt at skelne mellem jøder og ikke-jøder); det at USA ikke tæller sin jødiske befolkning;

- Den sovjetiske og den zionistiske statistiks notoriske utroværdighed, hvorfor man må nøjes med skønsmæssige vurderinger.

Langt det mest grundige demografiske studium af jødernes skæbne i den 2. Verdenskrig, stammer fra tysk-amerikaneren Walter Sanning. I sit banebrydende værk "The Dissolution of the Eastern European Jewry" (67) angriber forfatteren problemet på følgende måde: Han støtter sig så godt som udelukkende på jødiske og allierede kilder og godtager kun tyske oplysninger, hvis de stammer fra antinazistiske kilder. Vi sammenfatter kort Sannings undersøgelser af nøglelandene Polen og Sovjetunionen. Den som er interesseret i detaljer eller i statistik for andre lande, må selv studere bogen.

Ofte tales der om at ca. 3,5 millioner jøder levede i Polen i 1939. Dette tal fremkommer ved at man går ud fra efteråret 1931 (året for den sidste folketælling), hvor der var 3,1 million jøder. Ud fra dette tal antager man så at der er sket en helt urealistisk tilvækst, og man ignorerer den jødiske masseemigration. Mellem 1931 og 1939 udvandrede hundredetusinder af jøder på grund af økonomisk nød og den stadig mere aggressive polske antisemitisme. Selv "Institut for Nutidshistorie" i München regner med, at der var ca. 100.000 jødiske udvandrere om året. Derfor kan der ikke have levet mere end 2,7 millioner jøder i Polen år 1939 (efter Sannings beregninger levede der 2.633.000). Af disse jøderne boede en stor del i de områder, som blev besat af Sovjetunionen i september 1939.

Da Hitler og Stalin delte Polen, flygtede hundredetusinder af jøder mod øst. I det af Tyskland annekterede Vestpolen og i Centralpolen, der også kom under tysk kontrol, var der næppe mere end 1 million jøder tilbage (efter Sanning færre end 800.000!). De jøder, som forblev i de tysk kontrollerede områder, blev ført sammen i ghettoen og måtte derfor hele tiden regne med, at de kunne blive udskrevet til tvangsarbejde. Også uden massedødsfald og gaskamre var deres liv slemt nok. Epidemier og sult i ghettoen krævede titusinder af ofre.

Da de tyske tropper marcherede ind i Sovjetunionen i juni 1941, blev de fleste jøder evakueret, efter de officielle sovjetiske oplysninger 80%, og de blev spredt over hele det store riges territorium. Det gjaldt også de polske jøder, som efter 1939 havde levet under Stalins herredømme. Af sovjetjøderne var der næppe mere end 3/4 million, som nogensinde kom under tysk herredømme. Krigen, indsatsgruppernes massakrer og pogromerne udført af den lokale befolkning, krævede et højt dødstal. Trods dette overlevede det store flertal af jøderne.

I 1942 begyndte tyskerne at sende jøder fra alle lande som de kontrollerede til de erobrede områder i øst. Dette var "jødespørgsmålets endelige løsning". De forflyttede jøder blev ført sammen i ghettoen. De deporteredes skæbne er et af de områder, som næsten ikke er udforsket. Eftersom disse omflytningsaktioner ikke passer med den officielle mytologi, har sejrsmagterne uden tvivl ødelagt de relevante dokumenter eller ladet dem forsvinde på den ene eller anden måde. Fortællinger om og fra overlevende, der var blevet deporteret, var ikke velkomne, for myten om de europæiske jøders undergang i udryddelseslejrene måtte jo ikke slås i stykker. Alligevel indrømmer også exterminationisterne, at der foregik massedeportationer af jøder til Rusland; det beskæftiger Gerald Reitlinger sig f.eks. ganske udførligt med i sin bog "Final Solution".

Det hører til et af de utallige mysterier, at nazisterne på et tidspunkt, hvor de for længst havde besluttet at udrydde jøderne fuldstændigt, alligevel sendte masser af jøder forbi udryddelseslejrene og til Rusland, for at lade dem bosætte sig der. Antallet af deporterede lader sig ikke fastslå. Efter SS-statistikeren Richard Korherr var det 1.883.000 personer indtil 1943. Men selvfølgelig er Korherr-rapporten ikke helt troværdig.

I sin bog "De zweite babylonische Gefangenschaft" beskæftiger Steffen Werner sig med jødernes bosættelse i Hviderusland. Selv om bogen må læses med forbehold, giver den indicium på indicium for, at et meget stort antal jøder blev sendt til Hvideruslands østlige del og at de blev der, også efter krigens afslutning. Af de polske jøder, som havnede i Sovjetunionen, forblev sandsynligvis en meget stor del der, hvor de var kommet til, for i Polen havde de mistet al deres ejendom og der havde de ingen fremtidsudsigter. Desuden førte Sovjetunionen på denne tid en udtalt projødisk politik; dette ændrede sig først efter Stalins død.

Det virker dog usandsynligt at vest- og centraleuropæiske jøder frivilligt skulle være forblevet i Sovjetunionen i længere tid. Måske blev de holdt der mod deres vilje? Hvad hændte f.eks. med de tusinder af hollandske jøder, som fra Birkenau og Sobibor blev deporteret til Rusland? Dette er alt sammen ubesvarede spørgsmål!

I dag, mere end et halvt århundrede efter krigens slutning, er det på tide at begrave gaskammer-idiotien og at gøre en ende på det statsstyrede hykleri, løgnen og forfalskningen. Det er på tide at åbne arkiverne og at opmuntre til hæderlig historisk forskning i stedet for at stille seriøse forskere som Faurisson for retten. Det er på tide at stoppe forbudet mod studier, der bygger på eksakt videnskab, som Leuchter- og Rudolf-rapporterne og at holde op med at sætte bøger som Stäglichs "Auswitz-Mythos" på index.


35. Opløsningen

Kort efter krigens slutning udvandrede flere hundrede tusinde jøder til Palæstina, USA og mange andre lande. Blandt det mest fascinerende i Sannings bog er redegørelsen for disse udvandringsveje. Sanning viser på hvilke fantastiske måder mange jøder nåede frem til deres nye hjemlande. Mange endte på Cypern eller i Persien, inden de nåede deres egentlige mål; andre boede i årevis i Marokko eller Tunesien. Alle oplysningerne bekræftes af officiel befolkningsstatistik og underbygges af citater fra jødiske forfattere.

I de tyskokkuperede områder i Sovjetunionen beregner Sanning tab i størrelsesordenen 130.000 og for de europæiske stater i størrelsesordenen lidt over 300.000 mennesker. Han påpeger at det virkelige antal ofre kan være væsentligt mindre, ligesom det kan være nogle hundredetusinde større. Det forekommer, at det andet alternativ er mere sandsynligt end det første. Det er nemlig ganske usandsynligt (men i betragtning af vores manglende viden dog ikke helt umuligt), at de jødiske tab i menneskeliv under tysk overherredømme kan være nået op på én million. Det var det tal, som Rassinier, den revisionistiske pioner, gik ud fra.


36. Tallet 6 millioner

Det mytiske tal 6 millioner myrdede jøder, dukkede op i den zionistiske propaganda allerede i 1942! Den 9. maj 1942 forkyndte Nahum Goldman, senere præsident for den Jødiske Verdenskongres, at ud af de 8 millioner jøder, som levede inden for Hitlers magtområde, ville kun 2-3 millioner overleve krigen. Senere manipulerede man al befolkningsstatistik med det formål at nå frem til netop dette tal, i hvert fald så tæt som muligt. Historieforfalskerne går således frem:

- De tager hensyn til den enorme udvandring før krigen, men kun når det drejer sig om Tyskland og Østrig.

- De ignorerer den jødiske immigration under krigen.

- De tager udgangspunkt i de første folketællinger efter krigen, som gennemførtes 1946 og 1947, altså efter udvandringen af flere hundrede tusinder af jøder til ikke-europæiske lande.

- De tager ikke hensyn til de masseevakueringer af sovjetjøder, som gennemførtes efter den tyske indmarch og som uigendriveligt bevises af sovjetiske kilder.

- De fortier det faktum, at størstedelen af de polske jøder flygtede til Sovjetunionen.

- Alle jøder, som tyskerne flyttede til Rusland og som blev der efter krigen, hævdes at være myrdet.

- Til holocaust ofre regnes også de jøder, som omkom ved Stalins deportationer og i de sovjetiske arbejdslejre, samt jødiske soldater hos de allerede, som døde i krig.

- Det faktum at emigrationen af unge mennesker førte til negative befolkningsvæksttal, vil exterminationisterne slet ikke anerkende.

Vi viser med to eksempler, hvordan historieforfalskerne arbejder:

Eksempel 1:
En polsk jøde udvandrede i 30-erne, ligesom mange tusind andre af hans trosfæller, til Frankrig. Der anholdes han i 1942 og sendes i en koncentrationslejr. Under den tyske besættelse blev der - efter den zionistiske forsker Serge Klarsfeld - deporteret 75.721 franske jøder. Mere end en tredjedel af disse havde udenlandsk pas, eftersom Pétain principielt modsatte sig bortførelse af franske medborgere.

For at kunne sætte antallet af døde blandt disse deporterede så højt som muligt, hævder Klarsfeld i sin "Mémorial de la déportation des juifs de France", at alle dem, der endnu ikke havde ladet sig registrere ved Ministeriet for Krigsveteraner i 1946 var døde. En sådan anmeldelse var dog på ingen måde obligatorisk! Desuden var mange af de tilbagevendte jøder af fremmed nationalitet udvandret til Palæstina, Amerika eller andre steder.

Lad os antage af jøden i vores eksempel, efter sin tilbagekomst fra en arbejdslejr i 1945, emigrerede til Sydamerika. Han optræder nu dobbelt i udryddelsesstatistikken. For det første tæller han blandt dem som efter den sidste befolkningsstatistik fra 1931 stadig levede i Polen, men som ikke gjorde det efter krigen, og som derfor må være blevet gasset. For det andet havde han i slutningen af december 1945 ikke anmeldt sig vid krigsveteranministeriet, og blev derfor regnet for en af de gassede franske jøder. To døde personer mere til udryddelsesstatistikken!

Eksempel 2:
En jødisk familie, som vi kalder for Süssmann, gribes 1942 af nazisterne. Manden sendes til tvangsarbejde i en lejr, hustruen og de 2 børn sendes til en ghetto, hvor de tvinges til at bosætte sig, og hvor hun finder en ny mand. Efter krigens afslutning udvandrer kvinden med barnet og den nye partner til Israel, hvor de danner en ny familie. Sin første mand melder hun som savnet, hvilket betyder at han indgår i udryddelsesstatikken.

I virkeligheden udvandrede han i 1945 til USA, hvor han lader sin hustru og de 2 børn registrere som værende døde. Men hvis nogen, på et senere tidspunkt, skulle få den tanke at ville søge efter Jakob Süssmann i USA, så ville det være forgæves. For Jakob Süssmann eksisterer ikke længere, han har nemlig fået nyt navn. I en dødsannonce i den tysksprogede jødiske Newyork-avis Aufbau d. 19. marts 1982 står der f.eks: "Den 14. marts 1982 døde pludselig vores elskede, kærlige far, svigerfar og farfar James Sweetman (Süssmann), tidligere Danzig.....".

Her er et par andre eksempler på tilsvarende navneændringer, hentet fra Aufbau i "Historicche Tatscahen" (nr. 52): Königsberger blev til King, Oppenheimer til Oppen, Malsch til Maier, Heilberg til Hilburn, Mohrenwitz til Moore og Günzburger til Gunby.

Familien Süssmann har altså leveret fire navne til udryddelsesstatistikken, selv om de alle fire overlevede krigen.


37. Det demografiske problems løsning ligger i Sovjetunionen

Efter den folketælling, som blev lavet i begyndelsen af 1939, levede der på den tid i Sovjetunionen lidt over 3 millioner jøder. Allerede på dette tidspunkt, er der næppe tale om tilvækst i denne folkegruppe, dels på grund af deres ekstremt lave fødselsrate og dels på grund af den tiltagende tendens til assimilation. Den første folketælling efter krigen (gennemført år 1959) viste at der var 2.267.000 jøder; men alle zionister er enige om at dette tal ligger langt fra virkeligheden. På dette tidspunkt var der nemlig i Sovjetunionen en meget antizionistisk stemning, og den som betegnede sig selv som jøde, kunne regne med at få problemer. Dertil kom, at mange jøder rent faktisk ikke følte sig som jøder, men så sig selv som almindelige russere, ukrainere etc., og ved de sovjetiske folketællinger kunne enhver frit opgive den nationalitet, som man selv mente at tilhøre.

Da masseudvandringen af sovjetiske jøder til Israel og USA begyndte, regnede jødiske og israelske kilder med at der var mere end 4 millioner sovjetjøder, og 1. juli 1990 skrev "New York Post":

"Tidligere mente man at der levede 3-4 millioner jøder i Sovjetunionen. Israelske udsendinge, som takket være de forbedrede diplomatiske relationer, kan rejse frit i Sovjetunionen, opgiver dog at det virkelige tal er mere end 5 millioner."

Hvis dette tal er rigtigt, så må der inden udvandringssbølgen, altså i slutningen af 60-erne, have levet op imod 6 millioner jøder i Sovjetunionen, hvilket - statistisk set - er 3 millioner "for mange". Dermed er det vist, at en større del af de "gassede" polske jøder, ligesom mange jøder fra andre europæiske stater (især Rumænien og Baltikum) er blevet opsuget i Sovjetunionen.

Historieforfalskernes statistiske tryllekunster afslører sig selv i den bog, som Wolfgang Benz udgav i 1991, "Dimension des Völkermords", hvor der er en artikel om Sovjetunionen forfattet af en vis Gert Robel. I henhold til Robel fandtes der, før den tysk-sovjetiske krig, over 5 millioner jøder i Sovjetunionen, hvilket stort set svarer til det, som Sanning har regnet sig frem til. Desuden mener Robel at 2.800.000 sovjetiske jøder er blevet massakreret af tyskerne.

Under krigen omkom mindst 12% af den sovjetiske befolkning, hovedsagelig på grund af Stalins masseevakueringspolitik og den brændte jords taktik, og der synes ikke at være nogen grund til at antage, at de jødiske krigsofre skulle have været procentuelt mindre. Altså må, af de 2.300.000 jøder, som efter Robel overlevede de tyske massemord, have omkommet yderligere 280.000 eller flere af andre krigsbetingede årsager. År 1945 kan der altså, hvis vi skal tro Hr. Robel, højest have levet 2.020.000 jøder (sandsynligvis færre) i Sovjetunionen. Når man tager den lave fødselsrate og den stærke tendens til assimilation i betragtning, hvordan kan da disse 2 millioner være blevet næsten 3 gange flere i slutningen af 60-erne?

Det bog vi taler om her, blev naturligvis præsenteret af massemedierne som et videnskabeligt mesterværk!


38. Enkelte skæbner

Af mange beretninger fremgår det, at der i koncentrationslejrene skete mange dødsfald på grund af epidemier og underernæring, men ikke på grund af systematisk gasning.

Efter den tyske okkupation af Italien, sluttede Primo Levi sig til partisanerne. Han blev fanget og erklærede sig åbent som jøde. Nazisterne sendte ham til trangsarbejde i Auswitz, hvor han overlevede, og efter befrielsen skrev han bogen "Se questo é un uomo".

Den østrigske jøde og venstresocialist Benedikt Kautsky, skulle efter den gældende opfattelse have været død i dobbelt forstand. Han tilbragte syv år i en lejrene Dachau, Buchenwald, Auschwitz og Buchenwald igen. Efter krigen skrev han bogen "Teufel und Verdammte". Hans mor døde som firsårig i december 1944 i Birkenau. At man overhovedet spærrede så gamle mennesker inde, er en ubehagelig nok i sig selv, men der var næppe tale om, at man ønskede at slå hende ihjel for fru Kautsky fik lægehjælp i lejren. Om hun havde levet længere, hvis hun havde været i frihed, er ikke sikkert, når man tager de forfærdende forhold i betragtning, som var gældende den sidste krigsvinter.

Otto Frank og hans døtre Anne og Margot overlevede Auschwitz, Anne og Margot blev deporteret til Belsen, hvor de døde i begyndelsen af 1945, formodentlig af tyfus. Otto Frank døde som gammel mand i Schweiz.

I "Das jüdische Paradox" (68) skriver Nahum Goldmann, som i mange år var præsident for den Jødiske Verdenskongres:

"Men 1945 fandtes der ca. 600.000 jøder, som havde overlevet koncentrationslejrene og som intet land ville tage imod."

Hvis nazisterne ville have udryddet jøderne, hvordan kunne 600.000 jøder da have overlevet de tyske lejre? Nazisterne havde jo haft al tiden fra Wannseekonferencen (1943) og til krigens slutning, altså 3 år og 3 måneder, til at fuldbyrde deres udryddelsesbeslutning!

Lad os kaste et blik på den lange liste over fremstående jøder, som overlevede Auschwitz eller andre tyske lejre og fængsler. Vi finder her bl.a. disse personer:

* Léon Blum, leder af folkefrontsregeringen i førkrigens Frankrig.

* Simone Veil, senere præsident for Europaparlamentet.

* Henri Krasucki, senere næstformand i det franske fagforbund CGT.

* Marie-Claude Vaillant-Couturier, senere formand for det franske kommunistpartis centralkomite.

* Jozef Cyrankiewicz, senere polsk regeringschef.

* Dov Shilanski og Sheevach Weiss, tidligere talsmænd for Knesset.

* Georges Charpak, nobelpristager i fysik, 1992.

* Roman Polanski, filminstruktør (Rosemary's baby).

* Leo Baeck, kendt rabiner og filosof.

* Ernest Mandel, trotzkistisk chefideolog.

* Jéan Améry, filosof.

* Samuel Pisar, fransk forfatter.

* Erik Blumenfeld, CDU-politiker.

* Herman Axen, SED-politiker.

* Paul Celan, lyriker ("Der Tod is ein Meister aus Deutschland").

* Simon Wiesenthat, "nazijæger".

* Ephraim Kishon, satiriker.

* Heinz Galinski og Ignaz Bubis, talsmænd for "Tyske jøders Centralråd".

* Georges Wellers og Schmul Krakowski, forfatter til bøger om holocaust.

....og Elie Wiesel.

I januar 1945 blev Auschwitz-fangen Elie (Wiesel) ramt af en fodskade. Dermed var han ude af stand til at arbejde, og måtte derfor dø? Nej, han blev indlagt på et hospital og fik lægehjælp. Men efterhånden rykkede den Røde Hær nærmere. Man gav fangerne besked på, at de friske skulle evakueres og at de syge måtte blive i lejren, hvis de ønskede det. Elie og hans far hørte til de syge. Og hvad valgte de mon at gøre? At blive tilbage og vente på befrielsen? Nej, de sluttede sig frivilligt til tyskerne, de samme tyskere som - efter hvad Elies senere har fortalt - havde kastet spædbørn ind i brændende bål og smidt voksne jøder ned i ildgrave, hvilket havde fået Elie og hans far til at stå og stirre tomt ned i ilden timevis! Læs bogen "La Nuit" (69) eller den tyske, af Curt Meyer-Clason forfalskede, version "Die Nacht zu begraben, Elische".

Hitlers mål var at udrydde jøderne. På Wannsee-konferencen besluttede man at alle jøder skulle slås ihjel. Dette hamres ind i hovederne på vores skolebørn. Hvis historielærerne og historiebøgerne har ret, så skulle der i maj 1945 ikke længere have levet 600.000 koncentrationslejrfanger, men højst 600, for det Tredje Rige var en yderst effektiv politistat.

Hver og en af de "overlevende" hævder ganske vist, at han eller hun har overlevet i kraft af et under, men når undere sker i et sådant omfang, er der ikke længere tale om undere. Mennesker som Wiesel og Wiesenthal er ikke kronvidner til holocaust, men levende beviser på at dette aldrig har eksisteret.


39. Steinbergs slægtsmøde

Den amerikanske avis "State Time" (70) oplyser d. 24. november 1978:

"En gang levede familien Steinberg i en lille jødisk by i Polen. Det var inden Hitlers dødslejre. Nu har en mægtig gruppe på over 200 overlevende og deres familier besluttet at mødes her, for fælles at fejre en særlig fire dages højtid, som passende nok begyndte med "thanksgiving day". Slægtninge er kommet fra Canada, Frankrig, England, Argentina, Colombia, Israel og fra mindst 13 stater i USA. "Det er fantastisk" siger Iris Krasnow fra Chicago. "Her er fem generationer samlet, fra et spædbarn på 3 måneder til en 85-årig. Deltagerne græder af lykke og oplever et vidunderligt øjeblik. Det er næsten som en samling flygtninge fra 2. Verdenskrig". Sam Klaparda fra Tel Avis blev målløs, da han i salonen på Hotel Marriot ved Los Angeles internationale lufthavn så et imponerende slægttræ. "Det er fantastisk, hvor mange slægtninge jeg har", sagde han.... For Iris Krasnows mor Hélene, som udvandrede fra Polen til Frankrig og derfra til USA, blev mødet en frydefuld oplevelse. "Jeg troede ikke, at så mange havde overlevet holocaust. Man finder så meget liv her - en ny generation. Det er vidunderligt. Hvis Hitler fik dette at vide, ville han vende sig i sin grav." (71)

Af de hundredvis, som Steinberg ikke lykkedes at genfinde, omkom der sikkert mange under tysk herredømme. Andre, som de genfundne, lever spredt ud i alle mulige lande i den vestlige verden, fra Israel til USA og Argentina. Endnu flere lever et sted i Rusland, eller er døde af naturlige årsager.


40. For folkeopdragerne er det ikke nok med holocaust.

For folkeopdragerne er det ikke nok med løgnen om mordet på de 6 millioner jøder. Derfor har de opfundet endnu et folkemord, nemlig på 500.000 zigøjnere.

"Fra og med 1941 blev zigøjnere fra Østeuropas besatte områder udryddet lige så systematisk som jøderne. Dette massemord er aldrig blevet udforsket i detaljer. Man talte ikke meget om det, da det foregik, og man ved heller ikke i dag meget andet end det, at det er foregået." (72)

Der findes altså intet som helst bevis på at folkemordet på zigøjnerne, men alligevel ved man, at det har fundet sted! I nr. 23 af "Historische Tatsachen" behandler Udo Walendy udførligt det imaginære zigøjnerholocaust. Naturligvis er dette nummer af tidsskriftet, lige som en række andre, blevet forbudt af censuren i Tyskland ("den mest frie tyske stat i historien"), selv om man ikke kunne finde en eneste usandt udsagn hos Walendy. - "Ingen bog beskriver deres martyrium, ingen monografi beskriver deres vej til gaskamrene eller deres henrettelse af det Tredje Riges eksekutionskommandoer", beklager Der Spiegel (73), som bekræfter at der ikke findes materiale om mordet på de 500.000 zigøjnere.
Der er dog ingen grund til at blive forundret over dette, for dette folkemord udspillede sig alene i folkeopdragernes og historieforfalskernes egen fantasi.


41. Robert Faurissons mening om holocaustlegenden

Det virker nærmest ubegribeligt, at en så afskyelig historie som den om gasning af millioner af uskyldige mennesker, bliver holdt levende i et såkaldt demokratisk ved hjælp af censur og terror. Endnu mere ubegribeligt synes det - rent umiddelbart - at være, at de som klamrer sig allermest til myten (jøderne og tyskerne), engang kommer til at vågne op til et mareridt, når århundredets bedrageri endelig bliver afsløret. Men løgnen holdes i live med al magt, fordi en afsløring af den historiske sandhed ville medføre en katastrofe med store konsekvenser for mange mægtige mennesker.

Robert Faurission, som måske mere end nogen anden har bidraget til at afsløre det bedrageri (uden ham var Leuchtner-rapporten ikke blevet lavet), har en teori som lyder sådan:

"Nazisternes påståede gaskamre og det påståede folkemord på jøderne er en og samme historiske løgn, som udnyttes til en gigantisk politisk og økonomisk afpresning. De, der tjener mest på denne løgn, er Israel og den internationale zionisme. De største ofre for denne løgn er det tyske folk (men ikke deres ledere), palæstinenserne og den yngre generation af jøder, som gennem holocaustreligionen er blevet lukket inde i en psykologisk og moralsk ghetto."


42. "Hvordan kan man tjene millioner på at fortælle historier?"

I tiden efter 1952 har Forbundsrepublikken Tyskland - i henhold til tidsskriftet Der Spiegel - betalt 85,4 milliarder DM (74) til Israel og de zionistiske organisationer, samt til enkeltstående jøder. En lille del af dette beløb er gået til at tidligere koncentrationslejrfanger. Den moralske berettigelse af dette, er der ingen der stiller spørgsmålstegn ved. De fleste af disse penge er imidlertid betalt som bøder for at have haft gaskamre, som aldrig har eksisteret i virkeligheden, og de er betalt til en stat, som på tidspunktet for det påståede folkemord, end ikke eksisterede.

I "Das jüdische Paradox" (s. 171) skriver Nahum Goldmann:

"Uden de tyske krigsskadeserstatninger som blev betalt i de første ti år efter Israels grundlæggelse, ville staten ikke have haft halvdelen af sin nuværende infrastruktur. Alle tog, alle skibe, alle elværker og en stor del af industrien, er betalt af tyskerne."

Man kan ikke undre sig over, at Goldman (s. 180) siger:

"Jeg skal fortælle jer om to episoder, som handler om hvordan man tjener millioner på at fortælle om tragedier?...."

Ud over dette tjener holocaust Israel som et aldrig svigtende middel til at sikre USA's ubetingede støtte. De, som lider under denne politik, er palæstinenserne. De er de største ofre for holocaust-mytologien, for som pris for de gaskamre, som zionisterne har opdigtet, har de i årtier måttet bo i forfaldne flygtningelejre.

Endelig anvender staten Israel og de internationale zionistiske organisationer myten om holocaust til at holde jøderne i alle lande i en tilstand af permanent hysteri og forfølgelsespsykose, for på denne måde holde dem sammen. Der findes nemlig kun ét bånd, som holder alle verdens jøder sammen, uanset om de er aschkenaser eller sefarder, troende eller ateister, venstre eller højre, og det er holocaust-traumet og den deraf følgende beslutning om aldrig mere at lade sig føre til slagtebænken som lam. Holocaust er altså blevet en form for religionserstatning, som også de mest ikke-religiøse og agnostiske jøder kan tro på. Derfor er gaskamrene i Auschwitz, for jøderne, det mest hellige sted i verden.

Men der er også andre årsager til, at løgnen må opretholdes for enhver pris, set ud fra en zionistisk synsvinkel. Den dag det store svindelnummer bliver afsløret slår klokken tolv for Israel og for alle verdens jøder. Præcis som tyskerne (og østrigerne) kommer jøderne til at spørge deres ledere: Hvorfor har I løjet for os i så lang tid? Det tillidsbrud, som det samlede israelske og jødiske etablissement - politikere, rabbinere, forfattere, journalister og historikere - kommer til at møde, kan formentlig ikke repareres. I så henseende er den israelske og jødiske herskende klasse forbundet med den tyske magtelite i en fælles skæbne: De har begge viklet sig ind i et net af løgne, som de ikke længere kan vikle sig ud af. Derfor søger de fortvivlet og med alle midler at udskyde dag X.


43. Hvorfor frygter det tyske og østrigske etablissement den historiske sandhed som djævelen frygter vievandet?

At de tyske og østrigske politikere og intellektuelle hjælper til med at holde folkedrabshistorien i live, kunne man måske tro var et bevis på dens rigtighed. Hvorfor, spørger man sig selv, skulle disse mennesker ellers krænke deres eget folk med frit opfundne skrækhistorier?

Vi har allerede set, at Forbundsrepublikken Tyskland overtog sejrherrernes historieopfattelse såvel af indenrigs- som af udenrigspolitiske årsager. På den ene side ville de tyske politikere og intellektuelle genopdrage folket ved regelmæssigt at indskærpe hvilket barbari nationalsocialismen havde været. På den anden side ville den vesttyske stat profilere sig som USA's mønsterallierede, og dermed stoppe den ellers uophørlige antityske kampagne fra de zionistisk kontrollerede USA-mediernes side.

For de vesttyske konservative havde det været nok med noget mindre holocaust- og gaskammerpropaganda. At få fortalt historien om Auschwitz to gange om måneden havde været tilstrækkeligt. Men hele sagen blev snart overtaget af venstrefløjen, hvis mål det er helt at udrydde enhver form for nationalfølelse. Presse, TV, præster og lærere serverede Auschwitz tre gange om dagen. De konservative kunne ikke gøre noget ved det, da de - hvis de havde forsøgt - ville blive anklaget for at forsøge at renvaske Hitler. Nu sidder de derfor, sammen med venstrefløjen, i en fælde, som de ikke kan komme ud af. Politikere fra CSU til de Grønne, mediefolk, forfattere og ikke mindst "historikerne", som i årtier har fået løn for at skrive hinandens forfalskede historier af og for at kriminalisere deres eget folk, burde mødes af deres landsmænd med afsky og foragt. Hele det ledende og meningsdannende lag i staten, står i dag med ryggen mod muren og søger fortvivlet at udskyde konkursen så længe som muligt - ved hjælp af den mest fuldendte pressecensur, som nogensinde har eksisteret, gennem en stadig mere aggressiv holocaust-propaganda (der skrives betydelig mere om holocaust i dag, end der blev skrevet for tyve år siden!), og gennem en endeløs række af retssager, hvor det eneste argument imod revisionismen består i det, at mordet på 6 millioner jøder er "et bevist faktum".

Lignende forhold gælder også i Østrig, hvor den herskende klasses adfærd har antaget næsten sindssyge træk. Enhver østriger, som beviser at gaskamrene ikke kunne fungere i henhold til fysikkens og kemiens love, risikerer at få mere end 10 års fængsel.


44. Hvorfor tror så godt som alle på holocaust?

Alle mennesker, som er vokset op i et vestligt demokratisk samfund, har fra sin tidligste barndom lært om massemordet på jøderne. Under disse omstændigheder må enhver tvivl om realiteten af denne hændelse virke lige så absurd som hvis man ytrerede tvivl om hvorvidt 2. verdenskrig overhovedet havde fundet sted. De, som konfronteres med beviserne for at man har bedraget os, kan efter alle årene med hjernevask ikke længere tænke anderledes. Ganske vist er der nogle som ved, eller i det mindste fornemmer, at man har løget for os, men alligevel er der kun få, om overhovedet nogle, der tør udtale dette højt. For de ved hvilken pris demokratiet har for den slags kætteri: En uophørlig heksejagt fra mediernes side, terror mod deres familie, afskedigelse fra job og (i visse stater) desuden bøder og fængselsstraf.


45. Er det af det onde for majoriteten af jøder at holocaustløgnen ophører?

For staten Israel og de zionistiske organisationers ledere, vil den historiske sandhed være en katastrofe. For det overvældende flertal af jøder, som tror på holocaust fordi man har løjet for dem (på samme måde som man har løjet for ikke-jøderne), vil afsløringen af svindelen i første omgang komme som et chok, og dernæst som en befrielse: Forestillingen om at 6 millioner af deres trosfæller er blevet udryddet, alene fordi de var jøder, og den konstante frygt for at en sådan tragedie skal gentage sig, må virke som et permanent mareridt for jøderne. Som Robert Faurisson skriver, lukker holocaustløgnen jøderne inde i en usynlig ghetto, hvor de er isoleret fra den øvrige verden. Rives murene til denne ghetto ned, så vil det være en velsignelse for det jødiske folk som helhed.


46. Hvorfor bør vi afsløre holocaust-løgnen?

Vi bør afsløre holocaust-løgnen fordi en sådan formidabel løgn er med til at forpeste verden. Vi må overvinde den, fordi den er udtryk for skamløs historieforfalskning. I enhver krig lider og dør mennesker, og i 2. verdenskrig led og døde der flere mennesker end nogensinde tidligere. Alene i Leningrad sultede 640.000 russere ihjel under blokaden; polakkerne fik i 1944 deres hovedstad lagt i ruiner og 180.000 af deres landsmænd døde her; ved den fuldkommen meningsløse bombning af Dresden, kort før krigens slutning, blev 130.000 mennesker brændt ihjel.

Leningrad, Warshawa og Dresden kan tjene som symboler for krigens mere end 40 millioner dødsofre. Trods dette tales der mere om de lidelser i enkelt folk blev udsat for, end alle de andre lidelser tilsammen, og dette folks tab af menneskeliv overdrives med 6-12 gange.

Vi må overvinde løgnen, hvis vi skal bygge et Europa af ligeberettigede folk, for vi kan ikke leve med at et af de europæiske folk hver eneste dag skal svines til og mistænkeliggøres for et frit opfundet gaskammerfolkemord. Og endelig bør vi også overvinde løgnen, fordi den har gjort os syge og lammet vores vilje og evne til at hævde os selv og at værne om vores berettigede interesser.


47. Kan århundredets bedrageri overleve vort århundrede?

Sandsynligvis ikke, og hvis det alligevel skulle gå sådan, så bliver det i hvert fald bare nogle år. Hidtil i historien er det aldrig lykkedes de herskende, i længden, med censur og terror, at undertrykke en sandhed som de ikke bryder sig om. Det kopernikanske verdensbillede brød igennem på trods af inkvisitionen. Så selv om staternes undertrykkelsesapparat og medierne censur, er i stand til at udskyde revisionismens sejr, så kan man ikke forhindre den, og inden for en overskuelig tid vil gaskammerhistorierne havne der, hvor de hører hjemme: på historiens losseplads.


48. Troen på holocaust - 1900-tallets svar på troen på hekse

Holocaustløgnen - i al dens primitivitet - er en fornærmelse mod ethvert tænkende menneske, som kender fakta. Der går næppe en dag uden at aviserne fortæller om nogen som har "overlevet holocaust". Hvis tyskerne virkelig ville have udryddet jøderne, så var var der næppe nogle af disse mennesker, som havde været i live maj 1945.

"Historikerne" fortæller os, at man i Auschwitz myrdede 1 million jøder med zykon B, i Belzec og Treblinka sammenlagt 1,4 million jøder med dieselgas. I Auschwitz skal man have brændt de fleste under åben himmel, i Belzec, Treblinka, Chelmno og Sobibor skal man have brændt dem alle, helt uden at efterlade aske eller benrester.

Dette tårn af løgne ville være styrtet sammen, hvis den første tyske forbundsregering i 1949 havde fået lavet et par ekspertudtalelser. Den første skulle have været lavet af en ekspert i skadedyrsbekæmpelse, som var fortrolig med zyklon B's kemiske og praktiske egenskaber, den anden af en dieselmotorkonstruktør og den tredje af en kremeringsekspert. Den første specialist ville have forklaret, at "vidneudsagnene" og "gerningsmændenes tilståelser" om massemord med zyklon B stred imod naturlovene. Den anden havde erklæret, at massemord med dieselgasser rent faktisk er muligt, i hvert fald rent teoretisk, men at det i praksis er meget usandsynlig, da en hvilken som helst benzinmotor ville have været et meget mere farligt mordvåben end en dieselmotor. Den tredje villet have kunnet fastslå, at historien om at millioner af lig kunne ryddes af vejen uden spor af nogen ar, er fuldkommen vanvittigt.

Tre ekspertudtalelser, afgivet i 1949, ville have skånet verden for mange årtiers enfoldig holocaustpropaganda!

Fremtidens historikere kommer uden tvivl til at drage den slutning, at 1900-tallets holocausthysteri var en parallel til middelalderens heksetro. I middelalderen troede hele Europa, også de klogeste mennesker, på hekse. Ved utallige retssager beviste man, at disse hekse havde drevet utugt med den Onde, og man fik dem til at indrømme deres skammelige forehavende. I kraft af deres tilståelser, vidste man også at Satans penis var dækket med fjer og at hans sæd var iskold. Ved hjælp af naturvidenskabelige metoder, kunne dygtige forskere bevise at mange hekse aldrig havde forladt deres seng på valborgsnatten, hvor man formodede at de fløj på en kost til Bloksbjerg, for der at parre sig med mørkets fyrste. Det betød, at det ikke var i deres kropslige jeg. Heksene red altså på kosten, men det skete i deres andet, sjælelige jeg. I lighed med heksene havnede tusindvis af gudløse kættere på bålet, fordi de havde lavet en aftale med den onde. Ordlyden af disse aftaler kunne man rekonstruere helt præcis, takket være domstolene, som arbejde flittigt efter hævdvundne retsprincipper. Hærskarer af troværdige vidner bekræftede disse videnskabelige iagttagelser med edsvorne udtalelser. Bøgerne om hekse, djævelen, helvede og troldom fyldte hele biblioteker.

I vort århundrede, i Einstein, kernefysikken og Saturn-ekspeditionernes århundrede, findes der doktorer i jura og historie, intellektuelle med encyklopædisk viden om verdenslitteraturen, udgivere af højt ansete nyhedstidsskrifter, stjernejournalister, docenter i filosofi, pavetro og pavekritiske teologer, forfattere som aspirerer til en nobelpris, som alle tror på holocaustmyterne. De tror, at man i Majdanek myrdede 360.000 jøder ved at sende zyklonkorn gennem bruserne, hvorpå kornene blev forvandlet til gas, som ganske vist er lettere end luft, men som alligevel sank ned og (efter professor Kogons udsagn) "sled lungerne i stykker" på de ulykkelige.

Disse mennesker tror, at Dr Josef Mengele personligt sendte 400.000 jøder i gaskammeret medens hans sang mozartmelodier. De tror at ukraineren Ivan Demjanjuk piskede 800.000 jøder ind i gaskammeret i Treblinka, efter først at have skåret ørerne af dem, hvorpå han forgiftede dem med gasserne fra dieselmotoren fra en gammel russisk kampvogn. De tror at man kunne presse 32 mennesker pr. kvadratmeter ind i gaskammeret i Belzec. De tror at specialkommandoen i Auschwitz stormede ind i det blåsyremættede kammer uden gasmaske og med en cigaret i munden, mindre end en halv time efter at 2.000 mennesker var blevet gasset, uden at de tog skade på liv og helbred. De tror at man kan udøve massemord med en eksplosiv gas i et gaskammer, der ligger lige ved siden af et krematorium, uden at den bygning, hvor dette sker, bliver sprængt i luften. De tror at man kan brænde millioner af lig, uden at der bliver et eneste kilo aske eller benrester tilbage. De tror at der drypper fedt fra et lig som brændes og at SS-mænd kastede spædbørn ind i det flammende menneskebål. De tror at Rudolf Höss allerede i juni 1941 besøgte Treblinka-lejren, som først blev bygget i juli 1942. De tror at Simon Wiesenthal overlevede 12 udryddelseslejre, uden selv at blive udryddet i nogen af disse lejre. De tror at man kan se 2.000 menneskers dødskamp i et 210 kvadratmeter stor gaskammer gennem et kighul i døren, som om de mennesker der blev klemt mod døren ikke skærmede for synet. De tror at Hitler i begyndelsen af 1942 gav ordrer om jødernes fuldstændige udryddelse og de rokkes ikke det ringeste i denne tro, når de hos Nahum Goldman læser, at der var 600.000 jøder som overlevede koncentrationslejrene. Alt dette tror de, og det med en religiøs fanatisme så stor, at de der tvivler - i deres øjne - gør sig skyldige i den største synd. Den sandhed, som disse mennesker tror på, er jo bevist gennem troværdige vidner og gennem tilståelser fra gerningsmændene, hentet i seriøse retssale!

Bøger om holocaust fylder hele biblioteker. Hærskarer af forfattere og smudsfilmproducenter gør sig rige på jødeudryddelsen. Calude Lanzmann blev verdensberømt på sin film, der skildrer hvordan 17 frisører klippede håret af 70 nøgle kvinder i et 4 x 4 meter stort gaskammer. "Historikere" som Poliakov, Hilberg, Langbein, Jäckel, Friedländer, Scheffler og Benz har gaskamrene at takke for deres akademiske karrierer. I mange amerikanske skoler er "Holocaust studies" et obligatorisk emne, som tillægges samme betydning som fysik og geometri.

Når vanviddet er forbi og menneskeheden vågner op fra sit mareridt, så vil vi føler en stor skam over at vi engang kunne tro på alt dette.


Noter:

1) Denne tekst er en forkortet udgave af Jürgen Graf's bog "Der Holocaust-Schwindel" (Guideon Burg Verlag, Schweitz.). Den er oversat og yderligere forkortet efter den svenske oversættelse "Förintelsen Skärskådad" (Oberoende Information, Maryland 1999)

2) W. Meyer: 1291. Die Geschichte.

3) Det på tysk, engelsk og fransk anvendte ord "holocaust", kommer af det græske ord for "brændoffer". Det kom ind i det almindelige sprogbrug efter visningen af den amerikanske TV-dramaserie med dette navn. Med "gaskamre" menes i det følgende sådanne indretninger, som har til formål at henrette mennesker. Der hentydes altså ikke til aflusningsgaskamrene, hvis eksistens ingen stiller spørgsmålstegn ved. I det foreliggende skrift, som ikke på nogen måde beskæftiger sig med spørgsmålet om hvem der har skylden for 2. Verdenskrig, anvendes betegnelsen "revisionisme" som betegnelse for det, som også kalder for "holocaustrevisionisme".

4) Den danske betegnelse for heksenes destination. I hver land havde heksene, efter datidens mening, deres egne destinationer.

5) Betegnelse for person der tror på at tyskerne i 2. Verdenskrig forsøgte at udrydde jøderne.

6) "Den jødiske arvs sønner"

7) Jødeforfølgelse.

8) Pétain var fransk general og statsminister i Vichy af nationalforsamlingen fra 1940.

9) Citeret efter Raul Hilberg, Die Vernichtung der europäische Juden. Fascher Taschenbush Verlag, 1990, s. 420.

10) Kilde: Paul Berben, "Dachau 1933-45. The official History", The Norfolk Press 1975)

11) "Yeager: An Autobiography", Bantam Books, New York 1985, s. 79-80)

12) Colloquim Verlag, 1964, s. 40

13) Editions Complexe, pocketbog fra 1986, s. 124

14) Gengivet i "Vérité historique ou vérité politique" af Serge Thion (La Vieille Taupe, 1980, s. 174)

15) Kilde: Thion, s. 301 ff.

16) Svensk betegnelse. Dansk betegnelse kendes ikke.

17) Kilde: F. Puntigam/H Breymesser/E. Bernfus, Blausäuregaskammern zur Fleckfieberabweht, Sonderveröffentlichung des Reichsarbeitsblattes, Berlin 1943).

18) Höss, Rudolf: Kommandant in Auschwitz. Eingeleitet und kommentiert von M. Broszat, Deutsche Verlagsanstalt, 1958, s. 126

19) Verlag Steinhausen, 1979

20) Bantam, Boronto, 1964, s. 10-13

21) Fisher Taschenbuch Verlag, 1990, s. 946

22) Udgivet af Beate Klarsfeld Foundation, 1989515 Madison Avenue, New York. Dette værk blev kun trykt i 1.000 eksemplarer, og findes ikke tilgængeligt i boghandlen. Trods titlen, indeholder det ingen oplysninger om gaskamrenes arbejdsmåde)

23) Udg. Jesse/Zitelmann, Propyläen 1990.

24) B. P 122, 92704 Colombes Cedex

25) Således at cyanidresterne var mere vanskelige at finde. (oversætters note)

26) Cambridge University Press, New York 1981, s. 673

27) New York, 1968, s. 177 ff

28) La Nuit, Editions de minuit, 1958, s. 57-60

29) Første del i "Journal of Historical Review", Vol 8, nr. 2, Sommeren 1988. Anden del i samme tidsskrift, Vol. 8. No. 3, forår 1988).

30) Albert Bonniers Förlag, Stockhom 1944, s. 298-299)

31) Der neue Weg, Nr 19/20, 1946

32) Der neue Weg, Nr. 17/18, 1946

33) Citeret fra R. Faurisson, "Réponse à Pierre Vidal-Naquet", 1982, s. 43-44)

34) dtv, 1977, s. 133

35) André Chelain, "Faut-il fusiller Henry Roques?", Polémiques, Ogmos Diffusion, 1986, s. 345 ff. Chelains bog indeholder den fuldstændige tekst til Roques afhandling, "Les confessions de Kurt Gerstein".

36) "Frankfurter Allgemeine Zeitung", 2.4.1965

37) Shoa, dtv, 1988, s. 154 ff.

38) 91 Strawberry H ill Avenue, Suite 1038, Stanford, CT 06902, USA

39) "The War against the Jews", Penguin Books, 1987, s. 191

40) "Der Tot ist ein Meister aus Deutschland", Hoffmann und Campe, 1991, s. 217

41) "Judenvervolgung im Dritten Reich", Colloquium Verlag, 1964, s. 40

42) Hilberg, s. 956

43) Leder af det tyske "Center for Nutidshistorie" i München

44) abbé Georges Hénocque, "Les Antres de la Béte", "Odjurets hålor", G. Durassie et Cie, Paris, 1947, citeret efter R. Faurisson "Mémorre et défense", 1980, s. 192 ff.)

45) Simon Wiesenthal, KZ Mauthausen, Ibib-Verlag 1946, s. 7-8

46) The Hoax of the Twentieth Century.

47) Citeret efter nr. 31 af "Historische Tatsachen". Det var Robert Faurisson, som først blev opmærksom på artiklen i Pravda.

48) Her handler det om 1. Verdenskrig.

49) Rettergangen mod de største krigsforbrydere ved den internationale militærdomstol i Nüremberg, d. 14.11.1945 - 1.10.1946, bind XVI, forhandlingerne af 21.6.1946.

50) Ovenfor anførte værk, bind VII, sessionen d. 13.2.1946.

51) Rückerl, s. 83-84

52) Kilde 1: Hans Peter Rullmann, Der Fall Demjanjuk, Verlag für gansheitlische Forschung und Kultur, 1987. Kilde 2: Mark Weber, "Simon Wiesenthal: Bogus Nazi Hunter." i Journal of Historical Review, Vol 9, no. 4, Winter 1989/90.

53) Kilde: Rullmann: Der Fall Demjanjuk

54) Demjanjuk blev dømt til fængsel og blev løsladt i 1993, hvor han returnere til USA.

55) Wilhelm Heyne Verlag, 1991

56) Paroles d'Etranger, Editions du Seuil 1982, s. 86)

57) Citeret efger Stäglich: Auschwitz-Mythos, Grabert 1979, s. 198

58) Aroneanu: Camps de concentration, Office francais d'edition 1945, s. 182

59) Citeret efter R. Faurisson, Résponse à Pierre Vidal-Naquet, La vieille taupe 1982, s. 58-59

60) Filip Müller, Sonderbehandlund, s. 74

61) A. Donat, The Death Camp Treblinka, Holocaust Library 1979, s. 165.

62) Steiner: Teblinka, Gerhard Stalling Verlag 1966, s. 294 ff.

63) citeret efger Historische Tatsachen nr. 44

64) Donat, The Death Camp Treblinka, s. 170-171

65) Donat, s. 144

66) Citeret efter Mattogno: "The Myth of the Extermination of the Jews"

67) Udgivet af Grabert Verlag på tysk under titlen "Die Auflösung"

68) Europaische Verlagsanstalt 1978, s. 263

69) Elie Wiesel: Natten (Samleren 1987)

70) Baton Rouge, Louisiana, USA

71) Citeret fra Serge Thion, "Vérité historique ou vérité politique?", La Vieille Taupe 1980, s. 325

72) "Anmerkungen zu Hitler", Fischer Taschenbuch Verlag 1981, s. 130

73) Nr. 10/1979

74) Svarer til ca. 40 milliarder Dollars.


Udvalgte publikationer:

Adelskogh, Lars: En tom säck kan inte stå (privat tryk,). Forfatteren gennemgår her, i kort og præcis form, de væsentligste spørgsmål, der skiller revisionister fra exterminationister.)

Blum, Jacques og Bøggild, Eva: Løgnens veje. Om benægtelsen af Holocaust (Lindhardt og Ringhof, 2002. Formanden for Mosaisk Trossamfund mener i denne bog at tilbagevise alle revisionismens påstande.)

Butz, Arthur: The Hoax of the Twentieth Century (Historical Review Press, 1976. Et mesterligt studie over hvordan århundredets bedrageri opstod. Er stadig i dag et revisionistisk standardværk.)

Finkelstein, Norman: Holocaustindustrien. Refleksioner over udnyttelsen af jødernes lidelser. (Høst & Søn, 2001. En jødisk professor, nu afskediget, laver en modig analyse af de enorme fortjenester og pengestrømme, der skabes af den internationale holocaustindustri)

Garaudy, Roger: The Mythical Foundations of Israeli Policy (Studies Forum International, 1997. En af Europas førende intellektuelle beskæftiger sig med myter og realiteter bag den zionistiske stat, herunder myten om holocaust)

Gauss, Ernst (Ed.): Dissecting the Holocaust (Thesis & Dissertations Press, 2000. Et samling af de nyeste og mest kvalificerede revisionistiske forskningsresultater incl. grundig dokumentation. Skrevet af 25 forfattere)

Graf, Jürgen: Der Holocaust-Schwindel (Guideon Burg Verlag, Schweitz. Dette er den bog, som herværende tekst er en forkortet version af.)

Mattogno, Carlo/Graf, Jürgen: Treblinka, Vernichtugslager oder Durchgangslager? (Castle Hill Publishers, 2002)

Shahak, Israel: Judisk Histoia, Judisk Religion - Tyngden af tre tusind år (Foinix, Borås 1996. En af de bedste skildringer af den jødiske religion og det jødiske menneskesyn, skrevet af en polsk jøde og kz-lejr fange, der levede det meste af sit liv i Israel)


  



The Jewish plans!
The Jewish plots!

Must Germany Perish?
A Jewish plan for the extinction of the German nation
and the total eradication from the earth, of all her people!



 


"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).


Palestine banner
Viva Palestina!

Latest Additions - dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder   


The Founding Myths of Modern Israel
Shahak: "Jewish History"


Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Down with Zio-Apartheid
StopJewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

The Founding Myths of Modern Israel
Garaudy: "The Founding Myths"


The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Zions Vises Protokoller

Videoer    
 

Talmud unmasked
Talmud - Jødernes "Hellige Bog"


Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Karikaturer 

Aktivisme!