No hate. No violence
Races? Only one Human race
United We Stand, Divided We Fall
Radio Islam
Know Your enemy!
No time to waste. Act now!
Tomorrow it will be too late

English

Franç.

Deutsch

Arabic

Sven.

Español

Portug.

Italian

Russ.

Bulg.

Croat.

Czech

Dansk

Finn.

Magyar

Neder.

Norsk

Polski

Rom.

Serb.

Slov.

Indon.

Türk.

汉语

Jødisk racisme

af David Duke


S. 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58

Kapitel 1

Det jødiske Spørgsmål

 

I de første år af Det 21. Århundrede bliver enhver seriøs kritik af det jødiske folk, dets religion, eller af nationen Israel, anset for at være den alvorligste moralske forbrydelse, man kan tænke sig. Jøder er de helligste af alle hellige køer, og enhver, der ytrer et negativt ord om dem, finder sig hurtigt og uvægerligt stemplet som en "antisemit". Når først en mand får den etiket sat på sig, og uanset om den så er sand eller ej, kan intet udfri ham fra det, som medierne anser for at være den ultimative synd. Derfor - da jeg nu er så uhelbredelig, som jeg er – har jeg så friheden til at skrive og tale åbent om et tabuemne, som kun få tør nærme sig. Men, forstår du: Jeg er faktisk ikke en antisemit, og jeg frasiger mig også den titel. Jeg må imidlertid beskæftige mig med, hvad Henry Ford kaldte "verdens største problem."[40] et problem, der ikke kun er af livsvigtig betydning for det palæstinensiske folk, men også for alle andre folkeslag.

Det er næsten umuligt, i vor Holocaust-gennemsyrede verden, blot at udtale ordet "jøde" uden at vække følelser. Sådan har den vestlige verdens massemedier sørget for, at det er blevet, gennem deres uophørlige tilbagevenden til "Holocaust", på alle mulige måder. Som den engelske historiker David Irving siger: "Det staves "Holocaust" med stort "H" – og med registreret patent på ordet".[41] Holocaust har ændret sig fra at have været en fodnote til Anden Verdenskrigs historie til, at krigen nu er blevet en fodnote til Holocaust. I det ene år, der gik forud for udgivelsen af min autobiografi, My Awakening, og som lå mere end 50 år efter slutningen på krigen, havde min lokale ("lokale" er en fejlbenævnelse, for New Yorkere ejede den) avis, The Times-Picayune haft dusinvis af nyheds-, og baggrundsartikler, der behandlede forskellige aspekter af Holocaust. I løbet af det samme år, havde dette blad knap nok omtalt Sovjets Gulag, hvor et sted mellem 10 og 30 millioner mennesker omkom, og det havde kun en enkelt, kort historie, der omtalte det cambodjanske mord på tre millioner mennesker. Ikke så meget som én artikel nævnte nedslagtningen af 30 til 40 millioner mennesker i Kommunistkina.

Ved at gennemse gamle mikrofilm af avisartikler, opdagede jeg, at der i de sene 1990'ere var mindst 10 gange flere nyhedsartikler om

40

Holocaust, end der havde været i de sene 1940'ere eller 1950'ere. Det er kun sjældent, at der bliver skrevet og talt mere om en begivenhed, efterhånden som den glider længere og længere tilbage i historien. For eksempel optog Anden Verdenskrig, som emne, en langt større andel af spillefilm, TV-programmer, dokumentarserier, bøger og tidsskriftartikler i de sene 1950'ere end i de første dage af Det 21. Århundrede. Men dette er ikke tilfældet med Holocaust: jo længere vi ser ud til at fjerne os fra begivenheden i tid, jo mere bliver vi slået i hovedet med den, efterhånden som Holocaust-industrien vokser.

Det ville kræve et Herkules-arbejde blot at tælle alle de Holocaust-relaterede nyhedshistorier og specialprogrammer, dokumentarprogrammer og "dokudramaer", bøgerne, (såvel fiktion som ikke-fiktion), tidsskriftartiklerne, filmene og teaterstykkerne. Fortællinger om Holocaust-ofre, -slægtninge, -overlevende, -krigsforbrydelser, -forbrydere, -erstatninger, Holocaust-relateret kunst og litteratur, mindehøjtideligheder og mindesmærker, bombarderer os næsten dagligt. Selve omfanget af dette bombardement har fået flere jøder til at kalde det "Shoah forretning"[42]

Holocaustmuseet er placeret lige midt på det allerhelligste stykke jord i Det amerikanske Pantheon, promenaden nær Smithsonean Institution, og det er, i ikke ubetydeligt omfang, finansieret af vore skattepenge. Interessant nok blev det bygget længe før der blev gjort nogen virkelige anstrengelser for at rejse et mindesmærke for Den anden Verdenskrig. Det er en massiv moderne udgave af rædselskabinettet i Madame Tussauds Vokskabinet.

Holocaust er ikke det eneste jødiske traume, som vi alle må sørge over, for vi ser mange smertefulde, historiske beretninger og dramatiske Hollywood-produktioner om andre historiske forfølgelser af jøderne. Jøder er ofre for arabiske terrorister i Mellemøsten, for fascister i Europa, og endda for Ku Klux Klan-medlemmer i USA. Et tilsyneladende uudtømmeligt arsenal af bøger, artikler, spillefilm og teaterforestillinger handler om individuelle jøder, der har lidt på grund af onde antisemitter.

Hvert år fylder titusinder af historier om intelligente, medfølende, uselviske, kreative, moralske og modige jøder folks 42-tommers fjernsynsskærme og biografernes 42-fods filmlærreder. De fylder vore aviser, vore tidsskrifter og bøger. De flyder fra vore teaterbygninger, vore talerstole og skoleklasser. Myldrer på vore radiobølger og satellit-transmissioner. Der laves tusindvis af portrætteringer af forfulgte jøder, som alle er uskyldige, ædle og heroiske. Alt imens deres modstandere bliver fremstillet som selve legemliggørelsen af Ondskaben. Ingen gruppe på jordkloden har bedre reklameforbindelser end det jødiske folk.

Hvad enten det drejer sig om Faraos hær, som jager hebræerne med trukne sværd, eller om zaren med hans antisemitiske kosakker, om Hitler med hans SS-bødler, dystert klædt i sort, om en unavngiven palæstinensisk terrorist, der forsøger at bortføre israelske skolebørn, eller om den mere intime historie om en sensitiv jøde, der mishandles af en antisemitisk forretningsmand – så har vi alle set den antisemitiske stereotyp, de skelettynde kroppe af jødiske ofre og vi har taget del i den jødiske smerte. Jeg kender til dette fra mine egne førstehåndsoplevelser, for det var sandt for mig som ung.

41

I en alder af 12 år væmmedes jeg ved antisemitismens umenneskelighed, da jeg læste Anne Franks Dagbog i skolens bibliotek. Da jeg var færdig med bogen, følte jeg det, som om jeg havde mistet medlemmer af min egen familie. Jeg tørrede i smug de tårer, der var kommet i mine øjne, bort med mine skjorteærmer.

Kun nogle få gange havde jeg nogen diskussion med min far om jøder, som han kun havde ros til overs for. Han talte om min grandonkel, Nathan, en metodistpræst, som var konverteret fra jødedommen og havde giftet sig med min grandtante Gussie. Min far havde stor respekt for Nathan, og overførte den respekt til resten af det folk, han kaldte "hebræerne", idet han syntes, at dette ord lød værdigere end ordet "jøder". Ved forskellige lejligheder beskrev han "hebræerne" som hårdtarbejdende, smarte, sparsommelige og meget dygtige. "Sparsommelige" var en lovprisning, der gjorde et særligt indtryk på mig, fordi jeg vidste, at min far anså denne egenskab for at være en af de vigtigste. Han hadede spild af enhver art. Jeg lærte den lektie ved middagsbordet hundrede gange, når jeg måtte spise hver en stump mad op, før jeg fik lov at rejse mig fra bordet. Jeg mente, at sparsommelighed var lige så skotsk som familien Duke og det at høre, at det også var en jødisk egenskab, gjorde indtryk på mig.

Beretninger om Holocaust og bibelfortællinger formede mine første indtryk af det jødiske folk. Cecil B. DeMilles filmklassikere, af typen De ti bud, fik mig til at identificere nutidens jøder med de heltemodige "israelitter" fra Det gamle Testamente. Jeg udviklede en dyb beundring for "det udvalgte folk".

Hvordan kom jeg da fra min tidligere underdanige opfattelse af jøderne til, lidt efter lidt, at blive beskrevet som en farlig "antisemit" af den magtfulde jødiske pressionsgruppe ADL (den mærkværdigt benævnte "Anti-Defamation League of B'nai B'rith"). Ingen jøde havde nogensinde åbenlyst gjort mig ondt; jeg havde ikke lært antisemitisme af mine forældre eller venner, ej heller gav jeg jøderne skylden for korsfæstelsen af Jesus Kristus. Om end jeg kategorisk afviser at få påhæfter etiketten "antisemitisk", mener jeg afgjort, at jøderne - som ethvert andet folk - fortjener ros for deres bedrifter og - tilsvarende - ikke må være immune for kritik af deres fejl. Det eneste problem er, at i det Holocaust-gennemsyrede Amerika, som vi finder det efter Anden Verdenskrig, anses enhver kritik af jøderne, som gruppe, for at være moralsk lig med støtte til massemord.

Hvis man kritiserer nogen som helst del af den jødiske historie eller opførsel, eller intolerante aspekter af deres religion - eller endda Israels zionistiske politik, vil man uvægerligt få påduttet etiketten "antisemitisk", et udtryk, der dårligt kunne være mere skadeligt eller fordømmende. Hvis man derimod taler om den rutinemæssige mishandling af indianerne i amerikansk historie, bliver man ikke betragtet som "anti-amerikansk". De, som udtrykker bestyrtelse over den spanske inkvisitions udskejelser, bliver ikke kaldt "anti-kristne" eller "anti-spanske."

De samme medier, som forbyder selv den mindste kritik af jøder, har ikke noget imod at nedværdige andre grupper. Hvide sydstatsfolk,

42

palæstinensere, tyskere, kristne fundamentalister og muslimske fundamentalister – disse grupper må modtage mere end deres rimelige andel af hån og nedværdigelse. Portrætteringen af den hvide bonderøv fra Sydstaterne, med hængende underkæbe og gule tænder, uvidende, racistisk, hadefuld og morderisk, er blevet et almindeligt, stereotypt, indslag i Hollywoodfilm, men hvide sydstatsfolk er ikke de eneste. En bestseller i slutningen af 1990'erne var den medie-opreklamerede Hitler's Willing Executioners,[43] en bog, der siger, at det tyske folk har noget mørkt og ondt inden i sig, en iboende defekt, som gør dem alle skyldige i Holocaustens grusomheder.

I Europa findes der i dag love mod "forhånelse af folkegruppe", såkaldte "hadelove", der kan sende én i fængsel for at sige noget negativt om jøderne. Faktisk er hundredvis af mennesker blevet fængslet, alene for at have sat spørgsmålstegn ved historieskrivningen om Holocaust. Disse forskere hævder ikke, at jøder er onde; de benytter helt enkelt videnskabelige og historiske beviser til at stille spørgsmål om de rådende historiske fortolkninger af forfølgelsen af jøder under Anden Verdenskrig.

Mange europæiske forskere, såsom David Irving, Dr. Robert Faurisson og Jürgen Graf, er blevet tiltalt, blot for at have fremlagt en anderledes historisk analyse og opfattelse. Derimod bliver Daniel Goldhagen, forfatteren til Hitler's Willing Executioners, og en mand, der hævder, at tyskere er onde af natur, ikke retsforfulgt for racistisk forhånelse, han bliver hyldet! Den "arabiske terrorist" er naturligvis nu lagervare i Hollywoodfilm. Når derimod jøder omtales som gruppe, er det altid med en slags forsigtig tilbedelse. Hvad er det ved det jødiske folk, som vækker en så uhæmmet beundring og et så stærkt had?

Da jeg først var blevet overbevist om, at folk af europæisk herkomst, og i øvrigt alle folkeslag, har ret til at beskytte og bevare deres genetiske og kulturelle arv, blev jeg et ungt medlem af Citizens Council*. Efter skole, og på regnfulde sommerdage, gik jeg ofte hen til deres kontor på Carondolet Street i New Orleans for at udføre frivilligt hjælpearbejde.

Mange fascinerende skrifter strømmede ind til kontoret fra hundredvis af højreorienterede grupper over hele Amerika. En dag, da jeg netop var færdig med at hjælpe med en postudsendelse fra kontoret, faldt jeg over en tabloid-avis ved navn Common Sense. Det var et konservativt, højreorienteret blad, der havde kopieret Thomas Paines klassiske plakat; men budskabet var et helt andet end Paines'. Ét nummer havde forside-overskriften "KOMMUNISME ER JØDISK!". "NAACP** DEL AF RØD OVERORNET PLAN!" gjaldede en anden forside. Jeg fandt også nogle gamle numre. Den kæmpemæssige overskrift på forsiden af et af dem forudsagde "RØDT DIKTATUR FØR 1954!" Sådan en advarsel så jo ikke alt for troværdig ud, når man så den i 1965! Jeg fandt de National Enquirer***-agtige overskrifter latterlige, men det var svært at modstå at læse noget så skandaløst, om det så bare var for at le ad det.

* Tidlig, amerikansk gruppe til fremme af hvides rettigheder,overs. anm.
** National Association for the Advancement of Colored People, interesseorganisation for favede amerikanere, overs. anm.
*** Kulørt amerikansk blad, nogenlunde som 'Se og Hør' og lign. i Danmark, overs. anm.

 

43

Mattie Smith's skarpe ord

En af de mest engagerede frivillige, Mattie Smith, en ældre kvinde i en kjole med blomstertryk og en hat, der ikke var af denne verden, så mig fnise ad de glødende overskrifter, sagde kort og godt: "Det er sandt, at du ved det"

"Rødt diktatur før 1954?" svarede jeg med et smil.

"Nej", sagde hun, "kommunismen er jødisk. Det er dem, der står bag den."

Jeg tænkte, at jeg ville snakke den lille, gamle dame, lidt efter munden, ved høfligt at diskutere en smule med hende. "Ma'am, hvordan skulle det kunne passe?" spurgte jeg. "Kommunister er ateister; de tror ikke på Gud. Jøder tror på Gud, så hvordan skulle de kunne være kommunister?"

"Véd du, hvem Herbert Aphteker er?" svarede hun med et modspørgsmål.

"Nej", sagde jeg og forsøgte at virke nonchalant.

Hun var som en hårdt spændt fjeder, der ventede på at blive udløst. "Han har den officielle position som chefteoretiker for det amerikanske kommunistparti og han står i Who's Who in World Jewry.[44] Leon Trotsky, kommunisten, der overtog Rusland, sammen med Lenin, var i Who's Who in American Jewry.[45] Hans rigtige navn er Lev Bronstein. Begge er ateistiske kommunister, og begge er stolt beskrevet som store jøder i disse bøger, der er udgivet af de førende rabbinske organisationer i verden."

"Måske er de medtaget, fordi de engang var jøder," foreslog jeg forsigtigt.

"Du har så meget, du skal lære", sagde hun med et suk. "Ifølge Israels lov om tilbagevenden kan man være en ateistisk jøde og alligevel indvandre til Israel. Der er mange af den slags. Man kan kun kvalificere sig til at indvandre ved at være jøde, og en jøde beskrives helt enkelt som én, der er af jødisk herkomst. Altså, forstår du, kan man være jøde, og alligevel være ateist, og alligevel være en kommunist – og det siger jeg dig, kommunismen er jødisk."

"Så alle jøder er kommunister?" svarede jeg sarkastisk tilbage.

"Nej, nej, nej", svarede hun med eftertryk og med stor tålmodighed i pauserne mellem ordene. "Alle jøder er ikke kommunister, lige så lidt som alle slanger er giftige. Men flertallet af de ledende kommunister i Amerika er jøder, præcis som flertallet af sovjetiske spioner, der er blevet dømt i Amerika, og præcis som lederne af det såkaldte Nye Venstre ('New Left'). Og, betragter vi historien, var de fleste af de kommunistiske revolutionære i Rusland også jødiske!"

Det, mrs. Smith sagde, gjorde mig meget ilde tilpas. Selv om det ikke var tid til at gå, påstod jeg, at jeg måtte skynde mig for at nå bussen hjem. Mrs. Smith måtte tage fejl, men jeg havde ganske enkelt ingen oplysninger til at imødegå hendes påstande med. Jeg besluttede mig for at undersøge sagen, så jeg kunne vise hende, hvorfor hun tog fejl. Også en anden ting bekymrede mig, for jeg følte mig lidt skyldig, bare ved at have talt med nogen, som sagde sådanne forfærdelige ting om jøder. Jeg var stærkt anti-kommunistisk, og det at påstå, at jøder stod bag kommunismens rædsler, var for mig så forfærdelig en anklage, at

44

jeg i mit hjerte følte, at det ganske enkelt ikke kunne passe. Det var første gang, jeg havde stået ansigt til ansigt med en person, som jeg måtte antage var antisemit. Jeg var lidt efter i fuldt løb for at nå min sporvogn.

I løbet af de næste par dage holdt jeg mig helt fra så meget som at tænke over sagen, og jeg holdt mig borte fra Citizens Councils kontor. Omsider tog jeg de to numre af Common Sense, som jeg havde fået med hjem, frem og læste dem.

Common Sense chokerede mig. Det indeholdt en lang artikel, som gik ud på, at den internationale kommunisme var en jødisk opfindelse, og at Den russiske Revolution overhovedet ikke havde været russisk. Jøder skulle have finansieret og anført kommunismen siden dennes begyndelse, og jøder hævdedes fortsat fuldstændig at dominere den kommunistiske bevægelse i De forenede Stater, og verden over.

Denne højrefløjens National Enquirer henviste til mange navne, datoer og kilder for at understøtte sine utrolige anklager. Jeg var meget skeptisk over for dets påstande, men oplysningerne var alt for interessante til at kunne overses. Jeg havde af tidligere erfaring lært ikke alt for hurtigt at affærdige upopulære meninger. Selv om artiklerne var veldokumenterede, virkede anklagerne alt for bizarre til at kunne være sande. Hvordan kunne det gå til, at den største og stærkeste afro-amerikanske organisation i Amerika var blevet grundlagt, finansieret og kørt af jøder, og endda marxistiske jøder - i stedet for af afro-amerikanere? Hvordan havde noget så utroligt kunnet skjules så godt, at de fleste mennesker ikke vidste det ringeste om det? Hvis Den russiske Revolution var ledet af jøder, snarere end af russiske marxister, hvorfor var da en så uhørt historisk kendsgerning ignoreret i vore historiebøger og i vore massemedier? Desuden kunne jeg ikke forstå, hvordan velhavende og magtfulde kapitalistiske jøder ville fremme raceblanding og kommunisme.

Far havde ofte talt med mig om kommunismens ondskab og jeg havde været anti-kommunistisk, helt igennem, lige siden jeg havde læst bøger, såsom The Conscience of a Conservative af Barry Goldwater,[46] None Dare Call it Treason af John A. Stormer,[47] og You Can Trust The Communists (to be Communists)[48] af Frederick Charles Schwarz. Disse og andre bøger gjorde mig bevidst om, hvor langt den kommunistiske ideologi var trængt ind i vort samfund, i vore medier og i vor regering.

Cubakrisen var indtruffet blot tre år tidligere, og jeg havde stadig min fars planer om at bygge et beskyttelsesrum i frisk erindring. Han havde endda købt mad og andre fornødenheder til det. I den periode var tanken om en atomkrig ændret fra at være en abstrakt idé til noget, man konkret forberedte sig på. I de tidlige 60'ere testede man, i de fleste samfund, sirenerne til luftalarm ved at lade dem lyde klokken tolv middag. Af og til, når vi glemte klokken i skolen, og alarmen lød klokken 12, tænkte vi et øjeblik, at krigen måske nu var over os.

Under Cuba-krisen sagde de fleste voksne, at fordi en kernevåbenkrig ikke måtte komme, ville den heller ikke komme – fordi den

45

blotte tanke var for forfærdelig til at blive tænkt. En 11-årig har meget lettere ved at forestille sig, at nogen virkelig kan trykke på knappen. Adskillige år senere gik det op for verden, at vi faktisk havde været meget nærmere en atomkrig, end de fleste amerikanere havde vidst dengang. Det at jeg så kommunisterne som dem, der udsatte mig og min familie for alvorlig fare, bidrog meget til min stærke anti-kommunistiske holdning.

I et af numrene af Common Sense omtaltes der en helsides artikel, skrevet af Winston Churchill, med titlen "Zionism versus Bolshevism: A Struggle for the Soul of the Jewish People." Artiklen kom oprindelig i Illustrated Sunday Herald den 8. februar 1920. Churchill havde hævdet, at verdens jøder vaklede mellem solidaritet mod, på den ene side, kommunismen, og på den anden side, zionismen. Churchill håbede, at jøderne ville vælge zionismen som et alternativ til, hvad han kaldte den "diabolske" og "dystre" bolsjevisme.
 


I sin velskrevne artikel, der kom i et af de første år af Den russiske Revolution, beskrev Churchill kommunismen som en "dyster sammenslutning" af "internationale jøder", "som har grebet det russiske folk ved hovedhåret og praktisk taget er blevet de ubestridte herskere over dette enorme imperium".[49]

Artiklen chokerede mig så tilpas, at jeg følte, jeg måtte kontrollere kilden. Den viste sig at være autentisk. Faktisk fandt jeg visse jødiske henvisninger til den, som beklagede det faktum, at Churchills artikel var vand på verdens antisemitters mølle. Det følgende er et uddrag fra denne bemærkelsesværdige artikel.

I voldsom modsætning til hele denne sfære af jødiske indsatser, rejser sig de internationale jøders planer. Tilhængerne af denne dystre sammenslutning er for størstepartens vedkommende mænd, der er vokset op blandt de ulykkelige befolkninger

46

i lande, hvor jøderne bliver forfulgt på grund af deres race. De fleste, om ikke samtlige, af dem har forladt deres fædres tro, og har fjernet ethvert åndeligt håb om et efterliv fra deres sind. Denne bevægelse blandt jøderne er ikke ny. Fra Spartacus-Weishaupts dage til Karl Marx, og frem til Trotskij (Rusland), Bela Kun (Ungarn), Rosa Luxemburg (Tyskland), og Emma Goldman (USA) har denne verdensomspændende konspiration, med det formål at omstyrte civilisationen og genopbygge samfundet på fundamentet af standset udvikling, misundelig ondskab og umulig lighed, været i stadig vækst… og nu har dette følge af ekstraordinære personligheder fra storbyernes underverden, i Europa og Amerika, til sidst grebet det russiske folk i hovedhåret og er praktisk taget blevet de ubestridte herskere over dette enorme imperium.

Der er ingen grund til at overdrive den rolle, som disse internationale og for størsteparten ateistiske jøder har spillet i skabelsen af bolsjevismen og i den faktiske frembringelse af Den russiske Revolution…[50]




"Der er ingen grund til at overdrive den rolle, som disse internationale,
og for størsteparten ateistiske, jøder, har spillet i skabelsen af bolsjevismen
 og i den faktiske frembringelse af Den russiske Revolution…" Winston S. Churchill)



Hvor vigtig Churchill end var som historisk person, var han kun en enkelt stemme. Jeg sagde til mig selv, at han ganske enkelt kunne tage fejl med hensyn til karakteren af Den russiske Revolution. En af de Common Sense- artikler, jeg læste, henviste til en serie af eksplosive dokumenter (endda med arkiv- og dokumentnumre angivet) fra De forenede Staters Nationalarkiv. Jeg skrev til mit lokale kongresmedlem, F. Edward Hebert, og spurgte, om hans kontor

kunne skaffe mig kopier af dokumenterne. Nogle uger senere, da jeg kom hjem fra skole, lå der en stor, brun konvolut til mig fra kongresmanden.

Dokumenterne stammede fra Nationalarkivet og havde Amerikas forenede Staters segl påtrykt. De handlede om efterretningsrapporter fra udenlandske regeringer og omfattende rapporter fra vore højest placerede efterretningsofficerer i Rusland under den russiske borgerkrig, ved begyndelsen af den kommunistiske revolution. Tidspunktet, tidligt i 1920'erne, var længe før oprettelsen af OSS og CIA. Den amerikanske hær tog sig af vort internationale efterretningsarbejde på den tid. Én af vore militære efterretningsofficerer i Rusland i revolutionsperioden var kaptajn Montgomery Schuyler.

47

Han sendte regelmæssige rapporter tilbage til krigsministeren og til De forenede Staters præsident.

Det, at læse gennem de udførlige rapporter, gav mig et glimt af en historisk periode, som kun få amerikanere kender til. De berettede om grufulde massakrer på tusinder af russiske aristokrater og intellektuelle, som blev myrdet, ganske enkelt, fordi de ville kunne udgøre et effektivt lederskab i kampen mod kommunisterne. Mange amerikanere er i det mindste en smule bekendt med Stalins mord på millioner af mennesker. Imidlertid døde der også mange millioner i bolsjevismens tidligste dage, under Lenin og Trotsky, for det var disse mænd, der igangsatte de første massemyrderier og Gulag-lejre.

Rapporterne fastslog også, uden den mindste tvetydighed, revolutionens jødiske karakter. I en af Schuylers officielle rapporter, hvis hemmelig-stempling udløb i 1958, næsten 50 år efter, at han havde skrevet og sendt den, konstaterer han: [51]
 



"Det er formentlig uklogt at sige dette højt i De forenede Stater, men den bolsjevistiske bevægelse er, og har siden sin start været, anført og kontrolleret af russiske jøder af den mest slimede slags …"
Kaptajn Schuyler, amerikansk efterretningsofficer i Rusland under Den russiske Revolution. (I hans oficielle rapport)


Når jeg citerer de usminkede ord i denne officielle rapport er hensigten ikke at krænke nogen; men der står, hvad der står, i Schuylers rapport, om vi kan lide det eller ej. I en anden rapport, der er skrevet fire måneder senere, fortsætter Schuyler med at citere beviser fra Robert Wilton, som på dette tidspunkt var den ledende russiske korrespondent for det ansete dagblad, London Times. Wilton fortsatte senere med at skrive et antal bestsellere om revolutionen, blandt andre den i vide kredse roste Russia's Agony og Last Days of the Romanovs.[52] Den 9. juni 1919 citerer Schuyler Wilton som følger:

En tabel, der blev opstillet i 1918 af Robert Wilton, korrespondent for London Times i Rusland, viser, at der på det tidspunkt var 384 (kommunistiske) kommissærer, deraf 2 negere, 13 russere, 15 kinesere, 22 armeniere og mere end 300 jøder. Ud af den sidste gruppe var flere end 264 kommet fra De forenede Stater efter zar-regimets fald.[53]

Der var naturligvis ingen grund til at betvivle Times eller kaptajn Schuylers rapportering. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, da jeg lod dem glide hen over papirerne, som lå strøet ud på voksdugen over

48

spisestuebordet. Jeg tænkte på, hvordan det dog kunne være sandt, at den "russiske revolution" kun havde haft 13 etniske russere i sit højeste styrende organ, ud af 384. Churchills beskrivelse af, hvordan de "havde grebet det russiske folk ved hovedhåret" kom til live i de sider, jeg modtog fra vort eget nationalarkiv.

Da jeg først var begyndt at følge de ledetråde, jeg fandt gennem min læsning, forsynede Nationalarkivet mig herefter løbende med de mest utrolige dokumenter. Det var ikke kun vores førende efterretningsofficer, der skrev til præsidenten for De forenede Stater om kommunismens jødiske karakter, det samme gjorde vores amerikanske ambassadør i Rusland, David R. Francis. I et telegram til vor regering i januar 1918 rapporterede han:

Bolsjeviklederne her, hvoraf de fleste er jøder, og hvoraf igen 90 procent er tilbagevendte fra eksil, interesserer sig meget lidt for Rusland eller noget andet land. De er internationalister og de prøver på at starte en verdensomspændende social revolution. – David Francis, Amerikansk ambassadør i Rusland under revolutionen. [54]


Nationalarkivet sendte mig også kopier fra dets registre over korrespondance med Scotland Yard og den britiske efterretningstjeneste. Den britiske efterretningstjenestes ledelse sendte en udførlig rapport om bolsjevismen til Amerika og andre nationer, dateret 16. juli 1919. Den blev benævnt "A Monthly Review of the Progress of Revolutionary Movements Abroad." Denne lange rapport opregner kommunistbevægelserne i de vigtigste lande i verden. Den første sætning, i den første paragraf, på første side af den britiske regeringsrapport fastslår uden omsvøb, at jøder kontrollerer den internationale kommunisme:[55]

Der findes nu afgørende bevis for, at bolsjevismen er en international bevægelse, der kontrolleres af jøder.

Adskillige år senere, da jeg studerede ved Louisiana State University, gik jeg på et kursus, der helt var helliget Den russiske Revolution. Hverken min professor - i sine forelæsninger – eller min lærebog (The Soviet Achievement)[56] nævnte noget som helst om den historiske jødisk-russiske konflikt og den jødiske dominans af kommunistpartiet.

Den jødiske rolle i den kommunistiske revolution blev dog omtalt i mange større jødiske værker, såsom Jewish Encyclopedia og Universal Jewish Encyclopedia. Det overraskede mig,

49

at man her faktisk pralede af jøders afgørende rolle i Den russiske Revolution. De påpegede endda de kommunistiske jøders anstrengelser for at skjule den jødiske rolle – anstrengelser, der i øvrigt er kronet med held – eftersom de fleste ikke-jøder i Amerika og Europa endnu er uvidende om den:

Den kommunistiske bevægelse og ideologi spillede en betydningsfuld rolle i jødisk liv, især i 1920'erne, 1930'erne, samt under og efter Anden Verdenskrig… Individuelle jøder spillede en vigtig rolle i de tidlige faser af bolsjevismen og det sovjetiske regime… Kommunismens store tiltrækningskraft på den russiske – og senere også vestlige – jødeverden, fremstod først med etableringen af det sovjetiske regime i Rusland…

Mange jøder, verden over, betragtede derfor det sovjetiske koncept for løsningen af det "jødiske problem" som en grundlæggende positiv metode…Kommunismen blev udbredt i praktisk taget alle jødiske samfund. I nogle lande blev jøder det ledende element i de lovlige og ulovlige kommunistpartier, og instrueredes i visse tilfælde af den kommunistiske internationale til at ændre deres jødisk-klingende navne og fremstå som ikke-jøder, for ikke at bekræfte højrefløjens propaganda, der præsenterede kommunismen som en fremmed, jødisk sammensværgelse.[57]

 

Trotskijs bog, Stalin, der blev skrevet i eksil, forsøgte at vise, at Stalin kun havde spillet en ubetydelig rolle i den kommunistiske magtovertagelses første tid. Trotskij forsøgte at illustrere dette ved at gengive et postkort, som blev udspredt vidt omkring i månederne efter revolutionen. Postkortet viste revolutionens seks ledere. De, der bliver medtaget er Lenin (som var i hvert fald kvart jødisk, talte jiddisch i sit hjem og var gift med en jødinde); Trotskij (hvis virkelige navn var Lev Bronstein); Zinoviev (virkelige navn: Hirsch Apfelbaum); Lunacharsky (en ikke-jøde); Kamenev (virkelige jødiske navn: Rosenfeld); og Sverdlov (jødisk).[58]

Ikke alene viser postkortet den jødiske dominans over revolutionen; det illustrerer også det faktum, at de jødiske kommunistledere,

50

som afbildes, havde ændret deres navne, formentlig for at tilsløre den kendsgerning, at de var jøder, præcis som beskrevet i Encyclopedia Judaica.

Selv om Lenins delvist jødiske herkomst blev neddysset i mange år, bemærkes det nu af stadig flere jødiske forfattere. David Shub, forfatter til Lenin: A Biography, hævdede i et brev til det russiske emigranttidsskrift Novyi Zhurnal[59], at Lenins mor var jødisk, i det mindste på hendes faders side, og muligvis tillige på moderens side.[60] Desuden rapporterede et fransk jødisk tidsskrift, Revue de Fonds Social Juif,[61] at en sovjetisk romanforfatter, Marietta Shagunian, blev forhindret i at udgive beviser for Lenins jødiske ophav af den sovjetiske censur.

Et antal jødiske publikationer har i de senere år afsløret Lenins jødiske rødder, heriblandt Jewish Chronicle.[62] Jøden Moses Uritzky var den første chef for Tjekaen, eller det hemmelige politi, og flertallet af de efterfølgende chefer var også jøder, inklusive Sverdlov og Genrikh Yagoda (hvilket er russisk for "Yehuda" – "jøden") som anførte de pogromer, hvor millioner af kristne blev myrdet. Den sovjetiske propagandaminister under Anden Verdenskrig var en jøde ved navn Ilya Ehrenburg, som under krigen udmærkede sig gennem sine opfordringer til de sovjetiske tropper om at voldtage og myrde Tysklands kvinder og børn.[63] Anatolij Goldberg citerer i sin bog, Ilya Ehrenburg , således: "…tyskerne er ikke mennesker… intet giver os så stor glæde som tyske lig."[64]

Det kommunistiske hemmelige politi, som gennemgik mange navneforandringer, herunder Tjekaen, OGPU, GPU, NKVD, NKGB, MGB og KGB, var den mest frygtede politimyndighed i verden, som fængslede, torturerede eller myrdede mere end 30 millioner russere og østeuropæere. Selv de mere mådeholdne sovjetiske historikere i 1960'erne satte antallet af myrdede til mellem 20 og 40 millioner


51

– tal, der ikke omfatter de yderligere millioner, som blev fængslet, landsforvist, torteret, tvangsforflyttet, eller fik deres ejendom beslaglagt. Nobelpristageren Aleksandr Solsjenitsyn anslår i sit værk, Gulag Øhavet, at der i årene 1918 til 1959 blev myrdet mindst 66 millioner mennesker af Ruslands kommunistiske herskere, hvor han bygger på forskning af I.A.Kurganov, en sovjetisk forsker, som havde adgang til hemmelige statsarkiver. Selv om disse tal muligvis er alt for høje, bekræfter Solsjenitsyn i anden del af Gulag Øhavet, at jøder skabte og administrerede det organiserede, sovjetiske koncentrtionslejr-system, hvor et tocifret antal millioner af kristne mistede livet.


På side 79 i Gulag Øhavet II (sidetal for dette billede henviser til den engelske udgave, 'Gulag Archipelago II', i den danske udgave findes billeder og omtale af de jødiske lejrchefer i Solsjenitsyn, Gulag Øhavet, Bd.3, s. 86-98, overs. anm.) findes billeder af de ledende organisatorer af den største dræbermaskine i verdenshistorien.[65] Det drejer sig om Aaron Soltz, Jakov Rappoport, Lazar Kogan, Matvej Berman, Genrich Jagoda og Naftalij Frenkel. Alle seks var jøder.

Interessant nok var jøder, i denne periode med mord og lemlæstelse, en beskyttet klasse, i så høj en grad, at kommunistpartiet tog det helt enestående skridt at gøre udtryk for antisemitisme til en kontrarevolutionær forbrydelse, som følgelig straffedes med døden.[66]

The Jewish Voice konstaterede i januar 1942, at: "Det jødiske folk kommer aldrig til at glemme, at Sovjetunionen var det første land - og hidtil det eneste land i verden – hvor antisemitisme var en forbrydelse."[67] The Congress Bulletin (udgivet af American Jewish Congress) forklarede, at: [68][69][70]

Antisemitisme klassificeredes som kontrarevolutionært, og de hårde straffe, som blev givet for antisemitiske handlinger, var den måde, hvorpå den eksisterende orden beskyttede sin egen sikkerhed.

De russiske straffelove fra 1922 og 1927 gik, som nævnt ovenfor, så vidt som at straffe antisemitisme med dødsstraf. Bogen Soviet Russia and

52

the Jews af Gregor Aronson, udgivet af American Jewish League Against Communism (1949 New York) citerer Stalin, da han kommenterede dette under et interview til Jewish Telegraph Agency i 1931:

"…kommunister kan ikke være andet end udtalte fjender af antisemitisme. Vi bekæmper antisemitter med de hårdeste metoder i Sovjetunionen. Aktive antisemitter straffes, efter loven, med døden." -J. Stalin[71]

 

Starten på en etnisk krig

I skolen tog jeg disse fascinerende kendsgerninger op med nogle af mine lærere. De var lige så chokerede, som jeg havde været. Én af dem foreslog, at den jødiske indblanding i kommunistrevolutionen kunne have været resultatet af den langvarige historiske forfølgelse af jøder fra zarernes side, og faktisk også fra store dele af de russiske intellektuelle. Eksempelvis havde Tolstoj, Dostojevskij og mange andre prominente russiske forfattere kritiseret de jødiske rænkesmederier i deres bøger og artikler. Russere brød sig ikke om, at jøderne brugte det russiske sprog til at gøre forretninger blandt ikke-jøder, men talte jiddisch med hinanden. Jøder blev også beskyldt for at have en "os imod dem"-mentalitet, i stedet for at assimilere med den kristne majoritet.

Der havde bestået en vedvarende fejde mellem russerne og jøderne i århundreder, og ud af disse konflikter sprang "pogromer" for at undertrykke jøderne. Et eksempel på denne krig uden grænser er den jødiske reaktion i 1880'erne på de antisemitiske "majlove". Majlovene af 1882 forsøgte at udelukke jøder fra visse professioner og tvinge de fleste jøder til at flytte tilbage til deres oprindelige plads i imperiet, (Bosættelsesområdet (eng. "the Pale of Settlement"), et kæmpemæssigt område, oprindelig udstykket i 1772, som omfattede et landareal så stort som det halve Vesteuropa, som strakte sig fra Krim til Østersøen, og hvortil jøderne henvistes).

Som gengældelse, gjorde de internationale, jødiske finansmænd deres bedste for at ødelægge den russiske økonomi. Encyclopedia Britannica beskriver, hvad der skete:

De russiske Majlove var det mest iøjnefaldende lovgivningsmæssige monument, som den moderne antisemitisme havde opnået…Deres umiddelbare resultat var en ruinerende, kommerciel depression, som blev følt over hele imperiet, og som havde dybtgående indvirkninger på den nationale økonomi. Den russiske minister vidste ikke, hvordan han skulle skaffe penge. Forhandlinger om et stort lån indledtes med huset Rothschild, og en foreløbig kontrakt var blevet underskrevet, da ….finansministeren blev informeret om, at med mindre forfølgelserne af jøderne ophørte, ville det store bankfirma være nødt til at trække sig tilbage fra forretningen… [72]

Som svar på de økonomiske - og andre - tryk, der blev lagt på Rusland, udsendte zaren en forordning den 3. september 1882. I denne fastslog han:

Gennem nogen tid har regeringen rettet sin opmærksomhed mod jøderne og deres relationer til resten af imperiets indbyggere, med det formål at forbedre de sørgelige forhold for landets kristne indbyggere, som er skabt gennem jøders opførsel i forretningsforhold…

53

Med få undtagelser har de, som gruppe, bestræbt sig på, ikke at berige eller fremme landet men, gennem deres svigagtige kneb, at svindle dets indbyggere, og især dets fattige indbyggere. Denne adfærd fra deres side har fremkaldt protester fra folket……anset det for en sag af yderste vigtighed og retfærdighed at indføre strenge forholdsregler for at gøre en ende på den undertrykkelse, som jøderne udøver mod indbyggerne, samt at befri landet fra deres uhæderligheder der, som det er bekendt, var årsagen til urolighederne.[73]

Altså fandtes der rigeligt med grunde til, at jøder skulle forsøge at styrte Ruslands zarregering, og der findes direkte bevis for, at det netop var, hvad de gjorde. The Jewish Communal Register of New York City 1917-1918, der er redigeret og udgivet af det jødiske samfund, indeholder en levnedsbeskrivelse af Jacob Schiff, der på den tid var en af verdens rigeste mænd, som overhoved for den kæmpemæssige bankvirksomhed, Kuhn, Loeb & Company. I artiklen fortælles det, hvordan virksomheden Kuhn, Loeb & Company "organiserede de store japanske krigslån 1904-1905, der muliggjorde den japanske sejr over Rusland." Den fortsætter:



Mr. Schiff har altid anvendt sin rigdom og sin indflydelse i sit folks interesse. Han finansierede det autokratiske Ruslands fjender, og han anvendte sin indflydelse til at holde Rusland borte fra De forenede Staters pengemarked.
[74]

 


Jacob Schiff gav faktisk et sted mellem 17 og 24 millioner dollar for at finansiere de jødisk-kommunistiske revolutionære i Rusland,
en sum, der svarer til mange hundrede millioner dollar i nutidens penge. Rabbiner Marvin S. Andelman citerer i sin bog, To Eliminate the Opiate, to kilder, som dokumenterer Schiffs finansielle støtte til kommunistrevolutionen, og hvordan pengene blev betalt tilbage.

Jacob Schiff skal have givet tyve millioner dollar til den bolsjevikkiske revolution. Et år efter hans død overførte bolsjevikkerne over sekshundrede millioner rubler til Schiffs bankierfirma Kuhn & Loeb.[75][76]

54

Det forvirrede mig, at det voldsomt antikapitalistiske kommunistparti skulle være blevet støttet af en af de mest fremtrædende kapitalister i verden. Men jeg blev omsider klar over, at Den russiske Revolution, i sidste ende, ikke drejede sig om en økonomisk ideologis triumf, men derimod var kulminationen på en ældgammel kamp mellem to mægtige folk - jøderne og russerne - i en etnisk krig, som sluttede tragisk med det kommunistiske diktaturs totalitære tyranni. Og endnu værre gjordes den endelige regning op gennem terroren i Tjekaens bloddryppende kældre og Gulaglejrenes frosne død.

Den kendsgerning, at superkapitalister som Jacob Schiff kunne støtte et utilsløret socialistisk regime som kommunismen fik mig til at tænke over om der var noget mere ved kommunismen, end man så ved første øjekast. Hvad var det ved kommunismen, der gjorde den så tiltrækkende for jøder, som for størstedelen var veluddannede ikke-proletarer, når kommunismen, med Lenins ord, skulle være "et proletariatets diktatur"? Tydeligvis var jøder i det store og hele overhovedet ikke nogle, der lignede "verdens arbejdere" hos Marx, for ingen gruppe var mere involveret i kapitalismen eller i manipuleringen og anvendelsen af kapital end netop det jødiske samfund.

Jeg undersøgte de kommunistiske personligheder, som Mattie Smith havde sagt, stod i den jødiske Who's Who in World Jewry . Ateisten Leon Trotsky, såvel som ateisten Maxim Litvinov, den sovjetiske udenrigsminister, medtages stolt i spalterne, der omtaler berømte jøder, som er blevet samlet sammen af de ledende jødiske, rabbinske, grupper i verden.

Winston Churchill havde, i sin velskrevne artikel, "Zionism Versus Bolshevism: A Struggle for the Soul of the Jewish People", hævdet, at kommunismen og zionismen var forskellige ideologier, der konkurrerede, som han udtrykte det, "om det jødiske folks sjæl". Men noget virkede ikke helt kosher* i denne påståede, titaniske, kamp, for det så ud til, at mange zionister også støttede kommunismen, og at mange kommunister, i hvert fald i de tidligste år, var sympatisk indstillede over for zionister. Millioner af jøder, endda superkapitalister som Jacob Schiff, støttede den kommunistiske revolution i Rusland. Kampen mindede snarere om et forhold mellem to brødre, der af og til kan skændes indbyrdes, men som altid står sammen mod deres fælles fjender.

I 1975 læste jeg en bog med titlen Trotsky and the Jews, skrevet af Joseph Nevada og udgivet af Jewish Publication Society (Philadelphia, 1971). Bogen fortæller, at før Den russiske Revolution plejede Leon Trotskij (født Lev Bronstein) at spille skak med baron Rothschild fra den berømte Rothschild-bankfamilie.

En jødiske journalist (M. Waldman), som kendte Trotskij fra dennes tid i Wien, ("da han plejede at spille skak med baron Rothschild i Cafe Central og ofte besøge Cafe Daily for at læse aviserne dér").[77]

Hvad kunne Rothschilderne, det største bankierhus i Europa, dog have til fælles med en leder af en bevægelse, som ønskede at ødelægge kapitalisme og privat ejendom? Og omvendt, hvorfor skulle en hengiven kommunist

* jødisk udtryk, 'ikke helt jødisk korrekt'. Udtrykket stammer fra madvarer, der skal leve op til jødiske regler for, hvad der kan spises, f.eks. skal dyrs halspulsåre skæres over i levende live, for at alt blodet kan løbe ud af det, inden det dør, overs. anm.

55

være nær ven med den mægtigste af alle "kapitalistiske undertrykkere" i verden? Kunne det tænkes, at de så kommunismen og zionismen som to, om end meget forskellige, veje mod samme mål, nemlig magt og hævn over zarerne?

Et antal spørgsmål meldte sig: 1) Kunne kommunismen ganske enkelt have været et værktøj, som de tilpassede, så det kunne bruges til at besejre, og herske over, deres russiske modstandere? 2) Mente jøderne, at de kun var i konflikt med russere, eller også med andre folk? Var kommunismen, helt fra begyndelsen, en del af en strategisk befaling, som strakte sig langt ud over Sovjetruslands grænser? Dette var vigtige spørgsmål. Jeg tænkte, at jeg måske kunne finde svarene i kommunismens filosofiske ophav.

Jeg bestemte mig for at undersøge kommunismens ideologiske rødder. Jeg fandt Kapitalen[78] og Det Kommunistiske Manifest[79] i mit lokale bibliotek. Karl Marx' bøger var tågede, især de dele, der omhandlede den hegelske dialektik, men de gav nogenlunde mening, dersom man mente, at mennesket havde en maskinlignende natur, som Marx beskrev det. Én af mine lærere kom med den ofte gentagne men dårligt gennemtænkte bemærkning, at kommunismen var storartet i teorien, men fejlagtig i praksis. Efter min måde at tænke på må en storartet idé virke i praksis for at være storartet, og det gør kommunismen tydeligvis ikke. Der har aldrig eksisteret en teori, som lovede større menneskelig lykke, og dog skaffede mere fattigdom, større psykisk og fysisk undertrykkelse, og mere død og ulykke.


Indtil jeg fik set nærmere på kommunismens fundament havde jeg altid troet, at Karl Marx var tysker. Jeg havde faktisk læst, at Marx's far var kristen. Det viste sig, at hans far, der var en succesfuld advokat, var en jøde, som havde omvendt sig til kristendommen efter, at en forordning forbød jøder at praktisere som advokat. Langt senere, i 1977, læste jeg en artikel i Chicago Jewish Sentinel, som afslørede, at Marx var barnebarn af en rabbiner og "nedstammede fra mange generationer af talmudiske lærde"[80] En fremragende artikel i Barnes Review belyser "Racismen hos Marx og Engels."[81]

Ikke alene stammede Karl Marx fra en lang række talmudiske lærde, men han hadede også russerne med en lidenskab, som man må betegne som patologisk. Jeg slog "Karl Marx" op i de jødiske opslagsværker, og jeg

56

fandt, til min store forbavselse, ud af, at den mand, som lærte ham mange af kommunismens principper, var Moses Hess. Hvor utroligt det end kan synes, hylder nutidige zionister Moses Hess som "forløberen" for den moderne zionisme. I The Encyclopedia of Zionism in Israel fandt jeg nedenstående under opslagsordet "Moses Hess":

Pionér for den moderne socialisme, samfundsfilosof og forløber for zionismen… Hess var således forløberen for den politiske og kulturelle zionisme, og frem for alt, den socialistiske zionisme. Han blev dybt involveret i den fremvoksende socialistbevægelse. Karl Marx og Frederick Engels indrømmede, at de havde lært meget af ham i bevægelsens udviklingsår…. – The Encyclopedia of Zionism in Israel

Efter måneders læsning af vigtige førstehåndskilder indså jeg, at den ældre dame fra Citizens Councils kontor, i princippet havde haft ret, i det mindste med hensyn til kommunistrevolutionens oprindelse. Jeg følte det, som sad jeg på randen af en vulkan. Ethvert nyt stykke information syntes både at bekræfte og tydeliggøre sagen yderligere.

I The Last Days of the Romanovs opsummerede Robert Wilton, der havde arbejdet for The London Times i Rusland i 17 år, den "russiske revolution" med disse ord:


"Hele bolsjevismens historie i Rusland er præget med et fremmedinvasionens stempel, som ikke kan vaskes af. Mordet på zaren, der nøje var planlagt af jøden Sverdlov, og udført af jøderne Golosjtjokin, Syromotolov, Safarov, Vojkov, og Jurovskij, er ikke det russiske folks gerning, men derimod denne fjendtlige indtrængers."
[82]



I 1920 udgav det store New York-forlag, Free Press, som er en underafdeling af Simon & Schuster, en bog af den israelske historiker Louis Rappoport, med titlen Stalin's War Against the Jews. I den indrømmer forfatteren gladeligt det, vi ikke-jøder ikke forventes at kende til:

Mange jøder var overlykkelige over deres store repræsentation i den nye regering. Lenins første politbureau domineredes af mænd med jødisk ophav…

Under Lenin blev jøder involveret i alle aspekter af revolutionen, herunder dens mest beskidte arbejde. Trods kommunisternes løfte om at udrydde antisemitismen, bredte den sig lynhurtigt efter revolutionen – delvist fordi så mange jøder havde fremtrædende poster i den sovjetiske administration, såvel som i de traumatiske, umenneskelige, sovjetiseringskampagner, der fulgte.

57

Historikeren Salo Baron har bemærket, at et uhørt, uproportionalt, antal jøder gik ind i det nye, sovjetiske, hemmelige politi, Tjekaen… Og mange af de, der fik Tjekaens uvilje at føle, blev skudt af jødiske forhørsledere.

Det kollektive lederskab, som trådte frem, da Lenin lå for døden, blev anført af jøden Zinovjev, en snakkesalig, krølhåret…[83]

Jeg begyndte at indse, at der engang fandtes en udbredt viden om den "russiske revolution"s jødiske lederskab – et eksempel findes i National Geographic Magazine fra maj 1907. En artikel med titlen "Revolutionen i Rusland" beskriver den jødiske ledelse af den terroristiske kommunistrevolution.



… de revolutionære ledere hørte næsten alle til den jødiske race, og det mest effektive revolutionære organ er det jødiske Bund,… Regeringen har lidt mere på grund af denne race end alle dens øvrige undersåtter tilsammen. Hvor som helst der udføres en desperat gerning, er det altid af en jøde og der findes næppe et eneste loyalt medlem af denne race i hele imperiet.
[84]

Kendsgerningerne var uimodsigelige. Et kæmpemæssigt historisk faktum var blevet udvisket fra Vestens intellektuelle bevidsthed, lige så grundigt, som en fil kan udviskes fra en harddisk. I sin klassiske roman, 1984,[85] skrev George Orwell om, hvordan historiske kendsgerninger "forsvandt ned i hukommelseshullet"; samme skæbne var overgået sandheden om de virkelige udøvere af "Den russiske Revolution".

Jeg stillede mig selv to spørgsmål: "Hvorfor blev den historiske sandhed om kommunistrevolutionen undertrykt?" og "Hvordan kunne denne undertrykkelse gennemføres i den frie verden?" Det første spørgsmål havde et åbenlyst svar i den kendsgerning, at mange jøder ikke ønskede, at det skulle blive almindelig kendt, at jøder var de vigtigste ophavsmænd til den mest undertrykkende og morderiske ondskab i menneskehedens historie: kommunismen. Viden om dette faktum skaber naturligvis ikke god reklame for det jødiske folk.

Svaret på det andet spørgsmål om, "hvordan", var mere vanskeligt. Jeg indså, at kun særdeles stærke kræfter kunne undertrykke så vigtige afsnit af historien og skabe det falske indtryk af en "russisk revolution", når der kun fandtes 13 etniske russere på det højeste niveau i bolsjevikregeringen. Det var helt åbenbart, at jøder, gennem historien, havde haft stor magt – som bevist gennem eksempler som Jacob Schiff, Rothschilderne og andre – men ligefrem magt til at ændre opfattelsen af historien – det virkede

58

ganske urimeligt. Men jeg havde jo også, for blot nogle måneder siden, da Mattie Smith på Citizens Councils kontor fortalte mig, at Den russiske Revolution var jødisk, syntes, at dét lød latterligt. Nu vidste jeg noget mere, og jeg vidste, at jeg kun lige var begyndt at opdage en anderledes virkelighed i verden, en virkelighed, som ikke blev omtalt i New York Times.

De kendsgerninger, jeg nu var blevet bevidst om, førte mig videre til nogle nye interessante spørgsmål:

Gør det mig til antisemit at acceptere det historiske faktum, at "den russiske revolution" faktisk ikke var russisk, men derimod en fjendtlig, ikke-russisk, nationalitets overtagelse af Zar-rusland?

Findes der en historisk bevist nationalisme blandt jøderne, som er fjendtligt indstillet over for andre folk?

Er der et sammenfald mellem jødiske interesser og den kristne, vestlige verdens interesser, eller er de i konflikt med hinanden?

Hvis disse interesser nogle gange kom i konflikt, havde i så fald de velkoordinerede og verdensomspændende, jødiske anstrengelser, som kæmpede for, hvad de opfattede som deres etniske interesser i Rusland, haft negative konsekvenser for Rusland, Vesteuropa og Amerika?

Hvordan har jødisk organiseret magt skabt vort lands "særlige forhold" til Israel i moderne tid?

Og, som afslutning: havde disse spørgsmål noget med "had" at gøre?

Når jeg så TV-udsendelser om antisemitisme var "had" så godt som altid det ord, der blev anvendt til at beskrive enhver negativ mening om jøder. Jeg følte intet had mod jøder. Min undersøgelse havde været en rent intellektuel øvelse. Jeg var en indtrænger, der kiggede ind i en verden, hvor jeg ikke hørte til, men det var en verden, der havde vakt min interesse. I forbindelse med, at jeg grublede over spørgsmålet om "had", spurgte jeg en lærer på skolen, hvorfor ordet "had" aldrig blev brugt af medierne til at beskrive motivationen bag massemordene på millioner af kristne russere i Sovjetunionen. Det måtte virkelig have krævet en god del had at udføre så groteske forbrydelser. Hun havde intet svar og jeg havde endda mange flere spørgsmål. Senere forstod jeg, at selve stemplingen af spørgsmål i stil med mit som "had" i sig selv var del af en organiseret taktik til at dæmonisere enhver, der ville vove at modsætte sig den jødiske racismes had mod den ikke-jødiske verden.

Da jeg havde opdaget kommunismens og zionismens fælles rødder, besluttede jeg mig for at undersøge det jødiske folks historie, både den historiske jødedom og udviklingen af den moderne zionisme. Jeg følte, at jeg havde adgang til de bedste kilder i verden for undersøgelsen. Jeg begyndte med tre fremragende og udtømmende jødiske leksika.

 

Noter:

[40]Ford, Henry, (1920-1922). The International Jew: the World's Foremost Problem. The Dearborn Independent. Dearborn, Michigan

[41] Irving, David. (1994). Action Report. Special Edition

[42] Jick, Leon A. (1981). The Holocaust: its Use and Abuse within the American Public. Yad Vashem Studies, XIV, p. 316. Jerusalem.

[43] Goldhagen, D. (1996). Hitler's Willing Executioners: Ordinary Germans And the Holocaust. New York: Knopf, Random House.

[44] Who's Who in World Jewry. (1965). New York. Pitman Publishing. Corp.

[45] Who's Who in American Jewry. (1927-). New York: The Jewish Biographiccal Bureau, Inc.

[46] Goldwater, B.M. (1960). The Conscience of a Conservative. Shepherdsville, Kentucky. Victor Publishing Co.

[47] Stormer, J. (1964). None Dare Call it Treason. Florissant, Missouri: Liberty Bell Press.

[48] Schwarz, F.C. (1960). You Can Trust The Communists. Englewood Cliffs, New Jersey: Prentice-Hall.

[49] Churchill, W. (1920). Zionism versus Bolshevism: A Struggle for the Soul of the Jewish People. Illustrated Sunday Herald. 8. februar.

[50] Churchill, W. (1920). Zionism versus Bolshevism: A Struggle for the Soul of the Jewish People.

[51] U.S. National Archives. (1919). Record Group 120: Records of the American Expeditionary Forces, 9. juni.

[52] Wilton, R. (1920). Last Days of the Romanovs. New York. George H. Doran Co. p.148

[53] U.S. National Archives. (1919). Record Group 120: Records of the American Expeditionary Forces, 9. juni.

[54] Francis, D.R. (1921). Russia From the American Embassy. New York: C Scribner's & Sons. p.214

[55] National Archives, Dept. of State Decimal File, 1910-1929, file 861.00/5067

[56] Nettl, J.P. (1967). The Soviet Achievement. New York: Harcourt, Brace & World

[57] Encyclopedia Judaica. s.791-792

[58] Trotsky, L. (1968). Stalin: An Appraisal of the Man and His Influence. Ed. Trans. Charles Malamuth. London, MacGibbon & Kee.

[59] Shub, D. (1961). Novyi Zhurnal. no.63

[60] Shub, D. (1966). Lenin: A Biography. Harmondsworth. Penguin.

[61]Revue de Fonds Social Juif. (1970). no.161

[62] Ben-Schlomo, B.Z. (1991). Reporting on Lenin's Jewish Roots. Jewish Chronicle. 26. juli.

[63] Hoffman, Michael. (1997). Campaign for Radical Truth in History. P.O.Box 849 Coeur d'Alene, ID 83816, USA. Ehrenburg blev tildelt Leninordenen og Stalinprisen og testamenterede sine papirer til det israelske Yad Vashem Holocaust Museum.

[64] Goldberg, Anatol. (1984). Ilya Ehrenburg: Revolutionary,, novelist, poet, war correspondent, propagandist: the extraordinary epic of a Russian survivor. New York: Viking

[65] Solzhenitzyn, A. (1974). The Gulag Archipelago, 1918-1956: An Experiment in Literary Investigaion, I-II. Tran. Thomas P. Whitney. London: Collins: Harvill Press. s. 79

[66] Aronson, G. (1949) Soviet Russia and the Jews. New York: American Jewish League Against Communism.

[67] The Jewish voice. (1942) New York). American Jewish Congress. januar.

[68] The Congress Bulletin. (1940). (New York). American Jewish Congress, 5. januar

[69] George Bernard Shaw, citeret i The Jewish Guardian (1931), sagde: "I have seen the statement which Stalin gave recently to the Jewish Telegraphic Agency on Anti-Semitism, and in which the Soviet leader said that under the Soviet laws militant Anti-Semitism is punishable by death."

[70] Joseph Stalin (Note to the Jewish Telegraphic Agency) 12. januar 1931, Collected Works, Vol. 13

[71] Aronson, G. (1949) Soviet Russia and the Jews. New York: American Jewish League Against Communism.

[72] Encyclopedia Britannica. (1947). Vol. 2, s. 76

[73] Latimer, E.W. (1895). Russia and Turkey in the19th Century. A.C. McLury & Co. s. 332

[74] Jewish Communal Register of New York City. (1918). s. 1018-1019

[75] New York Journal American (1949). 3. februar

[76] Andelman, M.S.(1974). To Eliminate the Opiate. New York-Tel Aviv: Zahavia. Ltd. 26

[77] Nedava, J. (1971). Trotsky and the Jews. Philadelphia. Jewish Publication Society.

[78] Marx, Karl, (1936). Das Kapital. English. New York: The Modern Library

[79] Marx, Karl, (1932). Capital. The Communist manifesto and other Writings. New York: The Modern Library.

[80] Chicago Jewish Sentinel. (1975). Inside Judaica. 30. oktober.

[81] Barnes Review. (1996). The Racism of Marx and Engels. Okt., vol. 2. 10. p.3.

[82] Wilton, R. (1920). Last Days of the Romanovs. New York: George H. Doran Co. 148

[83] Rappoport, Louis. (1990). Stalin's War Against the Jews. Free Press/Simon & Schuster.

[84] Curtis, William Elroy. (1907). National Geographic Magazine. The Revolution in Russia. Maj, s.313.

[85] Orwell, George. (1948). 1984.

 

næste kapitel
forrige kapitel

NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke - Indhold


 

 

 


"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).


Palestine banner
Viva Palestina!

Latest Additions - dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder   


The Founding Myths of Modern Israel
Shahak: "Jewish History"


Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Down with Zio-Apartheid
StopJewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

The Founding Myths of Modern Israel
Garaudy: "The Founding Myths"


The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Zions Vises Protokoller

Videoer    
 

Talmud unmasked
Talmud - Jødernes "Hellige Bog"


Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Karikaturer 

Aktivisme!