No hate. No violence
Races? Only one Human race
United We Stand, Divided We Fall
Radio Islam
Know Your enemy!
No time to waste. Act now!
Tomorrow it will be too late

English

Franç.

Deutsch

Arabic

Sven.

Español

Portug.

Italian

Russ.

Bulg.

Croat.

Czech

Dansk

Finn.

Magyar

Neder.

Norsk

Polski

Rom.

Serb.

Slov.

Indon.

Türk.

汉语

Jødisk racisme

af David Duke

S. 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310

Kapitel 12

En undersøgelse af holocaust

 

En stor del af den litteratur, der findes om "Hitlers Endelige Løsning", er værdiløs som videnskabeligt bidrag. Faktisk er området for Holocaust-studier overfyldt med sludder, hvis man da ikke skal sige direkte bedrageri…Når man tager det vrøvl i betragtning, som dagligt udsendes af Holocaust-industrien, er det rigtigt utrolige snarere det, at der findes så få skeptikere – Dr. Norman Finkelstein, jødisk forsker, og forfatter af The Holocaust Industry.



Efter, at jeg blev opmærksom på den etnocentrisme, der gennemsyrede jødedommen og zionismen, og den altomfattende jødiske tilstedeværelse i medierne, læste jeg nogle bøger og artikler, der antydede, at historierne om tyske grusomheder under Anden Verdenskrig var overdrevne og fejlfortolkede. Nogle foreslog, at den vedvarende mætning af medierne med det, der nu kaldes holocaust, adskillige årtier efter krigen, var motiveret af Israels strategiske interesser. Først afviste jeg tanken om, at nogle af beskyldningerne mod tyskerne kunne være falske, for jeg havde set de grusomme billeder og film, der syntes at gøre tyske grusomheder selvindlysende. Følgende er en redegørelse for, hvordan jeg alligevel kom til at sætte spørgsmålstegn ved nogle aspekter af denne triste episode i europæisk historie.

På Louisiana State University skrev jeg, i en engelskklasse, en stil om liberaliseringen af den amerikanske kønsmoral. Jeg fortalte, hvordan jeg aldrig havde set et billede af en helt nøgen kvinde, set forfra, før jeg var en 1.G'er i gymnasiet. Dette minde kan lyde mærkeligt for de unge af i dag, men selv Playboy-magasinet udelod den gang det mest private seksuelle område - indtil midten af 1960'erne. Efter, at jeg havde skrevet denne stil, fortalte en højreorienteret ven, der læste den, at jeg tog fejl med hensyn til ikke at have set fuld nøgenhed i min barndom.

"Du har set helt nøgne kvinder," sagde han, "stærke billeder af nøgne mænd og kvinder, som ofte var udsultede og som sås i forfærdelige dødsscener. Du så mange billeder og film af de jødiske ofre for nazisternes grusomheder."

Ved nærmere eftertanke måtte jeg indrømme, at han havde ret. Fjernsyn og trykte medier var i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne langt mere snerpede, end de er i dag, men i mine barndomsår viste medierne ofte rædselsvækkende billeder og filmsekvenser, der skildrede stærke scener af lemlæstede og udtærede, nøgne, jødiske ofre fra Anden Verdenskrig. De tyngede siderne i tidsskrifter som Look og Life. De manglede aldrig i TV-dokumentarudsendelser om krigen, og selv de daglige aviser genoptrykte dem - heriblandt min hjembys avis, den jødisk-ejede Times-Picayune.

I en uskyldig tid, hvor mine venner og jeg aldrig havde set et fotografi af en helt afklædt kvinde, viste medierne os

264

kadavere, ofte af nøgne kvinder eller af små børn, som var stablet op som en bunke brænde og som af allierede tropper blev skubbet ned i massegrave af bulldozere. Disse fotografier havde en stærk virkning, for selv i dag forbliver disse billeder levende, ætset dybt ind i sindet via de følelser, som fremkaldes ved dem.

Min ven foreslog, at der var en politisk grund til, at medierne, gentagne gange, viste mig de jødiske ofre fra Anden Verdenskrig. "Var det tilfældigt?" Spurgte han retorisk. "Hvis det kun var for sensationsjournalistikkens skyld, med nøgenhed og død, hvorfor var det så, praktisk talt, kun jødiske ofre, der vistes?"

Da filmen The Faces of Death[538] kom i biograferne over hele Amerika, i 1974, stod millioner i kø for at se virkelige filmoptagelser, af rigtige mennesker, i dødskamp. Det, at se et menneske i den akavede kropsstilling, som døden skaber, er måske det mest oprivende syn, man kan komme ud for. Forældre beskytter deres børn mod disse scener, og TV-nyhedsprogrammer viser sjældent de mest grusomme billeder fra et mord. På trods af mediernes hyppige brug af sensationsjournalistik, for at øge seertallene, viser de, selv efter et passagerflys styrt, normalt kun mere skånsomme optagelser fra ulykken, i stedet for afhuggede hoveder og kroppe.

Mange har givet udtryk for bekymring for, at TV-programmer og film er for voldelige og blodige for små børn, men de forfærdelige scener fra holocaust er blevet obligatorisk pensum for skolebørn i nogle stater i USA. Jødiske grupper har lobbyet for at få vedtaget love, der kræver "holocaust-undervisning" i offentlige skoler og mange tusinde lokale skolesystemer har, på jødisk opfordring, ganske enkelt gjort noget sådant tvungent. Den blodige vold i den mest modbydelige spillefilm eller TV-program kan umuligt være mere barsk end de blodige scener fra holocaust. Ville de samme skoler vise film af de blodige ofre fra flystyrt til deres unge elever? Ville de vise massakrerne på palæstinensiske kvinder og børn, der blev slagtet i Sabra og Shatila-lejrene i det israelsk-besatte Libanon eller af ofre, der blev nedslagtet af kommunisterne i Cambodja, til 9-årige skolebørn? Hvad var så grunden, spurgte jeg mig selv til, at de hele tiden skal vise små børn disse horrible scener, der er et halvt århundrede gamle, af jødiske ofre?

Fortalerne for "holocaust-undervisning" af skolebørn siger, at traumer er nødvendige for at undervise dem i farerne ved racisme og antisemitisme. Men de viser ingen ofre, der har fået deres hjerne blæst ud, for at lære børn om rædslerne ved sædvanlige mord, ingen scener af millioner af udhungrede lig efter de sovjetiske massemorderes nedslagtninger, for at lære børn om farerne ved kommunismen. Ingen skoler har en "Afdeling for Gulagstudier," og ingen offentlige gymnasier kræver studier af Gulag-øhavet for at bestå.

Et af de argumenter, der anvendes af de, som arbejder for holocaust-undervisning til vore børn er, at holocaust viser racismens ondskab. Den afslører, siger de, at massemord er den yderste konsekvens af racebevidsthed. De undlader at påpege, at langt flere

265

mennesker er blevet slagtet i lighedens navn, end i racismens. Fra de blodige overgreb under den Franske Revolution til de millioner, der blev nedslagtet af sovjetlederne i deres Gulag-øhave og videre til de morderiske rødgardister i Kina og myrderierne i Cambodja, har ingen doktrin dræbt flere mennesker end kommunismen - og en fanatisk hengivenhed til lighedsmageri, egalitarisme, ligger i centrum af denne doktrin.

De frygtelige scener, der beskrev jødisk lidelse og død, rørte mit hjerte, da jeg var en ung mand og det gør de stadig. De gav mig afsky for den umenneskelighed, der kunne skabe sådanne rædsler. Ja, det vækker vrede i os alle, vrede, der er er rettet mod de ansvarlige for blodbadet. Ikke desto mindre spekulerede jeg, efterhånden som jeg blev mere bevidst om den tidlige jødiske dominans i den internationale kommunistiske bevægelse på, hvorfor mediernes fokus næsten udelukkende var på jødiske lidelser, med uendelig lidt opmærksomhed på andre ofre for massemord.

De eneste ofre, som jeg derfor, virkelig, var bevidst om, var jøder. Det var de ofre, jeg læste om, de ofre, jeg så i TV-dramaer, de ofre, jeg så på de stærke billeder og i nyhedsudsendelser. Der findes ingen større menneskelig forbrydelse end nedslagtning af uskyldige. Den britiske historiker, David Irving, kalder det "innocenticide."* Men jeg kom til at lære om en "innocenticide", som var langt mere omfattende, end selv de frygtelige forbrydelser, der blev begået af nazisterne. Denne viden kom ikke fra TV-dokumentarer eller doku-dramaer eller fra de meget omtalte krigsdomstole mod krigsforbrydere eller eftersøgningen af disse, men fra de stille sider i bøger og dokumenter, som kun er blevet meget lidt drøftet af de populære medier.

Kommunister i Rusland, Østeuropa og Kina dræbte mindst ti gange flere uskyldige mennesker, end dem, der angiveligt blev dræbt af nazisterne. Da jeg endnu var ung teenager, var jeg ikke bevidst om disse ofre for kommunismen. Jeg hørte kommentarer om grusomheder, der var blevet begået af kommunisterne, men jeg så ingen filmklip eller fotografier af ofrene for kommunismen. Jeg kan ikke huske ét eneste tilfælde. Jeg så ingen dokumentarfilm og læste heller ikke dagbøger, skrevet af unge piger (eller nogen andre, for den sags skyld), der havde lidt i hænderne på kommunisterne. Således havde jeg ingen følelsesmæssig involvering i de kristne ofre for kommunisterne, men jeg havde stærke følelsesmæssige bånd til de jødiske ofre for Anden Verdenskrig.

Jeg læste så senere, ansporet af min anti-kommunisme, om den største menneskeslagtning i verdenshistorien: mordet på millioner af kristne i det kommunistiske Rusland. Jeg læste, med rædsel og medfølelse, om det horrible mord på zar Nikolaj og hans familie, der blev begået af jødiske bolsjevikker, og om massemord, der påbegyndtes af Lenin og nåede et klimaks, i den aldrig overgåede slagtning af mennesker, som blev iværksat af Stalin. Lenins klassiske erklæring om den sovjetiske stats massemord illustrerer disse drabs koldblodige karakter. Han sagde, "Du kan ikke lave en omelet uden at slå nogle æg i stykker." Ved begyndelsen af 1960'erne, viste oplysninger fra Kreml,

* mord eller massemord på uskyldige, overs. anm.

266

at Sovjet selv vedkendte sig, at de tidlige ledere af kommunismen, efter det kommunistiske partis eget skøn, havde organiseret henrettelsen af mellem 25 og 40 millioner mennesker. I denne periode forblev medierne fokuseret på jøders lidelser og ofrede meget lidt sympati eller opmærksomhed på de andre ofre for totalitarisme. Jeg fandt det fantastisk, at medierne ofrede så stor opmærksomhed på grusomheder, der var begået mod jøder og samtidig viste total ligegyldighed over for massemord på millioner af kristne, som var begået af jødiske kommissærer i den sovjetiske stat.

Den kvalte reaktion på de sovjetiske grusomheder var tilsyneladende uforklarlig, i betragtning af, at Amerika, på det tidspunkt, lå i en "kold krig" mod kommunisterne. Hvilke psykologiske våben kunne, nemlig, have været bedre mod kommunisterne, i denne verdensomspændende ideologiske Kolde Krig, end at afsløre den historiske sandhed om deres massakrer på et tocifret antal millioner mennesker?

Den vestlige presse holdt sig for det meste tavs om de sovjetiske massemord, selv mens millioner stadig led i de kommunistiske koncentrationslejre. Flere millioner døde i Kommunistkina under "kulturrevolutionen," i mange nationer i Afrika, i fængsler på Cuba, i Cambodjas mordorgier og i "genopdragelseslejre" i Vietnam. Men i en periode, hvor marxister likviderede millioner, var det eneste, vi allesammen så, den endeløse parade af historier om jødisk lidelse, for mange årtier siden.

Alt mens jødiske lærde skreg "aldrig igen!" om grusomheder, der var begået af ét enkelt regime, som havde været dødt og borte i årtier, led millioner af uskyldige mennesker under tortur og død, i snesevis af kommunistiske tyranstater, rundt om i verden. Mens disse myrderier fortsatte, hørte vi kun et par hviskende stemmer om dem, men samtidig fortsatte en overmætning af offentligheden med jødisk lidelse under Anden Verdenskrig, helt frem til i dag. I slutningen af 1960'erne og i begyndelsen af 1970'erne deltog jeg i møder hos anti-kommunistiske cubanere og mange østeuropæiske nationaliteter, som havde lidt alvorligt i hænderne på kommunisterne. Lettere, estere, litauere, ukrainere, hviderussere, rumænere, ungarere, tjekker, polakker, kroater, serbere, og flygtninge fra mange andre steder, fortalte en historie om undertrykkelse, tortur og mord, der kun modtog en brøkdel af den mediedækning, der blev givet holocaust - og alligevel drejede deres historie sig om lidelser for en endnu større mængde mennesker.

Og mens medierne skreg op om eftersøgninger, pågribelser og retssager mod de tyske krigsforbrydere, fortsatte moderne kommunistiske krigsforbrydere med at torturere og myrde millioner i koncentrationslejre over hele verden. De jødisk-dominerede medier gjorde ikke nogen reel indsats for at forhindre udslettelsen af liv, der kunne være blevet reddet, ej heller kom de, i retfærdighedens navn, med opfordringer til retsforfølgning af kommunistiske krigsforbrydere, hverken når det gjaldt de tidligere eller de nuværende.

Efter, at jeg havde erfaret om de store massakrer, der havde været organiseret af de jødiske bolsjeviker i Sovjetunionen, spekulerede jeg på, hvorfor jeg havde forbeholdt et sådant særligt nag til de nazistiske krigsforbrydere. Hvorfor, tænkte, følte jeg

267

et særligt fjendskab over for én massemorder frem for en anden? Er ikke alle massemordere lige depraverede, hvad enten det drejer sig om en kommissær, der myrder zaren og hans børn, en SS-kommandant i det krigshærgede Østeuropa, der likviderer jøder, en kinesisk maoistisk rødgardist, der myrder tusinder i den såkaldte kulturrevolution, et jødisk medlem af Stern-banden, der massakrerer palæstinensere i Deir Yassin eller en arabisk terrorist, der sprænger en markedsplads i luften i Tel Aviv? Men det var unægteligt de jødiske ofre, jeg havde den største empati for og det var deres antisemitiske forfølgere, jeg følte den største afsky og vrede mod. Jeg spurgte mig selv, hvad der mon havde forårsaget dette?

På det tidspunkt begyndte jeg at forstå, hvordan jeg var blevet manipuleret. På grund af jødisk indflydelse i nyheds- og underholdningsmedier, var det deres historie, jeg så på TV og i film, det var deres sorg, jeg delte i bøger, deres forvredne kroppe, jeg så på billeder og film, deres rædsel, jeg hørte om fra lærere og prædikanter. Hvor kraftig er ikke virkningen på en 9- eller 10-årig, hvis den første nøgenhed, han ser i medierne, er ledsaget af forfærdelige dødsscener?

Jeg begyndte at stille andre, politisk ukorrekte, spørgsmål om holocaust. Selv om alt, hvad medierne siger om holocaust muligvis er sandt, hvorfor skal det da fortsat optage vores opmærksomhed, tusind gange mere, end massakren på mange flere mennesker i Sovjet? Hvorfor hører vi ikke nu, hvor kommunismen er faldet, højrøstede krav om en domstol af Nürnberg-typen for kommunistiske massemordere? Et andet spørgsmål, jeg er kommet til at stille i 1990'erne er: hvorfor er der ikke krigsforbryderretssager for Israels mange massemord på palæstinensere, som dem i Deir Yassin, i Kibya, i Sabra og Shatila, og i Qana. Disse forbrydelser er veldokumenterede forbrydelser mod menneskeheden, let beviselige, og der er endda mange israelske embedsmænd, som allerede offentligt har bekræftet dem. Men ingen synes at være interesseret i at bringe jødiske mordere for retten. Hvis mistænkte tyske krigsforbrydere er de eneste, der skal forfølges, tyder dette så ikke allerede på en anti-tysk etnisk skævvridning?

Andre spørgsmål begyndte at plage mig. Hvis det, at anbringe en uskyldig jødisk civilperson i et gaskammer, var indbegrebet af ondskab, var da brandbomber mod millioner af tyske og japanske civile også moralsk forkert? Er der en etisk skelnen mellem det, at myrde uskyldige ved giftgas, og det at myrde uskyldige ved at brænde dem levende? Var det moralsk acceptabelt, at Amerika brandbombede civile kvinder og børn, fordi vi var i krig med tyskerne og japanerne? Ville Anden Verdenskrigs tyske grusomheder mod jøder efter denne, mediernes egen standard, på en eller anden måde være acceptable, hvis tyskerne betragtede sig selv som værende i krig med jøderne?

Jeg læste en bog af David Irving med titlen The Destruction of Dresden ('Ødelæggelsen af Dresden').[539] Den afslørede den morderiske brandbombning af Dresden i de sidste dage af Anden Verdenskrig. De fleste amerikanere har hørt meget om bombningen af Nagasaki og Hiroshima, men få er klar over, at der omkom flere

268

mennesker i Dresden end i hver af de byer, der blev udslettet med atombomber. Dresden var et allieret "eksperiment." Man ønskede at finde ud af, om det var muligt at skabe en "brandstorm" ved at droppe tonsvis af brandbomber i byens centrum. Dresden var en by, som indeholdt uvurderlige, kunstneriske og kulturelle, skatte, der havde været uberørt af krigen indtil dette tidspunkt. Bombningen satte hele den indre by i brand og skabte orkanagtige vinde, som fodrede flammerne. Asfalten boblede og flød som lava i gaderne.

Da luftangrebet var forbi, var mindst 100.000 mennesker omkommet. For at undgå spredning af sygdomme, brændte myndighederne de grufulde rester af de mange tusinder mennesker på groteske ligbrændingsbål. Dresden havde ingen militær betydning og da den blev bombet, var krigen allerede så godt som vundet. Om noget, styrkede bombningen desuden kun den tyske modstandsvilje og kostede flere allierede liv. Jeg spurgte oprigtigt mig selv: var bombningen af Dresden en krigsforbrydelse? Var det en forbrydelse mod menneskeheden? Var de børn, der oplevede den mest grufulde død af alle, at blive brændt levende, på nogen måde mindre krænket end, for eksempel Anne Frank, som blev anbragt i en koncentrationslejr og som i sidste ende bukkede under for sygdom?

I dag indrømmer den britiske regering, at deres luftvåben, fra februar 1942, iværksatte en politik, der gik ud på at bombe tyske civile. Som Willis Cartos Barnes Review påpeger, omkom mere end 600.000 mænd, kvinder og børn på grund af bombardementerne, der var beregnet til at dræbe så mange civile som muligt.[540]

De Forenede Nationer definerer nu en bevidst bombning af civile som en forbrydelse mod menneskeheden. Den dobbeltmoral, som synes at eksistere i alle ting, der beskæftiger sig med Anden Verdenskrig, generede min sans for 'fair play'. Et eksempel på mediernes bekvemmlighedsmoral er behandlingen af Oklahoma City bombningen i forhold til de kolossale civile bombardementer under Anden Verdenskrig. Jeg husker stadig omkvædet efter Oklahoma City blodbadet, og den stemning, der herskede under retssagen mod Timothy McVeigh. I det væsentlige, gik den ud på: "Hvilken slags monster ville bombe og brænde børn til døde?"

Er det at brænde titusinder af uskyldige babyer levende, ved forsætlig bombning af civile fra fly, mindre moralsk forkasteligt end mordet på to dusin børn, begået af Timothy McVeigh? Regeringer giver én, der bomber børn, medaljer, og en anden dødsstraf. Men den endelige skyld må ligge hos regeringerne, der indleder en sådan politik, ikke hos de soldater, der følger deres ordrer. Jeg anser et tilsigtet massemord på kvinder og børn, uanset om det begås af en enkelt, af en gruppe, eller af en regering - som umuligt at forsvare.

Selv efter krigens slutning, tildelte de allierede, i mange måneder, en officiel kalorieration, til hver enkelt tysk civil borger, som var mindre, end hvad der var nødvendigt for at opretholde livet. Barnes Review påpeger, at flere hundrede tusinde civile døde

269

af sult, kulde og sygdom i disse måneder. Den røde Hær tvang 12 millioner bort fra deres hjem i Øst, og der er beviser for, at mindst halvdelen af disse blev myrdet eller døde på anden måde undervejs.[541] I strid med Genève-konventionen og mangeårige regler for krig, blev millioner af tyske soldater holdt fanget længe efter krigens slutning og hundredtusinder døde af sult, kulde og sygdom i den fangelejrene, der blev administreret af de allierede. Disse dødsfald fandt sted efter at krigens rasen var ophørt og mens massive lagre af fødevarer og lægemidler fandtes i nærheden, oplagret i de allieredes magasiner. Ud af de 91.000 tyske soldater, der blev taget til fange ved Stalingrad, overlevede kun 5.000 krigen, og de sidste krigsfanger blev først løsladt i 1955, ti år efter krigens afslutning. Hvorfor er denne oplagte krigsforbrydelse aldrig blevet retsforfulgt?[542]

Jeg har fundet et perfekt eksempel på denne "os og dem" dobbeltmoral i en bog, jeg stiftede bekendtskab med, mens jeg gik ppå college. Den havde titlen Germany Must Perish ('Tyskland må udslettes!')[543] og var skrevet af en amerikansk jøde, ved navn Theodore N. Kaufman. Den udkom i 1941, inden USA's involvering i krigen og inden påstanden om noget tysk program for udryddelsen af jøder var fremkommet. I forordet hedder det:

Dette dynamiske værk beskriver en omfattende plan for udryddelse af den tyske nation og den totale udryddelse, fra jordens overflade, af alle dens borgere. Også indeholdt i bogen er et kort, der illustrerer den mulige territoriale opsplitning af Tyskland og fordeling af dets landbesiddelser.


 

Både magasinet Time og The New York Times anmeldte bogen i stedet for blot at afvise den og ingen af de to blade var alt for ophidsede over dens åbenlyse opfordring til folkemord. Hvordan ville vore dages moralister mon reagere, hvis nazisterne havde udgivet en bog med titlen Jews Must Perish ('Jøderne må udslettes!), og hvis store tidsskrifter og aviser i førkrigs-Tyskland havde lavet reklame for en bog, der opfordrede til "den totale udryddelse, fra jordens overflade, af alle jødiske mennesker?" Ville de ikke fremvise det som bevis på Tysklands moralsk fordærv?

Som teenager begyndte jeg, på trods af, at jeg var voldsomt patriotisk og pro-amerikansk, at se, at ingen af siderne havde monopol på dyden under en krig. Og i en total krig, hvor den ene side tilintetgør hele den anden sides politiske og kulturelle ledelse, skriver kun sejrherrerne historien. Mundheldet om, at "i krig er sandheden det første offer" gør sig gældende her. Hvad betød det for sandheden om holocaust?

Jeg vidste, at USA's massemedier havde bedraget mig med hensyn til oprindelsen af-, og drivkraften bag-, den sovjetiske og den internationale kommunisme og med hensyn til omfanget af de kommunistiske massemord. Det forekom bestemt muligt,

270

at de jødisk-dominerede massemedier ville være lige så vildledende i et spørgsmål, der var så uhyre vigtigt for dem.

På det tidspunkt, da jeg begyndte at se nærmere på detaljerne omkring holocaust, havde jeg allerede lært, at det medieskabte billede af den evige uskyld hos den jødiske religion og det jødiske folk, var falsk. Alligevel fandt jeg det stadig svært at se objektivt på holocaust, for ikke så mange år tidligere var mine øjne blevet fyldt med tårer, da jeg læste Anne Frank - The Diary of a Young Girl, ('Anne Franks Dagbog').[544] Jeg var - og er stadig - dybt bevæget over scener fra Anden Verdenskrigs blodbad.

På overfladen syntes beviserne for holocaust at være overvældende. Bjerge af bøger, tidsskrifter og avisartikler, film, prædikener, taler og dokumentarfilm proklamerede den, med knap et eneste ord til indvending. Hertil kom at jeg, som en meget stolt ung amerikaner og med en særdeles stolt militær historie i min familie, var tilbøjelig til at tro al krigens propaganda om mit lands fjender. Min far, der var oberst, og som stadig deltog i hærens aktive reserver, så sin deltagelse i Den anden Verdenskrig som den mest meningsfyldte periode i sit liv. Han ville ikke høre tale om nogen formindskelse af den tyske skyld.

holocaust var en del af fars trossystem, og det blev også en del af mit. Men jeg opdagede, at en række berømte amerikanerne var kommet med udtalelser, der afveg en del fra den vedtagne version af historien om Anden Verdenskrig. Blandt disse var sådanne mænd som senator Robert Taft, Charles Lindbergh, general George Patton og den tidligere præsident for Højesteret ('Supreme Court Chief Justice') Harlan Fiske Stone.

holocaust-overlevende og revisionist Paul Rassinier


Jeg læste interessante synspunkter, der var fremsat af Paul Rassinier, en overlevende fra holocaust som vendte sig imod, hvad han kaldte løgnene om holocaust. Rassinier var en fransk politisk modstander af nazisterne og havde som sådan lidt meget under krigen. Men under sit ophold i en række koncentrationslejre under krigen så han aldrig nogen beviser på gaskamre til henrettelse af mennesker og heller ikke på eksistensen af et program til udryddelse af jøderne. Efter sin befrielse læste han sensationsprægede beretninger, som han vidste var forkerte. Selv om han ikke nærede kærlighed til sine tyske fangevogtere følte han, at det var hans etiske pligt til at fortælle sandheden om lejrene og tilbagevise de overdrevne og falske påstande, der blev fremført i verdenspressen.

I tilgift til hans egne skarpe beretninger om erfaringer og observationer, begyndte han efter krigen at undersøge hele sagen nærmere. Rassinier hævdede, at dødstallene i lejrene var langt lavere end påstået og at dødsfald primært var forårsagede af lejrenes usle tilstand – og var utilsigtede følger af tabene og

271

ødelæggelserne i en nation, der var knust, under en katastrofal krig. Han kaldte også påstandene om gaskamre for "klassiske eksempler på krigspropaganda, som der ikke var noget grundlag for i virkeligheden." Rassinier havde intet personligt at vinde, i efterkrigstidens Frankrig, ved at indtage sådan en upopulær holdning. Faktisk havde han meget at tabe og efter at have lidt under mange prøvelser og afsavn i de tyske koncentrationslejre, kom han herefter til at lide under en intens forfølgelse for sine modige skrifter.

 

Tre berømte ofre for holocaust

Flere år senere læste jeg en pjece, som beskrev uoverensstemmelser og utroværdigt indhold i Anne Franks Dagbog.[545] Dr. Robert Faurisson, en professor som havde specialiseret sig i analyse af litteraturs ægthed, ved universitetet i Lyon, Frankrig fremlagde, på grundlag af bogens form og indhold, stærke indicier for, at det var usandsynligt, at en pige, i sine tidlige teenageår, havde skrevet den, i det mindste i dens offentliggjorte form. Det forbavsede mig også, at denne pige, som var det berømteste offer for holocaust – og som havde tilbragte det meste af krigen i Auschwitz - ikke døde i et gaskammer. Nær krigens slutningen evakuerede tyskerne hende, tillige med mange andre, til Bergen-Belsen. I de sidste måneder af krigen bukkede hun under for tyfus. Anne Franks søster, Margot, og hendes mor, blev heller ikke gasset. Også de døde begge af tyfus. Hendes far, Otto, blev syg mens han var i Auschwitz og han blev plejet og helbredt i lejrens hospital. Nær slutningen af krigen evakuerede tyskerne ham til Mauthausen og han blev befriet dér. Otto Frank har selv bevidnet disse kendsgerninger.

Disse forhold var i strid med de historier, jeg havde læst om Auschwitz. Bøger og film portrætterede lejren som et samlebånd for mord, et sted, hvor hele toglaster af jøder blev taget lige fra ankomstperronen til gaskamrene. Nazisterne inspicerede angiveligt de nyankomne og sendte de raske og rørige til at arbejde og små børn og syge til gaskamrene. Hvis disse historier var sande, hvorfor var da den unge Anne og hendes søster, som ankom til Auschwitz på det formodede højdepunkt for myrderierne, ikke blevet gasset?

De andre berømte overlevende fra Auschwitz er først og fremmest holocaustens ypperstepræst, Elie Wiesel, manden, der fik Nobelprisen for sit forfatterskab om det. Wiesel oplevede, lige som Anne Franks far, også et ophold i lejrens hospital mod slutningen af krigen. I sin selvbiografiske bog, Night, fortæller Wiesel, at han, i januar 1945, i Auschwitzlejrens Birkenau-afsnit, havde fået opereret en inficeret fod i lejrens hospital. Hans læge foreslog to ugers hvil, men russerne ville snart befri lejren. Sygehuspatienter og alle andre, der blev anset for uegnet til at rejse fik, af de tyske myndigheder, mulighed for at blive i lejren og således blive befriet af russerne eller at blive

272

evakueret sammen med tyskerne. Efter at have drøftet det med sin far besluttede Wiesel og faderen at blive evakueret sammen med deres formodede "mordere."[546][547]

Jeg bør også omtale den tredje mest berømte overlevende fra holocaust, Simon Wiesenthal, der er blevet berømt for at bekæmpe de, der vover at nære tvivl om nogle aspekter af holocaust. Meget lig Anne Frank's far og Elie Wiesel, havde også Wiesenthal et ophold i de nazistiske lejrhospitaler. Wiesenthal skrev, at han forsøgte at begå selvmord ved at skære sig i håndleddene, mens han sad fængslet hos nazisterne.[548] Nazisterne - som han ellers hævder prøvede at dræbe alle jøder i Europa – ville ikke lade ham dø, de sendte ham i stedet på hospitalet, hvor de omhyggeligt plejede ham og bragte ham på højkant.

Revisionisterne stiller følgende spørgsmål: Hvis tyskerne var de djævle, som Wiesel hævder i sine bøger, og virkelig havde helliget sig udryddelsen af alle jøder, hvorfor valgte han og hans far da at forlade lejren sammen med tyskerne, frem for at vente på de sovjetiske styrker? Da jeg læste denne indrømmelse af Wiesel, troede jeg ikke mine egne øjne. Hvorfor skulle de sende Anne Franks far til hospitalet og hvorfor i alverden skulle de bestræbe sig på at redde livet på en jøde, der forsøgte at begå selvmord? Efter at være blevet bekendt med disse ting indså jeg, at de var helt uforenelige med holocausthistorien, sådan som denne normalt præsenteres.

Jeg spekulerede på, om holocausthistorien havde ændret sig gennem årene. Så det første jeg herefter gjorde var at trække min meget slidte 1956-udgave af Encyclopaedia Britannica[549] frem. Den udførlige artikel om Anden Verdenskrig havde ingen omtale af nazisternes pogromer mod jøderne. Denne udgave havde heller ingen artikler om "holocaust." I en artikel med titlen "jøder" var der et kort afsnit om jøderne i Europa under krigen. Denne artikel, som var skrevet af Jacob Marcus, der nok var den mest fremtrædende jødiske historiker i verden på det tidspunkt, nævnte mange jødiske forfattere og myndigheder som kilder, herunder Encyclopedia Judaica, Jüdische Lexicon, The Jewish Encyclopedia, og Universal Jewish Encyclopedia. Artiklen var domineret af et pro-jødisk perspektiv og Marcus beskrev jødernes forhold under nazisterne med disse ord:

For at kunne få en løsning på det jødiske problem i overensstemmelse med deres teorier, gennemførte nazisterne en række udvisninger og deportationer, fra næsten alle europæiske stater, af jøder, der for det meste var af østeuropæisk herkomst.

Mænd blev ofte adskilt fra deres koner og andre fra deres børn og de blev, i tusindvis, sendt til Polen og det vestlige Rusland. Dér blev de sat i koncentrationslejre eller store reservater eller sendt ud i sumpene eller ud på vejene, i arbejdsslæng. Mange omkom under de umenneskelige forhold, som de arbejdede under. Mens alle andre store jødiske centre blev involveret i krigen, kom de amerikanske jøder gradvist til at påtage sig en lederposition blandt verdens jøder.[550] [fundet i 1947, 52, og 56 udgaverne]

Forestil dig min overraskelse over at finde denne beskrivelse af, hvad der nu kaldes holocaust i 1956-udgaven af Encyclopaedia Britannica, der var udkommet inden 11

273

år efter krigens slutning, og efter afslutningen af de vigtigste af Nürnbergprocesserne. Jeg havde forventet at læse en udførlig artikel om "Det største blodbad i menneskets historie." Artiklen malede bestemt et dystert billede af menneskelige lidelser, men det afgørende var, at der ikke blev nævnt blot antydningen af det berømte tal: seks millioner – ej heller gaskamre og ikke en gang ordet "holocaust". I stedet sagde Encyclopaedia Britannica blot, at nazisterne satte jøder i koncentrationslejre og fik dem til at arbejde i arbejdsslæng, hvor mange omkom under de forfærdelige forhold. Jeg tænkte: hvor langt fra nutidens billede af holocaust.

Det virkede mærkeligt på mig, at det berømteste og mest respekterede leksikon i verden skulle beskrive de jødiske lidelser på denne måde. Det satte gang i mine første rigtige tvivl om hele spørgsmålet og begyndte at åbne mit sind for nye spørgsmål. Jeg gik til det offentlige bibliotek i 1970 og kiggede igen under overskriften, "jøder" i en 1967-udgave af Encyclopaedia Britannica.[551] I skarp kontrast til værkets udgaver fra 1950'erne, slås det i denne udgave utvetydigt fast, at tyskerne forsøgte at udrydde alle de europæiske jøder og at de havde fundet en metode, der var "mere effektiv og økonomisk end skydning eller hængning: giftgas." Hvad vidste Britannica-redaktionen i 1967, som den ikke vidste i 1956?

Hvorfor denne ændring fra de tidligere versioner? Spurgte jeg mig selv. Var der kommet nye beviser frem, årtier efter krigen? Nye spørgsmål trængte sig på. Hvis den effektive nazistiske krigsmaskine styrede Europas jøder og havde til formål at dræbe dem, hvordan kunne så mange da have overlevet? Faktisk har millioner af jøder ansøgt om, og modtaget, erstatning fra den tyske regering. Hvordan overlevede alle disse jøder, hvis nazisterne havde en, for længst, fastlagt plan om at udrydde dem? Jeg bemærkede også, at i Wiesel i sin berømte selvbiografi, Night, der udkom i 1956, samme år som Britannica-artiklen, aldrig nævner gaskamre - ikke én eneste gang, omend han nævner krematorier i Auschwitz. Han skriver faktisk, at jøder blev dræbt, en masse, ved at blive smidt levende ned i brændende gruber, en rædselsvækkende påstand, ganske vist, men vidt forskellig fra de moderne påstande.

Wiesel citerer også beretninger om jøder, der er blevet myrdet ved Babi Yar, hvor, "måned efter måned, jorden aldrig holdt op med at skælve" og hvor "gejsere af blod, fra tid til anden, sprøjtede op fra den."[552] Jeg tænkte: Kommer dette fra den mand, der vil fortælle mig sandheden om holocaust?

Andre uforskammede spørgsmål faldt revisionisterne ind. Konstruerede nazisterne, mens de befandt sig midt i krigsindsatsen, virkelig store og komplekse gaskamre, transporterede de virkelig millioner af jøder til lejrene og udryddede de deres ofre på denne måde? Hvis deres hensigt var at dræbe dem, ville da ikke kugler, der koster et par kroner stykket, dræbe dem mere effektivt og eliminere den enorme regning og det logistiske mareridt med transport, bolig, mad og lægehjælp? De spurgte: Hvis nazisterne virkelig havde til hensigt at dræbe alle jøder, hvorfor skulle de så overhovedet have behov for at opbygge koncentrationslejre?

Jeg følte mig utilpas ved at undersøge disse spørgsmål. Jeg spekulerede på om jeg, på en eller anden måde, forsvarede massemord, ved at tvivle på,

274

om grusomhedsfortællingerne var blevet overdrevet. Jeg havde set overlevende på TV fortælle historierne om jødiske ofres hud, der blev lavet til lampeskærme og deres kropsfedt lavet til sæbe. En bølge af sympati trængte sig af og til på, og fik mig til at droppe min undersøgelse i et stykke tid.

Jeg besluttede omsider at fortsætte min læsning og tænke mere over emnet. Dét at søge efter sandheden er aldrig forkert. Den eneste synd er manglende mod til at følge, hvor sandheden fører én hen. Jeg startede min undersøgelse af holocaust ved at kigge nærmere på Nürnbergprocesserne, de internationale straffeprocesser, som angiveligt beviste arten og omfanget af holocaust.

 

Nürnbergprocesserne

Min far var en traditionel Republikaner, der beundrede senator Robert Taft fra Ohio. Taft var enig med mange amerikanske militærpersoner i, at Nürnbergprocesserne skabte en farlig præcedens, som kunne bringe amerikansk militært personel i fare i fremtidige konflikter. Hvis de sejrende hære fra Anden Verdenskrig kunne retsforfølge deres besejrede fjende for krigsforbrydelser mente han, at det samme kunne ske en dag for tilfangetagne amerikanske soldater. Jeg så den prisbelønnede film, Judgment at Nuremberg, og læste en bog, som skildrede retssagerne som en begivenhed, hvor retfærdighed blev ydet til krigsforbrydere, der fortjente galgen eller skydning.

Interessant nok kom den første alternativ opfattelse jeg læste om Den Internationale Militærdomstol i Nürnberg fra en mand, som jeg betragtede som en fjende af Sydstaterne: præsident John F. Kennedy. I hans bog, Profiles in Courage,[553] ('Mænd af mod'), som vandt Pulitzer-prisen, skrev Kennedy om senator Tafts politiske heltemod. Hans personlige æreskodeks fik ham til at tage afstand fra Nürnbergprocesserne med risiko for at skade hans livslange forsøg på at opnå præsidentembedet. Trods højlydt opposition og en uhørt smædekampagne mod ham fra de jødisk-dominerede medier satte Taft spørgsmålstegn ved rimeligheden i Nürnbergprocesserne.

Taft hævdede, at retssagerne ikke var de lysende eksempler på vestlig retspraksis, som massemedierne havde forført mig til at tro. Taft gennemførte en senatsundersøgelse, hvor mange amerikanske vidner oplyste, at der havde fundet udbredt tortur af de tyske tiltalte sted. En sådan adfærd forfærdede senator Taft og han havde den dristighed at foreslå at man ikke kunne stole på sådanne tilståelser. Han gik videre til spørgsmål omkring selve grundlaget for retssagerne og det billede af retfærdighed, de formodedes at repræsentere.

I Profiles in Courage citerer Kennedy Taft, fra en tale på Kenyon College, i Ohio. På side 238 skriver Kennedy,

"En retssag mod de besejrede, udført af sejrherrerne," fortalte han [Taft] et opmærksomt, omend noget forbavset publikum, "kan ikke være upartisk, uanset hvordan det bliver omgærdet med retfærdighedens formaliteter."[554]

275

Kennedy fortsætter med at citere udførligt fra Tafts tale.

Over hele denne domfældelse hviler der en stemning af hæv, og hævn er sjældent retfærdighed. Hængningen af de elleve dømte mænd vil være en skamplet på den amerikanske historie, som vi længe vil komme til at beklage.

I disse retssager har vi accepteret den russiske idé om formålet med en retssag - regeringspolitik og ikke retfærdighed - med ringe forbindelse til angelsaksisk kulturarv. Ved at klæde politik i den juridiske procedures form, kan vi have miskrediteret hele idéen om retfærdighed i Europa, i mange, mange år.[555]

Kennedy kommenterer,

Nürnberg var, hævdede senatoren fra Ohio, en skamplet på amerikansk forfatningshistorie, og en alvorlig afvigelse fra vor angelsaksiske kulturtradition, om fair og lige behandling, en arv som, med rette, havde gjort dette land respekteret i hele verden. "Vi kan ikke engang undervise vore egne folk i de sunde principper om frihed og retfærdighed," sluttede han. "Vi kan ikke lære dem regeringskundskab i Tyskland, ved at undertrykke frihed og retfærdighed ... " [556]

Tafts argument var, at sejrherrens retfærdighed ikke er nogen retfærdighed overhovedet. Selv om medierne gav retssagerne et skær af retfærdighed i en kulisse af en retssal, var det rent overfladisk. Virkelig retfærdighed kan ikke forekomme når de, som anklager, har kontrol over dommere, anklagemyndighed og forsvar. Vort vestlige begreb om ret hviler på idéen om upartisk retfærdighed. Er denne mulig, når dommerne er den anklagedes politiske fjender? Er den mulig, når mænd står over for retsforfølgelse for krigshandlinger, som de allierede selv havde begået? Er retssagerne troværdige, når de tillader enorme mængder af vidneudsagn uden krydsforhør af vidner ... når såkaldte beviser består af tilståelser, der fremskaffes gennem tortur ... når vidner for forsvaret kunne risikere anholdelse for at møde frem ved retten ... når mænd er dømt for overtrædelser af love, som ikke engang eksisterede på tidspunktet for den påståede overtrædelse af dem?

Dommer Edward Van Roden var medlem af Simpson Army Commission, der undersøgte de metoder, der anvendtes ved koncentrationslejren Dachau. I Washington Daily News for den 9. januar 1949 og i Londonbladet Sunday Pictorial for den 23. januar 1949, fortalte han om nogle eksempler på brugen af tortur

". . . . Efterforskerne satte", sagde han, "en sort hætte over den anklagedes hoved og gik så i gang med at slå ham i ansigtet med messing-knojern, sparke ham og slå ham med gummislanger. . . ." Alle, på nær to af tyskerne i de 139 sager, vi undersøgte, var blevet sparket i testiklerne, så disse var knuste.[557][558]

Mange af de "holocaust-beviser", der tilbydes i dag af historikere, er "tilståelser", der blev fremtvunget under krigsforbryderprocesserne. Jeg tænkte: kan vi have tillid til "tilståelser" fra mennesker, hvis testikler blev ødelagt under forhøret? Jeg blev også chokeret, da jeg erfarede, at russiske KGB-folk, hvoraf nogle med sikkerhed selv var massemordere, sad som dommere.

276

En af mine venner i Citizens Council fortalte mig, at en amerikansk dommer, der havde været retsformand ved én af domstolene, havde afsløret uretfærdighederne ved Nürnbergprocesserne. Jeg fandt ud af, at dommer Charles F. Wenersturm, fra Iowas højesteret, havde fratrådt sin ansættelse, i væmmelse over retssagerne. Han anklagede dem for, at anklagemyndigheden forhindrede forsvaret i at indsamle bevismateriale og i at forberede deres procedure, at der ikke var tale om at forsøge at oprette et nyt, juridisk, princip, men at sagerne udelukkende var motiveret af had til tyskerne. Derudover sagde han, at 90 procent af Nürnbergdomstolens personale bestod af personer der, af politiske, og racemæssige, grunde, var forudindtagne mod forsvaret. Han hævdede at jøder, hvoraf mange var flygtninge fra Tyskland og nyligt "naturaliseret" som amerikanske borgere, var dominerende blandt de ansatte ved Nürnbergdomtolen, og var mere interesseret i hævn end retfærdighed.

Hele atmosfæren er usund. . . . Der blev ansat advokater, kontorister, tolke og efterforskere, som først var blevet amerikanere i de seneste år, og hvis baggrunde var dybt bgravet i Europas had og fordomme.[559]

Jeg fandt også ud af, at mit militære idol, general George S. Patton, havde modsat sig krigsforbryderprocesserne. For eksempel skrev han i et brev til sin kone:

Jeg er ærlig talt imod denne krigsforbryder-snak. Det er ikke "cricket" og det er semitisk. Jeg er også imod at sende krigsfanger ud at arbejde som slaver, i fremmede lande, hvor mange vil blive sultet ihjel.[560]

Vor allierede, Sovjetunionens, hær voldtog millioner af tyske kvinder i deres besatte områder – lige fra små børn til gamle damer. De myrdede millioner og tvang andre millioner fra deres hjem i vinteren 1945. Østpreussen, der havde været et tysk landområde i århundreder, fik hele sin tyske befolkning fordrevet eller myrdet af sovjetterne. I 1990'erne dokumenterede en jødisk forsker, John Sack, det jødiske massemord på titusinder af tyskere i månederne efter krigen.[561] Det var ikke kun Sovjet og jøderne, der begik krigsforbrydelser. De vestlige allierede begik også deres andel. Den ene var "Operation Keel Haul", som deporterede hundredtusinder af russiske og østeuropæiske anti-kommunister til tortur, slavearbejde og massemord i Sovjetunionen. Da de hørte om den tvungne hjemsendelse, der var blevet planlagt af de allierede, begik snesevis af dem selvmord. Morgenthau-planen var en anden skammelig kriminalitet, som de allierede igangsatte efter krigen. Planen krævede, at hver tysk civilperson kun fik en ration af mad, der var mindre end den, der påstås at have været givet til fanger i tyske koncentrationslejre. Morgenthau-planen var i funktion i næsten et år, indtil de allierede besluttede, at kun et stærkere Tyskland kunne modstå en ny kommunistisk dominering af Europa.

277

Det gjorde mig syg at læse om tyske mødre, der blev tvunget ind i prostitution for at brødføde deres børn. Efter, at krigen var forbi, døde flere hundredtusinde af tyske civile og soldater, i det første år af den barske allierede besættelse og dette er uden at medregne de, der blev holdt fangne af Kommunistrusland.[562] Da jeg begyndte at forstå, at krigen skabte disse former for uretfærdigheder på begge sider, begyndte jeg for alvor at sætte spørgsmålstegn ved min overbevisning om, at tyskerne var de eneste skyldige i forseelser under Anden Verdenskrig.

Et berømt billede af Dachaus gaskammer, som viste sig at være et rum,
der brugtes til desinficering


Da jeg opdagede, at de allierede også havde begået grusomheder, mindede dette mig om den ondskabsfulde propaganda mod Sydstaterne, der blev udløst, da nordstatstropper befriede Andersonville fangelejren under krigen mellem staterne*. Mange nordstatsfanger var, her, døde af sygdom og underernæring. Dette skete, fordi de sydlige styrker, bogstaveligt talt, intet havde at brødføde deres fanger med. Mange af sydstatsfolkene led selv forfærdeligt under William Tecumseh Shermans "brændte jords" politik, ødelæggelsen af jernbaner og blokaden mod Sydstaterne. Under sådanne omstændigheder er det ikke overraskende, at fangelejre var det rene helvede og ingen ondsindet plan eller sammensværgelse kræves for at forklare det. Mens jeg endnu var i college erfarede jeg, at selv om Norden ikke led under fødevaremangel, var forholdene i Nordstaternes fangelejre ofte værre end i Sydstaternes lejre.[563] Da jeg læste om Lincolns direkte ordre, som forbød Nordstaternes vogterne at give deres tilfangetagne sydstatsfolk de pakker med fødevarer og tæpper, som var sendt af bekymrede pårørende, lærte jeg den bitre sandhed, at sejrherrerne altid portrætterer sig selv som retfærdige og de besejrede som uretfærdige.

Når jeg tænkte på Nürnbergprocessernes åbenlyse uretfærdighed, blev det lettere for mig at se på holocaust objektivt, for dens fundament lå i de påstande, der blev søsat af Den Internationale Militærdomstol i Nürnberg.

Ét eksempel på Nürnbergs lurvede beviser er den påståede tilståelse fra Rudolf Höss, den tidligere nazi-kommandant i Auschwitz koncentrationslejren. I årevis udbasunerede holocaust-historikere Höss's "tilståelse" som bevis for, at nazisterne målbevidst udryddede jøderne. Faktisk dannede den grundlaget for påstanden om massegasninger i Auschwitz. Den førende holocaust-historiker, Raul Hilberg,

* den amerikanske borgerkrig 1860-64, overs. anm.

278

støttede sig kraftigt til dette "bevis", men da det fulde, uredigerede, indhold blev almindeligt kendt i 1960'erne, blev mange holocaust-eksperter flove over det, og i 1990'erne erkendt nogle dets åbenlyse utroværdighed. Historiker Christopher Browning, indrømmede i en artikel i Vanity Fair, at:

Höss havde altid været et meget svagt og forvirret vidne. Revisionisterne bruger ham, af den grund, hele tiden, for at forsøge at miskreditere Mindet om Auschwitz, som helhed.[564]

Det første problem lå i tallene. I hans påståede tilståelse, sagde Höss, at der var blevet mere end 2,5 millioner jøder gasset i Auschwitz. Næsten alle såkaldte myndigheder angående holocaust, heriblandt den nuværende museumsinspektør og centerleder i Auschwitz-lejren, Dr. Francizek Piper, siger nu, at tallet var 1,2 millioner. Hvorfor skulle Höss have løjet? Eller sagde han bare alt, hvad de tvang ham til at sige?

Höss tilstod også ting, der var umulige. For eksempel hævdede han, at arbejdere, efter at hundredvis af ofre var blevet gasset med blåsyre*, straks gik ind i de uventilerede rum og fjernede ligene, uden at bære gasmasker. Han beskrev, hvordan de røg og spiste snacks, alt imens de udførte deres job. Til sammenligning udlufter staten Californien, i moderne tid, sit gaskammer i timevis, efter en henrettelse. Selv derefter kan arbejdere ikke komme ind i lokalet, uden gasmasker og sikkerhedsdragt, som de må bære for at undgå det giftige stof, der kan dræbe, blot ved at trænge ind i hudens porer. Enhver, i disse lejre, som straks gik ind i et stort rum, som var mættet med dødbringende hydrogencyanid, der netop havde dræbt hundredvis af mennesker, ville snart selv have befundet sig blandt ofrene. I sin tilståelse hentydede Höss også til en koncentrationslejr - Wolzek - som ikke engang eksisterede.

Höss skrev sine erindringer, mens han afventede retssagen og henrettelsen i et KGB-drevet kommunistisk fængsel i Polen med alt, hvad sådanne omstændigheder indebærer. Rupert Butler beskriver meget levende Höss' tilfangetagelse i sin anti-nazistiske - og anti-Höss - bog, Legions of Death. Her følger Butlers beretning om arrestationen og tortureringen af Höss:

Kl. 5 den 11. marts 1946, åbnede Frau Höss sin dør for seks efterretnings-specialister i britisk uniform, de fleste af dem høje og truende og alle erfarne i de mere sofistikerede teknikker for vedvarende og nådesløst forhør ...

Vi opdagede senere, at han havde tabt den cyanid-pille, som de fleste af dem bar på sig. Ikke at han ville have haft mange chancer for at bruge den, for vi havde mast en lommelygte ind i munden på ham ...

Clarke råbte: "Hvad er dit navn?" Ved hvert svar: "Fritz Lang," smadrede Clarkes knytnæve ind i fangens ansigtet. Den fjerde gang, det skete, brød Höss sammen og indrømmede, hvem han var ...

Indrømmelsen bevirkede, at de jødiske sergenter i arrestationsgruppen gav frit løb for deres afsky ...

Fangen blev revet ned fra den øverste køje, og pyjamassen revet af hans krop. Han blev derefter slæbt nøgen hen til et af slagtebordene, hvor det forekom Clarke, at slagene og skrigene var uden ende. Omsider

* hydrogencyanid, 'Zyklon B', overs. anm.

279

sagde en læge til kaptajnen: "Få dem til at stoppe, medmindre du ønsker at bringe et lig tilbage... "

[Höss] blev slæbt tilbage til Clarkes bil, hvor sergenten hældte en stor slurk whisky ned i halsen på ham. Så prøvede Höss at sove. Clarke pressede sin tjenestestav ind under mandens øjenlåg og beordrede ham, på tysk: "Hold dine griseøjne åbne, dit svin ... "

Gruppen nåede tilbage til Heide omkring klokken tre om morgenen. Sneen føg stadig, men tæppet blev revet af Höss og han blev tvunget til at vandre, helt nøgen, gennem fængselsgården, hen til sin celle. Det tog tre dage før man kunne få en sammenhængende udtalelse ud af ham.[565]

Et andet overbevisende eksempel på unøjagtigheden ved Nürnbergprocesserne er dette: De Allierede havde præsenteret det som en kendsgerning, at 300.000 mennesker var omkommet ved gasning i Dachau koncentrationslejren nær München. I dag hævder ingen autoriteter omkring holocaust, at tyskerne gassede så meget som én eneste person i Dachau, og det officielle dødstal er blevet reduceret til cirka 30.000, stammende fra alle årsager. Cirka halvdelen af dødsfaldene indtraf som følge af sygdomsepidemier, der havde hærget i lejren, og mange af dødsfaldene skete endog efter, at de allierede havde overtaget kontrollen med lejren.

Selv efter befrielsen af Dachau-lejren døde tusinder af indsatte af tyfus, mens De Allierede kæmpede for at få epidemien under kontrol. Allierede fotografier, fra den tid, viser skilte,på engelsk, med hastighedsbegrænsning, i Dachau. Der står "HASTIGHEDSBEGRÆNSNING 5 MPH. STØV SPREDER TYFUS".



Det krigshærgede Europa var udsat for omfattende og katastrofale tyfusepidemier. Tyske myndigheder bekæmpede luseangreb med desinfektionsrum for tøj og personlige genstande, ligesom amerikanske fængsler bekæmper lus ved at desinficere de indsatte med en aflusnings-spray. Zyklon B blev kun brugt på tøj og andre artikler og det skulle anvendes i et specialbygget, lufttæt kammer, så ingen blev udsat for fare.

Fordi revisionister læste store mængder holocaust-litteratur, og sammenlignede gammelt og nyt materiale, begyndte de at se revner i holocaust-fundamentet, som truede hele bygningsværket. De fleste af os har læst, eller hørt, beretninger fra (amerikanske) soldater, der har berettet, at de vidste, hvad nazisterne havde gjort, fordi "de så det med deres egne øjne."

Revisionisterne spørger: Hvad de amerikanske soldater egentlig? - De så forfærdelige scener med menneskelige lidelser og død. De så bunker af lig, som var udtærede af sult og sygdom, lige som nordstatstropper så det i Andersonville, under Den amerikanske Borgerkrig. Har nogen amerikanere imidlertid set gaskamre i det amerikansk besatte Tyskland? Ifølge accepterede myndigheder omkring emnet,

280

heriblandt den berømte nazijæger, Simon Wiesenthal, mødte der ikke amerikanerne sådanne syn i Tyskland - det kunne heller ikke være forekommet - fordi de eneste gaskamre, der hævdes at være brugt til jøder, fandtes i den sovjetiske zone.

Et klassisk billede, der er blevet vist rundt i verden, viser en amerikansk soldat med hjelm, i Dachau, stående ved siden af en tung metaldør, der er påmalet et dødningehoved og den tyske advarsel: FORSIGTIG, LIVSFARE, ÅBN IKKE! Billedteksten lyder "Gaskammer i den berygtede nazistiske dødslejr i Dachau." Ingen, der så dette foto og billedteksten kunne bebrejdes for at tænke, at de havde set et billede af et gaskammer, hvor nazisterne havde myrdet mennesker. Da jeg første gang så billedet, tænkte jeg det samme. Flere år senere fandt jeg ud af, at det ganske vist var et gaskammer – men et, der anvendtes til desinfektion af tøj, for at dræbe lus - de skadedyr, der breder tyfus og andre sygdomme, som dræbte koncentrationslejrenes indsatte. Faktisk døde mange hundrede allierede soldater af disse skadedyrs-spredte sygdomme, under og efter krigen. Soldaten, på det berømte fotografi, stod ved siden af et desinfektionskammer, som var beregnet til at redde liv, ikke til at tage liv.

Et meget udbredt landkort, med placeringer af koncentrationslejre (hvide) og "dødslejre" (sorte). Bemærk, at alle "dødslejrene" blev indtaget af sovjetstyrker


Revisionister hævder, at de allierede regeringer, hen mod krigens slutning, søgte at sætte den tyske fjende i det værst tænkelige lys. Rygter blev udnyttet og overdrivelser udbredt. Det var ikke et stort spring for krigspropagandaen at præsentere desinfektionskamre for lus som gaskamre for mennesker.

281

Amerikanske befriere af lejrene, der tusinder af gange havde læst og hørt om tyskere, der gassede jøder, kom til at tro, at de havde set resultaterne af gasning med deres egne øjne. Det er et psykologisk fænomen, som er både dommere og journalister bekendt. Efter at have oplevet det psykologiske chok fra de forfærdelige scener med død i lejrene, kunne ingen klandres for at tro den "officielle forklaring" som medierne gentog. Mange år efter krigen - længe efter, at det blev kendt, at ingen amerikanske soldater havde set et eneste gasset offer, støttede medierne stadig myten. Aviser og tidsskrifter citerer ofte soldater, der "véd", at tyskerne gassede jøder, fordi de "var der" og de "så det med deres egne øjne." Men alligevel korrigerer ingen redaktør fejlen. Ingen vover at gøre det.

I slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne bemærkede jeg begyndelsen til en betydelig revision af holocaust-historien. "Dødslejre", hvor flere hundrede tusinder angiveligt var blevet gasset, blev pludselig til "koncentrationslejre", hvor der ikke havde været nogen målrettet indsats for at udrydde fanger. Med hensyn til lejre, som Dachau, der tidligere påståedes at have gasset jøder, standsede pludselig enhver omtale af gasning, og deres dødstal blev nedjusteret. Mindeplader på lejrenes porte, der nævnte de gamle opskruede antal på ofre, blev lige så stille udskiftet. Selv de professionelle "holocaust-historikere" begyndte at klassificere Dachau som en "koncentrationslejr", snarere end en "dødslejr."

Da emnet blev genstand for mere grundig forskning, blev de tidligere påstande om gasning af mennesker i lejrene, på tysk jord, afsløret som falsknerier fra krigens tid. Store dele af den populære presse gentager stadig denne fejl, selv om de officielle holocaust-historikere, i mellemtiden, har flyttet gaskammer-beskyldningerne, helt og holdent, over til de "kommunistisk befriede" lejre i Øst. De såkaldte eksperter, som nu siger, at alle dødslejre var i Øst, havde blot et par år tidligere hævdet det samme om lejrene i Vest.

 

Den jødiske sæbehistorie

Den aparte historie om, at nazisterne lavede sæbe af jødiske lig er måske et af de mest opsigtsvækkende eksempler på den svindelagtige karakter af dokumentationen og adfærden i Nürnbergprocesserne - og de usandheder, der er indeholdt i holocaust-historien. Under Nürnbergprocessen erklærede L.N. Smirnov, ledende rådgiver for justitsministeriet i USSR ('chief counselor of justice for the U.S.S.R.')

De samme usle, rationaliserede SS-tekniske-hoveder, der skabte gaskamre og mord-varevogne, begyndte at udarbejde sådanne metoder til ... fremstilling af sæbe fra menneskekroppe og garvning af menneskehud til industrielle formål ...[566] (Nürnberg-bilag USSR Nr. 197)

Alliede anklagere fremlagde beedigede erklæringer, der påstod, at Dr. Rudolf Spanner, som var leder af Danzig-instituttet, havde opfordret til produktion

282

af sæbe fra ligene af koncentrationslejres indsatte. Dr. Spanners formodede formel for menneskelig sæbe blev præsenteret (Nürnberg-dokument USSR-196), og virkelig sæbe, der formodedes at være fremstillet fra menneskekroppe blev fremlagt i IMT* (bilag USSR-393).

Sir Hartley Shawcross, der var den ledende britisk anklager, sagde i sin afsluttende procedure for retten, "Det skete, at endog ligene af deres [tyskernes] ofre blev brugt til at råde bod på krigstidens mangel på sæbe." Som en del af Nürnbergdommen erklærede dommerne, "forsøg blev foretaget for at udnytte fedt fra ligene af ofrene til kommerciel fremstilling af sæbe."[567] Denne sensationelle påstand skabte overskrifter verden over og bliver stadig ofte gentaget, den dag i dag.

Efter Nürnbergprocessen voksede den jødiske sæbehistorie, ved hver genfortælling. Overlevende berettede om, hvordan de vaskede sig med jødisk sæbe. Nazijæger, Simon Wiesenthal, skrev om menneskesæben under Nürnbergprocesserne. I 1946 skrev han i det østrigske jødesamfunds tidsskrift, Der Neue Weg:

I de sidste uger af marts rapporterede den rumænske presse en usædvanlig nyhed: I den lille rumænske by Folticeni blev tyve kasser sæbe begravet på den jødiske kirkegård, med fuld ceremoni og komplette begravelsesritualer. Denne sæbe var blevet fundet for nylig i et tidligere tysk hærdepot. På kasserne fandtes initialerne RIF, "rent jødisk fedt." Disse bokse var bestemt for Waffen-SS. Indpakningspapiret afslørede, med ganske kynisk objektivitet, at denne sæbe var fremstillet af jødiske kroppe. Overraskende nok havde de grundige tyskere glemt at beskrive, om sæben var fremstillet af børn, piger, mænd eller ældre personer.[568]

Påstanden om, at nazisterne lavede sæbe af jøder, i krigens sidste år, blev blot præsenteret som en grum kendsgerning, der viste tyskernes umenneskelighed mod jøderne. Den blev gentaget, i bøger som William Shirers opreklamerede Rise and Fall of the Third Reich og i tusindvis af artikler, dokumentarfilm, og tilmed i lærebøger.[569] I Israel har der endda været jødiske begravelser af sæbestykker, som påstodes at være resterne af jøder. Sæbestykkerne var svøbt i ligklæder ved begravelsen og blev begravet efter højtidelige jødiske ritualer.

Ifølge jødiske autoriteter ved Yad Vashem, der er dokumentationscentret for holocaust i Israel, er hver eneste artikel, udtalelse, beedigede erklæring og dramaudsendelse om, at tyskerne lavede sæbe af jøders kroppe, blevet bevist at være falsk. Efter krigen, indledte De Allierede en straffeproces mod Dr. Rudolf Spanner. Efter en langvarig efterforskning fandt den offentlige anklagers kontor ingen beviser for, at Danzig-instituttet nogensinde havde lavet sæbe af menneskekroppe og de frafaldt tiltalen mod ham.

Det viser sig, at bogstaverne "RIF", som fandtes på den pågældende sæbe, ikke står for "rent jødisk fedt", men for det officielle navn på det statslige organ, der distribuerede sæbe og andre rensemidler:

* IMT, International Military Tribunal, Nürnbergdomstolen, overs. anm.

283

"Reichsstelle für industrielle Fettversorgung" betyder simpelthen "Rigscenter for industriel fedtforsyning". Faktisk ville "Rent Jødisk Fedt" blive forkortet til "RJF" (Rein Jüdisches Fett), og ikke "RIF," men i den hysteriske anti-tyske stemning, der herskede ved slutningen af krigen, ville holocaust-overdrivere ikke lade simple kendsgerninger komme i vejen. Da "holocaust-revisionister" konfronterede rædselskøbmændene med sandheden, måtte de indrømme sæbeløgnen eller miste troværdighed.

Den jødiske historiker, Walter Laqueur, erkendte i sin bog fra 1980, The Terrible Secret, at historien om menneskesæben var ren fantasi.[570] Gitta Sereny, en anden berømt jødisk historiker, bemærkede i sin bog, Into That Darkness,[571] at "den alment accepterede historie om, at ligene blev anvendt til fremstilling af sæbe og gødning, er endeligt modbevist af den generelt meget pålidelige Ludwigsburg Centrale Myndighed for Undersøgelse af Nazistiske Forbrydelser." Deborah Lipstadt, der er professor i moderne jødisk historie og holocaust-studier ved Emory University, skrev i 1981, at "Nazisterne brugte aldrig ligene af jøder, eller for den sags skyld nogen andre, til fremstilling af sæbe."[572]

Endelig, i april 1990, erklærede manden, der hyldes som verdens førende holocaust-historiker, professor Yehuda Bauer fra Israels Hebrew University, samt Shmuel Krakowski, som er arkivdirektør for Israels berømte Yad Vashem holocaust-center, at historierne om menneskesæben ikke var sande. Bauer sagde, at lejrfanger "var villige til at tro på en hvilken som helst skrækhistorie om deres forfølgere." I hans interessante erklæring, skød Bauer skylden for hele historien om menneskesæbe på nazisterne. Krakowski bemærkede, at "Historikere har konkluderet, at sæbe ikke blev lavet af menneskefedt. Når så mange mennesker benægter, at holocaust nogensinde er sket, hvorfor så give dem noget, de kan bruge imod Sandheden?"[573]

Lige som historien om "jødisk sæbe" viste sig at være en gigantisk løgn, siger revisionisterne, at der findes et væld af oplysninger, der på samme måde står i modstrid med mange af de andre populære overbevisninger. Mange forskere, der blev draget af modsigelserne og de usandsynlige scenarier i holocausthistorien, kom uafhængigt op med nye resultater. Den samlede efterforskningsgruppe, der udfordrer holocausthistorien – "holocaust revisionismen" – bliver ved med at afdække nye beviser, selv mens jeg skriver disse linjer. (Se også: "Myten, som nægter at dø," Barnes Review)[574]

holocaust-eksperterne har imødegået revisionisterne med skældsord og undertrykkelse. For bare et par år siden blev de, der vovede at sætte spørgsmålstegn ved den jødiske sæbehistorie kaldt nazister og hadere. Selv i dag bliver enhver, der vover at sætte spørgsmålstegn ved blot en del af holocaustpakken: dens karakter, dens tal eller politik - fordømt som en "holocaust-Benægter" (et begreb, der sandsynligvis vil blive varemærkebeskyttet og efterhånden skrevet med stort "B", lige som "Holocaust" er kommet til at blive stavet med stort "H").

284

At kalde én, der sætter spørgsmålstegn ved holocaust-dogmet, for en "holocaust-benægter", er at antyde, at han er en dum (eller ond), anti-semitisk, galning. Hvordan kan man benægte, spørger holocaust-"autoriteterne" det, som, trods alt, alle og enhver har set med egne øjne - billederne og filmklippene af gasninger og skyderier, dyngerne af jødiske lig?

Jeg opdagede, at ingen ansvarlig revisionist i virkeligheden benægter , at et stort antal uskyldige mennesker, heriblandt mange jøder, blev dræbt af tyskerne og deres allierede, under Anden Verdenskrig. Ingen benægter, at tyskerne indsamlede jøder fra hele det besatte Europa, og satte dem i beklageligt usle koncentrationslejre. Revisionister benægter ikke, at nazisterne begik grusomheder mod jøder; men de hævder, at antallet af dræbte er blevet groft overdrevet. Endnu vigtigere er det, hævder de, at der ikke var noget centralt program, nogen plan, eller politik, hos den tyske regering, som gik ud på at udrydde hele det jødiske folk. Revisionister hævder, at nazisterne oprettede lejre for at indespærre jøder, fordi de anså dem for en sikkerhedsrisiko, lige som den amerikanske regering indsamlede og fængslede amerikanere af japansk afstamning, af sikkerhedsmæssige årsager.

Revisionister hævder, at videnskabelige og dokumentbaserede beviser støtter deres holdning, og at fortalerne for holocaust-ortodoksien må undertrykke debatten ubarmhjertigt, hvis holocaust-historien skal overleve. Endelig hævder de, at der findes stærke politiske og økonomiske motiver for skabelsen og bevarelsen af holocaust-historien.

 

Kast holocaust-kættere i fængsel - og smid deres bøger på bålet!

I 1990'erne er hundredvis af personer i hele den vestlige verden, heriblandt mange akademikere og forskere, blevet chikaneret, truet, fysisk overfaldet, fyret, givet bøder og endog fængslet, blot fordi de fremkom med beviser, der udfordrede dele af holocaust-ortodoksien. Professorer, dommere og lærere er blevet fyret fra deres job. Nogle er blevet idømt bøder på titusindvis af dollars, alene for at komme med politisk ukorrekte udtalelser. Professor Robert Faurisson fra Frankrigs Université de Lyon 2, er for eksempel blevet idømt en bøde på tusinder af francs for sine udtalelser, har fået smadret sit ansigt og fået det overhældt med syre, under et brutalt angreb. Ofte er sådanne ofre veluddannede, respekterede mænd, som aldrig er blev anklaget for antisemitisme, før de efterforskede og skrev om holocaust.

Et førsteklasses eksempel på denne forfølgelse af holocaust-tvivlere er beretningen om historikeren David Irving. Hans bøger findes i næsten ethvert bibliotek i verden. Irving har skrevet mere end tredive værker om Anden Verdenskrig og de er blevet udgivet på en halv snes af de mest fremtrædende forlag i den vestlige verden, heriblandt: The Viking

285

Press; Harper & Row; Little, Brown; Simon & Schuster; og Avon Books.

De mest respekterede historikere i verden, blandt andre A.J.P. Taylor, Trevor Roper, Gordon Craig og Stephen Ambrose har rost nogle af hans værker. Han har forsket i de tyske statsarkiver gennem mere end tredive år, samt i det amerikanske National Archives, det britiske Public Records Office, i regeringsarkiver i Australien, Frankrig, Italien og Canada, og selv i de tidligere sovjetiske hemmelige statsarkiver. Han var den første historiker, der anfægtede gyldigheden af de vidt og bredt roste (og senere afsløret som falskneri ) Hitler Diaries.[575] I løbet af Irvings omfattende forskning, har han kunnet fremdrage mange dokumenter, der udfordrer dele af holocaust-ortodoksien.

Under et ophold i Tyskland citerede Irving en videooptagelse med museumsdirektøren for Auschwitz statsmuseum, Dr. Francizek Piper. Piper havde erkendt, at det anlæg, der var blevet fremvist til verden (og til mere end 40 millioner besøgende) gennem 40 år - som et ægte gaskammer, der var bygget af nazisterne - ikke var ægte. Polske kommunister havde faktisk bygget det efter krigen. Blot for, på denne måde, at citere Pipers indrømmelse, anklagede regeringen Irving for at "bagtale mindet om de døde."

Selv om han havde klare beviser for sandheden i hans redegørelse, blev Irving forbudt at præsentere disse under sin retssag eller blot at indkalde Dr. Piper som vidne. Den tyske regering idømte ham en bøde på 30.000 tyske mark* for at være fremkommet med sit udsagn om historiske forhold. I "den tyske stats interesse" forbød de ham, fremover, at bruge de tyske statsarkiver, hvor han havde arbejdet i mere end tredive år, og hvortil han selv havde doneret uvurderlige samlinger af originale dokumenter.

Den tyske regering har nu forbudt ham indrejse i landet. Canada, Frankrig, Østrig, Italien, Sydafrika, Australien og mange andre nationer har efterfølgende forbudt ham indrejse, på foranledning af jøderne. Hans forlag er blevet chikaneret og intimideret til afbryde kontrakter. Han har været udsat for fysisk vold og har fået foredragsturnéer afbrudt af støjende banditter.

I Canada pågreb, lænkede og deporterede myndighederne ham ud af landet i håndjern, på anmodning af Simon Wiesenthal centeret. The Toronto Globe & Mail spurgte, hvorfor han havde været i håndjern og besvarede derefter dets eget spørgsmål med en andet: "Troede nogen mon, at han kunne finde på at bruge sin skrivemaskine?"

Med den amerikanske tradition for First Amendment*-rettigheder, er kun få klar over, at det, i den såkaldte "frie verden", kan lade sig gøre, at en historiker bliver fængslet, blot for at komme med en udtalelse om en historisk begivenhed, som er 60 år gammel. Irving gav et interview til en fransk TV-station, hvor han befandt sig i sit eget hjem, nær den amerikanske ambassade i London, og her gentog han det faktum, at de vigtigste gaskamre, der blev fremvist til turister i Auschwitz, er forfalskninger. For at komme med denne erklæring, i sin egen stue, i London, blev han retsforfulgt ved domstole i Paris. I Frankrig er det ulovligt

* ca. 15.000 Euro eller ca. 112.000 kr. (okt. 2010), overs. anm.
** I den amerikanske forfatning garanteres bl.a. ytringsfrihed, overs. anm.

286

at sætte spørgsmålstegn ved nogen af de "forbrydelser mod menneskeheden", som blev fastsat i Nürnbergprincipperne fra 1945-46 - selv om man gør det i sit eget hjem og i et andet land. Der er de, som siger, at vi ikke skal diskutere aspekter af holocaust mere, end vi burde diskutere med dem, der siger, at jorden er flad. Men ville nogen oplyst person være bange for at diskutere med en fortaler for teorien om den flade jord? Ville han presse på for at få gennemført love, som skulle forhindre fortaleren for denne teori i at kunne tale, skrive eller udgive skrifter? Ville han forsøge at få ødelagt hans levebrød, få ham idømt bøder på tusindvis af dollars, og hvis det ikke virkede, da få ham kastet i fængsel?

Jeg tror på ytringsfrihed, fordi jeg ikke er bange. Jeg mener, at mine idéer er velbegrundede, og at jeg kan bakke mine udtalelser op med logik og beviser. I en atmosfære af fri og åben diskussion frygter jeg ikke, for der findes ikke den sandhed, jeg frygter. Hvad er det dog, modstanderne af David Irving, eller af alle revisionister, frygter?

Vores biblioteker og skoler er veludstyrede med den ortodokse holocaust-litteratur. Aviser og tidsskrifter offentliggør en endeløs strøm af historier med relation til den. Teatre og tv-skærme holdes i gang med dramaer, kommentarer, interviews og billeder angående holocaust. Det synes mig, at der med denne enorme "overkill" må være meget lidt at frygte fra denne verdens David Irvinger – medmindre, naturligvis, hans forfølgere mener, at hans dokumentation er overbevisende, hans ræsonnement sundt og hans fremtræden veltalende. Så derfor, åbenbart- udelukkende for at beskytte deres populære version af holocaust - forsøger de at jage denne mand til verdens ende.

Hvilke "historiske kendsgerninger" kan være så sårbare, at de skal beskyttes ved hjælp af terror, fængselsstraf og udvisning? Hvad er det, modstanderne af David Irving og de andre revisionister frygter? Er de revisionistiske argumenter så overbevisende, at deres modstandere skal bruge nøgen politisk undertrykkelse for at bringe dem til tavshed?

 

Auschwitz: Hovedhjørnestenen i holocaust

holocaust-historien er centreret omkring koncentrationslejren Auschwitz, i Polen. I mange år blev denne lejr præsenteret for verden som en dødslejr, hvor nazisterne gassede mellem tre og fire millioner jøder, foruden millioner af ikke-jøder. Uanset hvilken tvivl en besøgende måtte have om holocausts uhyrlighed,

287

og rigtigheden af gaskammerhistorierne – så fordufter denne tvivl straks efter en tur til lejrene. En halv million turister ser hvert år hvad der foregiver at være de faktiske gaskamre, hvor millioner af jøder blev myrdet. Fra 1945 til 1989 proklamerede en mindeplade foran porten, på mange forskellige sprog, at 4,1 millioner ofre var døde dér. Under et besøg i lejren i juni 1979, stod pave Johannes Paul II foran dette monument og velsignede de fire millioner ofres sjæle. Det viste sig imidlertid, at mindst tre millioner af de omkomne var fantasifostre.

Kort efter pavens besøg fjernede lejrhistorikerne, uden fanfarer eller offentliggørelse, denne mindeplade og erstattede den med en anden, der svarede til det nye officielle dødstal: 1,2 millioner. Revisionister peger på, at de officielt erklærede seks millioner jødiske ofre for holocaust, igennem mange år, også omfattede de fire millioner, der angiveligt var dræbt i Auschwitz. Det er interessant, at der ikke var nogen hast med at korrigere opslagsværkerne eller de endeløse historier, som citerer tallet "seks millioner", da Auschwitz-tallet faldt med tre millioner.

Da "eksperterne" foretog Auschwitz-reduktionen, gjorde de noget, som revisionister er blevet fængslet for: De reviderede de jødiske dødstal nedad. Men de havde ikke noget reelt valg. De havde valget mellem at sænke deres tal radikalt eller miste troværdighed. Det var én ting at komme med fantastisk latterlige påstande, når Auschwitz var et lidet besøgt, kommunistisk og partikontrolleret område i 1950'erne og 1960'erne, men med den bedre adgang kom der flere spørgsmål. Ved at revidere tallene indrømmede lejrens direktører, i virkeligheden, at kommunisterne og de efterfølgende embedsmænd, i lejrens museum, havde opdigtet tallene og at de ganske enkelt var for overdrevne til at blive troet.

Den jødiske revisionist, David Cole, rejste til Auschwitz i september, 1992. Iført jødekalot interviewede han museumsinspektøren, Dr. Francizek Piper, der indrømmede, at mens de "officielle turistguider" fortæller de besøgende, der går gennem gaskamrene, at det er de selv samme gaskamre, hvor jøder blev myrdet, blev de rent faktisk bygget efter krigen. Alene det, at gentage Dr. Pipers udtalelser om, at de gaskamre, som fremvises til turisterne, ikke er autentiske, kan bringe revisionister i fængsel i mange europæiske lande. Efter, at David Cole havde offentliggjort sin film med Dr. Pipers afsløringer, blev han konstant forfulgt, truet på livet flere gange og også fysisk angrebet og banket. Til sidst trak han offentligt sine synspunkter tilbage, men de beviser, han fremskaffede, står uimodsagte tilbage.[576]

Holocaust-propagandamagere har, lidt efter lidt, når de er blevet stillet over for en voksende mængde beviser, som afslører mange Auschwitz-usandheder, indrømmet meget af det, som forskere, såsom David Irving, er blevet straffet for at sige. Det er interessant, at det, i måske den mest autoritative og omfattende bog om Auschwitz, der til dato er udkommet, Auschwitz: 1270 to Present af Robert Jan Van Pelt og Deborah Dwork, indrømmes af de to jødiske holocaustforfattere, at gaskammeret i Auschwitz-hovedlejren,

288

og det, der vises frem til turister, er et falskneri, der blev bygget af de polske kommunister, længe efter krigen.[577] Forfatterne hævder dog, at der var gaskamre i en anden afdeling af Auschwitzlejren.

Omstyrtelsen af kommunismen i Rusland kastede lys over mange dokumenter, der hidtil havde været utilgængelige for vestlige forskere. Overraskende beviser er for nylig dukket op i statsarkiverne i Moskva. Da sovjettropperne"befriede" Auschwitz, havde tyskerne i hast forladt lejren og havde efterladt tonsvis af dokumenter. Blandt de genstande, der blev fundet af de kommunistiske tropper, var Dødslisterne for Auschwitz – Flere bind med, kronologisk ordnede, dødsattester for de, der var døde i lejren. I 45 år havde disse afgørende dokumenter ligget skjult i KGB's hemmelige arkiver. Den russiske præsident, Mikhail Gorbachev, tillod frigivelse af de bind, som forskere havde lokaliseret: 46 bind. Disse bind viser, at læger og andet medicinsk personale, omhyggeligt, registrerede hvert enkelt dødsfald i Auschwitz. Listerne indeholdt beskrivelser af dødsårsagen, som varierede fra henrettelse (normalt ved skydning eller hængning) til sygdom, hjerteanfald og lignende årsager. De fleste af dødsfaldene skyldtes sygdom. De ufuldstændige Dødslister indeholder poster, der udgør op til cirka 74.000 dødsfald, hvoraf ca. 30.000 var jøder. Resten var polakker, russere og andre nationaliteter.

Dødlisterne rejste nogle umiddelbare spørgsmål. Hvis myndighederne registrerede henrettelser ved skydning eller hængning, hvorfor så ikke dem, der skyldtes gasning? Men hvad der var endnu vigtigere: Hvorfor havde bøgerne været holdt skjult i så mange år? Havde Sovjet holdt bøgerne gemt, fordi man vidste, at de ikke passede med deres officielle version af Auschwitz?

Revisionister hævder, at stærke beviser, fra allierede kilder, også er i modstrid med de fantastiske, påståede, drabstal i Auschwitz. I midten af 1970'erne, frigav USA's regering luftfotos af Auschwitzlejren fra krigens tid. Den jødiske historiker, Raul Hilberg, skriver i sin artikel for Encarta Encyclopedia: "I 1944 blev lejren fotograferet af allierede rekognosceringsfly, som søgte industrielle mål og lejrens fabrikker, men ikke dens gaskamre, blev bombet."

The United States Army Air Corps tog fotografier over en længere periode og de er så bemærkelsesværdige i deres klarhed, at køretøjer og endda mennesker, kan skelnes i dem. Mange af disse fotografier var blevet taget på det formodede højdepunkt af de påståede drab. Overvågningsflyene tog mange fotos, om morgen, på typiske hverdage. Ikke ét af de billeder, der således blev taget, over en række dage, viser store grave eller bunker af lig; der ses heller ingen bål, som skulle tyde på ligbrænding, ej heller nogen store røgskyer fra krematoriernes skorstene.

Det ville have krævet tusindvis af tons koks, som brændsel i krematorierne, hvis mord og kremering af millioner af mennesker havde fundet sted. Men billederne viser ingen bjerge af koks, og der er ingen

289

lange rækker af togvogne fyldt med brændsel. Ingen køer af mennesker er samlet uden for dørene til de påståede Auschwitz gaskamre og ingen huller ses på selve taget, hvorigennem der angiveligt blev smidt Zyklon B krystaller ned til ofrene. Et andet overraskende bevis dukkede op med afsløringen af den britiske "Enigma Secret." Ved hjælp af computere brød briterne den angiveligt ubrydelige ultra-hemmelige kode, som tyskerne havde anvendt til at sende kommuniquéer mellem fronten og overkommandoen. Det, at denne kode blev knækket, hjalp med til at vende krigen, for de britiske og allierede styrker kendte nu til de tyske militære planer og ordrer - nogle gange endog før de tyske hærchefer selv.

Sir Frank H. Hinsley, dr var leder af St. John's College og professor i internationale relationer ved Cambridge University, offentliggjorde et særligt Tillæg til bind II af hans meget velrenommerede værk, British Intelligence in the Second World War: Its Influence on Strategy and Operations, ('Den britiske efterretningstjeneste under Anden Verdenskrig: Dens indflydelse på strategi og operationer')[578]. I afsnittet med titlen "Tyske politikoder" afslører Hinsley, at den britiske efterretningstjeneste, i løbet af 1942 og 1943, dagligt, aflyttede kodede meddelelser til og fra Dachau, Buchenwald, Auschwitz, og syv andre lejre. Hver lejr indberettede, hver dag, antallet af mennesker, der var ankommet, antallet af mennesker, der var overført til andre lejre, samt antallet af de, der blev født og de, der døde. Der blev også rapporteret om henrettelser ved skydning eller hængning.

"De kodede beskeder fra Auschwitz," siger Hinsley, "den største af lejrene, med 200.000 fanger, nævner sygdom som den vigtigste årsag til dødsfald, men omtalte også skydninger og hængninger. Der var ingen omtaler af gasninger i de dekrypterede kommunikationer." Antallet af dødsfald i de afkodede beskeder svarer nogenlunde til optegnelserne i Dødslisterne og mængden af forbrugt koks. Endnu vigtigere er det måske at spørge: hvis gasninger havde fundet sted, hvorfor skulle de da ikke være blevet rapporteret, ligesom skydninger og hængninger var blevet det? Da tyskerne, pligtskyldigst, rapporterede henrettelser eller drab til deres foresatte og deres rapporter blev afgivet i tophemmelige transmissioner, hvorfor skulle de da skjule de anvendte henrettelsesmetoder?

Interessant nok opfangede den britiske efterretningstjeneste også kommunikationer fra tyske kommandostyrker, kaldet "einsatzgruppen", som var låst fast i en rædselsvækkende partisankrig mod kommunisterne i Øst. I disse afkrypterede kommunikationer findes malende beskrivelser af massemord på jødiske partisaner og grupper af civile. Hvorfor skulle sådanne hemmelige meddelelser indeholde dystre beretninger om mord på civile, hvis det ikke også skulle gælde for de krypterede meddelelser fra Auschwitz?

 

Videnskabelig dokumentation

I en straffesag er videnskabelige beviser normalt de stærkeste, fordi de kan bedømmes på en objektiv, videnskabelig måde. Revisionisterne hævder, at der intet videnskabeligt bevis findes for massegasningsoperationer i Auschwitz eller andre lejre, der blev drevet af tyskerne. Den amerikanske hær fik toksikologiske eksperter til at udføre obduktioner på hundredvis af døde, i de nazistiske

290

koncentrationslejre. Menneskelige rester kan vise tegn på cyanidforgiftning i årevis. Men der findes ingen forensiske, videnskabelige, beviser på, at så meget som ét af ofrene blev gasset ihjel. Ej heller giver optegnelser af obduktioner, som blev udført af russiske læger i de østeuropæiske lejre, nogen beviser for gasning. Selv om der udførtes obduktioner, blev resultaterne heraf ikke præsenteret i Nürnberg. Revisionisterne spørger: Hvorfor? Var det, fordi resultaterne ikke ville have egnet sig til en retsforfølgning, eftersom muligvis ingen af dødsfaldene kunne henføres til giftgas?

Forsøger anklagemyndigheden ikke, i enhver mordsag, at påvise dødsårsagen? Men i den mest opreklamerede mordsag, nogensinde, ved Den internationale Militærdomstol, er beviset for dødsårsagen iøjnefaldende fraværende. Hvis nazisterne virkelig havde gasset millioner af mennesker, ville anklagemyndigheden da ikke, aller mindst, have fremvist resultatet af én obduktion, der beviste, at dødsårsagen var forgiftning af den cyanidgas, der produceres af Zyklon B? Bevises dødsårsagen ikke i enhver mordsag? Hvorfor da ikke i den største og dyreste mordsag i verdenshistorien?

"Eksperter", inden for holocaust-ortodoksien hævder, at den store mængde af Zyklon B, der anvendtes i Auschwitz, under krigen, er et "bevis" for gasning af mennesker. Jean Claude Pressac, en fransk kemiker, forsøger i bogen Auschwitz, Techniques and Operation of the Gas Chambers, ('Auschwitz: Teknikker og driften af gaskamrene'), at modbevise den revisionistiske tvivl omkring gaskamrene ved at bringe informationer, der viser det store forbrug af Zyklon B i Auschwitz.[579] Revisionister hævder, derimod, at en mere logisk forklaring simpelthen er den, at tyskerne anvendte det kemiske stof til det, som det oprindelig blev skabt til, nemlig et forsøg på at kontrollere de epidemier, der hærgede lejrene.

Derudover viser de data, der blev offentliggjort af Pressac selv, at mængden, per indsat, af Zyklon B, der anvendtes i Auschwitz koncentrationslejr, var den samme som Zyklon B-forbruget i tyske lejre, såsom Oranienburg, hvor eksperterne indrømmer, at ingen menneskegasning fandt sted. Revisionisterne stiller dette spørgsmål: Hvis Auschwitz var det store centrum for udryddelse og hvis Zyklon B var den gift, der blev anvendt, hvordan kan det da være, at optegnelserne over indkøb og forbrug af giftmidlet ikke udviser et større forbrug i Auschwitz end i de mange koncentrationslejre, hvor Zyklon B blev brugt, udelukkende, til desinfektion mod lus og hvor det indrømmes, at der ikke blev foretaget gasninger? Pressac afslørede også, uforvarende, at koksforbruget ikke var større, per indsat, i Auschwitz, end de lejre i Tyskland, hvor udryddelse ikke påstås.

I februar 1988 anklagede den canadiske regering holocaust-tvivleren, Ernst Zündel, for at have forbrudt sig mod en arkaisk lov imod at "sprede falske nyheder." Forsvarsadvokater i denne straffesag bestilte en amerikansk ingeniør, Fred Leuchter, der var konsulent angående fængslers gaskamre, til at foretage en videnskabelig undersøgelse af de påståede morderiske gaskamre i Auschwitz. Leuchter, som var en ganske upolitisk

291

person, var måske den førende ekspert i USA vedrørende indretning og brug af henrettelses-faciliteter, og han var faktisk de ansvarlig for design og konstruktion af sådanne faciliteter, som anvendtes i en række amerikanske fængsler.

I sin undersøgelse gennemgik Leuchter de påståede gaskamres konstruktion og undersøgte desinfektionsmidlet, Zyklon B's kemiske egenskaber. Han fandt, at Zyklon B er et stof der, når det udsættes for luft, udvikler en dødbringende luftart, hydrogencyanid (blåsyre). Det hæfter sig til overflader og har en tendens til at reagere kemisk med materialer, der indeholder jern (jern-forbindelser), og danne en ferricyanid. Hvis Zyklon B anvendes i rum med jern, eller som er lavet af røde mursten, reagerer det med det indeholdte jern og danner en karakteristisk blå farve. Blækindustrien har, i mange årtier, anvendt disse kemiske reaktioner til at producere en karakteristisk farve ved navn preussiske blå (berlinerblå). Wikipedia definerer den således:

Preussiske blå er en mørk blå pigment - en af de første syntetiske pigmenter - som blev syntetiseret for første gang i Berlin omkring år 1706. Det blev kaldt "Preußisch blau" og "Berlinisch Blau" i 1709 af sin første erhvervsdrivende. Et andet navn for farven preussiske blå er Berlin blå eller i maleri, parisisk blå.

Leuchter kunne ikke alene rapportere, at de påståede morderiske gaskamre i Auschwitz var strukturelt uegnede til gasning, han havde også taget prøver fra væggene og fik dem kemisk analyseret. Uafhængige laboratorier i USA viste ingen tegn på ferricyanid-forbindelser. Men da Leuchter undersøgte rummene, der havde været anvendt som desinfektionskamre til tøj og bagage, observerede han let den karakteristiske blå farve, der er forbundet med ferricyanid. Efter endnu en kemisk analyse af prøverne, viste han, at der, i desinfektionskamrenes vægge, var stærke koncentrationer af ferricyanid, forårsaget af påvirkningen fra cyanid.

Leuchter påpegede også, at desinfektionskamrene, som havde været brugt til aflusning af tøj var godt lavet, lufttætte, og konstrueret med sikkerhed for øje. På den anden side var de gaskamre, som hævdedes anvendt til mennesker, sjusket bygget. Han spurgte, hvad grunden dog kunne være til, at gaskamre, til at dræbe lus i, skulle bygges korrekt, mens rum, der angiveligt var lavet til at dræbe millioner af mennesker i, skulle være forkert designet og konstrueret - og farlige for personalet, der betjente dem.

 

Kampen mod revisionisme

Da Leuchter offentliggjorde sin rapport, reagerede holocaust-autoriteter forudsigeligt - med injurier, undertrykkelse, trusler og endda fængsel. Leuchter blev offer for en intens international kampagne for at miskreditere ham og ruinere ham finansielt. Jødiske grupper skrev æreskrænkende breve til alle hans statsfængsels-kunder for at tilskynde dem til at opsige deres kontrakter med ham. De var i stand til at få myndighederne til at retsforfølge ham i hans hjemstat Massachusetts, på trods af hans indlysende

292

ekspertise og hans patenter, med henvisning til en ældgammel bestemmelse om at praktikere uden en licens.

Den tyske regering fængslede Leuchter, i seks uger, blot fordi han havde meddelt resultatet af sine tekniske undersøgelser under et foredrag i november 1991, i Weissheim. Og alene for at oversætte og kommentere Leuchters tale, blev Günter Deckert, en tidligere gymnasielærer med en uplettet fortid, idømt et års betinget fængsel. I deres dom påpegede dommerne, Dr. Orlet og Dr. Muller, at Deckert var et byrådsmedlem, der havde taget eksamen i jura fra Heidelberg Universitet med udmærkelse og at han var af høj moralsk standard. Men fordi de ikke dømte Deckert hårdt nok, i forhold til den internationale presses ønske, blev dommerne selv udsat for trusler og forsøg på at få omgjort deres afsagte dom.

Frau Saline Leutheusser-Schnarrenberger, den tyske justitsminister, kaldte dommen "et slag i ansigtet på hvert eneste offer for holocaust" og fik de to dommere suspenderet og placeret på "sygeorlov." Mannheim-anklageren, Hans Klein, ankede dommen, med det resultat, at Deckert endte med at få en to-årig fængselsstraf. Klein lovede også at gennemgå ordlyden af dommen, i søgen efter noget, der kunne være grund til at retsforfølge de to dommere. Det er naturligvis ikke et frit system, hvis en dommer kan risikere fyring eller endog blive retsforfulgt for at udtale hvorfor han er lempelig, inden for rammerne af sin autoritet.

Det lader til, at meget lidt har ændret sig i Tyskland i løbet af Det 20. Århundrede. I Amerika er det svært at forestille sig, at nogen skal sendes i fængsel bare for oversætte en videnskabelig forelæsning eller at dommere kan blive suspenderet eller truet med anholdelse for at afsige en kendelse eller dom, der anses for politisk forkert. Ikke desto mindre er det sådanne metoder, der anvendes til at beskytte holocaust-historien. Tyskland er ikke det eneste land, der krænker ytringsfriheden i dette spørgsmål. Nogen tid senere blev den svagelige og bebrillede Fred Leuchter også fængslet og tvangsdeporteret fra Storbritannien.

Et år efter Leuchter-kontroversen gentog Auschwitzmuseets medarbejdere, i al hemmelighed, Leuchters undersøgelser og nåede frem til samme videnskabelige resultater. Siden den tid har de gentaget undersøgelserne og de hævder nu, at disse nye undersøgelser modsiger Leuchters. De omtaler dog ikke kontroversen i deres turistbrochurer og de har ikke tilbudt nogen uafhængige forskere at kontrollere deres undersøgelse. Deres svage forklaring på den manglende ferricyanid i gaskamrene til mennesker er at den, på en eller anden måde, er forsvundet i tidens løb – hvilket er en kemisk umulighed. De tilbyder ingen forklaring på, at ferricyaniden ikke er forsvundet i desinfektionsrummene. En anden holocaust-ekspert hævdede, at det kræver mindre cyanid at dræbe mennesker end lus og at der derfor ville være mindre af stoffet tilbage i gaskamrene for mennesker, end i desinfektionsrummene. Men det påstås samtidig, at enorme mængder Zyklon B blev brugt til at dræbe millioner af mennesker i veritable "dødsfabrikker".

293

Holocaust-revisionister skabte, på trods af vedvarende ondskabsfulde angreb i pressen, så stort postyr gennem offentliggørelsen af Leuchter-rapporten, og efterfølgende afsløring af detaljerne i Auschwitz's egne kemiske undersøgelser, at Auschwitz-personalet bestemte sig for en ny undersøgelse, der hævder at tilbagevise Leuchter og deres egen tidligere undersøgelse. De vil dog, som sagt, stadig ikke tillade nogen uafhængige undersøgelser, udført af videnskabmænd og ingeniører, selv om det ville være forholdsvis let og hurtigt at få prøver og lave analyser af de angivelige gaskammervægge. Gentagne gange er det, i studiet af holocaust forekommet at de der har en personlig, eller politisk, interesse i at opretholde deres version af begivenhederne, har modsat sig en akademisk eller videnskabelig undersøgelse. De gør deres yderste for at forhindre en fysisk inspektion af skrevne optegnelser eller videnskabelige undersøgelser af lokaliteterne og de undertrykker endog offentliggørelser af videnskabelige eller historiske undersøgelser med fængselsstraf.

Selv en højt respekteret jødisk historiker, som tror på eksistensen af gaskamre, tilbyder et noget revisionistisk synspunkt. Professor Arno J. Mayer, fra Princeton University, påpegede i sin bog fra 1988, Why Did the Heavens Not Darken?: The "Final Solution" in History, at der eksisterer mange spørgsmål omkring holocaust. Mayer, der selv har mistet nære familiemedlemmer i holocaust, skriver:

Mange spørgsmål forbliver åbne. . . . Hvor mange lig blev der, alt i alt, kremeret i Auschwitz? Hvor mange døde der i alt? Hvordan var den nationale, religiøse og etniske fordeling i denne multikulturelle gruppe af ofre? Hvor mange af dem blev dømt til at dø en "naturlig" død, og hvor mange blev bevidst slagtet. . ? Vi har simpelthen ikke svar på disse spørgsmål på nuværende tidspunkt. (s. 366)

Fra 1942 til 1945 blev der, med sikkerhed, i Auschwitz, men sandsynligvis også generelt, dræbt flere jøder af såkaldte "naturlige" årsager end af "unaturlige". (s. 365)

Kilder til studiet af gaskamrene er på én gang sjældne og upålidelige.[580]

Jeg må gentage, at Mayer er overbevist om, at der fandtes gaskamre i Auschwitz, men han påpeger, at "det meste af det, der er kendt i dag, er baseret på nedskrevne udsagn ('depositions') fra nazistiske embedsmænd og bødler, ved efterkrigstidens retssager, og på de overlevendes, og tilstedeværendes, hukommelse. Disse vidnesbyrd må tjekkes omhyggeligt, da de kan være påvirket af subjektive faktorer af stor kompleksitet."[581] Mayers udsagn ville være grund nok til retsforfølgelse i Frankrig og Tyskland.

 

Vidner til holocaust

Som Mayer påpeger, er en stor del af holocaust-historien baseret på øjenvidneberetninger. Revisionister hævder, at de såkaldte øjenvidneudsagn ikke altid er pålidelige. De angiver som eksempel, John Demjanjuks tilfælde. Demjanjuk, en naturaliseret amerikansk bilindustriarbejder, som stammede fra Østeuropa, blev beskyldt for at være "Ivan den Grusomme", en sadistisk koncentrationslejrvagt i Treblinka-koncentrationslejren, som angiveligt dræbte hundredvis af mennesker.

294

Demjanjuk fastholdt sin uskyld, men hundredvis af jødiske øjenvidner bevidnede, at han var Ivan. Vidnerne skreg, græd, og gestikulerede, mens de fortalte de mest utrolige historier om grusomhed og sadisme. De svor, under ed på, at de tydeligt huskede, at Demjanjuk var Ivan. I sidste ende blev Demjanjuk deporteret til Israel og en israelsk domstol anklagede og dømte ham, primært på basis af "øjenvidne"-udsagn. Men der kom nye oplysninger frem, som viste, at det sovjetiske KGB havde skabt falske beviser mod Demjanjuk. Dokumenter, der angiveligt beviste, at han havde været en vagt, vist sig at være sovjetiske falsknerier. Da den israelske højesteret stod over for en verdensomspændende skandale, måtte selv den være enig i, at øjenvidneberetningerne ikke var troværdige og at Demjanjuk var uskyldig.

 

Disse vanvittige tal

Ved undersøgelsen af holocaust, fandt jeg, at kilder varierede vildt, i deres skøn over antal dræbte, lige fra 4 til 24 millioner. Nedenfor gengives teksten under Holocaust i Compton's Multimedia Encyclopedia fra 1991.

Efterhånden, som det nazistiske Tyskland fik kontrol over det ene land efter det andet, under Anden Verdenskrig, skete der mange drab på civile og mishandling af soldater, der kan betegnes som krigsforbrydelser. Disse forbrydelser blegner dog i forhold til den massive, bevidste, og velplanlagte udryddelse af mere end 15 millioner personer i det, der nu kendes som den såkaldte holocaust.

Dette folkemord, af svimlende proportioner, blev gennemført med en grundig effektivitet af et velkoordineret, tysk, bureaukrati, hvor intet var overladt til tilfældighederne.[582]

Andetsteds i samme Compton's Encyclopedia (under emnet Koncentrationslejr) findes følgende erklæring:

Den mest horrible udbygning af lejrsystemet var etableringen af udslettelsescentre, efter 1940. De blev først og fremmest oprettet til at dræbe jøder. Denne slagtning er kendt som holocaust. Det menes, at mellem 18 og 26 millioner mennesker blev dræbt i dem, herunder 6 millioner jøder og 400.000 sigøjnere.[583] (forfatterens fremhævelse)

Holocaust-forfattere, som skal vurdere tyske forbrydelser, ser ganske tydeligt intet behov for nøjagtighed eller blot sammenhæng og konsistens. Men uanset hvilket sæt af tal, der bruges, er tallene så fantastiske, at man skal være meget godtroende for at tage dem alvorligt. Hvis 18 til 26 millioner blev myrdet og brændt i "udryddelsescentre" i Polen (de fleste af dem i Auschwitz), skulle det daglige antal myrdede have været titusinder.

Som nævnt tidligere, anslår dén sagkyndige, som holocaust-akademikere selv oftest citerer, nemlig Pressac, nu antallet af døde i Auschwitz, omfattende alle ofre og alle dødsårsager, til at ligge mellem 600.000 og 800.000. Hvordan skal disse tal, som i sig selv kunne være stærkt overdrevne, passe med de vilde tal for Auschwitz, som hyppigt udbredes i populære opslagsværker? Når en nation er anklaget for

295

sådanne frygtelige forbrydelser, bør man da ikke i det mindste kræve præcision og konsekvens? Hvis det ikke er tilfældet, kan jo ethvert folkeslag blive anklaget for en hvilken som helst forbrydelse, uden frygt for indsigelser.

Dr. Norman Finkelstein, en jødisk videnskabsmand, hvis forældre led i tyske koncentrationslejre, har skabt røre ved at skrive bogen The Holocaust Industry. I dette epokegørende værk beviser han de grove forfalskninger, som holocaust-reklamemagerne gør sig skyldige i. Han siger, at deres egne opgivelser af tal for overlevende gør holocaust – sådan som de beskriver den – til en umulighed.

I et særdeles velanskrevet værk beretter Leonard Dinnerstein, at: "Tres tusinde jøder vandrede ud af koncentrationslejrene. Men inden for en uge var flere end 20.000 af dem døde." Men da Holocaustindustrien begyndte at indgå i forhandlinger med Tyskland (for blot to år siden, i 1999), krævede den kompensationer for 135.000 koncentrationlejrsfanger, som endnu levede.

Hvis 135.000 tidligere slavelejrsarbejdere endnu er i live i dag, må omkring 600.000 have overlevet krigen. Dette er mindst en halv million flere end de sædvanlige vurderinger… Dersom jøder kun udgjorde ca. 20% af den overlevende lejrbefolkning, og 600.000 jødiske fanger overlevede krigen, som det må udledes af Holocaustindustriens oplysninger, så må i alt hele 3 millioner fanger have overlevet. Ud fra holocaustindustriens egne forudsætninger kan lejrforholdene slet ikke have været så barske. Faktisk er man endda nødt til at forudsætte en bemærkelsesværdigt høj fødselshyppighed og tilsvarende bemærkelsesværdig lav dødshyppighed…

Hvis mange hundrede tusinde jøder overlevede, som det fremgår af holocaustindustriens udtalelser, kan Den endelige Løsning slet ikke have været så effektiv – og dette er nøjagtigt, hvad Holocaustbenægterne hævder. (s. 127-8)[584]

Omkring på det tidspunkt, da jeg bemærkede forskellene i holocaust-tallene, så jeg et tv-interview med en zionist, der angreb holocaust-revisionismen ved at sige, at "uanset om det var ti millioner eller én million, 100.000 eller 1.000, gjorde dette ikke forbrydelsen mindre afskyelig!" Revisionisterne siger, at hvis det er hundredtusinder i stedet for op til 26 millioner, der blev dræbt, og hvis de fleste af disse dødsfald var forårsaget af krigens brutalitet, og ikke af en udpønset plan for udryddelse, så er dele af den fremherskende version af holocaust-historien unøjagtige.

 

Andre holocaust-spørgsmål

Det vigtigste element i holocaust-historien er, at nazisterne havde en plan eller et program til at udrydde alle jøder. Men selv om De Allierede erobrede Tysklands regeringsapparat og militære hovedkvarter og de fleste af koncentrationslejrene, med deres optegnelser intakte, siger revisionisterne, at der aldrig er blevet fundet en eneste tydelig ordre eller instruktion til at gasse jøder eller en plan om at udrydde alle europæiske jøder. Og de siger, at der heller ikke er fundet nogen tegning til opførelse af et gaskammer for gasning af mennesker, samt at der heller ikke er fundet nogen klare skrevne instrukser eller ordrer om at gasse mennesker.

På dette område, såvel som på andre, er holocaust-historien undergået en dramatisk revision. Eksperterne påstår ikke længere, at nazisterne gav direkte ordrer til at udrydde jøderne. Raul Hilberg skrev i 1961, i førsteudgaven af hans hovedværk om holocaust, The Destruction of the European Jews,

296

at Hitler, i 1941, havde udstedt to ordrer om udryddelse af jøderne. I Hilbergs reviderede trebindsudgave af bogen, som udkom i 1985, var alle henvisninger til disse ordrer blevet fjernet.[585] I en anmeldelse af Hilbergs reviderede udgave skrev historikeren, Christopher Browning, der selv er en "udryddelsestro historiker":

I den nye udgave er alle henvisninger i teksten til en Hitler-afgørelse eller en Hitler-ordre, til "Den endelige Løsning", systematisk blevet slettet. Begravet nederst i en enkelt fodnote står følgende enlige henvisning: "Kronologi og omstændigheder peger på en Hitler-afgørelse inden sommeren var omme." I den nye udgave blev beslutninger ikke taget og ordrer ikke givet.[586]

 

En holocaust for næsen af Røde Kors?

Jødiske ledere har rettet vrede mod det internationale Røde Kors for ikke at have afsløret holocaust eller gjort noget for at stoppe den. De påpeger, at internationale hold af Røde Kors-inspektører besøgte og kontrollerede alle de store tyske koncentrationslejre, herunder Auschwitz, helt frem til slutningen af krigen. Revisionister påpeger, at holocaust-historien er uløseligt forbundet med påstanden om, at tyskerne myrdede titusinder af mennesker hver dag, under en tophemmelig plan, som de end ikke turde nævne i deres kodede ordrer. holocaust-fortalerne vil på den anden side have os til at tro på, at nazisterne ville lade Det Internationale Røde Kors inspicere de samme lejre og interviewe fangerne, i samme periode, hvor de angiveligt dræbte mange tusinde hver dag. Her følger uddrag fra en afslørende artikel i USA Today:

Mange jødiske ledere og Holocaust-eksperter har længe fremført, at Røde Kors fejlede spektakulært under Anden Verdenskrig - hovedsagelig ved ikke at blæse alarm over nazisternes grusomheder - og forværrede deres svigt yderligere ved senere at nægte at anerkende det ...

Faktisk siger embedsmænd i Røde Kors, i et brev, den 22. november 1944, til US State Department, om besøget: "(Vi) havde ikke opdaget nogen spor af anlæg til tilintetgørelse af civile fanger ...

I dette tilfælde viser dokumenterne, at Røde Kors svigtede på alle punkter. Ikke alene havde Røde Kors embedsmænd forsømt at forstå situationen, men de gav derefter dårlige informationer til de allierede.


EN TENDENS TIL IKKE AT VILLE TRO RÆDSELSHISTORIER


Flere Røde Kors dokumenter tyder på, at organisationen var tilbageholdende, i hvert fald i første omgang, med at fæste ret meget lid til fortællinger og rygter om nazisternes brutalitet. Ligesom den brede offentlighed, havde Røde Kors-ansatte ikke forstået det sande omfang af nazisternes forbrydelser ...

"Der er ingen tvivl om, at Røde Kors lod sig udnytte af nazisterne,"siger Radu Ioanid, som er direktør for Holocaust Survivors Registry på U. S. Holocaust Memorial Museum. "Der er ingen tvivl om, at de blev narret."[587]

Revisionister hævder, at dersom de uhyggeligt høje dødstal skyldtes mangel på medicin, insekticider (for at udrydde sygdomsbærende lus) og mad - på grund af krigens ødelæggelse og forstyrrelser -

297

ville nazisterne ikke have haft nogen frygt for Internationalt Røde Kors-inspektører og frivillige i lejrene – lige så lidt som briterne ville have frygtet dem, når de hjalp til i ruinerne af East London efter et luftangreb. Mener de, som fremmer holocaust-historien da, at medlemmerne af Internationalt Røde Kors er deltagere i en antisemitisk, nazistisk, holocaust-sammensværgelse?

Ifølge Røde Kors rapport Bd. III, s. 80: Fra efteråret 1943 og frem til maj 1945 blev der afleveret omkring 1.112.000 pakker, med en samlet vægt på 4500 tons, til fangerne i koncentrationslejrene."


Som et svar, der blev givet i anledning af en regeringsundersøgelse i USA, skrev Røde Kors, i et brev til amerikanske regeringsembedsmænd, at det efterforskede påstandene, men at det overhovedet ikke fandt nogen beviser på massegasninger eller massebrændinger eller "anordninger til udryddelse af mennesker" – eller for den sags skyld, nogen som helst anstrengelser, fra nazisternes side, på at udrydde det jødiske folk.

Her følger endnu en reference fra en jødisk publikation, ved navn Scrapbook Pages, The Famous Red Cross Visit to Theresienstadt ('Det berømte Røde Kors besøg i Theresienstadt'). Det omtaler ikke alene Røde Kors-besøgene i lejrene, det afslører også, i forbifarten, at Eisenhower, fire måneder efter krigens afslutning, hvor det slagne Tyskland ikke udgjorde nogen trussel for de allierede, fjernede Genevekonventionens beskyttelsesregler fra de tyske krigsfanger og nægtede Røde Kors at inspicere – eller blot aflevere pakker til – de modbydelige lejre, hvor titusinder af tyskere døde. Her følger det chokerende citat:

Gennem de seneste år er Røde Kors blevet alvorligt kritiseret for at have leveret gode rapporter om nazisterne efter deres inspektionsbesøg: de roste endda nazisterne for deres villighed og effektivitet med hensyn til at levere Røde Kors-pakkerne, trods krigens vanskeligheder.

Ifølge Røde Kors' statistikker vendte 99% af de amerikanske krigsfanger hjem efter krigen, hovedsagelig på grund af de pakker, indeholdende fødevarer, som de modtog, og tyfus-vaccinen, som blev leveret fra Amerika af Røde Kors helt frem til krigens slutning. Sovjet tillod ikke Røde Kors adgang i nogen af dets lejre, under krigen, eftersom det ikke havde underskrevet Genevekonventionen af 1929, og det var ikke forpligtet til at åbne dets Gulag-ølejre (koncentrationslejre) eller krigsfangelejre for inspektioner.

Efter krigen underskrev general Dwight Eisenhower, den 4. august 1945, en ordre, i én sætning, som lød sådan: 'Med øjeblikkelig virkning – alle medlemmer af de tyske styrker, som holdes i amerikansk fangenskab, i den amerikanske besættelseszone i TYSKLAND, vil blive betragtet som afvæbnede fjendtlige styrker og

298

vil ikke have status som krigsfanger.' Denne status betød, at de tyske soldater, som havde overgivet sig, ikke ville være berettiget til Genevekonventionens beskyttelse: ingen Røde Kors-inspektioner blev tilladt i de amerikanske fangelejre efter krigen og Røde Kors-pakker til de slagne tyskere blev forbudt af det amerikanske krigsministerium.[588]

The Famous Red Cross Visit to Theresienstadt fortæller, hvordan denne jødiske koncentrationslejr havde forretninger, en bank til fangerne, kulturcentre, orkestre, jazzmusik-ensembler, endog caféer, de kunne besøge. Artiklen oplyser, at alt dette kun var for at imponere det internationale Røde Kors, mens fangerne, i virkeligheden, blev sendt fra Theresienstadt til Auschwitz. Men revisionister anser dette argument for at være nonsens, når man opdager, at også Auschwitz blev inspiceret af Røde Kors.

Det må være chokerende for de fleste mennesker, som ikke kender meget mere til holocaust, end de skrækkelige fotos, de har set og de forfærdelige historier, de har hørt, at opdage, at nazisterne lod det internationale Røde Kors inspicere koncentrationslejrene, under krigen (endda selv om man kunne forvente nogle allierede spioner blandt inspektørerne), og at de tillod Røde Kors at levere over en million pakker til de individuelle fanger. Sammenlign denne behandling med de allieredes ophævelse af Genevekonventionens beskyttelse, for mere end en million tyske krigsfanger og deres forbud mod Røde Kors inspektioner i lejrene og endda mod at fangerne fik sendt madpakker.

Mens Røde Kors frivillige hjalp hundredtusindvis af flygtninge hørte de utvivlsomt historier om nazisternes brutalitet og rygter om massegasninger og de noterede sig disse rygter og holdt øje med eventuelle beviser for dem, men de så intet, der tydede på, at rygterne talte sandt. De blev endog, af det amerikanske udenrigsministerium, formelt anmodet om grundigt at undersøge anklagerne, hvilket de rent faktisk gjorde, hvorefter de i et formelt brev, i november 1944, til udenrigsministeriet svarede, at de absolut ingen beviser havde fundet på massemord på de indsatte i koncentrationslejrene.

Ved krigens slutning så de, i lejre som Buchenwald, et stort antal lig, men deres egne rapporter gav sygdomsepidemier skylden for disse rædsler, som selv de britiske besættere og Røde Kors havde meget svært ved at kontrollere. For eksempel anslog englænderne, at flere omkom, efter at de overtog kontrollen med Bergen-Belsen end før lejrens befrielse.

Her følger nogle indrømmelser vedrørende de tilstande, amerikanske krigsfanger måtte leve under, mens de blev holdt fangne af tyskerne under krigen. Revisionisterne siger, at disse indrømmelser også må gælde vilkårene, som gjaldt i de koncentrationslejre, hvor jøder blev holdt indespærret.

Den væsentligste klage, som fanger i de tyske krigsfangelejre fremsatte, specielt vedrørende krigens sidste to år, var den sølle madkvalitet og de minimale madrationer, de fik, men det var en skæbne, som også overgik de tyske soldater og civile, på grund af blokaderne. Til alt held for fangerne suppleredes madrationerne, for dem, med fødevarepakker, som blev leveret af det internationale Røde Kors, helt frem til de sidste måneder af krigen, hvor de allieredes

299

luftbombardementer forhindrede leverancerne i at nå frem. Den anden væsentligste klage angik den hårde behandling under de tvungne marcher, i krigens sidste tid, som tyskerne udsatte dem for, i forsøg på at holde fangerne borte fra de fremtrængende, allierede styrker.[589]
(Mine understregninger).

Revisionister argumenterer for, at de samme forhold, som herskede i krigsfangelejrene mod krigens slutning, også ville være til stede i koncentrationslejrene. Jødiske ekstremister fordømmer revisionister, som rejser naturlige spørgsmål, ud fra sund fornuft og benytter naturlige argumenter om holocaust, såsom "Hvordan kunne der have været en holocaust lige for næsen af Det Internationale Røde Kors?" og "Hvorfor i alverden skulle tyskerne tillade Røde Kors inspektioner af lejrene, hvis de i virkeligheden var dødslejre?"

Nogle holocaustautoriteter har indrømmet, at Det Internationale Røde Kors endog fik lov til at inspicere "bruserummene", som hævdedes at være selve de gaskamre i Auschwwitz-Birkenau, hvor jøder blev myrdet, samt at Det Internationale Røde Kors endda kom med detaljerede forbedringsforslag!

I tilgift til artiklen om Theresienstadt-artiklen, bragte Scrapboook Pages også lange artikler om Auschwitz. Her følger et forbløffende afsnit fra en af Røde Kors rapporterne efter inspektion af Auschwitz:

Røde Kors inspicerede brusefaciliteterne i Auschwitz-Birkenau og bemærkede, at nogle af installationerne trængte til reparation, men de nærede aldrig mistanke til, at bruserummene faktisk var gaskamre med falske brusere. Røde Kors rapporten Bd. III, s. 594, nævnte følgende omkring faciliteterne i Auschwitz: "Ikke blot vaskerummene, men også faciliteterne for bad, brusere og tøjvask blev inspiceret af de delegerede. De måtte ofte tage affære for at få installationer gjort mindre primitive, og for at få dem repareret eller forøget i antal." (fra Auschwitz-Birkenau, History of a Man-Made Hell)[590]

Kan man fortænke revisionister i, at de finder sådanne afsløringer latterlige? At bruge giftgas til massehenrettelser kræver temmeligt indlysende nogle dramatisk anderledes konstruktioner end blotte vandbrusere. Retningslinjerne for anvendelse af gaskamre i amerikanske fængsler er meget komplekse. Revisionisterne spørger, om nogen blot nogenlunde fornuftig person for alvor vil kunne tro, at nazisterne, midt under et "superhemmeligt" massemordsprogram på jøder, ville lade Røde Kors komme ind i udryddelseslejrene, og ikke blot det, men ville lade dem komme ind i selve gaskamrene. Ville nazisterne lade dem komme ind i de påståede gaskamre og lade dem inspicere dem tæt nok på til at kunne komme med forslag til forbedringer af rørarbejdet og vaskefaciliteterne?

De allierede fjernede Genevekonventionens beskyttelse fra de tyske krigsfanger, standsede endog amerikansk Røde Kors inspektioner af krigsfangelejre ja, standsede hjælpepakker med mad til de tyske krigsfanger, selv om krigen var vundet og der ikke kunne være nogen fare at frygte fra disse tropper, som blev tilbageholdt ulovligt efter krigens ophør. Der findes omfattende bevis for, at tilstandene i disse lejre var forfærdelige, og at antallet af dødsfald

300

nåede op på over en million.[591] Eisenhower havde noget at skjule, så han stoppede Røde Kors-besøgene.

Tyskerne, derimod, tillod grundige inspektioner udført af Røde Kors, helt frem til krigens afslutning, herunder også i de tilfælde, hvor forfærdelige epidemier hærgede lejrene. De bad endda Røde Kors om assistance til at kontrollere epidemierne.

Hvorfor mente tyskerne, at de ikke havde noget at skjule?

Er det ikke også et indirekte bevis for, at visse grupper har noget at skjule, selv i dag, at der ikke tillades nogen åben debat, overhovedet, af et eneste af disse emner?

 

Hvorfor ingen debat?

De officielle vagtposter for holocaust-dogmatikken fører en international kampagne for at kvæle foruroligende spørgsmål. De fleste mennesker har aldrig selv hørt, hvad den revisionistiske holdning til holocaust er, fordi jødiske kræfter dominerer medierne og blokerer adgang for deres oplysninger til hovedmedierne, oplysninger, der stiller spørgsmål ved holocaust-ortodoksien. Blandt de stærkeste af disse kræfter er den verdensomspændende "Anti Defamation League of B'nai B'rith" (ADL), som har et årligt budget, i USA, på 37 millioner dollars, der anvendes til at bagtale dem, der kritiserer Israel eller sætter spørgsmål ved dele af holocaust-fortællingen. ADL pålægger sine talsmænd aldrig at diskutere noget aspekt af holocaust overhovedet. Men, hvis deres version af holocaust er så overvældende dokumenteret, hvorfor frygter de da en fri og åben diskussion? En ærlig debat mellem ypperstepræsterne for holocaust og holocaust-tvivlerne ville afsløre, at de sidstnævnte ikke er tosser eller hadoppiskere, men folk med legitime spørgsmål og argumenter, som er baseret på solide beviser. En sådan debat ville afsløre, at revisionister ikke benægter, at jøder, på samme måde som japanerne, i Amerika, under Anden Verdenskrig, blev spærret inde i koncentrationslejre. Revisionister anerkender, at livsbetingelserne, i de europæiske lejre, var forfærdelige, mod krigens slutning og de hævder, at mange tusinder af jøder døde i lejre, mest som følge af underernæring og sygdom. Endelig indrømmer revisionister også gerne, at der fandt massakrer sted på uskyldige civile, især i de brutale partisankrigshandlinger på Østfronten og de fordømmer altid sådanne rædsler.

Revisionister hævder, at mens der afgjort var tyskere, der begik det, der er i dag defineres som "krigsforbrydelser", var de allierede selv - hvilket også omfatter de sovjetiske styrker - skyldige i sådanne, i mindst samme grad. Revisionister peger bl.a. på de allieredes forsætlige brandbombning af civilbefolkningen, samt sovjetstyrkernes massevoldtægt, udjagning og mord på millioner af tyskere og andre folkeslag i det østlige Europa (se Willis Carto's Barnes Review).[592] De påpeger endvidere, at mange af de døde i koncentrationslejrene i de sidste år af krigen, døde som følge af de allieredes bombninger af jernbanestrækninger, der var af afgørende betydning for transport af fødevarer og medicin. De påpeger, at målrettet bombning og destruktion

301

af farmaceutiske fabrikker, der fremstillede lægemidler og medicinske forsyninger, øgede dødeligheden blandt tyske civile og soldater, men også dødsfaldene i lejrene.

At udfordre den populære opfattelse af holocaust er naturligvis ikke et forsvar for massemord. De, der afviser den populære opfattelse af holocaust, siger klart, at de ser grusomheder mod uskyldige jøder, eller andre mennesker, som forbrydelser mod den vestlige civilisations moralske værdier. Revisionister hævder blot, at jøderne ikke var de eneste ofre for verdens mest forfærdelige krig. Mange revisionister hævder også, at motivet for en forfærdelig holocaust-historie er at fremme Israels og de jødiske organisationers økonomiske og politiske mål.

Da jeg begyndte at lære om mange af de foruroligende kendsgerninger, der anfægtede min opfattelse af holocaust, spurgte jeg mig selv, hvordan holocaust-historien begyndte og hvorfor den er blevet så allestedsnærværende mere end 50 år efter slutningen af Anden Verdenskrig. Normalt er der en stor bitterhed og had ved slutningen af enhver krig, men som tiden går, mindsker dette hysteri og køligere hoveder bliver fremherskende. Men der synes at være lige så meget, om ikke mere, postyr omkring tyske krigsforbrydelser i dag, end straks efter krigen. Kun få måneder efter krigens slutning, fordømte en amerikansk senatsleder, Robert Taft, den internationale militærdomstol i Nürnberg som "en skamplet på den amerikanske historie, som vi længe vil fortryde."[593] Præsidenten for den amerikanske højesteret, Supreme Court, Harlan Fiske Stone, sagde om dommer Jackson, der forlod retten for at lede retten ved Nürnberg:

Jackson er taget af sted for at lede sin højt placerede lynchnings-bande i Nürnberg. Jeg har ikke noget imod, hvad han gør mod nazisterne, men jeg hader at se på det påskud, at han kører en domstol, der følger 'common law' (særligt britisk-inspireret retssystem, overs. anm.),. Dette er et lidt for skinhelligt bedrageri til at kunne leve op til mine gammeldags idéer.[594]

Halvtreds år senere ville man få meget svært ved at finde så meget som ét amerikansk kongresmedlem, der turde fordømme krigsforbryderdomstolen. Selv om han hemmeligt nærede sådanne tanker, ville han vide, at blot det at ytre dem ville bringe en sådan vrede ned over ham, at hans politiske karriere ville være forbi.

Hvad er da motivet til, at holocaust-dogmatikerne, i den grad, stræber efter at holde holocaust-historien så indgraveret i vores sind og hjerter?

 

Motiver til holocaust-historien

Der blev lagt pres på de allierede magter for at etablere et permanent fristed i Palæstina til jødiske overlevende. Oprettelsen af Israel, tre år efter Tysklands nederlag, var således en eftervirkning af Holocaust.[595] - Encarta Encyclopedia- artikel om holocaust af Raul Hilberg, førende jødisk holocaust-historiker.

Under enhver krig er der krigspropaganda. I moderne krigsførelse er det blevet et stærkt psykologisk våben. Mens propaganda ikke har noget nødvendigt forhold til sandheden, kan det bruges på et lands egne styrker

302

såvel som på fjendens. Under Første Verdenskrig udsendte det britiske War Office, orientringer, som fortalte, at de tyske soldater hyggede sig med at spidde belgiske spædbørn på deres bajonetter og desuden, at de kogte spædbørns organer for at udlede de fosfater, der anvendes i ammunition. Efter krigen, bekræftede det britiske War Office, at disse historier var åbenlyse usandheder.

Under Anden Verdenskrig - i en tidsalder med tiltagende mængder af radio, film, samt aviser og blade med millionoplag - blev propagandaen stadig mere raffineret og magtfuld. Jøder, der udøvede betydelig magt i de amerikanske og britiske medier, begyndte at udbrede historier om tyske grusomheder, i 1930'erne, og historierne eskalerede ved optakten til den kommende krig. Som det historierevisionistiske tidsskrift, Barnes Review[596] påpeger, skete der det, at fuldstændig som da tyskerne blev anklaget for at koge babyer, i Første Verdenskrig, blev de nu anklaget for at lave sæbe ud af deres myrdede ofres lig. Men denne gang tog det næsten et halvt århundrede før den historiske sandhed fik bekæmpet sæbehistorien og den åbenlyse løgn bliver stadig ofte gentaget.

Som studerende undersøgte jeg, i kælderen på Louisiana State University's bibliotek, mange blade, der var udgivet mellem 1945 og 1950 og jeg fandt tvingende grunde til, at krigspropagandaen ikke stoppede efter afslutningen af krigen. Kanonerne i Europa var næppe blevet bragt til tavshed, før der startede en ny krig, som var af vital betydning for det verdensomspændende jødiske samfund. En massiv jødisk invasion og en efterfølgende krig begyndte i Palæstina, for oprettelsen af den zionistiske stat, Israel. Dens succes afhang i høj grad af holocaust-historien. Raul Hilberg skildrer præcist, i sin Encarta Encyclopedia- artikel, hvordan etableringen af Israel var en "eftervirkning af holocaust." Faktisk var etableringen af Israel ikke så meget en eftervirkning af holocaust, som det var en eftervirkning af holocaust-historien. Realiteter omkring holocaust var ikke så vigtige som den opfattelse, at der havde været en holocaust.

I dag består der vigtige historiske spørgsmål, vedrørende sænkningen af U.S.S. Maine, som gik forud for den spansk-amerikanske krig, vedrørende Tonkin-episoden, der gik forud for det voldsomme amerikanske engagement i Vietnam, og hvorvidt Lusitania, som tyskerne sænkede i Første Verdenskrig, ulovligt transporterede ammunition. Betydningen af disse afgørende hændelser lå mere i offentlighedens opfattelse af dem end i, hvad deres faktiske grundlag kan have været, på det tidspunkt. Det samme er tilfældet med holocaust. Den zionistiske drøm om Israel havde brug for en "holocaust" - den mest uhyrlige holocaust, man kunne forestille sig – for at fremme målet.

Det moderne Israel kunne ikke være blevet etableret uden historien om de "seks millioner." Oprettelsen af den jødiske stat afhang af en massiv tilstrømning af jøder fra hele verden til Palæstina, og en succesrig terrorkrig mod både briterne, som administrerede region under et Folkeforbunds-mandat og mod regionens

303

oprindelige indbyggere. De fordrevne jødiske befolkninger i Europa var en fantastisk kilde for indvandring til Palæstina. Uden denne invasion er det tvivlsomt, om den relativt lille jødiske førkrigsbefolkning kunne have vristet kontrollen fra briterne og de indfødte palæstinensere.

Den zionistiske militære magtovertagelse i Palæstina krævede stor økonomisk militær og politisk støtte fra hele verden. Den medførte terrorisering af det palæstinensiske flertal, hvor palæstinenserne blev jaget bort fra deres hjem og landområder og hvor de blev nægtet deres borgerlige og politiske rettigheder. Kun fastholdelsen af holocaust-historien kunne gøre, at disse forbrydelser tolereredes af verden. Sympati for jøderne, som blev oppisket ved genopvisninger af holocaust, muliggjorde forbrydelser mod palæstinenserne som, uanset hvor grove og uretfærdige, de måtte være, syntes trivielle.

Holocaust-historien har skabt mange milliarder af dollars i støtte fra USA og endnu større beløb fra Tyskland, som erstatning. Vigtigst af alt var det, måske, at holocaust blev det brændstof, der opflammede den jødiske zionisme, over hele verden. Den gentagne omtale af holocaust forenede jøder over hele verden og skaffede de store summer og den politiske støtte der var, og er, nødvendige for etablering og vedligeholdelse af Israel. Efter 60 års næsten uafbrudt konflikt med palæstinensere og Israels arabiske naboer, er landet stadig stærkt afhængig af amerikansk og tysk støtte. Israel er USA's største årlige modtager af udenlandsk bistand, ligesom det har været det siden sin etablering. Konstant skamridning af holocaust-fortællingen sikrer pengestrømmen fra såvel jøder, som ikke-jøder og giver en fin undskyldning for enhver uretfærdighed, der begås mod araberne.

Nahum Goldmann, der var præsident for World Jewish Congress, skrev en populær bog med titlen The Jewish Paradox, udgivet af Grosset & Dunlap i 1978. Goldmann skriver, dramatisk, om virkningen af tysk erstatning til Israel.

Tyskerne vil have udbetalt et samlet beløb på 80 milliarder mark... Uden de tyske erstatninger, der begyndte at komme i løbet af Israels første ti år som stat, ville landet ikke have halvdelen af sin nuværende infrastruktur: Alle tog i Israel er tyske, skibene er tyske og det samme gælder de elektriske installationer og en stor del af Israels industri. . . og så ses der endda bort fra de enkelte pensioner, der udbetales til efterladte. Israel modtager i dag hundredvis af millioner af dollars, i tysk valuta, hvert år. . . . I nogle år har de beløb, som Israel har modtaget fra Tyskland, været lige så store, eller det tredobbelte, af bidragene fra indsamlinger fra det internationale jødesamfund.[597]

I denne overraskende bog indrømmer Goldmann, at zionisterne, selv under krigen, havde planer om en krigsforbryderdomstol og erstatninger fra Tyskland.

Under krigen havde WJC (World Jewish Congress) skabt et Institut for Jødiske Anliggender i New York (hovedsædet er nu i London). Direktørerne var to store, litauiske, jødiske jurister, Jacob og Nehemias Robinson. Takket være dem udarbejdede instituttet to helt revolutionerende idéer: Nürnbergdomstolen og tysk erstatning.

304

Instituttets. . . tanke var, at Nazi-Tyskland skulle betale efter sit nederlag, ... Den tyske erstatning skulle først betales til mennesker, der havde mistet deres ejendele, på grund af nazisterne. Ydermere skulle tyskerne, hvis, som vi håbede, den jødiske stat blev oprettet, betale kompensationer for, at de overlevende kunne bosætte sig. Den første gang, denne idé blev udtrykt, var under krigen, under en konference i Baltimore.[598]

Nürnbergprocesserne blev præsenteret for offentligheden som en indsats fra de allierede side for at kræve retfærdighed mod krigsforbrydere. I The Jewish Paradox indrømmer Goldmann, at Nürnbergprocesserne og tanken om tysk erstatning, ikke stammede fra de allierede, men fra zionister, før noget bevis for en holocaust og at erstatningen ville være afgørende for oprettelsen af Israel.

Siden Anden Verdenskrig har holocaust-historien skaffet snesevis af milliarder af dollars fra USA, og endnu større beløb fra Tyskland, i erstatning. De astronomiske beløb, som let overstiger 150 milliarder dollar, ville helt sikkert udgøre et stærkt motiv for Israel og verdenszionismen til at opretholde en sensationspræget holocaust-historie.

Et andet muligt motiv til at holde propagandaen i live blev klart for mig, da jeg læste stakkene af 1940'er blade i LSU-biblioteket. Jeg fandt mange historier, der forudsagde en snarlig genfødsel af nazismen. Mange af dem påstod fantasifuldt, at der fandtes hemmelige mængder af guld til at finansiere den nynazistiske bevægelse i Tyskland, overalt i verden, herunder i Nord- og Sydamerika.

At forbinde holocaust med nazismen var uden tvivl den mest effektive måde at tilbagevise den nationalsocialistiske filosofi på. Naturligvis tilbageviser holocaust ikke kun nazisterne, den beskytter også jøderne mod praktisk taget enhver kritik. Den er også en psykologisk våben i hænderne på den jødisk ledede lighedsorienterede bevægelse, for massemedierne synes aldrig at forbigå en lejlighed til at knytte racetænkning og racevidenskab til de nazistiske rædsler (undtagen, selvfølgelig, når det drejer sig om jødiske race-rædsler mod palæstinensere).

Når de jødisk-dominerede medier fremmede holocaust-historien, havde de villige partnere i de allierede regeringer. Ved udgangen af krigen, hvor Europa lå i ruiner, med snesevis af millioner døde og halvdelen under det kommunistiske tyranni, kunne det ikke undre om mange spurgte, om involvering i den oprindeligt polsk-tyske krig havde været det hele værd. holocaust-historien gav en stærk, følelsesmæssig, begrundelse. Jeg nød at læse Raymond Chandlers mordmysterier, da jeg gik på college. I undersøgelsen af holocaust huskede jeg, at anklagemyndigheden, i en kriminalsag påviser, at den anklagede har et motiv til at begå forbrydelsen og en mulighed for at have begået den. Stærke jødiske interesser havde afgjort et motiv til at skabe og fremme holocaust-historien, i den mest ekstreme udgave og med deres dominans af medierne, havde de bestemt også muligheden.

Der er bogstavelig talt tusindvis af bøger i omløb med forskellige aspekter af holocaust og utallige artikler, taler, prædikener,

305

dokumentarfilm, romaner, skuespil og film fortæller os om rædslerne i den. En overvældende andel af forfatterne til materialet om holocaust er selv jødiske. Er det sandsynligt, at jøder, der tror lidenskabeligt på de usigelige rædsler under holocaust, kan skrive objektivt om den? Kunne Elie Wiesel skrive en objektiv beretning om Nazi-Tyskland eller holocaust, eller kunne Adolf Hitler, om han levede, skrive en uvildig fortælling om Wiesel og Anden Verdenskrig?

Elie Wiesel skriver:

Enhver jøde bør, et eller andet sted i sit væsen, sætte et område af til had - sundt, virilt had - for det, som tyskeren personificerer og det, som fortsættes gennem det tyske. Alt andet ville være et forræderi mod de døde.[599]

Tænk, hvis en russisk overlevende fra de morderiske Gulag-lejre, under den jødiske bolsjevisme, afgav en erklæring om, at

Enhver russer bør, et eller andet sted i sit væsen, sætte et område af til had - sundt, virilt had - for det, som jøden personificerer og det, som fortsættes gennem det jødiske. Alt andet ville være et forræderi mod de døde.

Jeg tror ikke, han ville have vundet en Nobelpris. I virkeligheden ville han, i dele af Europa, af i dag, blive fængslet og kaldt en ond antisemit.

Den virkelige styrke i holocaust-historien har ligget i de menneskelige følelser, den vækker. Det er de ældre jødiske overlevendes tårevædede højtideligholdelser, Anne Franks kokette ord, og fotografier og dokumentarudsendelser, med udmarvede og forvredne lig, der er indgraveret i vores bevidsthed. Det er billederne, der udgør det egentlige "bevis" for holocaust, for vi har alle set ofrene for den, i deres forfærdelige dødsstillinger. Imidlertid kunne lignende billeder vises fra mange krige. Vi kunne se millionerne af ofre for kommunismen, under Trotskys Røde Hær og Stalins udrensninger. Vi kunne se kvinder og børn, der døde i tusindvis, i de britiske koncentrationslejre, under Boer-krigen. Vi kunne se resterne af de hundredtusinder af mænd, kvinder og børn, der blev brændt levende i Dresden og Hamburg. Vi kunne se de døde, fra myrderierne i Cambodja, eller den bloddryppende jungle i Rwanda. Men vi har ikke set disse ofre på fotografier og i film, dag efter dag, år efter år. Disse andre ofre for krig har intet multimillion-dollar mindesmærke blandt de nationale monumenter i Washington, DC, ingen politisk lobby, ingen Hollywood-reklamefolk. At huske dem passer ikke ind i dagsordenen for dem, der beslutter, hvad offentligheden må se og høre.

I løbet af det kommende århundrede vil, efterhånden som kommunikationen flyder med større lethed og hurtighed, flere mennesker udfordre mange af holocaust-historiens præmisser og påstande. Fejl og usandheder vil falde som resultat af energisk krydsforhør og intellektuel udfordring. Hver dag ændres den officielle historie en smule mere, dele af den bliver

306

mere og mere uholdbare. Sandheden trænger frem, millimeter for millimeter. Terror og undertrykkelse vil ikke længere være tilstrækkelige til at blokere dens fremmarch. Sandheden skal herske en dag og triumfere i sin enkle magt.

Jeg siger ikke, at holocaust-historien ikke skete netop som de førende "exterminationister" hævder. Jeg accepterer fuldt ud, at den officielle historie kunne være korrekt, ned til mindste detalje. Men der findes afgjort allerede nu tilstrækkeligt mange rimelige spørgsmål til at berettige en fuldstændig og åben undersøgelse og debat omkring holocaust-emnet.

Vi kan ikke kende den fulde sandhed før afvigende meninger og fri undersøgelser af holocaust er tilladt. Disse historikere og akademikere, der nærer tvivl om aspekter af holocaust ortodoksien, skal have lov til at undersøge og analysere og derefter til at præsentere deres resultater uden frygt for repressalier af den slags, David Irving har været udsat for.

Efter at have udforsket og sat spørgsmålstegn ved nogle elementer i holocaust-historien, kom jeg til at indse, at de, der kritiserer dele af den, ikke har mindre ret end de, der bestrider den officielle version af Kennedy-mordet: "teorien om den ensomme snigmorder". Forskellen er, at der er færre politiske, økonomiske, sociale eller religiøse reaktioner, der rammer udfordrerne af Warren-Kommissionens resultater. Blot det at stille relevante spørgsmål om et hvilket som helst aspekt af holocaust-historien, vil få en uhæmmet vrede fra de, der dominerer medierne og som støtter Israel, til at vælte ned over den formastelige.

Jeg har allerede betalt dyrt for mit kætteri og denne bog vil sandsynligvis betyde endnu større personlige omkostninger. Hvis en forsker vover at offentliggøre og derefter offentligt diskutere spørgsmålet, kan det resultere i, at han mister sit levebrød og endda udsættes for fysiske trusler, selv hvis han behandler spørgsmålet, udelukkende ud fra et spørgsmål om ytringsfrihed. I Canada og Europa har det betydet tilbagekaldelse af universitetsgrader og tab af ansættelse, tab af fagligt omdømme, pension, forretning og desuden fængsling og fysiske angreb.

Mens jeg skriver disse ord, har jeg hørt nyheden om, at den franske nationalistiske leder, Jean-Marie Le Pen, er blevet dømt af en fransk ret og idømt en bøde på tusindvis af dollars for blot, i en samtale med en journalist, at sige, at gaskamrene var en "fodnote" til Anden Verdenskrig.[600] Sir Winston Churchill har, i sit monumentale seksbinds værk Den anden Verdenskrig[601], ingen omtale af gaskamre - ikke engang en fodnote. Det samme kan siges om Eisenhowers Crusade in Europe.[602] Måske kan zionisterne sørge for en posthum retssag mod disse to mænd, der ikke har ydet den hellige holocaust behørig opmærksomhed.

Efter Le Pens kommentar krævede den europæiske direktør for Wiesenthal Centret ophævelse af Le Pens parlamentariske immunitet, i Europa-Parlamentet, for at kunne udsætte ham for retsforfølgning og fjerne hans valgbarhed, ved kommende offentlige valg.[603]

For nylig blev en professor i klassiske sprog ved det velrenommerede universitet i Lyon, og samtidig medlem af Europaparlamentet, Bruno Gollnisch, anklaget og dømt for "holocaust-benægtelse", alene

307

fordi han er af den opfattelse, at eksperter bør have lov at debattere emnet. Et samfund, der ikke tillader fri diskussion, fri undersøgelse og debat er ikke frit. Des større frygt den etablerede samfundsklasse nærer for en idé, des mere intens er undertrykkelsen. I tilfældet med de politisk ukorrekte idéer om holocaust, har denne frygt nået hysteriske proportioner.

En regering eller en mediemagt, der frygter visse idéer, undertrykker dem - ikke fordi disse idéer er svage, men netop fordi de er stærke, ikke fordi disse idéer kan afvises, men netop fordi de er overbevisende. Hvis man virkelig mener, at idéerne er så tåbelige, har det jo ingen hast med at undertrykke dem. Hvis vi skal kende den sande historie om holocaust, skal der være frihed til undersøgelse, frihed til spørgsmål og frihed til at tvivle.

Hvis der er én ting, jeg har lært i mit politiske liv, er det at sætte spørgsmålstegn ved ting. Vi skal have ytringsfrihed og en fri presse, fri efterforskning og fri diskussion. Før vi kan vide, hvad der er sandt eller usandt, fakta eller fiktion, skal vi høre alle parter. Dette gælder for alle spørgsmål vi stilles overfor, herunder det fænomen, der producerer dette utrolige hysteri: Holocaust, stavet med et stort "H".

Holocaust antager, i stigende grad, karakter af en religion. Det er en slags død-og-forløsningstema, der viser et uskyldigt folk, som bliver slagtet, men derefter genopstår, i en aura af uangribelig hellighed. Koncentrationslejre er renoveret som helligdomme, og der arrangeres pilgrimsfærd til dem; hellige fortællinger, fulde af helgener og syndere, og templer, såsom Holocaust Museum i Washington, USA. Enhver, der stiller spørgsmål ved selv den mindste detalje af denne hellige historie, er en kætter der allermindst fortjener hån og latterliggørelse, men allerhelst tab af levebrød og fængsling. Du skal tro! Hvis ikke, skal du i fængsel! Blasfemiske forfatteres værker skal konfiskeres og brændes. Hvis de kætterske værker, på en eller anden måde, finder vej til offentligheden, selv i små mængder, skal forfatterne og deres værker systematisk nedværdiges og latterliggøres.

Ikke alene har holocaust antaget religiøse proportioner, den er også blevet en gigantisk, verdensomspændende industri, der genererer milliarder af dollars. holocaust-historien er kilde til milliarder af dollars som erstatning fra Tyskland, endnu flere milliarder i amerikansk støtte og no flere milliarder mere i noget, der kun kan defineres som en voldsom og omfattende pengeafpresning. Dr. Norman Finkelstein afslører svindelen i et interview, for nylig, med magasinet Counterpunch. Han udtalte sig temmelig modigt, selv om han har været udsat for ondskabsfulde angreb fra ADL og andre magtfulde jødiske organisationer. Her følger nogle uddrag fra interviewet:

En talsmand for World Jewish Congress foreslog, at du burde være organisationer, som den selv, taknemmelig for den erstatning, som dine forældre har modtaget. Er der ikke nogen sandhed i, at var det ikke for de oplysningskampagner, disse organer har iværksat, havde holocaustoverlevende overhovedet ikke fået kompensation?

308

NF: Disse organisationer leder ærlig talt tanken hen på den indsigt hos min afdøde mor, at det er ikke tilfældigt, at jøderne opfandt ordet "chutzpah". De stjæler, og jeg bruger ordet forsætligt, 95% af de penge, der er øremærket til ofrene for nazisternes forfølgelser, og kaster derefter et par krummer til dig og fortæller dig, at du skal være taknemmelig. Det er meget svært at synke meget lavere end at omdanne det jødiske folks kolossale lidelser under Anden Verdenskrig til en pengeafpresnings-svindel. Jeg tror virkelig ikke engang, at Julius Streicher (den ledende antisemitiske udgiver i 1930'ernes Tyskland), om han havde redigeret Der Stürmer i dag, kunne have fremmanet et billede af jøder, der sjakrede deres egne døde, men det er præcis, hvad denne bande af usle skurke har gjort. De har vanæret mindet om det jødiske folks lidelser ved at omdanne det til en afpresningsforretning. Hvis der var nogen tvivl tilbage, vil jeg pege på en artikel for nylig i London Times med overskriften "Sweiziske Holocaust-kontanter viste sig at være en myte", som gik ud på, at alle kravene mod de schweiziske banker var en fantastisk løgnehistorie, der var opfundet af holocaust-svindlerne.[604]

Finkelstein fortsætter med at påpege, at hvis han ikke var jødisk ville hans bog overhovedet ikke være blevet udgivet.

Tror du, The holocaust Industry ville være blevet udgivet, hvis du ikke var den jødiske søn af holocaust-overlevende?

(Griner) Nej, jeg har ingen tvivl om det. Først og fremmest var det kun lige med nød og næppe, at jeg fik den udgivet som søn af Holocaust-overlevende. Hvis jeg ikke havde været det, ville der ikke have været nogen chance, overhovedet. Jeg ville være blevet levende begravet. Lige forleden talte jeg med én….., der mødtes med en højtstående embedsmand i Tyskland……. Min ven spurgte ham om de tvivlsspørgsmål, der er rejst i min bog, vedrørende antallet af overlevende tvangsarbejdere, og om den tyske regering vidste, at tallene var blevet opskruet for at begrunde afpresning af enorme pengebeløb. Hans svar var, at "selvfølgelig vidste vi, at hvad han sagde, var sandt", men en beslutning blev truffet på et tidligt tidspunkt om at gå med på afpresning, fordi "vi var bange for, at en gigantisk, antisemitisk reaktion ville blive sluppet løs i Tyskland",

holocaust-legenden lever videre og fyrer op under intens etnisk solidaritet blandt jøder og kollektivt had mod ikke-jøder. Blandt ikke-jøderne bevirker 'replay' af holocaust-historien nedbrydning af vort mest elementære psykologiske forsvar mod jødisk overherredømme-adfærd og det har været det stærkeste våben til at tillade tortur og mord på palæstinenserne og tyveriet af deres land.

Faktisk var den største holocaust, som følge af etnocentrisme det massemord, som de jødisk-ledede bolsjevikker, i Sovjetunionen og Østeuropa, udførte på millioner af kristne. Det virker som en trist ironi, at der er så lille fokus på denne holocaust over alle holocauster. I vores tidsalder bliver begivenheder og deres betydning imidlertid ofte defineret, som ekstremistiske jøder vælger at definere dem. holocaustterminologien er, helt og holdent, forbeholdt de jødiske ofre for Anden Verdenskrig. Det jødiske holocaust er blevet som en helligdom, der holdes afsondret fra alle andre tab af menneskeliv. Der findes Jøder, og så er der hele den øvrige menneskehed – dem, ikke-jøderne, hvis holocauster staves med småt.


Alle holocausters moder

Det ville være langt mere hensigtsmæssigt at beskrive hele Anden Verdenskrig som en holocaust, snarere end at denne kun skulle omhandle jøders lidelser.

309

Bombningen og afbrændingen af Europas smukkeste byer og kunstværker, drabet på snesevis af millioner af de modigste og stærkeste unge mænd og den hensynsløse uddrivning, udsultning, voldtægt og mord på titusinder af millioner af uskyldige civile, tilhørende alle nationer og etniske grupper i Europa - dét var den største holocaust, verden nogensinde har kendt til. Den civiliserede verden vil føle de kulturelle og genetiske eftervirkninger af Anden Verdenskrig i mange generationer fremover.

Den britiske premierminister, Neville Chamberlain, udtrykte det rammende, da han sagde, at den tysk-polske grænsestrid ikke var så meget som én engelsk grenadérs blod værd. Alle, der er født under og efter konflikten, voksede op med den katekismus, fra forældre og presse, at det var "den gode krig". Hvis 50 millioner mennesker død er en god krig, hvad er så en dårlig? Naturligvis har de samme kræfter, der har opreklameret holocaust, også understreget nødvendigheden af krigen og Nürnbergdomstolen dekreterede, at krigen var tyskernes skyld. Tyskland forsøgte at gøre en ende på den 20-årige polske besættelse af det østlige tyske territorium. Tyskland invaderede derfor Polen. På det tidspunkt var det en begrænset krig med minimale tab af menneskeliv og kun lidt bombning af byer eller civile. Krigen udvidedes ved, at Frankrig og England erklærede krig mod Tyskland og snart var det en verdenskrig og i sidste ende det største menneskelige blodbad i historien (se Willis Carto's Barnes Review).[605]

I mange nationer var der de, der ønskede krig. Der var tyskerne, som skuede mod øst for Lebensraum; polakker, der hellere ville have krig end give tysk område, som var blevet eksproprieret af Versaillestraktaten, tilbage. Blandt franskmændene var der nogle, der var jaloux på deres tyske konkurrenter; og blandt de britiske nogle, der var bange for den økonomiske, politiske og militære magt i et forenet Europa, under Tysklands ledelse. Disse kræfter og andre bidrog til at skabe den holocaust, der blev kendt som Anden Verdenskrig.

Og lad os ikke glemme endnu en gruppe, der bærer et tungt ansvaret for denne krigs holocaust: den organiserede jødedoms verdensomspændende styrker. I 1933 proklamerede World Jewish Congress krig mod Tyskland.[606] Gennem seks år forværrede de, i Vesten, enhver national klage og paranoia. De fik skrevet oppiskende artikler om Tyskland i den jødisk ejede-, eller kontrollerede, presse. De brugte deres store økonomiske magt til formålet. De brugte deres magtfulde politiske og mediebaserede indflydelse til at agitere for krig og til at fodre hadets flammer, en brand, der fortsat pustes til, her 62 år efter krigsafslutningen.



Vi amerikanere slagtede, sammen med briter, tyskere, franskmænd, polakker, russere, italienere, og andre, millioner af europæiske kvinder og børn, dræbte og lemlæstede vore unge mænd, og nedbrændte vore

310

allerhelligste værker af skønhed, i vor europæiske kultur og vor civilisations vugge. Da jeg var meget ung, udviklede jeg en følelse af skyld for slaveriet og Jim Crow. Jeg afkastede denne skyldfølelse, da jeg kom til at indse, at vores europæiske race har givet langt mere til jordens folk, end den har taget. Da jeg kom til at forstå virkeligheden i Anden Verdenskrig, kom følelser af skyld over mig igen, men denne gang ikke for, hvad min race har gjort mod andre men for, hvad vi har gjort mod os selv. I sidste ende har vi ingen at skyde skylden på for dette blodbad, mere end os selv.

Anden Verdenskrig var den mest destruktive og ødelæggende begivenhed i den europæiske menneskeheds lange historie. Kommunismen voldtog halvdelen af Europa og blev sluppet løs, ud over hele jorden, hvor den dræbte og slavebandt millioner mere, før den omsider brændte sig selv ud. Med deres Pyrrhus-sejr konsoliderede jødiske racister deres magt, med det resultat, at Det 21. Århundrede begynder med zionistisk overherredømme, i de øverste lag i medierne og i den politiske magtsfære. Ved slutningen af Anden Verdenskrig, hvor racistiske jøder invaderede Palæstina, planlagde deres forbundsfæller i Europa og USA en anden form for invasion for de europæiske og amerikanske fædrelande: en indvandrings-invasion. Her ved starten af Det 21. Århundrede kan vi nu let forestille os den demografiske og genetisk katastrofe, der truer forude. Et gammelt had er nu ved at blive udløst af de mennesker, der "aldrig glemmer og aldrig tilgiver."

Og den dag i dag, hvor vores jødiske modstandere synes på tærsklen til en fuldstændig sejr, og hvor de har travlt med at lægge fundamentet til deres Nye Verdensorden, er det stadig ikke deres magt, der truer os. Det er vores egen svaghed. Vores akilleshæl har vist sig at være vores naivitet. Hvis vi lærer sandheden om holocaust, vil en sådan naivitet slutte, og vi kan da endnu nå at standse planerne for udryddelse af alle de enestående, forskellige, udtryk af menneskeheden.

Norman Finkelstein peger på holocaustindustriens hykleri, i dens udnyttelse af holocaust, som den ultimative undskyldning for mord og tortur på hundredtusinder af palæstinenserne og tyveri af deres land. Men det er ikke kun Palæstina, der kan takke 'holocaust-køllen' for en besættelse. Det samme gælder med hensyn til jødiske racisters placering på mange af nøglepositionerne til magten i den europæisk-amerikanske verden. Palæstinenserne, de europæiske amerikanere og, i sandhed, alle klodens folk, må ikke ofre deres frihed og overlevelse på holocaustens alter.

 

 

Noter:

[538] Gross, F.B. (1975). Faces of Death. MPI Home.

[539] Irving, D. (1964). Destruction of Dresden. New York: Holt, Rinehart and Winston.

[540] Barnes Review. (1996). Aerial Bombing of German Cities. Marts/april, Bd. 4, s. 2.

[541] Barnes Review. (1996). The Mass Expulsion of Ethnic Germans. Okt. 96. Bd.2. 10.

[542] Bacque, J. (1989). Other Losses. Canada: Stoddart Publishing.

[543] Kaufman, Theodore N. (1941). Germany Must Perish! New York: Gordon Press.

[544] Frank, Anne. (1952). Diary of a Young Girl. Oversat fra hollandsk af B.M. Mooyaart-Doubleday, med introduktion af Eleanor Roosevelt. Garden City, New York: Doubleday. På dansk med titlen Anne Franks Dagbog.

[545] Ibid.

[546] Wiesel, E. (1969). Night. New York: Avon Books, s. 41-44, 79, 93. (da. Natten, 1987)

[547] D. Calder. (1987). The Sunday Sun. Toronto, Canada, 31. maj, s. C4.

[548] Wiesenthal, S. (1967). The Murderers Among Us. New York: McGraw-Hill.

[549] Encyclopaedia Britannica (1952).

[550] Encyclopaedia Britannica (1947), (1952) & (1956).

[551] Encyclopaedia Britannica (1967).

[552] Paroles d'étranger(1982). Editions du Seuil. 86

[553] Kennedy, J.F. (1963). Profiles in Courage. New York: Pocket Books. (da. Mænd af mod ).

[554] Ibid.

[555] Ibid.

[556] Ibid.

[557] Washington Daily News. (1949). 9. januar.

[558] Sunday Pictorial. (1949). 23. januar. London.

[559] Chicago Daily Tribune. (1948). 23. februar.

[560] Blumenson, M. (1972). The Patton Papers. Boston: Houhghton Mifflin.

[561] Sack, J. (1993). An Eye for an Eye. New York: Basic Books.

[562] Bacque, James (1997). Crimes and Mercies: The Fate of German Civilians Under Allied Occupation, 1944-1950. Toronto: Little, Brown and Company, Canada.

[563] Barnes Review. (1997). Anderson File: The Movie and the Truth. Bd. 3, s. 17.

[564] holocaust Revisionism Source Book. (1994). Citat fra Vanity Fair. s. 1.

[565] Butler, R. (1983). Legions of Death. England. s. 235-237.

[566] Nürnberg-bilag, U.S.S.R. s. 197.

[567] Porter, Carlos. (1988). Made in Russia. Dokumentkopi fra (IMT Blue Series) Bd. 1, s. 252). s. 159.

[568] Wiesenthal, S. (1946). Die Neue Weg. 17/18 s. 4-5.

[569] Shirer, W.L. (1960). The Rise and Fall of the Third Reich: A History of Nazi Germany. New York. s. 971.

[570] Laqueur, W. (1981). The Terrible Secret: Suppression of the Truth About Adolf Hitler's "Final Solution". Boston: Little, Brown and Company.

[571] Sereny, Gitta. (1974). Into That Darkness: From Mercy Killing to Mass Murder. New York: McGraw-Hill. s. 141.

[572] Los Angeles Times. (1981). Nazi Soap Rumor During World Waar II. 16. maj., s. II/2.

[573] Toronto Globe & Mail. (1990). 25. april.

[574] Barnes Review. (1998). The Myth that Refuses to Die. mar./apr. Bd. 4, s. 63.

[575] Hugo, R. (1983). The Hitler Diaries. New York: Morrow.

[576] Efter længere tids forfølgelse trak Cole senere sine revisionistiske synspunkter tilbage, men videooptagelsen med Francizek Piper står tilbage.

[577] Van Pelt, R.J. & Dwork, D. (1996). Auschwitz: 1270 to Present. New Haven og London: W.W. Norton & Company. s. 363-364.

[578] Hinsley, F.H. (1984). British Intelligence in the Second World War: Its Influence on Strategy and Operations. New York: Cambridge University Press.

[579] Pressac, J.C. (1989). Auschwitz: Techniques and Operation of the Gas Chambers. New York: Beate Klarsfeld Foundation.

[580] Mayer, A.J. (1988). Why Did the Heavens Not Darken?: The "Final Solution" in History. New York: Pantheon Books. s. 365.

[581] Ibid, s. 362.

[582] Compton's Multimedia Encyclopedia. (1991). Miriam Webster.

[583] Ibid.

[584] Finkelstein, N. (2002). The holocaust Industry. New York. Verso.

[585] Hilberg, R. (1961). The Destruction of the European Jews. New York: Harper & Row.

[586] The Revised Hilberg. (1986). Simon Wiesenthal Annual. Bd. 3. 294.

[587] Kelley, J., Eisler, P., Kelly K. (1997). Silent Witness. USA Today. 2. maj. FINAL Page 13A.

[588] Scrapbook Pages. (2007). The Famous Red Cross Visit to Theresienstadt. Internet hjemmeside.

[589] Wikipedia. (2007). Prisoners of War. World War Two.

[590] Ibid. Auschwitz-Birkenau, History of a Man-Made Hell.

[591] Bacque, J. (1989). Other Losses. Canada: Stoddard Publishing.

[592] Barnes Review. (1997). Red Rampage 1945. April. Bd. 3.

[593] Kennedy, J.F. Profiles in Courage.

[594] Mason, A.T. (1956). Harlan Fiske Stone: Pillar of the Law.Viking Press. s. 746.

[595] Hilberg, R. (1996). holocaust. Encarta Encyclopedia.

[596] Barnes Review.

[597] Goldman, N. (1978). The Jewish Paradox. New York: Grosset & Dunlap.

[598] Ibid, s. 122-123.

[599] Wiesel, E. (1982). Legends of Our Time. (kapitel 12: Appointment with Hate.) New York: Shocken Books, s. 142.

[600] Dina Kyriakidou. (1996). Le Pen Fights Fine. Reuters Wire Service. 21. juni.

[601] Churchill, Winston, Sir. (1989). The Second World War. Norwalk, Connecticut: Easton Press. Indexes: 1. Gathering storm – 2. Their finest hour – 3. Grand Alliance – 4. Hinge of fate – 5. Closing the ring – 6. Triumph and tragedy.

[602] Eisenhower, Dwight D. (1997) Crusade in Europe. Baltimore, London: Johns Hopkins University Press.

[603] Wiesenthal Center Press Release (1997). 8. december.

[604] Counterpunch. (2001). A Conversation with Norman Finkelstein. 3. dec.

[605] Barnes Review. (1997). Truth for Germany: The Guilt Question of the Second World War. December. Bd. 3.12.

[606] Daily Express. (1933). Judea Declares War on Germany. 24.marts, s. 1.


næste kapitel
forrige kapitel

NAVNEregister
JØDISK RACISME af Dr. David Duke - Indhold


 


"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).


Palestine banner
Viva Palestina!

Latest Additions - dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder   


The Founding Myths of Modern Israel
Shahak: "Jewish History"


Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Down with Zio-Apartheid
StopJewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

The Founding Myths of Modern Israel
Garaudy: "The Founding Myths"


The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Zions Vises Protokoller

Videoer    
 

Talmud unmasked
Talmud - Jødernes "Hellige Bog"


Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Karikaturer 

Aktivisme!