No hate. No violence
Races? Only one Human race
United We Stand, Divided We Fall
Radio Islam
Know Your enemy!
No time to waste. Act now!
Tomorrow it will be too late

English

Franç.

Deutsch

Arabic

Sven.

Español

Portug.

Italian

Russ.

Bulg.

Croat.

Czech

Dansk

Finn.

Magyar

Neder.

Norsk

Polski

Rom.

Serb.

Slov.

Indon.

Türk.

汉语
Jødernes skæbne under den anden verdenskrig:
Virkelighed og myte


Af Jürgen Graf

(Foredrag holdt i Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning, København d. 21 Nov. 1998)


I. Indledning

Mine damer og herrer,

Da jeg havde den store fornøjelse at holde et foredrag her i København for præcist et år siden, gjorde jeg rede for, hvad revisionisternes virke går ud på. Tillad mig at sammenfatte de væsentligste punkter. Efter revisionisternes opfattelse fandtes der aldrig nogen plan om at udrydde de europæiske jøder i de af Tyskland beherskede områder. De anser udryddelseslejrene og gaskamrene for at være et påfund af den allierede og zionistiske propaganda, og antallet fem eller seks millioner jødiske ofre for at være væsentligt overdrevet. I mangel på pålidelige statistikker, kan revisionisterne foreløbigt ikke nævne noget nøjagtigt ciffer, men ifølge deres vurdering omkom højst en million jøder, som følge af den tyske politik. Hvad Auschwitz angår, beløber antallet af ofre sig til omtrent 170.000, hvoraf langt fra alle var jøder. Kun et lille mindretal af de mennesker, der døde i Auschwitz, blev myrdet eller henrettet; de fleste omkom på grund af tyfus og andre sygdomme,eller som følge af overanstrengelser.

Revisionisternes forskning er yderst velunderbygget, både historisk og teknisk. Siden "Leuchter rapporten" udkom i 1988, har den revisionistiske forskning gjort kæmpemæssige fremskridt. I mange år har revisionisterne foreslået en offentlig upolitisk debat med forkæmperne for det officielle "Holocaust" billede, men forgæves: Til vores store beklagelse er levebrødshistorikerne ikke villige til at føre en sådan diskussion. Det er naturligvis et tegn på svaghed: Hvis de ortodokse historikere var overbeviste om rigtigheden af deres teser, ville de også benytte lejligheden til at gendrive os.

For at demonstrere, at revisionismens kritikere slet ikke har fornuftige argumenter, vil jeg nu citere et uddrag af en artikel fra "Kristeligt Dagblad", 14 April 1998. Artiklen hedder "De snu holocaust-benægtere"; forfatteren er en vis Geoffrey Cain. Jeg citerer det første afsnit:" Trods tusindvis af vidnesbyrd fra overlevende og et væld af afslørende tyske dokumenter benægter en lille gruppe "historikere", at jødeudryddelsen har fundet sted, blandt dem en dansker, som har fået trykt kronikker i flere dagblade.

Et par hundrede meter fra, hvor jeg bor, ligger Mindelunden, hvor 113 danske frihedskæmpere blev skudt under besættelsen. Her lægger deres efterkommere blomsterkranse til ære for dem, der gav deres liv for Danmark under de fem forbandede år. Eller gjorde de? Sæt nu, at der ingen frihedskæmper havde været og historien om dem er en skrøne, en lille hvid løgn, som den danske efterkrigsregering fandt på, for at Danmark kunne være blandt de sejrende allierede? Nej, tanken er ikke blot absurd, men en hån og en fornærmelse mod de døde og deres efterladte.

Men lad os lege legen til ende. De henrettede blev ikke skudt af Wehrmacht, som det falskeligen står på mindepladerne, men døde af naturlige årsager...eller emigrerede til USA med en stor pose penge og et påbud om at holde mund resten af livet. Og før man afviser hele historien som opspind og galimatias, bør man undersøge om den kunne være sand. Så nu er der tvivl, hvor der før var sikkerhed. Og videre. Alle tyske dokumenter, der omtaler henrettelser og tortur mod modstandsfolk, er forfalskninger udført af de samme mennesker, der sendte de "henrettede" til USA. I øvrigt viser en kemisk undersøgelse, at "henrettelsesstedet" aldrig er blevet brugt til det formål, og det hele er et raffineret komplot. Og her kan vi forlade tankelegen og begive os ud i virkeligheden, eller rettere sagt ud i den del af virkeligheden, som ovenstående tankeleg er afkalkeret efter.

Deborah Lipstadt er holocaust-forsker ved USA's Emory Universitet. Hendes bog "Denying the Holocaust" er et opgør med den lille, men stedse voksende skare, der nu sår tvivl om Nazitysklands massemord på ca. 5,5 millioner jøder. Metoderne er dem, jeg har brugt ovenfor, blot med den forskel, at de ikke præsenteres som et åbenlyst absurditet men som et kontroversielt resultat af kritisk forskning."

Hele Hr. Cains argumentation er rent ud sagt åndssvag. Intet fornuftigt menneske ville sætte spørgsmål ved, at de omtalte 113 danske modstandsmænd blev skudt under besættelsen, thi beviserne er helt klare. For det første er de henrettedes navne kendte. For det andet er henrettelserne dokumenteret. For det tredje ville man, hvis man åbnede gravene, finde de dødes knogler. Følgelig råder vi over uomstødelige dokumentariske og faktiske beviser for, at skydningerne af disse 113 danskere ingenlunde er en myte, men en historisk kendsgerning. Hvis nogen bestred det, ville man helt enkelt ignorere ham. Ingen journalist ville finde på at skrive en artikel for at modbevise ham; ingen dansk regering ville overveje at indføre en lov, der forbyder benægtelsen af modstandsmændenes henrettelser. Man straffer jo heller ikke mennesker, der påstår, at jorden er flad eller at månen består af ost. Man betragter dem som ufarlige tossehoveder. Men revisionisterne betragtes ikke som ufarlige tossehoveder. De tages alvorligt, forskellige lande har indført repressive mundkurvelove, der faktisk afskaffer den frie forskning og ytringsfrihed vedrørende "Holocaust". I Tyskland er forfatteren Udo Walendy, udgiver af et tidsskrift "Historische Tatsachen", blevet idømt 29 måneders fængsel på grund af sin kritik af den officielle version af "Holocaust". Den tyske avis "Westfalerblatt" (8 maj 1997) citerer dommeren Kröner, der havde dømt Walendy; " Det drejer sig ikke om det, De har skrevet, eftersom domstolen ikke er forpligtet til at efterprøve det. Det drejer sig om det, De ikke har skrevet."

Günter Deckert, den tidligere formand for NPD, blev idømt 29 måneders fængsel for at have oversat et foredrag, den amerikanske gaskammer-specialist Fred Leuchter havde holdt på Deckerts indbydelse. Mens NDP-politikeren allerede sad bag lås og slå, fik han yderlige 27 måneders fængsel for at have afholdt en konference, med deltagelse af den kendte britiske historiker David Irving, i løbet af hvilket Irving havde benægtet "Holocaust". Ganske vist havde englænderen overhovedet ikke ytret sig om dette emne, men teoretisk set var der fare for, at han kunne have gjort det, og det burde Deckert have vidst. Derfor blev han dømt. Jeg selv blev den 16 juli idømt 15 måneders fængsel på grund af mine revisionistiske skrifter.(2). I Frankrig er situationen lidt bedre: Revisionisterne bliver ikke indespæret, staten nøjes med økonomisk at ruinere dem, ved at pålægge dem astronomisk høje bøder.

I betragtning af, at Danmark ikke har nogen totalitær lov mod det frie ord, skal danske revisionister ikke være bange for at blive indespærret, dog får de yderst sjældent lejlighed til at fremføre deres argumenter, og massemedierne gengiver dem enten næsten ikke, eller kun på en groft forvirrende måde. Lad os vende tilbage til Hr. Cain´s artikel om "De snu Holocaust benægtere", som ikke er spor andet end en dum parodi på revisionismen.

Hvor beviserne er klare, bestrider revisionisterne ingenting. De benægter hverken eksistensen af koncentrationslejerne eller jødedeportationerne. Derimod bestrider de udokumenterede, både historisk og teknisk absurde påstande, som f eks. påstanden om at 600.000 jøder blev myrdet i løbet af 10 måneder i lejren Belzec i det østlige Polen. Ifølge den officielle "Holocaust" -litteratur blev disse 600.000 jøder aflivet mellem marts og december 1942. Ligene påstås at være blevet brændt på bål mellem december 1942 og foråret1943(3)

Skønt jeg har beskæftiget mig med "Holocaust" i over 7 år ,har jeg aldrig fundet navnet på én eneste jøde, der blev myrdet i Belzec. Deportationerne til denne lejr er rigtig nok dokumentarisk beviselige, men antallet af deporterede udgør bare en lille brøkdel af 600.000. Ligene har ikke efterladt nogen aske, benstumper eller tænder. Ingen ved, hvor de 120.000 ton brænde, som ville have været nødvendigt for at kunne brænde ligene på bålet, var kommet fra. Uanset at lejren Belzec ligger bare halvanden kilometer fra en by af samme navn, lagde beboerne åbenbart ikke mærke til, at over en halv million mennesker blev dræbt og brændt i nærheden; den polske modstandsbevægelse, som var udmærket underrettet om begivenheder i hele landet, og som forsynede den polske eksilregering med i London med regelmæssige informationer om alle vigtige handlinger, fik heller ikke noget at vide om de ufattelige ugeringer i Belzec, for ellers ville den polske eksilregering og de allierede have sat tyskerne i gabestokken. Det gjorde de imidlertid ikke. På hvilke beviser hviler nu anklagen om mordet på 600.000 jøder i Belzec? Først og fremmest gør jeg opmærksom på, at vi ikke kender ét eneste dokument om denne lejr, hvilket betyder, at vi slet ikke ved besked om dens funktion. Revisionisterne formoder, at det drejede sig om en transitlejr, gennem hvilken jøderne blev sendt østpå til Ukraine, men i mangel af dokumenter er de ude af stand til at bevise denne hypotese. Den officielle version er helt og holdent baseret på ét eneste vidneudsagn, Gerstein rapporten. Den tyske SS-officer Kurt Gerstein aflagde i 1945, kort efter krigens afslutning i fransk fangenskab en bekendelse om gasninger af jøder i Belzec- eller snarere sagt 6 bekendelser. Som den franske historiker Henri Roques har påpeget i en glimrede afhandling (4), eksisterer der nemlig ikke mindre end 6 forskellige varianter af bekendelsen. Ifølge en af varianterne er 25 millioner mennesker blevet gasset ihjel i to lejre, Belzec og Treblinka! Gerstein, som åbenbart var sindssyg, påstod, at fangerne blev stuvet sammen op til 800 på 25 m2, hvilket betyder, at der kun var 30cm2 til hver. Foruden Gerstein eksistere der kun ét andet vidne, der beskriver gasninger i Belzec, men hans navn næves så godt som aldrig i faglitteraturen. Der er tale om den polske jøde Rudolf Reder, der efter krigen publicerede et lille skrift om sine oplevelser i lejren (5).

Reder hævdede, at 3 millioner mennesker var blevet myrdet i Belzec. Han selv havde åbenbart overlevet ikke mindre end 80 likvideringsaktioner, og takket være dette under var han i stand til at vidne om denne ufattelige tragedie, som havde fundet sted i denne lejr.

I "Holocaust" -litteraturen kan man læse, at mordene i Belzec blev begået med en dieselmotor, kilden er selvsagt Gerstein-rapporten; Gerstein skildrer detailleret, hvordan dieselmotoren starter og hvordan alle de indespærrede var dræbt i løbet af 32 minutter. Også i Sobibor og Treblinka siges tyskerne at have benyttet sig af en dieselmotor for at udrydde jøderne. Teknisk set er denne historie helt tåbelig; udstødningerne fra dieselmotorer er forholdsvis ugiftige, eftersom de indeholder langt mindre end én procent kulilte, i modsætning til udstødningerne fra en benzinmotor, hvis procentdele af kulilte er flere gange højere. Havde tyskerne planlagt, at dræbe millioner af mennesker med gas, ville de sikkert ikke have valgt det mindre duelige mordvåben, for tekniske idioter var de jo ikke. Dieselmotor-myten beviser, at hele Holocaust-historien er blevet opfundet af personer, der ikke havde nogen anelse om tekniske forhold. Som vi skal se senere er mordvåbnet, som påstås for Auschwitz og Majdanek, insekticidet Zyklon B- ligeledes radikalt uegnet for massehenrettelser af mennesker. Når man kulegraver de første vidnesberetninger om Belzec, støder man på adskillige overraskelser. De tidligere vidner taler nemlig ikke om udstødninger fra en dieselmotor og overhovedet ikke om gaskamre. Ifølge deres fantasifulde gyserhistorier blev jøderne dræbt med elektricitet. Den ungarske jøde Stefan Szende beskrev på en anskuelig måde, hvordan millioner af jøder blev sænket ned i et underjordisk bassin, og derefter aflivet med stærk strøm.(6) Et andet, næppe mere tillidsvækkende øjenvidne, Jan Karski, valgte et endnu mere grotesk mordvåben ,ulæsket kalk.(7) Alle disse naragtige beretninger gik i glemmebogen straks efter krigen. Tillad mig at tilføje en pikant detalje om Belzec. Jeg besøgte dette sted, sammen med min ven Carlo Mattogno. Lejren er sporløst forsvundet, og man finder bare et areal på lidt over 40,000m2 i størrelse. Den officielle historieskrivning hævder, at ligene først blev gravet ned og derefter senere gravet op igen og brændt. Stedet, hvor massegraven skulle have befundet sig, er markeret på en plan ved indgangen til lejrarealet; det er umådeligt lille og havde bare kunnet omfatte en brøkdel af 600.000 lig. Ret interessant er imidlertid, at den såkaldte massegrav ligger flere meter højere end stedet, hvor gaskamrene påstås at have befundet sig. Tyskerne har altså organiseret masseudryddelsen på den måde, at de var nødt at slæbe 600.000 lig op ad en bakke! Hele den officielle version af "Holocaust" er en uafbrudt række af idiotier, og den senere generation vil ikke være i stand til at begribe, hvordan det var muligt at opretholde sådanne fantastiske løgne i over 50 år.

I modsætning til de 113 henrettede danske modstandsmænd, hvis eksistens og død anses for dokumenteret, er de 600.000 jøder, der myrdedes med udstødning fra en dieselmotor, eller med ulæsket kalk, eller stærk strøm i et underjordisk bassin , og hvis lig blev brændt på bål i løbet af 4 måneder uden at efterlade aske og uden, at nogen mærkede det, "non-existing people", "ikke eksisterende personer", som George Orwell ville have sagt. Man begriber nemt, at lejehistorikerne og journalisterne frygter en åben debat om "Holocaust", som fanden frygter vievand. Deres absurde dogmer kan slet ikke forsvares i en åben og fri diskussion. For at puste liv i myten publicerer pressen regelmæssigt fotografier, på hvilke man ser bjerge af lig fra de koncentrationslejre, som blev befriet af amerikanerne og englænderne i foråret i 1945. I sin omtalte artikel i "Kristeligt Dagblad" griber Geoffrey Cain til et lignende trick. Han viser et- utvivlsomt autentisk- fotografi med elendige udmarvede fanger og kommenterer: "Det var et gruopvækkende syn, der mødte de allierede befrielsesstyrker, som de rykkede frem i Nazityskland. Det er den verdenshistoriske tragedie, som revisionisterne stiller spørgsmålsregn ved." Det er naturligvis en dristig løgn. Ikke én eneste revisionist bestrider den tragedie, der foregik i de vestlige lejre, som Bergen-Belsen, Buchenwald eller Dachau under krigens sidste skrækkelige fase. De allieredes terrorbombning havde lammet Tysklands transportsystem, således at føde ikke længere nåede frem til lejrene. Den frygtelige situation forværredes endnu mere af tyfus- og dysenteriepidemier. Lejrene var stærkt overbelagt, hvilket skyldtes, at de østlige lejre, som Auschwitz, Stutthof eller Gross-Rosen, var blevet evakueret vestpå. Under disse katastrofale omstændigheder døde titusinder af de indsatte af sult og sygdomme. Ansvaret for deres tragiske skæbne påhviler ikke udelukkende tyskerne, men ligeledes englænderne og amerikanerne, der havde ødelagt transportvejene med deres barbariske terrorbombardementer. På fotografierne fremstilles disse lig og disse udmarvede menneskeligende væsner, som ofre for en nådesløs tysk udryddelsespolitik. At dette er en løs påstand fremgår til og med af den ortodokse "Holocaust" -litteratur. Ifølge den af belgieren Paul Berken officielle skrevne historie af Dachau (8), oversteg antallet af døde i lejrens sidste fire måneder- januar til april 1945- det samlede antal af fanger, der havde mistet livet i løbet af fem år mellem 1940-1945. Mellem januar 1940 og april 1945 døde 27,839 fanger i Dachau, men ikke mindre end 15,384 omkom i løbet af de sidste fire måneder.

II.

Tyskerne har aldrig på noget tidspunkt så meget som overvejet en fysisk udryddelse af jøderne. Til og med de mest ortodokse "Holocaust" historiker indrømmer tænderskærende, at man aldrig har fundet nogen ordre fra Adolf Hitler eller et andet medlem af det nationalsocialistiske lederskab, der beviser, at tyskerne tilstræbte en fysisk udryddelse af jøderne. Den berømte fransk-jødiske "Holocaust" forsker Léon Poliakov skriver i sin bog "Bréviare de la Haine" (9): "Det tredje riges arkiver, sammen med forklaringer og skildringer fra nazi-ledere, gør det muligt for os i detalje at rekonstruere tilblivelsen og udviklingen af aggressionsplanerne, af felttog samt alle de forholdsregler, hvormed nazisterne ville ændre verden efter deres smag. Kun jødeudryddelsen forbliver stadigt i mørke, både med hensyn til konception og på mange andre måder. Følgeslutninger og psykologiske overvejelser, samt beretninger fra tredje eller fjerde hånd, tillader os dog at rekonstruere udviklingen af denne plan nogenlunde nøjagtigt. Dog vil mange enkeltdele forblive ukendte. Hvad angår den egentlige konception af planen om fuldstændig udryddelse, så er de tre eller fire hovedskyldige ikke længere i live. Intet dokument eksisterer, måske har det heller ikke eksisteret."

Denne fuldstændige mangel på dokumentariske beviser for "Holocaust"- hvorunder jeg forstår et massemord i udryddelseslejre- har altid været yderst generende for de ortodokse historikere. Endnu mere generende er det forhold, at talrige utvivlsomt autentiske dokumenter modbeviser den officielle tese. Et eksempel herpå er et brev, som Heinrich Himmler skrev den 25 januar 1942 til SS-Brigadeführer Richard Glücks overinspektøren for koncentrationslejrene. Jeg citerer her et uddrag(10):" De må indrette dem på i de nærmeste uger at optage 100.000 mandlige jøder og indtil 50.000 jødinder i koncentrationslejrene. Store økonomiske opgaver vil i de nærmeste uger møde koncentrationslejrene."

Dette skrev Himmler altså 5 dage efter Wannsee-konferencen, på hvilken efter en gammel sejlivet myte det nationalsocialistiske lederskab påstås at have besluttet jødernes fysiske tilintetgørelse! Bortset fra alle etiske overvejelser ville det jo have indebåret et vanvittigt spild af arbejdskraft at myrde mennesker, der kunne arbejde for de tyske krigsanstrengelser! En masse dokumenter røber de to primære grunde til at tyskerne deporterede en stor del af den jødiske befolkning til koncentrationslejrene. For det første betragtede de jøderne som en potentiel sikkerhedsrisiko, hvilket skyldtes den kendsgerning, at de udgjorde en uforholdsmæssigt stor del af modstandsbevægelserne i alle stater under tysk styre. Den fransk-jødiske forfatter Aron Lustiger beretter med stolthed, at 15% af ledelsen i den franske "Résistance" bestod af jøder (11), til trods for, at jøderne udgjorde mindre end én procent af Frankrigs befolkning! Dermed vil jeg naturligvis ikke sige, at jøderne kun havde sig selv at takke for deres hårde skæbne, hvis jeg havde været jøde, ville jeg sandsynligvis også have været blevet modstandsmand. Historikernes opgave er at fastslå, hvad der skete, ikke at dømme eller at moralisere. Den anden grund til at så mange jøder blev sent til arbejdslejrene lå i det forhold, at tyskerne, der savnede arbejdskraft, havde til hensigt at udvide arbejdsstyrken til gavn for deres industri. Lad mig anføre et eksempel. Den 11 maj 1944 udstedte Hitler en ordre om at ansætte 200.000 jøder i de fabrikker, hvor man producerede jagermaskiner (12).

De eneste store deportationer, som endnu forekom på dette tidspunkt, var fra Ungarn. Mellem maj og juli 1944 deporteredes 438.000 ungarske jøder til Auschwitz, men kun 28.000 af dem registreredes der. I følge "Holocaust" legenden blev så godt som alle resterende 410.000 gasset ihjel i Birkenau straks efter ankomsten. Helt bortset fra denne histories tekniske umulighed- et problem, som vi senere skal komme ind på- må den kritiske iagttager umiddelbart stille følgende spørgsmål:" Hvor kom de 200.000 jøder fra, der ifølge Hitlers ordre skulle bygge jagermaskiner, hvis næsten alle deporterede ungarske jøder blev myrdet i Birkenau? Større deportationer fra andre lande forekom jo ikke mere i maj 1944." Sådanne ubehagelige spørgsmål undgås af lejehistorikerne, de kan jo slet ikke besvare dem!

Den uløselige modsigelse mellem den påståede, men udokumenterede tyske udryddelsespolitik og den veldokumenterede ansættelse af hundretusinder af jøder i arbejdslejre og fabrikker, foranlediger levebrødshistorikerne til følgende forklaringsforsøg: Efter deres ankomst blev jøderne underkastet en selektion. De, der duede til arbejde blev forskånet, de gamle, svage og syge blev uden omsvøb sendt til gaskamrene. Denne tese holder ikke stand overfor en kritisk granskning. Talrige gamle mennesker, der uden tvivl ikke var i stand til at arbejde, er nemlig blevet optaget i lejrkartoteket. I min bog "Auschwitz Tätergeständnisse und Augenzeugen des Holocaust" ( s. 188) gengiver jeg et dokument fra Auschwitz. Det er tale om en dødsattest af hvilken fremgår, at den 89 år gamle jøde Josef Hoffmann afgik ved døden i Auschwitz den 22 juni 1942. At sådanne gamle mennesker overhovedet blev deporteret er en skam, men dokumentet gendriver påstanden om, at mennesker, der ikke var i stand til at arbejde, blev myrdet straks efter ankomsten i Auschwitz uden at de registreres. Nyfødte børn blev heller ikke udryddet. I et vidneudsagn, der publiceredes af de officielle for Auschwitz museet stående udgivere; "Hefte von Auschwitz" skildrer den polske jordemoder Starislaura Leszczynska, hvordan hun forløste over 3000 børn. (13) Den gode jordemoder ville utvivlsomt have berettet det, hvis disse børn var blevet myrdet efter fødslen. Hendes udsagn er i overensstemmelse med den officielle historie af lejren, Danuta Czechs "Auschwitz- Kalendarium" (14) som jævnligt taler om de i Auschwitz fødte og registrerede sigøjnerbørn. I følge myten blev sigøjnerne systematisk udryddet i Auschwitz. På grundlag af dokumenter, luftfotografier og lejrens nuværende tilstand har canadieren John Clive Ball tegnet en plan af Auschwitz-Birkenau, som den så ud i 1944. På planen ser vi et sygehus (nr.16), en idrætsplads (nr.15), og en plads, på hvilken man foranstaltede koncerter. Den jødiske fange Marc Klein, professor i medicin ved universitetet i Strassburg, berettede efter lejrens befrielse(15) at:" Under larmende bifald fra tilskuernes side var der søndag eftermiddag fodbold, basketball og vandbold. Mennesker har kun brug for lidt, for at tankerne kommer bort fra truende farer! SS-forvaltningen havde tilladt de indsatte regelmæssige fornøjelser. I en biograf vistes nazistiske nyheder og sentimentale film, og en kabaret gav optræden med salt og peber, som ofte blev besøgt at SS folkene. Endeligt fandtes der også et meget respektabelt orkester, som til at begynde med udelukkende bestod af polske musikere, men som med tiden blev erstattet med en gruppe af højere klasse, som var sat sammen af musikere af alle nationaliteter, idet jøderne dog udgjorde flertallet."

Hvordan rimer et hospital, idrætsstævner og koncerter med en "udryddelseslejr"?

Til syvende og sidst vil jeg gøre opmærksom på en anden uløselig modsigelse i den ortodokse historieskrivning om "Holocaust". I følge den officielle version fandt selektionerne kun sted i to af de seks udryddelseslejre, nemlig Majdanek og Auschwitz. De øvrige 4 såkaldte "udryddelseslejre" - Chelmno, Sobibor, Treblika og det allerede nævnte Belzec- siges at have været "rene dødslejre", hvor hver jøde, uanset om han var i stand til at arbejde eller ej, blev gasset ihjel.

Absurditeten er iøjnefaldende. På den ene side har vi bjerge af dokumenter som beviser, hvor fortvivlet tyskerne forsøgte at rekutere arbejdere for deres krigsindustri. På den anden side vil levebrødshistorikerne og journalisterne få os til at tro, at de samme tyskere myrdede talløse jødiske mænd og kvinder, der ville have været af uvurderlig værdi som arbejdere? Og hvorfor fik syge jøder medicinsk behandling? Lad os høre, hvad en "Holocaust" overlevende fra den såkaldte "rene udryddelseslejr" ,Treblika, beretter (16):" En jødisk læge passede mig, undersøgte mig hver dag, og gav mig medikamenter samt trøst. Min tyske overordnede, Loeffler bragte mig mad: franskbrød, smør og creme. Hver gang han havde beslaglagt mad hos smuglerne delte han det med mig."

I den bog jeg skrev i samarbejde med Carlo Mattogno; "KL Majdanek, Eine historische und technische Studie", har vi afbildet et tysk dokument fra Majdanek, en af de 6 såkaldte "udryddelseslejre". Det drejer sig om en "Stärkemeldung", som formidler informationer om antallet af mennesker, som var interneret i lejren. Af dette dokument fremgår det, at der den 9 december 1943 befandt sig ikke mindre end 1053 fanger i "Hauptkrankenhaus": hovedsygehuset! Hvorfor i alverden oprettede nationalsocialisterne et sygehus i en dødslejr, hvis hovedopgave bestod i at aflive så mange mennesker som muligt på kortest tid? Mon Hr. Geoffrey Cain eller Hr. Bent Melchior vil svare på dette spørgsmål?

Sammenfattende kan vi sige, at de utallige bevarede tyske dokumenter fra krigstiden ingenlunde beviser, men tværtimod modbeviser den ortodokse tese om, at nazisterne ville fysisk udrydde jøderne. Der findes imidlertid et endnu enklere argument mod udryddelsesteorien. Havde tyskerne bedrevet en udryddelsespolitik, så ville næsten ingen jøder, i de af Tyskland beherskede lande, have overlevet. Tyskerne ville have deporteret samtlige jøder de kunne få fat i, og så godt som alle af dem ville have omkommet i dødslejrene. I virkeligheden blev langt fra alle jøder deporteret. Situationen var værst i Holland, da antallet af deporterede oversteg 70% af den jødiske befolkningsgruppe. Derimod har den jødiske historiker Serge Klarsfeld fastslået, at præcist 75,721 jøder blev deporteret fra Frankrig.(18) Det svarer til omtrent 20% af alle franske jøder. Mange af ofrene blev ikke deporteret på grund af deres race eller religion, men fordi de var modstandskæmpere, sortbørshandlere eller sædvanlige forbrydere. Disse egenskaber førte også ofte hos ikke jødiske franskmænd til deportation. Lad os føre denne tankegang videre. Såfremt nationalsocialisterne havde tilstræbt at myrde de deporterede jøder, ville ingen af dem være kommet tilbage fra lejrene. Hvis en håndfuld alligevel var kommet tilbage, kunne man tale om et tilfælde eller et under. Men om sådanne "tilfælde" og "under" får vi hele tiden at høre. Næsten hver dag kan vi i aviserne læse om en "Holocaust" overlevende, og beretningerne fra sådanne fylder hele biblioteker. Hver eneste overlevende,-fra Elie Weisel til Simon Wiesenthal, fra Léon Blum til Simone Veil, udgør et levende bevis mod udryddelsestesen. Endog den meget sørgelige skæbne, der ramte familien Frank lader sig slet ikke forene med den officielle version af "Holocaust". Hele familien blev sendt til Auschwitz i august 1944. Moderen Edith Frank døde der i januar 1945. Jeg kender ikke årsagen til hendes død, men i hvert fald kan hun ikke være blevet gasset ihjel, thi ifølge de ortodokse historikere blev gasningerne indstillet i november 1944. Anne Frank og hendes søster Margot blev overført til Bergen -Belsen, hvor de døde af tyfus i marts 1945. Faderen Otto Frank overlevede krigen. Dersom Auschwitz havde været en udryddelselejr, ville alle fire være blevet myrdet straks efter ankomsten i august 1944. I debatter om "Holocaust" bliver revisionisterne tit konfronteret med spørgsmålet: "Kan du gøre rede for, hvad der er sket med de savnede jøder, hvis de ikke er blevet gasset ihjel?" Jeg vil mene, at det måske mest slagkraftige svar på dette spørgsmål, er et fotografi fra "Chicago Tribune" 29 juni 1987. Det viser et familiemøde, der havde fundet sted i Chicago. Der ser vi i midten jøden Harry Mintz, der var emigreret til Amerika efter krigen. Han var først overbevidst om at alle hans slægtninge var blevet dræbt. I halvtredserne begyndte han systematisk at gennemsøge telefonbøger efter personer ved navn Mintz og sætte annoncer i aviserne. Det lykkedes ham at opdage en slægtning i Israel, der kendte andre slægtninge i Brasilien og Frankrig. Efterhånden opsporede Harry Mintz ikke mindre end 130 medlemmer af sin slægt; mange af dem deltog i familiemødet i Chicago. "Min søgen efter slægtninge er endnu uafsluttet" citeres Harry Mintz i "Chicago Tribune". En ligende, ligeledes meget betegnende artikel, blev publiceret i den amerikanske avis "State Time", Louisiana, den 24 november 1978. Jeg citerer (19):" En gang boede familien Steinberg i en lille jødisk landsby i Polen. Det var før Hitlers dødslejre. Nu har en vældig gruppe på over 200 overlevende og deres efterkommere fundet hinanden, og tager her sammen del i en fest, der meget passende begyndte på "Thanksgiving day". Slægtninge kom om torsdagen fra Canada, Frankrig, England, Argentina, Coloumbia, Israel, og mindst 13 stater i USA. "Det er fantastisk", sagde Iris Krasnowski fra Chicago, "her er 5 generationer forenet, lige fra 3 måneder gammel til en 85-årig." Mere anskueliggørende end lange statistikker, som aldrig er helt pålidelige, leverer denne artikel et svar på den imod

revisionister rejste indvending: "Hvor er jøderne havnet, hvis de ikke blev gasset ihjel?"

III. Statistikker

Den begrænsede tid, som jeg har til min rådighed, tillader mig desværre ikke udførligt at gå ind på det befolkningsstatistiske aspekt af problemet. Ikke desto mindre vil jeg kort drøfte dette vigtige spørgsmål. Den til dato mest seriøse afhandling om de jødiske befolkningstab under den anden verdenskrig er blevet skrevet af amerikaneren Walter Sanning (20). Han undersøger de jødiske emigrationsbølger under og efter krigen. Han påviser det enorme omfang af den jødiske udvandring til Amerika, Palæstina, osv ., efter krigens afslutning og demonsterer, på grundlag af sovjetiske og jødiske kilder, at en stor del af de manglende polske jøder er havnet i Sovjet, hvor de bosatte sig efter krigen.- Som reaktion på Sannings velunderbyggede studie udgav den tyske "Holocaust specialist" Wolfgang Benz 8 år senere bogen "Dimension des Völkermords" (21), som forsøger at forsvare det traditionelle synspunkt om 5 til 6 millioner jødiske ofre. For at opnå det ønskede resultat griber Hr. Benz til alle mulige svigefulde kneb. Han lader som om, at han aldrig har hørt noget om en jødisk udvandring under eller efter krigen, overdriver de polske jøders oprindelige antal med 700,000, og betegner endog jøder, som blev deporteret til Sibirien af Stalin, som "Holocaust ofre" Med sådanne frække manipulationer arbejder den officielle historiske videnskab for at holde myten om de 6 millioner i live. (22) Som Sanning har påpeget i sit banebrydende studie, kom der højst 4,5 millioner jøder under tysk herredømme. Man kan beregne det omtrentlige antal overlevende i 1945 ved at gå ud fra det antal, der lever i dag. Det kender vi takket være jødiske kilder. Den 4 febuar 1998 skrev Rolf Blad, formand for den schweisiske Holocaust-fond, i avisen "Handelszeitung", at antallet af overlevende i dag beløber sig til mindst én million. Denne angivelse er forskellige gange blevet bekræftet af andre jødiske autoriteter. Hvilken som helst statistiker, der arbejder for et forskingsselskab, vil komme frem til det resultat, at mindst 3,5 millioner må have overlevet krigen i de tidligere af Tyskland beherskede områder, hvis over én million stadigvæk lever i dag. Dette indebærer at højst en million, formodentlig mindre, mistede livet under krigen. Til et endnu lavere ciffer kom svenskeren Carl Nordling. Han undersøgte skæbnen af 722 jødiske personligheder, der er nævnt i "Encyklopædia Judaica" (23). Alle af dem havde boet i deres hjemland, da krigen brød ud, 49% af dem flygtede eller emigrerede, 35% blev forskånet for deportation, 8% overlevede deportationen, og de resterende 13% døde. Antager man et udgangsciffer på 4,5 millioner jøder, indebærer det at omtrent 600,000 af dem døde under krigen. Dette tal er ganske vist stadigvæk meget højt, men vi bør dog ikke glemme, at andre folk også har lidt. For eksempel døde 600,000 russere af sult i det belejrede Leningrad, og ikke mindre end 250,000 tyskere blev brændt levende eller kvaltes under deres huses ruiner, da anglo-amerikanerne ødelagde Dresden den 13 februar 1945. Men om disse uskyldige ofre taler man næsten aldrig.

IV. Lejren Auschwitz

Ifølge den ortodokse Holocaust-version opførte tyskerne 6 "udryddelseslejre" af hvilke Auschwitz var den største. Auschwitz har altid været "Holocaust" propagandaens hovedsten. Af den grund er revisionisterne nødt til først og fremmest at koncentrere deres opmærksomhed om denne lejr. Som før nævnt opfyldte de tyske lejre under krigen to hovedfunktioner. De tjente til at internere virkelige eller potentielle modstandskæmpere, samtidigt spillede de en stadig vigtigere økonomisk rolle. Det gjaldt også Auschwitz. Lejren blev grundlagt i april 1940. De første internerede var polske politiske fanger, men de følgende år udgjorde jøderne en stadig stigende procentsats af fangerne, og til sidst flertallet. Auschwitz havde talrige "Nebenlager"-underordnede lejre-, som opfyldte forskellige funktioner. Det i 1941 opførte Birkenau, 2 km vest fra hovedlejren, var oprindeligt planlagt som lejr for russiske krigsfanger, men blev efterhånden til en slags sygelejr, syge fanger fra andre lejre blev sendt dertil, hvilket er en af årsagerne til den enorme høje dødelighed i Birkenau. Monowitz, 7 km øst fra hovedlejren Auschwitz I, var et kæmpemæssigt industrikompleks, hvor I.G. Farben havde adskillige filialer. I Monowitz fremstillede tyskerne det såkaldte "Buna", syntetisk gummi. Valget af dette sted skyldtes, at Auschwitz befandt sig udenfor de britiske bombeflys rækkevide. I Raisko, syd for Auschwitz I, arbejdede de indsatte i landbruget. Fra begyndelsen af var dødeligheden i Auschwitz forfærdelig høj. Lejrens værste svøbe var plettyfus, en farlig sygdom, som overførtes af lus. Den eneste måde at bekæmpe plettyfus på var at dræbe insekterne. Dertil anvendte man et insektdræbelsesmiddel, Zyklon-B, som i "Holocaust"-mytologien blev lavet om til mordvåbenet for jødeudryddelsen. Uagtet alle anstrengelser fik tyskerne aldrig bugt med denne epidemi. Under visse perioder må Auschwitz have været en veritabel dødslejr, en art helvede på jorden. I september 1942 krævede epidemien på én eneste dag hele 375 ofre på en gang. 70% af de franske jøder, der var blevet sendt til Auschwitz på dette tidspunkt, døde i løbet af 6 uger. At tyskerne koldt blev ved med at deportere fanger til Auschwitz, på trods af tyfusepidemiens hærgen, vidner om kriminel ansvarsløshed. Et år senere, i august 1943, havde situationen nogenlunde forbedret sig, men dødligheden var stadigvæk meget høj og beløb sig til 3% om måneden, hos mændene og 3,6% hos kvinderne. (24). Hvor mange mennesker døde da i Auschwitz? Inden 1991 havde historikerne slet ingen mulighed for videnskabeligt at kalkulere det omtrentelige antal, så de var tvunget til at nøjes med ufrugtbare spekulationer.

Under Nürnberg-processen hævdede den sovjetiske anklager, at siger og skriver 4 millioner mennesker var blevet dræbt i Auschwitz (25). Dette fantastiske propagandaciffer blev opretholdt i Polen indtil 1991, da det blev erstattet af en ny, mere moderat løgn, der var tale om 1,5 millioner. De vestlige historieforskere har aldrig vovet at tale om 4 millioner. For eksempel skriver "Holocaust-paven" om en million jødiske ofre; om døde russere, polakker osv bryder han sig ikke spor (26). I 1994 nedsatte franskmanden Jean Claude Pressac, hvis bog "Die Krematorien von Auschwitz" blev rost af medierne, som endegyldig gendrivelse af revisionismen, skønt han ikke med et eneste ord går ind på revisionisternes argumenter, antallet af døde til 631,000 (27). Alle historikere, både ortodokse og de revisionistiske, er enige om, at man må skelne mellem to hovedgrupper af deporterede, de registrerede og de ikke-registrerede. Antallet af registrerede fanger udgør 400,200, af hvilke præcist halvdelen var jøder. Alle dødsfald blev nøjagtigt registreret af lejrmyndighederne. I 1991 fik man adgang til de tidligere lukkede russiske arkiver, hvor de såkaldte "Totenbücher" eller "Sterbebücher" er opbevaret. De omfattede perioden fra august 1941 til december 1943 og indeholder lidt over 66,000 navne. (Mere pæcist: 80.010.) Dette tal er imidlertid ikke fuldstændigt. Bortset fra at "Totenbücher" indeholder adskillige huller, er mange f .eks. sovjetiske krigsfanger, blevet registreret i andre fortegnelser, som nu også står til forskernes rådighed. For 1944 kender vi kun tallene for enkelte korte perioder. Baseret på alle kilder, som står til vores disposition, er den ledende revisionistiske historiker, italieneren Carlo Mattogno, kommet frem til det resultat, at omkring 170,000 mennesker døde i Auschwitz under hele lejrens eksistens (28). Direktøren for Auschwitz-museet, Franciszek Piper, nævner et lidt højere antal, nemlig 170,000-177,000 (29). Vedrørende antallet af de døde, blandt de registrerede fanger, består der altså ingen meningsforskel mellem revisionister og deres modstandere. Anderledes forholder sagen sig når der er tale om de ikke-registrerede. Hvad er der sket med dem? Først må vi finde ud af, hvor mange mennesker, der er blevet deporteret til Auschwitz, uden at være blevet registreret der. Den mest udførlige undersøgelse af lejrens historie, er Danuta Czeks "Kalendarium der Ereguisse in Auschwitz-Birkenau", hvor alle indgåede transporter er opført. Adderer man disse, så får man at omkring én million mennesker blev sendt til denne største nationalsocialistiske koncentrationslejr. Af let forståelige grunde anfører forfatterinden ingenstedes dette ciffer, det ville jo modbevise det nuværende polske tal på 1,5 millioner døde. I betragtning af polakkernes manglende objektivitet kunne man spørge sig selv, om cifret af 1 million til Auschwitz deporterede fanger ikke er overdrevet. Men for de fleste pågælende lande råder vi over unægtelige autentiske tyske deportationslister, bare i to tilfælde Polen og Grækenland, er dokumentationen ufuldstændig. Af den grund kan man stort set acceptere Kalendariums angivelser. Trækker man de lidt over 400,000 registrerede fanger fra denne million, forbliver omkring 600,000 mennesker, hvis skæbne er uklar. Næsten alle af dem var jøder. Ifølge den officielle tese er de blevet gasset ihjel umiddelbart efter ankomsten. Hvis denne påstand er rigtig, betyder det, at ca 770,000 mennesker har mistet livet i Auschwitz. Alle højere tal må forkastes som galimatias, for nogen, der aldrig var i Auschwitz, kan umuligt være omkommet der. På hvilke beviser hviler nu påstanden om, at de ikke-registrerede fanger er blevet myrdet? Med dette spørgsmål vil vi nu beskæftige os. Først senere skal vi lufte spørgsmålet om, hvad der skete med de uregistrerede fanger.

V. En kritisk granskning af "beviserne" for massemordet i Auschwitz

Når et menneske er blevet myrdet, gennemfører forskellige specialister en undersøgelse af mordvåbnet. Drejer det sig eksempelvis om en kniv, undersøger de om der findes fingeraftryk på skaftet, og om bladets størrelse svarer til såret på den døde persons krop. Hvis de opdager blod på bladet, sammenligner de blodgrupper med ofrets. Enhver jurist ved, at det materielle bevis vejer tungere end vidneudsagn. Et vidne kan jo lyve eller tage fejl. Det, der gælder hvilket som helst upolitisk mord, burde egentlig i endnu højere grad gælde en så uhyggelig forbrydelse som det påståede massemord i Auschwitz og de andre såkaldte "udryddelseslejre". Faktisk har Tysklands anklagere aldrig brudt sig om at fremskaffe tekniske beviser for deres påstand. Den eneste undtagelse er den såkaldte "Krakau-rapport" fra 1945, som imidlertid savner beviser for at polakkerne skulle have fundet rester af blåsyre i det afklippede hår af kvindelige fanger, og tolket det som bevis på, at de pågælende kvinder var blevet gasset ihjel med Zyklon-B. I virkeligheden forholder det sig anderledes. Netop, som i andre lande, brugte Tyskland menneskehår til at stoppe madrasser osv. med. Med hensyn til den i Auschwitz hærgende luseplage, var det helt normalt at desinficere håret. Hvis tyskerne havde haft til hensigt at forgifte disse kvinder med Zyklon-B, ville de selvfølgelig have gjort det efter de havde klippet deres hår af. Ellers ville det have været yderst farligt for barberene, thi selv hudkontakt med blåsyre kan være dødeligt. Krakau-rapporten er altså uden videnskabelig værdi! Den var det hidtil eneste forsøg på at bevise massemordene i Auschwitz på en videnskabelig måde. Dette massemord kan heller ikke bevises med dokumenter. I indledningen til sin meget omtalte bog "Die Krematorien von Auschwitz" forkynder Pressac storpralende, at han ingenlunde er henvist til vidneudsagn, men støtter sig til dokumenter. Læser man bogen, så konstaterer man imidlertid med forbløffelse, at hvergang Pressac taler om gasning af mennesker, påberåber han sig vidneudsagn. Det er helt uundgåeligt eftersom dokumentariske beviser for gaskamrene simpelthen ikke eksisterer. Indtil 1991 kunne de ortodokse historikere forskanse sig bag tesen om, at tyskerne havde ødelagt samtlige belastende dokumenter. Men nu kan historikerne undersøge 88,000 sider af dokumenter fra "Zentralbauleitung", hvilket var den organisation, der var ansvarlig for opførelsen af krematorierne, i hvilke gaskamrene hævdes at have befundet sig. Hele dette væld af dokumenter leverer ikke spor af bevis for tesen om udryddelseslejren. I fald et sådant bevis eksisterede, ville kommunisterne have fremlagt det under Nürnberg-processen for at afsløre nazisternes bestialitet. Men nej, dokumentationen blev hurtigt gemt i arkiver, der var utilgængelige indtil 1991. I mangel af materielle og dokumentariske beviser, hviler hele "Holocaust" historien på vidneudsagn. Allerede revisionismens pioner, den franske venstresocialist og modstandsmand Paul Rassiner, der havde været interneret i lejrene Buchenwald og Dora-Mittelbau, har rystet den blinde tiltro, som historikerne nærede til sådanne vidneudsagn. Et af hans fundamentale argumenter var det følgende: "Efter krigen har vi hørt utallige vidnesberetninger om gaskamre i Buchenwald, Dachau og andre vestlige koncentrationslejre. I dag indrømmer man, at disse beretninger var urigtige. Hvorfor skulle beretningerne om gaskamre i østlige lejre være mere tillidsvækkende?" Dette simple spørgsmål har vi revisionister gentaget 1000 gange, men vi har aldrig fået noget svar. Mon Hr. Bent Melchior eller Hr. Geoffrey Cain vil nedlade sig til at besvare det?- Tak i forvejen!

Uinformrede kritikere plejer at bebrejde revisionisterne, at de ignorerer de utallige vidnesudsagn. Dette er en dobbelt fejltagelse. Vi ignorerer ikke vidnesberetninger, vi tager dem alvorligt. Hvad angår mig selv, har jeg citeret og analyseret 30 af de vigtigste i min bog om Auschwitz. Læs bogen og bedøm vidnernes troværdighed! Den anden fejltagelse, som revisionisternes dårligt informerede modstandere begår, er troen på, at der skulle findes "utallige vidner". Robert Faurisson, en af revisionisternes mest fremragende talsmænd, definerer begrebet "vidne", som følger: "Et gaskammer-vidne er en person, der præcist beskriver den begivenhed, som han påstår at have overværet." Sådanne vidner i ordets bogstavelige forstand kan næsten tælles på en hånd. I faglitteraturen støder man altid på de samme navne: Höss, Kremer, Broad, Vrba, samt et par medlemmer af "Sonderkommando". Alle andre "vidner" er bare andenhånds vidner og beskriver begivenheder, som de har hørt om fra andre. Lad os nu betragte, hvordan massemordene udspillede sig ifølge vidnerne i Krematorium II i Auschwitz-Birkenau. På planen er det formodentlige gaskammer markeret med nummer 7. I virkeligheden drejede det sig om en ligkælder. På alle tyske originaldokumenter betegnes dette rum som "Leichenkeller". Lejehistorikerne påstår, ikke uden dristighed, at dette var et dækord for "gaskammer". Af alle formodentlige nazistiske gaskamre er dette langt det vigtigste. Om dette "gaskammer" forligger de fleste vidnesberettelser, og det siges at have krævet de fleste ofre. Professor Robert Faurisson mener, at det her rum på 210m2 er "Holocaust-løgnens hjerte". Vidnerne beretter, at ofrene blev stuvet sammen i det 210m2 store rum. "Holocauts"-litteraturens kronvidne, den første lejrkommandant Rudolf Höss taler om 2000 ofre per gasning, hvilket indebærer, at der stod 9 mennesker på en kvadratmeter. Såfremt de dødsdømte var meget samarbejdsvilige, er det teoretisk muligt (30). To andre hovedvidner, Rudolf Vrba og Pery Broad, er endnu ikke tilfreds med denne imponerende kapacitet. Vrba taler om 3000 ofre per gasning, hvilket svarer til 13 mennesker på en m2 (31), og Broad endog om 4000 ofre eller 19 mennesker på en m2 (32). Den ungarske jøde Miklos Nyiszli skildrer massemordene i Krema II på følgende måde (33): "En SS-mand og en sanitetssoldat stiger ud af Røde Kors-vognen. Sidstnævnte bærer 4 grønne blikdåser i armene. Begge betræder grønsværen, hvorfra, på en afstand af 30 meter, rager flade betonskakte op. Da de har nået den første, tager de gasmasker på, og fjerner dækpladen, der også består af beton. Patentlåget på den første dåse bliver fjernet. Indeholdet af beholderen - af lillafarvede bønnestore korn bestående substans- rystes i åbningen, hvorfra det når gennem blikrør ind i de underjordiske gaskamre. Substansen: Zyklon-B. Ved kontakt med luft udvikler der sig af substansen en gas, som trænger ind gennem de mange tusinde huller i stålrørerne til det med mennesker stopfyldte rum. I løbet af 5 minutter er således hele transporter tilintetgjort." Læg mærke til at Nyiszli anvender flertalsformen "de underjordiske gaskamre" skønt Krema II påstås at have indeholdt kun ét gaskammer! Men endnu meget vigtigere er, at åbningerne i taget, i hvilke sanitetssoldaten siges at have smidt Zyklon-B ned i gaskammeret, overhovedet ikke eksisterede. Det fremgår klart af luftfotografier taget af de allierede i 1944. For at opretholde legenden har kommunisterne efter krigen hakket to kæmpestore, uregelmæssige, klodsede åbninger. Myten om åbningerne i "gaskammerets" tag opviser forskellige varianter. Rudolf Vrba beretter, at Zyklon B-kornene faldt på ofrenes hoveder (34). Det betyder, at der ikke kunne være tale om "blikrør" eller "stålrør", som ifølge Nyiszli befandt sig under hullerne og gennem hvis "mange tusinde huller" giften trængte ind i det "med mennesker stopfyldte rum". Et tredje vidne, den polske jøde Henryk Tauber, skildrer et stålnet, i hvilket zyklongranulaterne blev smidt gennem åbningerne i taget og gennem hvis masker gassen trængte ind i "gaskammeret" (35).

I lighed med de første to varianter er også denne tredje radikalt umulig, fordi hullerne i taget ikke eksisterede - "No holes, no Holocaust", konkluderer Robert Faurisson med føje. To yderlige varianter giver afkald på åbningerne i taget, men er ikke mindre umulige. Den østrigske jødinde Jenny Spritzer påstår, at gassen blev indført gennem brusehovederne (36). Det ville ikke have fungeret fordi zyklonkornene ville være blevet siddende i ledningen. Til syvende og sidst beskriver Zofia Kossack henrettelsesproceduren på en særlig grotesk måde: "Gassen steg op i gaskammret gennem huller i gulvet" (37). Men under ligkælderens gulv befandt sig bare jord. Lad os nu antage, at det var lykkedes tyskerne at myrde deres 2000, eller 3000 eller 4000 ofre i ligkælderen på en ukendt måde. Hvad skete derefter? Selvfølgelig måtte ligene brændes, og det betød, at man måtte transportere dem til ovnrummet. Som De kan se på planen, lå dette ikke på samme etage, som ligkælderen, men overfor denne, og den eneste forbindelse mellem de to rum var en elevator, hvis størrelse vi kender takket være de tyske byggeplaner. Den var 2,1 m lang og 1,35 m bred. Idet den kunne omfatte 10 lig, måtte den køre fra ligkælderne til ovnrummet og tilbage igen 200 gange, hvis vi går ud fra 2000 ofre. Udryddelsesproceduren i Auschwitz er såmænd et glimrende bevis på tyskernes genialitet, ikke sandt Hr. Geoffrey Cain og Hr. Bent Melchior?

Der råder ingen tvivl om, at "vidnerne" har beskrevet noget, som de aldrig havde set. Et særligt godt eksempel herpå er to tegninger af den franske jøde David Olére. Pressac vurderer disse tegninger så højt, at han gengiver dem i begge sine bøger. På den første tegning ser vi, hvordan mændene fra "Sonderkommando" slæber lig fra gaskammeret til ovnen. Men i virkeligheden befandt ovnene sig ovenfor det rum, man betegner som "gaskammer". Læg forresten mærke til, at Oléres "Sonderkommandomedlemmer" ikke bare arbejder uden gasmasker, men endog med nøgen overkrop. Medmindre de var immune overfor blåsyre, ville gassen straks have dræbt dem. Oléres andet mesterværk viser et krematorium. Ud af skorstenen skyder ild og røg. Teknisk er det helt umuligt, hvis De ikke tror det, kan De selv prøve. De kan stå foran et krematorium hele livet uden at se hverken ild eller røg. Oléres fantasifulde tegninger savner altså ethvert hold i virkeligheden. Det er naturligvis tænkeligt, at vidnerne har opfundet gaskammerhistorien af hinanden. Deres udsagn må være blevet koordineret. Det skete faktisk i løbet af foråret 1945. Den 2 februar 1945, en uge efter at russerne havde befriet Auschwitz, offentliggjorde "Pravda" en artikel om massemordet i lejren, som ikke stemmer overens med den senere version. Forfatteren, jøden Boris Polevoi, lokaliserede gaskammerne ikke i Birkenau, men i lejrens østlige del, og fantaserede om et samlebånd, på hvilket fangerne dræbtes med elektrisk strøm. Dette samlebånd gik i glemmebogen. I april og maj 1945 optrådte flere tidligere Auschwitz-fanger for en polsk kommission i Krakow, hvor de aflagde vidnesbyrd om deres oplevelser. Kommissionens beretninger var i overensstemmelse med hinanden. De indholder imidlertid alle de samme tekniske umuligheder. Germar Rudolf og jeg har opført talrige af disse umuligheder i vores bøger. Jeg nøjes her med to særligt betegnende eksempler. Det første angår krematoriernes kapacitet, som overdrives af alle vidner på en fantastisk måde. Vidnet Alter Szmul Fajnzylberg hævder eksempelvis, at de fire krematorier i Birkenau kunne brænde 8000 lig på et døgn (38). Den virkelige kapacitet var omtrent 8 gange lavere (39). Det andet eksempel angår Zyklon-B. Insekticidet Zyklon-B er blåsyre, der leveres absorberet i en granulat-formet bærersubstans. Blåsyren frigives ved kontakt med luften. Jo højere lufttemperaturen er, jo hurtigere sker fordampningen. Ved en temperatur på omkring 25 grader varer det godt 2 timer, før størstedelen af blåsyren har forladt granulatet; ved lavere temperaturer varer det det betydeligt længere. I den kølige, halvunderjordiske ligkælder til krema II, hvor temperaturen lå omkring 15 grader eller lavere, ville det have taget flere timer. Alle vidnerne beretter, at ofrene døde hurtigt. De anførte tidsrum svinger mellem "straks" og "20 minutter". Vidnet Nyiszli, som allerede er anført tidligere, har udtalt, at samtlige ofre var tilintetgjort efter 5 minutter. Denne påstand skyldes ren nødvendighed. Da vidneudsagene blev til, gjaldt stadig tallet fire millioner Auschwitz-ofre, hvilket vidnerne udtalte sig i overensstemmelse hermed. Sonderkommandoen, der havde til opgave at tømme gaskamrene for lig, måtte nødvendigvis betræde rummet umiddelbart efter ofrenes død. Dette er en fuldkommen umulighed. Zyklon-granulaterne ville i timevis have frigjort deres gas, og da man for at dræbe ofrene, havde måttet anvende vældige mængder giftgas- den østrigske ingeniør Fröhlich regner med indtil 40 kilo- så ville den enormt høje blåsyrekoncentration øjeblikkeligt have dræbt Sonderkommandoens medlemmer - også selv om de havde båret særlige beskyttelsesdragter. Gennem de åbne døre ville der være strømmet vældige mængder blåsyre ud i det fri, og det ville have gasset hele lejren. De kemiske undersøgelser Fred Leuchter (40) og Germar Rudolf (41) har gennemført er prikken over i-et. Blåsyre indgår i en ualmindelig stabil forbindelse med det jern, som udgør en bestanddel af mørtel- såkaldt ferrocyanid. Det vil være jævnt fordelt i selve murværket.

Leuchter og Rudolf fandt i mørtelprøverne fra murværket, i de såkaldte gaskamre til menneskedrab, slet ingen eller kun meget ringe koncentration af cyanid. Så lave koncentrationer kan forekomme i en hvilkensomhelst bygning over hele kloden- selv i det hus, hvor du, kære læser, nu sidder, da blåsyre er en bestanddel af naturen. I mørtelprøver fra murværket i aflusningsgaskammrene, hvor Zyklon-B med sikkerhed blev anvendt til aflusning af klæder, fandt Leuchter og Rudolf cyanid-koncentrationer som lå indtil 10,000 gange højere. Således kan Auschwitz-løgnen også gendrives med kemiske analyser. Naturligvis kan zionisterne og deres lakajer ikke fremføre nogen faktuel saglig kritik mod disse videnskabelige undersøgelser. Deres våben er propaganda, censur, hetz og primitiv terror. Til sidst vil jeg endnu kort gå ind på spørgsmålet om, hvad der skete med de jøder, der blev deporteret til Auschwitz, men ikke registreredes der. De husker, at over to tredjedele af dem kom fra Ungarn. I juni 1995 fandt Carlo Mattogno og jeg lister med 23,000 navne på ungarske jøder, som var blevet sendt fra Auschwitz til Stutthof øst for Danzig. Åbenbart havde Auschwitz for disse jøder bare tjent som transitlejr. Hypotesen ligger snublende nær, at de resterende omkring 400,000 ungarske jøder, som først var blevet sendt til Auschwitz, senere er blevet deporteret til andre lejre og industrikomplekser. Denne tese er helt og holdent i overensstemmelse med den allerede omtalte Hitler-ordre om at indsætte 200,000 jøder i produktionen af jagermaskiner. I januar skal Mattogno og jeg til østeuropa igen, og vi håber at opdage yderligt materiale, som bidrager til at opklare dette problem. De resterende knapt 200,000 jøder, som blev deporteret til Auschwitz, men aldrig registreret der, stammede fra forskellige lande, herunder Frankrig. Vi formoder, at de er blevet sendt til de okkuperede områder i Sovjetunionen. I 1996 afbildede den franske revisionist Jean-Marie Boisdefeu i sin bog om "Holocaust-kontroversen" en artikel, der var blevet publiceret i den franske kommunistiske avis "Notre Voix", april 1944. Jeg citerer:" En glædelig nyhed for alle franske jøder kommer fra radio Moskva. Der er ingen blandt os, som ikke har en bror, en søster, en gemal, en far eller en mor, som er blevet deporteret. Hvem af os vil ikke glæde sig ved at høre, at 8000 jøder fra Paris netop er blevet reddet af den sejrrige Røde Armé. En af dem har berettet for Radio Moskva, hvordan han i lighed med 8000 andre jøder fra Paris, er blevet reddet. De befandt sig alle i Ukraine da den sidste sovjetiske offensiv startede. SS-banditterne havde fået ordre på at skyde dem inden deres tilbagetog. Eftersom de ikke var uvidende om den skæbne, som ventede dem, og eftersom de vidste, at de sovjetiske tropper allerede var i nærheden, besluttede de deporterede jøder sig til at flygte." Hvis den officielle "Holocaust" version var rigtig, ville disse franske jøder aldrig være havnet i Ukraine. De ville jo alle være blevet myrdet i Birkenaus gaskamre. I adskillige tyske dokumenter finder vi udtrykket "Endlösung der Judenfrage". I hvert eneste tilfælde fremgår det helt klart af sammenhængen , hvad "Endlösung" betød, nemlig jødernes udvandring. Før krigen overvejede nationalsocialisterne at virkeliggøre Madagaskarplanen, der jo gik ud på, at en intereuorpæisk bank skulle finansiere emigrationen af 4 mio jøder til denne østafrikanske ø i fire faser. Men i takt med krigens udvikling blev det urealistisk at udføre denne plan ,så den blev lagt på hylden indtil videre. Rademader, en funktionær i det tyske udenrigsministerium, skrev den 10 februar 1942 (43) "Krigen mod Sovjetunionen har i mellem tiden skabt mulighed for at anvende andre territorier til den endelige løsning. Som følge af dette har Føreren besluttet, at jøderne ikke skal evakueres til Madagaskar, men til østen, så at Madagaskar ikke længere behøver at tages i betragtning i forbindelse med den endelige løsning." Såfremt franske jøder er blevet deporteret fra Auschwitz til Ukranie, drejede det sig om et første skridt mod realiseringen af denne plan.

Krigens for tyskerne ulykkelige udvikling forhindrede en fortsættelse af denne politik. Hvad der er sket med de franske jøder i Ukranie, ved vi ikke. Revisionisternes forskningsarbejde er ingenlunde afsluttet.

Konklusion

Koncentrationslejren Auschwitz var et lidelsens sted. Omtrent 170,000 mennesker, hvoraf sandsynligvis knapt 100,000 var jøder, døde der, hovedsaglig på grund af epidemier, overanstrengelser og dårlig ernæring. Men denne virkelige tragedie, der har fundet sted i den største nationalsocialistiske koncentrationslejr, ville Tysklands fjender ikke nøjes med. For at bagvaske den tyske nation opfandt de en gigantisk massakre i gaskamre. Det er ganske vist forståeligt, at man bedriver propaganda mod sin fjende under krigen, men krigen er forbi. Hvorfor fortsættes denne hadpropaganda uafbrudt? Fordi Auschwitz-myten opfylder forskellige politiske funktioner. Først og fremmest gør den jødedommen uangribelig. At kritisere jøderne, eller en jøde, eller en jødisk organisation, er antisemitisme, og som vi alle ved fører antisemitismen direkte til Auschwitz. Derfor har palæstinenserne ingen ret til at klage over den israelske undertrykkelse. Amerikanerne har igen ret til at kritisere, at næsten alle nøgleposter i Clintonregeringen holdes af jøder. Schweizerne har ingen ret til at forsvare sig mod den uforskammede afpresningskampange, den Jødiske Verdenskongres bedriver mod deres land. Det ville jo være forkastelig antisemitisme! I begyndelsen rettede hadpropagandaen sig næsten udelukkende mod Tyskland. Den har været yderst fremgangsrig. Skyldkomplekset har bidt sig så dybt ind i tyskernes sjæl, at en tysker, der pludselig bliver konfronteret med sandheden, ofte reagerer hysterisk og får mavekramper. De jødiske løgne udgør et direkte angreb på den tysk kultur. Dr. Josef Mengele påstås at have fløjtet melodier fra Mozart-operaer, mens han selektionerede ofrene til gaskammeret. Det er et angreb på den tyske musik. SS-manden Gottfried Weise, der var stationeret i Auschwitz, påstås at have skudt æbler fra jødernes hoveder og skal derfor have fået øgenavnet "Wilhelm Tell von Auschwitz". Det er et angreb på den tyske litteratur. Den opdigtede massakre på 18,000 jøder, som påstås at have fundet sted i Majdanek den 3 november 1944, er indgået i "Holocaust"-litteraturen som "Operation Erntefest", "Operation Høstfest". Det er et angreb på den tyske folketradition. Men er tyskerne og palæstinenserne mytens éneste ofre? I Holocaust-museet i Los Angeles kan man se billedet af en jødisk KZ-fange, der anklagende peger fingerne ad Churchill, Rosevelt, Stalin og paven. De var jo alle medskyldige. De vidste jo, at millioner af jøder blev gasset ihjel i Polen, men de gjorde ingenting for at redde dem. Hele verden vidste det, det var jo en umulighed at deportere millioner af mennesker til dødslejre, at dræbe og brænde dem, uden at verden fik erfarede det. Men verden tav. De hvide, kristne, folk tav. Derfor blev de skyldige. Denne skyld kan de kun afsone ved at optage alle immigranter, der ønsker at komme herhen. Auschwitz er blevet internationalisternes stærkeste propagandavåben. De kræfter, der vil ødelægge den europæiske kultur ved kulturblanding og de europæiske folk ved raceblanding, har forgiftet os med et skyldkompleks. Når en dansker kritiserer masseindvandringen af farvede og muslimske mennesker til Danmark, råber de med løftet pegefinger "Du er en racist! Har du måske glemt, at racisme fører til Auschwitz?" Og det er årsagen til at de fleste danskere, eller tyskere, eller franskmænd, ikke tør modsætte sig den uansvarlige indvandringspolitik, som truer samfundets grundvold. Derfor er det i alle hvide, kristlige nationers interesse at kæmpe for den historiske sandhed og at afsløre historieforfalskningen. Revisionisternes arbejde er vigtigt for Europas fremtid.

Jürgen Grafs bøger kan bestilles hos: V.H.O., Postboks 60, B- 2600 Berchem 2, Belgien.

Noter

(1) " National Journal" Box 62, GB Uckfield/E.Sussex, Nr 30, 1998.

(2) " Der Holocaust auf dem Prüfstand"; "Der Holocaust-Schwindel"; "Auschwitz: Tätergeständnisse und Augenzeugen des Holocaust"; "Todesursache Zeitgeshichtsforschung"; "Von Untergang der Schweizerische Freiheit". Med aundtagelse af den udsolgte "Holocaust-Schwindel" kan alle disse bøger bestilles hos V.H.O., Postboks 60, B-2600 Berchem 2, Belgien.

(3) "Enzyklopädie des Holocaust", Argon Verlag, 1993, side 180.

(4) Henri Roques; "Les confessions de Kurt Gerstein ,Étude comparative des différentes versions", Paris 1985.

(5) Rudolf Reder; "Belzec", Krakow 1945.

(6) Stefan Szende; "Der letzte Jude aus Polen", Europa Verlag, Zürich 1945, side 290 ff.

(7) Jan Karski; "Story of a secret state", Cambrigde 1944, side 315-317.

(8) Paul Berben; "Dachau, The official history", The Norfolk Press, 1975.

(9) Léon Poliakov; "Bréviaire de la haine", Editions complexes, 1986, side 124.

(10) NO-500

(11) "Der Spiegel", 7/1993, side 54.

(12) NO-5689.

(13) "Comité international de Auschwitz Anthologie", lome II, 2éme partié, side 164-165

(14) Danata Czech; "Kalendarium der Ereignisse in Auschwitz-Birkenau 1939-1945", Rowohlt, Harburg 1989.

(15) Klein Marc; "Observation et Réfletions sur les camps de concentration nazis", Extrait de la revue "Etudes Germaniques" Nr. 3, Caer 1948.

(16) Alexander Donat "The death camp Treblinka", Holocaust library, New York 1979, side 17415.

(17) Jürgen Graf und Carlo Mattogno "KL Majdanek, Eine historische und technische Studie", Castle Hill Publisher, Hastings 1998, side 266.

(18) Serge Klarsfeld; "Le Mémorial de la deportation des Jufis de France", Beate Klarsfeld Foundation, Brüssel/New York.

(19) "State Times", Baton Rouge/Louisianna, 24 November, 1978.

(20) Walter Sanning; "The Dissolution of Earstern European Jewry", IHR, Costa Mesa 1983.

(21) Wolfgang Benz (Hg); "Dimension des Völkermordes", Verlag Oldenbourg 1991.

(22) Germar Rudolf; "Statistisches zur Zall der Holocaust-Opfer", in Ernst Gauss (Hg). "Grundlagen zur Zeitgeschichte", Grabert Verlag, Tübingen 1994.

(23) "Revue d´Historie Révisioniste", Nr. 2/1990. side 50 ff.

(24) PS-1469.

(25) URSS-008.

(26) Franz Raul Hilberg; "Die Vernichtung der europäischen Juden", Fischer Taschenbuch, 1990, side 956.

(27) Jea-Claude Pressac "Die Krematorien von Auschwit" Piper, München 1994, side 202.

(28) Carlo Mattogno und Franco Deana; "Die Krematorien von Auschwitz und Birkenau" in Ernst Grauss "Grundlagen zur Zeitsgeschichte", Grabert Verlag, Tübingen 1994, side 82.

(29) Francizek Piper; "Ihe Ludzi zgineto w Kl Auschwitz+", Auschwitz 1992, side 82.

(30) Höss Rudolf; "Kommandant in Auschwitz" herausgegeben von Martin Broszat, dtv, 1983, side 164.

(31) Rudolf Vrba;" I cannot forgive", Bantam, Toronto 1967, side10 ff.

(32) "Auschwitz in den Augen der SS", Krajoeva Agencja Wydawniza, Kutorice 198?, side 180/181.

(33) Miklos Nyiszli; "Jenseits der Menschlichkeit", Dietz Verlag, Berlin 1992, side 32 ff.

(34) Rudolf Vrba; " I cannot forgive" side 11 ff.

(35) Jean-Claude Puessac "Auschwitz Technique and operation of the Gas chambers", side 48.

(36) Jenny Spritzer; "Ich war Nr. 10291, Als Sekretärin in Auschwitz", Rothenhäusler Verlag,Stäfa 199?, side 67-68.

(37) Zofia kossack; "Du fonds de lábine Seigneur", Albin Michel 1951.

(38) Hefte von Auschwitz, Sonderhefte 1, "Handschriften von Mitgliedern des Sonderkommandas", Auschwitz 1972, side 42 ff.

(39) se note nr. 28.

(40) Fred Leuchter "Das Leuchter-Gutachten" in "Historische Tatsachen", Vlothe 1988, nr. 36.

(41) Germar Rudolf; "Gutachten über die Bildung und Nachweisdarheit von Zyanidverbindung in den "Gaskammern" von Auschwitz", London 1993.

(42) Jean-Marie Boisdefeu; "La Controverse sur l ´éxtermination des Jufis par ler allemands", Tome II, V.H.O, Antwerpen 1996, side 86.

(43) Gerhard Reitlinger, "Die Endlösung", Colloquium 1983

 


"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).


Palestine banner
Viva Palestina!

Latest Additions - dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder   


The Founding Myths of Modern Israel
Shahak: "Jewish History"


Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Down with Zio-Apartheid
StopJewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

The Founding Myths of Modern Israel
Garaudy: "The Founding Myths"


The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Zions Vises Protokoller

Videoer    
 

Talmud unmasked
Talmud - Jødernes "Hellige Bog"


Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Karikaturer 

Aktivisme!