No hate. No violence
Races? Only one Human race
United We Stand, Divided We Fall
Radio Islam
Know Your enemy!
No time to waste. Act now!
Tomorrow it will be too late

English

Franç.

Deutsch

Arabic

Sven.

Español

Portug.

Italian

Russ.

Bulg.

Croat.

Czech

Dansk

Finn.

Magyar

Neder.

Norsk

Polski

Rom.

Serb.

Slov.

Indon.

Türk.

汉语

Om den historiske revisionisme

Af Dr. Robert Faurisson


(Denne tekst er skrevet i 1994 og er indledning til Ernst Gaus (Ed.): "Dissecting the Holocaust" (Thesis & Dissertions Press, 2000), hvor den blot har overskriften "Indledning". Bogen anses for at være et af den moderne revisionismes hovedværker. Den er forbudt i Tyskland.)


Den historiske revisionisme er en stor intellektuel udfordring, som mennesket stilles overfor her ved slutningen af århundredet, og på trods af sin størrelse, giver herværende håndbog kun et glimt af dette eventyr. Det er derfor nødvendigt her ved bogens start at redegøre for det særlige historiske problem, som revisionismen har rettet sine undersøgelser imod, samt at forklare hvordan revisionismen opstod i 1940-erne og hvordan den har udviklet sig gennem årene 1950 til i dag, hvor den synes at have fået en så stor indflydelse, at intet kan stoppe den.

I Nüremberg-retssagen (1945-46) var Tyskland blevet dømt og fordømt for at have udført "forbrydelser mod freden", for "krigsforbrydelser" og for "forbrydelser mod menneskeheden". Revisionister har imidlertid har gjort så mange nye opdagelser vedrørende disse tre punkter, at der er grund til at tale om nødvendigheden af en revision af denne retssag. Vedrørende de første to punkter, har det ikke været svært for revisionisterne at præsentere deres argumenter, og der er grund til at tro, at ingen seriøs historiker i dag vil hævde, at man ensidigt kan belære Tyskland m.h.t. "forbrydelser mod freden" og "krigsforbrydelser". Rent faktisk, så er det blevet stadig mere åbenlyst, at de Allierede bærer deres del af ansvaret for krigens start, og at de selv begik talrige "krigsforbrydelser" (hvis dette udtryk overhovedet har en mening, når man tager i betragtning at krig i sig selv kan tolkes som en forbrydelse). Vedrørende det tredje punkt, som drejer sig om "forbrydelser mod menneskeheden", så hører man igen og igen, at Tyskland begik den grovest tænkelige forbrydelse med sit "folkedrab" på jøderne. Og det er derfor i studiet af netop disse spørgsmål, at revisionismen har brugt sine kræfter, og derfor, gradvis, er blevet til det som amerikanerne kalder for "holocaust revisionisme".

I henhold til vore modstandere var Tyskland ikke tilfreds med bare at forfølge jøderne, at deportere dem og at sætte dem i koncentrationslejre og arbejdslejre; disse "forbrydelser" - som enhver historiker ved - optræder desværre jævnligt i menneskehedens historie, og vi behøver bare tænde for vores TV for at se eksempler på andre steder, hvor der er begået lignende "forbrydelser". Tysklands kritikere siger, at dette land var værre end andre, idet man tog et gigantisk skridt ind i rædslernes verden ved i 1941-42 beslutte at udrydde de europæiske jøder, og til dette formål skabte et særligt våben: Gaskammeret (eller gasvognen). Det hævdes således at man anvendte disse afskyelige kemiske slagtehuse til at gennemføre en kollektiv menneskeudryddelse af industrielle dimensioner. Denne forbrydelse (folkemordet) og det våben som blev brugt til denne forbrydelse (gaskammeret) er således uadskillige, og det er derfor umuligt at hævde, som nogle gør, at "om der var gaskamre eller ej gør ingen fundamental forskel".

Tyskland formodes altså at have begået en virkelig ond forbrydelse med jøderne. Jøderne hævder tilmed, at hele verden var vidende om denne forbrydelse, og de alvorlige beskyldninger retter sig derfor ikke kun mod "kriminelle" som Hitler, Himmler og Göring, men også mod deres "medsammensvorne", hvortil hører Roosevelt, Churchill, Stalin, Pius XII, Internationalt Røde Kors og repræsentanter for en lang række lande og organisationer.

I dag er det sådan, at man i USA, f.eks. i Los Angeles og Washington, har "Holocaust museer", hvor vor tids jøder retter anklager mod hele verden; ja, de anklager tilmed de ansvarlige jøder, som levede i Europa, Amerika og Palæstina under krigen for at samarbejde, at være ligeglade og for at reagere alt for svagt på den "systematiske udryddelse" af deres trosfæller.

De første rygter om gasning af jøderne cirkulerede allerede i December 1941 i Warshawas ghetto (1), men under krigen vakte disse rygter kun meget lidt opmærksomhed i de mest tysk-fjendtlige cirkler. Man behøver bare at læse en bog som Walter Laqueur's "The Terrible Secret" (2) for at finde ud af, at den almindelige holdning til disse rygter var skeptisk. Folk kunne stadig huske de fantastiske og usande historier, som blev spredt under 1. Verdenskrig, om at civile blev gasset (i kirker og andre steder) og historier om tyske "dødsfabrikker". Udenrigsministerierne så de nye rygter under den 2. Verdenskrig som jødiske opfindelser og mange i Amerika delte denne opfattelse (3). Edward Benes, Czekoslovakiets præsident (i eksil i London), annoncerede i November 1942, efter opfordring fra sin stab, at tyskerne, i modsætning til hvad der havde været rapporteret til ham, ikke forsøgte at udrydde jøderne (4). Den amerikanske jøde, Felix Frankfurter, der var højesteretsdommer, udtalte til Jan Karski om dette emne: "Jeg kan ikke tro dig" (5) og i August 1943 advarede Cordell Hull, der var statssekretær, USA's ambassadør i Moskva pr. telegram om at det i den planlagte Allierede udtalelse om "De tyske forbrydelser i Polen", ville være klogt at undlade at nævne noget om gaskamre, fordi der - som briten forklarede - var "utilstrækkelige beviser" for deres eksistens (6).

Selv efter krigen har højtstående ledere blandt de Allierede, f.eks. Eisenhower, Churchill og De Gaulle i deres memoirer undladt at nævne noget om eksistensen eller virkemåden af "nazistiske gaskamre". Man kan sige at alle disse personer på deres egen måde var revisionister. Hverken Vatikanet, Røde Kors eller den tyske modstandsbevægelse opførte sig som om de troede på rygterne, som skiftevis beskyldte tyskerne for at henrette jøderne v.hj.a. damp, gas, elektricitet, ild, syre, injektioner, drukning, vakuum-pumper etc. Hvorfor netop gassen blev den endelige vinder i denne konkurrence mellem de forskellige udryddelsesteorier, er der ingen der ved.

Franskmanden Poul Rassinier var den første virkelige revisionist i efterkrigstiden. I 1950 begyndte denne tidligere kz-fange at afsløre "myten om gaskamrene" i "Le Mensonge d'Ulysse" (7) og en hel række af bøger. I 1976 publicerede den amerikanske ingeniør Arthur Robert Butz "The Hoax of the Twentieth Century" (8), som er det mest eminente revisionistiske værk, der endnu er skrevet om det påståede folkemord og om gaskamrene. I 1979 publicerede den tyske dommer Dr. Wilhelm Stäglich "Der Auschwitz Mythos" (9), et studie der især koncentrerede sig om beskrivelsen af, hvordan det tyske retsvæsen havde været i stand til at medvirke ved skabelsen af en myte, der på mange måder svarede til den, der blev skabt ved hekseprocesserne fra 1450-1650), hvor man gav sin støtte til de mest fantastiske historier om Satans uhyggelige gøremål.

Uden at ville formindske den store betydning af Paul Rassinier, Arthur Butz og Wilhelm Stäglich, tillader jeg mig at sige, at det først var i slutningen af 70-erne at revisionismen blev rigtig materialistisk og videnskabelig, hvilket skete i kraft af de undersøgelser, som Ditlieb Felderer, den svenske revisionist, og jeg selv havde gjort i Auschwitz m.h.t. brugen af Zyklon B gas til desinfektion (aflusning), og gennem studiet af hvordan hydrogen cyanid gas anvendes til at henrette dødsdømte i nutidens gaskamre i USA. Hverken Rassinier, Butz eller Stäglich havde rejst til Polen for at studere de formodede gerningssteder, og ingen af dem havde virkelig undersøgt de fysiske, kemiske, topografiske og arkitektoniske forhold på det påståede gerningssted. Dette er først sket i dag, efter D. Felderer og mine egne undersøgelser, og det er dem der danner grundlaget for det arbejde som skal udføres af den kommende generation af revisionistiske forskere. Hvad angår de jødiske forskere, som forsvarer teorien om jødeudryddelse, så gælder det, at de konsekvent er forblevet det, som man kalder for "papir-historikere": Léon Poliakov og Raul Hillberg har ikke lavet andet end tekststudier og intellektuelle spekulationer (10).

Det er forbavsende, at dette område ikke er blevet set som åbent for videnskabelig argumentation i Tyskland, der har så mange kemikere og ingeniører, og i USA, der heller ikke har mangel på videnskabeligt trænede hjerner. De sidste har tilmed eksemplerne lige foran sig i deres egne gaskamre, der - ligesom de påståede nazityske gaskamre - bruger hydrogen cyanid.

I 1976, ved et besøg i Auschwitz, fandt jeg tegninger, der beskriver den præcise konstruktion både af de rum, som hævdes har været henrettelsesgaskamre, af dem der har været brugt til aflusnings-gaskamre og af planerne over de særlige krematorier. I 1978-79 publicerede jeg to artikler i Le Monde (11) hvor jeg opsummerede nogle af mine opdagelser. I 1979, ved den første konference afholdt af "Institute for Historical Review" i Los Angeles, præsenterede jeg detaljerne i disse opdagelser. Blandt de mennesker, der var til stede blandt publikum, var Ernst Zündel, en tysker der nu levede i Toronto. Fra 1985 og frem, skulle det vise sig at denne mand ville blive den mest glødende, engagerede, effektive og opfindsomme tænker blandt revisionisterne. Han var den første der forstod, hvorfor jeg holdt så fast på det kemiske argument og den betydning som de amerikanske gaskamre i 30-erne og 40-erne havde for os. Han forstod hvorfor jeg ønskede at få en specialist i amerikanske gaskamre til at rejse ud og studere de påståede henrettelsesgaskamre i Polen. Som resultat af min korrespondance med forskellige amerikanske fængsler i 70-erne, havde jeg allerede fundet frem til en sådan specialist, nemlig Fred Leuchtner. Men det var Ernst Zündel, og han alene, som fik den brillante idé at spørge Leuchtner om han ikke kunne lave en undersøgelse af bygningerne, hvori de påståede henrettelsesgaskamre skulle have ligget og tage prøver af materiale fra både aflusningsgaskamrene og fra de påstående henrettelsesgaskamre. I februar 1988 tog han derfor den risikable beslutning at sende Fred Leuchtner og et helt hold til Polen for - for egen regning - at studere de påståede henrettelsesgaskamre i Auschwitz, Birkenau og Majdanek. Resultatet af dette studie af bygningerne og analysen af de prøver, der blev taget, viste sig at være meget klare og helt i overensstemmelse med de revisionistiske teorier. I de følgende år skulle det vise sig at andre rapporter bekræfte rigtigheden af Leuchtner Rapporten (12), først den meget lærde rapport udarbejdet af Germar Rudolf (13), så polakkernes hemmelige specialist-rapport (14) og sluttelig det studie, som blev udført af den østrigske Walter Lüftl (15).

Vi må forstå utilfredsheden hos de, der anklager Tyskland, set i lyset af revisionismens succes. I et halv århundrede har disse mennesker seriøst troet, at den tragedie som jøderne oplevede under 2. Verdenskrig var i en klasse for sig m.h.t. alvorlighed og omfang. Men når denne tragedie reduceres til sit faktiske omfang - altså når myterne om folkemord og gaskamre trættes ud - så er de nævnte hændelser blot en del af de mange tragiske begivenheder, der er sket i en forfærdelig konflikt. Som resultat af de revisionistiske undersøgelser, har tidens historikere gradvis måttet erkende:

- at der aldrig har været hverken en ordre, en plan eller et budget for det påståede folkemord på jøderne (16)

- at "Wannsee" ikke var andet end en "dum historie" (17)

- at der ikke eksisterer nogen specialrapport om mordvåbenet, der konkluderer at "bygningerne (de intakte, de "rekonstruerede" eller ruinerne) har fungeret som henrettelsesgaskamre.

- der er ikke foretaget en eneste obduktion, der havde vist at "denne person er dræbt af giftgas"

- at de vidneudsagn som Rodulf Höss fremkom med havde ikke længere nogen værdi ("Höss var altid et meget svagt og forvirret vidne") (18)

- at de påstående vidner formentlig aldrig har set et gaskammer eller nogen form for gasning, og at det forholder sig på samme måde med det mest kendte af disse vidner Rudolf Vrba, som i 1988 blev tvunget til at indrømme for en canadisk domstol, at han i sin berømte bog om emnet havde gjort brug af "poetisk frihed" (19)

- at den "jødiske sæbe" aldrig har eksisteret (20)

- at tallet med de 4 millioner ofre for Auschwitz er ren fiktion (21) og "kilderne til studiet af gaskamrene er både sjældne og upålidelige .... og man må gå ud fra at fra 1942 til 1945 døde der både i Auschwitz og andre steder flere jøder af såkaldte "naturlige årsager" (sult, sygdom, infektioner og nedslidning) end de der døde af "unaturlige årsager" (22)

Siden 2. Juli 1982, ved afslutningen på et internationalt symposium, som eksterministerne havde arrangeret på Sorbonne (Paris) for at forsøge at give mig svar på tiltale, har de ikke været i stand til at frembringe det mindste bevis for eksistensen eller virkemåden af et gaskammer. I marts 1992 udfordrede jeg dem derfor igen:

"Vis mig eller tegn for mig et nazistisk henrettelses-gaskammer" !

Jean-Claude Pressac, som eksterministerne i så høj grad forsøger at bygge deres teorier på, har vist sig at være ude af stand til at frembringe noget som helst, andet end hvad han selv kalder for "spor af en forbrydelse", og han har ikke på nogen måde give os en fuldstændig tegning af den fysiske konstruktion af det våben, som hævdes at være anvendt til forbrydelsen (23).

Den 30.8.1994 havde jeg et møde med Michael Berenbaum, den videnskabelig direktør for Holocaust Memorial Museum i Washington, på hans kontor og i overværelse af fire vidner (to på hans side og to på min). Jeg tvang ham til at indrømme, at - paradoksalt nok - så indeholdt hans museum ikke en virkelig gengivelse af et "nazi gaskammer" (modellen af Krema II var kun en kunstnerisk gengivelse, og har ingen relation til virkeligheden). Jeg spurgte ham hvorfor det var sådan, og han fortalte at:

"Vi har taget den beslutning ikke at lave en nogen fysisk gengivelse af et Nazi gaskammer."

Mr. Berenbaum er jødisk teolog, og hans svar på mit spørgsmål kan sammenlignes med en katolsk præst, der beslutter at fjerne enhver gengivelse af korset fra sin kirke. For at blive drevet til en sådan yderlighed må man virkelig føle, at man står med ryggen mod muren.

Jeg tror at Mr. Berenbaums trosfæller til sidst vil droppe historien om gaskamre, på samme måde som de har droppet historien om den jødiske sæbe og de 4 mil. døde i Auschwitz. De vil sikkert også gå endnu længere. De vil fremstille sig selv som dem, der har afsløret myterne og så vil de beskylde tyskerne, polakkerne eller kommunisterne for at have fabrikeret "myten om gaskamrene". Til støtte for deres nye tese vil de så nævne navnene på en række revisionistiske jøder, som J.G. Burg, Jean-Gabriel Cohn-Bendit, Roger-Guy Dommergue, Arno Mayer, David Cole, Christopher Hitchens og Joel Hayward. De vil altså fortsat sikre, at det dem selv der får stjernerollen.

I den forløbne tid er jødernes "Holocaust" blevet forvandlet til en religiøs tro, som i dag er løsrevet fra enhver form for virkeligt indhold og som fremføres i mere og mere dogmatisk form, samtidig med at revisionisterne bliver beskrivet som "benægtere" eller "negationister", der er intolerante, hjerteløse, materialistiske og fjendtligt indstille til ytringsfriheden. For disse jøder, vil de ægte revisionister fortsat være de rene djævle, også selv om de rent faktisk har ret, hvis sagen skal beskrives ud fra et faktuelt synspunkt.

Men revisionisterne er hverken diabolske eller negative. De har et positivt verdenssyn. Konklusionen af deres undersøgelser - som er foregået på positivistisk måde - viser at visse former for historisk tro ikke er andet en myter. Sådanne myter er skadelige og de skaber grobund for had. Revisionisterne bestræber sig på at beskrive, hvad der er sket og hvad der ikke er sket. Det de har at fortælle menneskeheden er gode nyheder og de søger ikke at finde andet end den historiske sandhed. Ikke desto mindre er de nødt til at kæmpe mod bagvaskelse og for retfærdighed. De har allerede måttet lide, og de kommer fortsat til at lide. Men jeg tror - når alt tages i betragtning - at historien vil vise, at de havde ret og at den vil yde dem den retfærdighed de fortjener (24).



Noter

1) The Jewish Telegraphic Agency Bulletin, dec. 22, 1941, s. 1

2) London, 1980

3) Ibid, s. 83, 91 etc.

4) Ibid, s. 162

5) Ibid, s. 237

6) Forign Relations of the Unites States, Diplomatic Papers, Washington 1963, Vol. 1, s. 416

7) La Librairie francaise, Paris 1950.

8) The Hoax of the Twentieth Centyury: the case against the Presumed Extermination of the Jews (Inst. for Historical Review, 1993)

9) Der Auschwitz-Mythos. Legende oder Wirklichkeit? Eine kritische Bestandsaufnahme (Grabert-Verlag Tübingen 1979). Værket blev forbudt og bøgerne destrueret af de tyske myndigheder.

10) For en detaljeret kritik af Raul Hilbergs arbejde, se Jürgen Graf: "Riese auf Tönernen Füssen. Raul Hillberg und sein Standarswerk über Holocaust, Castle Hill Publ., 1999).

11) Le Monde, 29.12.78 og 16.1.79

12) En Engeneering Report on the alleged execution gas chambers at Auschwitz, Birkenau and Majdanet, Poland. April 1988, 192 s.

13) Das Rudolf-Gutachten, Cromwell Press, London 1993.

14) Die offizielle polnische Antword auf dem Leuchtjer-Bericht (Translation of the Polish by T. Rudolph, distrib. by E. Zündel).

15) Walter Lüftl, "Holocaust", in "The Journal of Historical Review 12(4), 1992/93.

16) I 1961 i den første udgave af "The Destruction of the European Jews" (Quadrangle Books, Chicago) skrev Raul Hilberg at der havde været en ordre, ja ligefrem to på hinanden følgende ordrer, om at udrydde de europæiske jøder. I 1985, i bogens anden udgave (Holmes and Meir, New York) ændrer han fuldstændig sin forklaring. Nu nævner han ikke længere nogen ordre; han skriver at der ikke var nogen "basis plan" (p. 53) og at "ingen særlig organisation styrede eller koordinerede denne proces (udryddelsen)" (s. 55); Han tilføjer desuden: "Der blev ikke skabt et særligt kontor og der var ikke noget særskilt budget rettet mod udryddelsen af jøderne (s. 62). Han forklarer hele den formodede udryddelse af jøderne med det, at...... gennem telepatisk tankeoverførsel mellem tyske burokrater: "et uforklarligt åndelig overensstemmelse, en tankelæsning af det tyske burokrati" (bemærkninger gjort under en forelæsning d. 22.2.1983 og bekræftet af R. Hilberg under hans krydsforhør i Zündel-sagen i Toronto 1985.

17) Yehuda Bauer, professor ved det Hebraiske Universitet i Jerusalem siger helt præcis: "Folk gentager stadig, igen og igen, den dumme historie om at udryddelsen af jøderne blev besluttet på Wannsee-konferencen" (The Canadian Jewish News, 20.1.1992, s. 8).

18) Sagt af professord Christopher Browning, bidragsyder til "Encyclopedia of the Holocaust" til Christopher Hitchens, Vanity Fair, dec. 1993, s. 117). Professoren tilføjede: "revisionisterne bruger R. Höss hele tiden for at diskreditere vidneudsagnene om Auschwitz som helhed".

19) Bogen der omtales er R. Vrba: "I cannot Forgive" (Bentam Books, 1964)

20) Shmuel Krakowski, arkivdirektør ved Yad Vashem og professor Yehuda Bauer indrømmede til sidst i 1990, at "nazisterne lavede aldrig sæbe af fedt fra mennesker" (Jerusalem Post International Edition, 5.5.1990). På en kirkegård i Nice, Frankrig, er der et monument som har følgende indskrift: "Denne urne indeholder sæbe lavet af menneskeligt fedt, som blev solgt af tyskerne under naziregimet, og lavet af vore deporterede brødres kroppe".

21) Efter Jean-Claude Pressac's mening er det samlede antal af døde i Auschwitz et sted mellem 630.000 og 710.000, hvoraf 470.000 - 550.000 var jøder, som blev gasset ("Die Krematorien von Auschwitz. Die Technik des Massenmordes, Piper-Verlag, Munich 1994, s. 202)

22) Arno J. Mayer: "The final Solution in History" (Pantheon Books, New York 1988). Forfatteren som selv er af jødisk oprindelse, er professor i historie ved Princeton Universitetet (USA).

23) Det er værd at bemærke, at skønt han er god til at tegne, som viser J.-C. Pressac ikke i et eneste af sine værker et billede af et helt gaskammer med forklaring på hvordan det virker. I hans store bog "Auschwitz: Technique and Operation of the Gas Chambers (The Beate Klarsfeld Foundation, New York, 1989) siger han, at der ikke eksisterer noget "direkte bevis", men kun "kriminelle spor" eller "indirekte spor" (s. 429).

24) Et grundlæggende arbejde, som ikke kan undværes for den der vil studere historisk revisionisme, er den canadiske sagfører Barbara Kulaszkas: "Did Six Million Really Die? Report of the Evidence of the Canadian "False News" Trial of Ernst Zündel - 1988" (Samisdat Publishers, 1992)


"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).


Palestine banner
Viva Palestina!

Latest Additions - dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder   


The Founding Myths of Modern Israel
Shahak: "Jewish History"


Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Down with Zio-Apartheid
StopJewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

The Founding Myths of Modern Israel
Garaudy: "The Founding Myths"


The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Zions Vises Protokoller

Videoer    
 

Talmud unmasked
Talmud - Jødernes "Hellige Bog"


Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Karikaturer 

Aktivisme!