No hate. No violence
Races? Only one Human race
United We Stand, Divided We Fall
Radio Islam
Know Your enemy!
No time to waste. Act now!
Tomorrow it will be too late

English

Franç.

Deutsch

Arabic

Sven.

Español

Portug.

Italian

Russ.

Bulg.

Croat.

Czech

Dansk

Finn.

Magyar

Neder.

Norsk

Polski

Rom.

Serb.

Slov.

Indon.

Türk.

汉语

 Tyskland og

jødespørgsmålet 

 

Af

 Dr. Friederich Karl Wiebe

 

Udgivet på vegne af

Instituttet for studium af jødespørgsmålet

Berlin

(1938)

Indholdsfortegnelse:

 

Indledning:

Jødespørgsmålet – et totusindårigt problem

Jødespørgsmålet i Tyskland før 1933:

1.     De tyske jøders befolkningstal og sociale struktur

2.     Jøderne i det tyske erhvervsliv

3.     Jøderne og korruption

4.     Jøderne i tysk politik

5.     Jøderne i den tyske presse

6.     Jøderne i den tyske kultur

7.     Jødernes andel i usædelighed

8.     Jødernes andel i kriminalitet

  Afslutning: Jøderne – et asocialt element. – Hvad skal der ske med jøderne?

 

 ”Jeg var jøde før jeg blev amerikaner. Jeg har været amerikaner i hele mit 64-årige liv, men jeg har været jøde i 4000 år.”

(Rabbiner Wise i en tale holdt i Cleveland i juni 1938.)



Fra den dag, det nationalsocialistiske parti overtog regeringsmagten i Tyskland og dermed begyndte at løse det jødiske problem i landet, har verdens offentlighed  i stigende grad beskæftiget sig med jødeproblemet. Derved er de tyske tilstande ofte blevet påtalt og fordømt, som om antisemitisme udelukkende skulle være et tysk anliggende, så at sige en nationalsocialistisk opfindelse, som er ukendt og uforståelig for den øvrige verden. Disse udenlandske kritikere må i dag medgive, at jødespørgsmålet ikke længere er begrænset til Tyskland, at det i høj grad er et påtrængende problem for statsmænd i mange lande, og at det allerede har ført til udtalte forholdsregler imod jøder. Hvorvidt disse forholdsregler er et resultat af  Tysklands eksempel, skal ikke her berøres nærmere. En kendsgerning er det i hvert fald, at jødespørgsmålet på nuværende tidspunkt er blevet akut. Der er næppe noget land, som kan sige sig fri af nødvendigheden af at bidrage til løsningen af dette problem.

Når man således beskæftiger sig med den tyske holdning til jødeproblemet, beskæftiger man sig tillige med et vigtigt tema i dagens internationale politik og er derfor forpligtet til at undersøge dette spørgsmål grundigt og i sin fulde udstrækning.

Det er en fejltagelse at tro, at jødespørgsmålet er opstået i de seneste få årtier, ja, at det kun er et anliggende for vor moderne tidsalder. Det er ikke en nationalsocialistisk opfindelse og heller ikke et udslag af de racistisk-antisemitiske strømninger, som opstod  i slutningen af forrige århundrede. Hvis nationalsocialismen kan tilskrives nogen originalitet på dette område, så kan det kun være den, at den har draget logiske slutninger ud fra historiske kendsgerninger. Den tyske holdning er baseret på to tusind års historiske erfaringer i Aftenlandet, erfaringer, som især for Tysklands vedkommende i de seneste årtier er blevet til den største politiske ulykke.

Jødespørgsmålet er faktisk omkring  to tusind år gammelt. Strengt taget endnu ældre – så gammelt som selve jødernes historie. Man kan tale om det over alt i verden, hvor jødedommen som folkeligt-racemæssigt mindretal er stødt sammen med fastboende værtsbefolkninger.

Disse historiske kendsgerninger, som kan spores gennem alle tidsperioder, indrømmes af jødedommen selv. ”Jüdische Lexikon” (Det jødiske leksikon), de tyske jøders standardværk (som vel at mærke er opstået FØR den nationalsocialistiske magtovertagelse) bevidner jødeproblemets historiske evighed med følgende ord (Bind III, spalte 421): ”Jødespørgsmålet er lige så gammelt som denne sameksistens mellem det egenartede jødiske folk, som adskiller sig fra alle andre folkeslag, og de andre.”

Man kan ligefrem kalde det et særpræget og dybest set uforklarligt historisk fænomen, at jødedommen egentlig aldrig har fundet sig et endeligt hjem og varigt rum for sin udfoldelse af politisk og folkeligt liv; men at det på den anden side aldrig er blevet optaget i nogen at de talløse værtslande, som gav plads til Israels spredte børn.

Denne sælsomme jødiske skæbne forløber i øvrigt i store bølger. Der har været perioder, hvor jødespørgsmålet syntes løst, fordi de fremmede virkede fuldkommen tilpassede og havde slettet deres spor. I disse gyldne perioder af det jødiske folks historie, syntes der ikke mere at være noget jødespørgsmål. Men så brød det løs igen med fuld styrke. Illusionen om fred og lykke forsvandt og efter årene med fred og ro måtte Ahasverus igen gribe til vandrestaven.

De første jødeuddrivelser finder vi allerede i det ældste Palæstinas historie. Omkring 700 f. Kr. tvang den assyriske kong Sarrukin og efter ham i år 586 f.Kr. kong Nebukadnezar af Babylon jøderne til at forlade landet. Med forfølgelserne i Alexandria og romernes ødelæggelse af Jerusalem (70 e.Kr.) begyndte allerede en epoke med jødeproblemer meget lig nutidens. Korstogstiden, uddrivelsen fra England under Edward I. (1290) og fra Spanien (1492), er andre perioder af den evige jødiske vandring. Hvert eneste århundrede i historien kender til jødeuddrivelser. Hvert eneste land i Vesterlandet har forsøgt at værge sig ved pogromer på jøderne.

Man kan af historiens eksempler se, at de bofaste folkeslag i al denne tid har anset jøderne for fremmede og anderledes, de adskilte sig ingenlunde kun ved deres religion. Kun på fremmedlovgivningens særlige betingelser blev der vist dem gæstfrihed. Det er i den forbindelse interessant at iagttage, at dér, hvor statsmagten var svag og gældsat, blev jødernes begrænsninger løsnet og gennembrudt af særprivilegier. Således er for eksempel det meget store antal jøder i Østeuropa, der kan anses for  opsamlingssted for den moderne jødedom, for en stor dels vedkommende forklaret ved den århundredelange politiske svaghed i det tidligere kongerige Polen.

Ved begyndelsen af såkaldt nyere tid syntes der at opstå en periode med endegyldig fred for den hvileløse jødedom. Det var oplysningstiden, med troen på fremskridtet og menneskerettighederne, som man troede kunne løse jødeproblemet gennem sine idealer. I denne periode var jøderne blot tilhængere af en religion, som måtte accepteres på linie med andre religioner. De var nu pludselig ikke mere de fremmede, egenartede.

Alle forskelle mellem dem og de fastboende i værtslandene var, om end kun principielt, bortfaldet efter den franske revolution i 1789. De blev i den fortløbende lovgivningsproces og den samfundsmæssige orden praktisk taget afskaffet. 

Det 19. århundrede stod helt i jødedommens emancipations og assimilations tegn. I denne periode troede alle, at jødeproblemet bedst løstes ved at tale mindst muligt om det og ved at fjerne alle bestående skranker. Jødedommen, især i de vesteuropæiske lande, var besjælet af en voldsom trang til at gå op i en højere enhed med værtsbefolkningerne. Trosovertrædelser og blandede ægteskaber var de foretrukne midler, ved hvilke jøderne med den jødiske digter Heinrich Heines ord, erhvervede ”adgangsbillet til den europæiske kultur”, og dermed også forventningen om førende stillinger i det politiske, det kulturelle liv og erhvervslivet. Mange af disse assimilerede jøder har haft en ærlig vilje til at aflægge deres jødedom som et snævert hylster og at træde ind i værtsfolkenes rækker uden at skilte med deres herkomst.

Denne assimilationstidsalders højdepunkt udgøres af de seneste tre årtier. Israel var blevet konge overalt. Men at denne epoke nu er til ende, kan der ikke herske nogen tvivl om. De klareste hoveder inden for jødedommen har allerede for flere årtier siden erkendt, at modreaktionerne snart måtte sætte ind med uimodståelig kraft. Allerede for fyrre år siden stillede en førende tysk jøde, Dr. Walther Rathenau, i sit skrift, ”Hør, Israel” spørgsmålstegn ved assimilationen. Han siger dér om sine racefæller, som netop var i færd med at trænge frem til de sidste, afgørende stillinger i det offentlige liv i deres værtslande: ”De aner ikke, at kun en tidsalder, hvor al naturlig magtanvendelse er undertvunget, formår at beskytte dem imod det, som deres forfædre har lidt.”

At den samlede jødedom ikke har lyttet til de talrige advarsler fra egne rækker, er et af de mange beviser på, at Israels børn i årtusindernes løb aldrig har villet lære noget, og til alle tider er forfaldet til de samme fejl og vildfarelser. Det er typisk, at selv en så strålende begavelse som Walther Rathenau ikke selv har draget konsekvenserne af netop denne erkendelse.

Kun en forholdsvis lille del af jødedommen har, efter flere årtiers assimilations-tummel, fundet tilbage til en nøgtern besindelse og har forsøgt at finde en udvej for at imødegå det med historisk nødvendighed ventende tilbageslag. Vi tænker på den zionistiske bevægelse.

Dens grundlægger, Theodor Herzl, gav under indtryk af Dreyfuss-processen og den i Frankrig hastigt voksende antisemitisme, i året 1896, med bogen ”Jødestaten” sine racefæller parolen: ”Tilbage til Palæstina”. Hans ord og hans plan, som han med energi og stor personlig idealisme søgte at omsætte til handling, var i sin tid og på assimilationsepokens højdepunkt et uhørt vovestykke. Den genklang, som Herzls parole fandt hos hans egne racefæller, var derfor også kun stærk blandt masserne af østjøder i de vældige jødereservoirer i Polen, Lithauen og Rumænien. Disse azkenazijøder havde ingen del i emancipation og assimilation. Deres erhvervsmæssige og sociale situation var for det meste dårlig og også deres politiske situation fremmede deres ønske om egen stat og eget land.

Denne del af jødedommen var imidlertid, trods sin talmæssige overlegenhed, af ringe betydning for virkeliggørelsen af Herzls planer. De var ikke i stand til at leve op til de erhvervsmæssige og politiske fordringer og give dem vægt. Det ville kun jødedommen i Vesteuropa og Amerika kunne gøre. Men netop disse jøder ville ikke forstå alvoren i Herzls ord. Forblændede af glansen fra en tilsyneladende gylden tidsalder, latterliggjorde de nærmest zionismen og bekæmpede den af alle kræfter. Også i de følgende årtier nøjedes de med økonomisk støtte til Palæstina-projektet, og bidrog kun med små grupper af praktiserende zionister.

Derimod vakte Herzl's planer om at give jødedommen et ”Hjemsted” snart levende interesse i et af de Vesteuropæiske værtslande. Gennem koloniminister Joseph Chamberlain overrakte England allerede i 1903 zionistkongressen i Basel et stort jødisk bosættelsesprojekt i Britisk Uganda. Virkeliggørelsen heraf var ganske vist i konflikt med zionisternes holdning, idet de insisterede på en bosættelse i Palæstina.

England har altså med sit projekt anerkendt eksistensen af et jødespørgsmål og den akutte nødvendighed af at løse det på et tidspunkt, hvor der herskede en urokkelig tro på assimilationens velsignelser.

I 1917 fik zionismen så i form af den såkaldte Balfour-erklæring tilsagn fra England om, at man ville støtte bestræbelserne på at få oprettet et jødisk hjemland i Palæstina ”med de største anstrengelser”. Straks efter slutningen af verdenskrigen påbegyndtes virkeliggørelsen af dette tilsagn. I dag, hvor jødespørgsmålet er blevet aktuelt over hele verden  og antisemitismen opstår i det ene land efter det andet, bekender store dele af jødedommen i de vesteuropæiske lande og Nordamerika sig til zionismen. Men allerede nu efter cirka 20 år, kommer man ikke uden om, at det palæstinensiske eksperiment, og dermed hele Herzls plan, er uigennemførligt og egentlig allerede er slået fejl.

Vi ser dette allerede nu ved en undersøgelse af de blodige sammenstød, som i øjeblikket finder sted i Palæstina. De er ikke de første af deres art; efter den jødiske kolonisering har der ikke været fred i dette land. De grundlæggende indvendinger, som afslører zionismen som en utopi, vil vedblive at bestå, også selv om de nuværende vanskeligheder bliver overvundet. Kort beskrevet er det følgende kendsgerninger:

Jødedommen i mandatlandet Palæstina er politisk fuldstændig afhængig af mandatmagten. Den er henvist til denne stats nåde og barmhjertighed, en faktor, som er underlagt verdenspolitiske begivenheder.

  1. Indtil nu er det kun lykkedes zionismen at få bosat omkring 400.000 jøder i Palæstina. Imod dem står 900.000 arabere, som har beboet dette land i over tusind år. De bestrider det jødiske krav på Palæstina, og gør en større ret gældende. På deres side er 32 millioner  arabere i Lilleasien og Ægypten. Hvad man end finder på for at afgrænse  begge parters ret – står det næppe til troende, at en jødisk stat af nævneværdigt omfang kan opbygges i Palæstina under sådanne omstændigheder. 

  2. Jøderne forlod Palæstina for 2000 år siden. Nu strømmer de til fra alle verdenshjørner, men har intet personligt forhold til den jord, hvorpå de vil grundlægge en stat. 

  3. Det folk, som vil grundlægge denne stat, har slet ikke samme kultur mere. I løbet af de årtusinder, hvor de har vandret, har de – bortset fra den fælles religion, som imidlertid allerede er blevet afkastet af hundredtusinder af assimilerede jøder – mistet den kulturelle hvilen i sig selv og i stedet optaget de mest forskelligartede elementer i sig. De taler ikke en gang længere det samme sprog. Kun få kan stadig hebraisk og selv jiddisch tales næsten kun af østjøder.

  4. Deres fuldstændig fornuftstridige, usunde sociale struktur, deres urbanisering, deres mangel på håndens arbejdere og folk til at bygge landet op, kan blot nævnes i forbifarten for at belyse de utopiske betingelser, på hvilke en stat skal grundlægges i Palæstina.

  5. Ingen, som tager disse kendsgerninger i betragtning, vil bestride, at Palæstinaprojektet er en utopi. Den samlede jødedom, eller blot en mindre del af  verdens over 16 millioner troende jøder, kan aldrig finde et hjem der. Herzls udvej for den truende antisemitisme er forblevet ufremkommelig. Jødeproblemet er ikke blevet løst ved hjælp af hans plan.


Således er assimilationsprocessen efter at den har varet omkring 150 år, gået til ende, uden at det er lykkedes jøderne at imødegå de med historisk lovmæssighed ventede modreaktion.

Denne modreaktion, antisemitismen – derom kan der virkelig ikke mere være nogen tvivl – skyller i store bølger over hele verden. Et blik på verdenspressen viser hver dag på ny, at de ansvarlige ledere i næsten alle lande, i større eller mindre grad, er tvunget til at træffe foranstaltninger imod dette fænomen. De udenlandske kritikere, som påstår, at antisemitismen er et rent tysk anliggende, kan modsiges med nogle berømte ord fra den engelske zionistleder Dr. Chaim Weizmann, som i en tilspidset debat erklærede, at verden kunne inddeles i to grupper af lande: de, som ville fordrive jøder og de, som ikke ville modtage jøder.

Af den første gruppe lande kan nævnes – kun for at give nogle eksempler – foruden Tyskland, først og fremmest Italien. Med omfattende lovgivning er man gået i gang med at udelukke de indenlandske jøder fra det offentlige liv og at udvise udenlandske jøder. Der er endvidere Polen med mere end 3 millioner jøder, som udgør mere end 10 procent af befolkningen; dér er det af regeringen, for mere end et år siden, blevet udtalt, at det polske jødeproblem kun kan løses ved emigration; visse erhvervsgrene er allerede helt lukket for jøder. I Ungarn har Daranyi administrationen en jødelov, som nu videreføres af Imredy og som begrænser den jødiske deltagelse i erhvervslivet og det kulturelle liv til et vist, lavt procenttal. I Rumænien, hvor der er omkring 1,5 millioner jøder, er de antisemitiske strømninger ingenlunde forsvundet efter Goga regeringens fald; derom vidner de omfattende forholdsregler, som er truffet for at geninddrage statsborgerskaber, som blev givet til alle de jøder, der indvandrede til Rumænien efter verdenskrigens slutning. Den nuværende udelukkelse af det antisemitiske parti Codreanus kan ikke dække over, at antisemitismen i Rumænien er en magtfaktor, som på kortere eller længere sigt vil gribe landet.

Dette er alle lande, i hvilke det allerede er kommet til udtalte modforholdsregler imod jøder fra regeringens side. Det ville føre for vidt at opregne alle de lande, i hvilke sådanne forholdsregler endnu ikke har vist sig, men hvor – som i Tjekkoslovakiet, i Holland, Frankrig og også England – antisemitiske strømninger og organisationer, i stadig højere grad, får indflydelse på den offentlige mening.

Til den anden gruppe hører de stater, hvortil jøderne strømmede, da assimilationsepoken var til ende og antisemitismen greb mere og mere om sig. Det drejer sig fortrinsvis om oversøiske områder, især de sydamerikanske stater og den Sydafrikanske Union.

Disse lande havde først beredvilligt åbnet sig for den jødiske indvandring, og tilbød i vid udstrækning plads til at grundlægge en ny eksistens. Disse gæstfrie lande har imidlertid for længst fortrudt deres holdning. Deres højsindede indvandringsregler har givet plads for stadig højere og stærkere skranker, og i praksis er der i dag næppe et land, som er parat til at give emigrerende jøder lebensraum i nævneværdigt omfang.

Dette viste sig tydeligt på Evian Konferencen, som i sommeren 1938 beskæftigede sig med det jødiske emigrationsproblem, men som ikke kom til noget resultat, da ingen af de dér repræsenterede stater ville erklære sig parate til at modtage emigrerende jøder.

Det har nemlig i mellemtiden tydeligt vist sig, at den jødedom, som er på flugt fra antisemitismen, selv medbringer bacillen for jødemodstand. Det er en århundredegammel kendsgerning, som historien frembyder hundreder af beviser på, at antisemitismen er uløseligt knyttet til jøder. De bringer den selv med, hvor end den hvileløse Ahasverus kommer, de er selv bærere af den og dens bedste propagandist. Og derfor ser vi i dag over, alt i de jødiske indvandrerlande, som kort forinden ikke kendte til antisemitisme, stærke jødefjendtlige strømninger, vågne, som regeringerne ikke længere kan ignorere.

Den, som med videnskabelig oprigtighed og historisk ansvarlighed beskæftiger sig med det på sin vis egenartede jødespørgsmål, fjernt fra samtidspolitiske anliggender, kan altså ikke længere forfægte den opfattelse, at kun Tyskland kender til antisemitisme, endsige at det skulle være en tysk opfindelse.

En sådan objektiv betragtning modbeviser imidlertid også den anskuelse, som man af og til støder på, at antisemitismens voksende udbredelse udelukkende skulle være en følge af det tyske eksempel. På en vis måde en feber, som har grebet hele verden. Dertil må man spørge: Kan nogen virkelig i ramme alvor tro, at det er muligt, at en hel verden gribes af en ideologi, for hvilken der ikke i forvejen overalt er tilstrækkeligt stærke kræfter tilstede, som kun venter på en udefra kommende impuls?

Det er vel i grunden slet ikke så underligt, at den tyske fremgangsmåde i jødespørgsmålet har vakt en sådan genklang i verden. Tyskland lider dermed den skæbne, som rammer alle, der udviser mod og selvstændighed nok til at forfægte en overbevisning, der ændrer forudsætningerne i deres tidsepoke. Alle store menneskelige erkendelser har vundet anerkendelse gennem kamp og ofre. Enhver, der har modsat sig et udlevet dogme, har pådraget sig den revolutionæres tunge lod. Anderledes gik det ikke forkæmperne for den franske revolution, som med liberalismens store paroler omstyrtede udlevede dogmer fra absolutismens tidsalder. De havde hele Europa i samlet front imod sig.

Hvis man virkelig vil forstå Tysklands stilling i jødespørgsmålet, må man se det i lyset af den almene erkendelse, som nationalsocialismen har taget som grundlag for en nyordning af hele den tyske livsform: inden for rammerne af den folkeligt-racemæssige historiebetragtning. Det betyder, at racerne og de af dem opståede folkeslag, i deres forskellighed og mangfoldighed, er en del af den guddommelige verdensorden. Hvert folk er derved af forsynet givet den opgave at udfolde sin egenart frit og fuldstændigt. Men det forsynder sig mod skaberværket og må gå til grunde, hvis det lader sin skæbne påvirke af kræfter, som er fremmede for dets egenart. Så er det fuldkommen ligegyldigt, hvordan disse fremmede kræfter er. De kan være gode eller dårlige, det eneste, der er vigtigt, er den kendsgerning, at de er fremmede for det folks egenart, der er stødt sammen med dem.

I staternes historie er det romerske verdensriges undergang det mest overbevisende eksempel på denne historiske lovs gyldighed. Det romerske folks egenart og dettes skaberværk måtte forfalde, fordi kernen af det romerske folk, som havde skabt dette vældige rige, på alle områder blev mere og mere fortrængt af fremmede kræfter: elementer af fremmede kulturer beherskede  det romerske åndsliv; det sociale liv og erhvervslivet blev overtaget af fremmed, især  orientalsk arbejdskraft, og den romerske statsmagt blev til sidst repræsenteret af et hovedsageligt germansk hærvæsen.

Også den mindste enhed i ethvert folk, familien, beherskes af denne lov. Netop de folkeslag, som er af germansk oprindelse, har en stærk og sikker familiebevidsthed, d.v.s. de ved, at der i enhver familie  er en tradition, som er dannet gennem generationer af bestemte egenskaber, en særlig slags livsførelse, som danner grundlag for denne families skæbne i slægtens udvikling. Dér, hvor denne familiebevidsthed er levende, bliver det omhyggeligt overvåget, at intet fremmed element forstyrrer familiens traditionelle levevis og åndsliv; de nye medlemmer, der indtræder ved ægteskab, må ”passe til den”. Mange af de store familier, der har vundet sig historisk ry, har været opmærksomme herpå, de har endog undertiden drevet det til indavl.

Med udgangspunkt i dette folkeligt-racemæssige historiesyn, har Tyskland nu som det første land, med ubønhørlig konsekvens, taget ved lære af jødespørgsmålets totusindårige historie.

Betragter man disse konklusioner nærmere, så fremgår netop grundene til, at den ene af de to mulige løsninger på jødespørgsmålet var dømt til at mislykkes. Det viser sig, hvorfor det aldrig kan lykkes at absorbere jøderne ved indlemmelse og hvorfor antisemitismen med lovmæssig regelmæssighed må genopstå.

Man kan sammenfatte disse resultater som følger:

1.       Jødespørgsmålet er ikke et spørgsmål om religion – det er udelukkende et racespørgsmål. Jødedommen består, i sin racemæssige sammensætning også ganske overvejende af orientalske og mellemøstlige elementer, er fremmedartet, og ikke beslægtet med nogen af de eksisterende europæiske folkeslag. Det er derfor af særlig vigtighed at fastslå, at for den tyske holdning er fremmedheden alene udslaggivende. Nogen bedømmelse af jødedommens racemæssige egenarts værd eller mangel på samme er der derfor ikke tale om. Heller ikke emancipationsepoken, hvor jøderne blev indlemmet i det folkelige liv og gik over til den kristne tro i millionvis, har formået at fjerne denne racebetingede fremmedartethed. Det findes der talrige vidnesbyrd om. Dr. Walther Rathenau taler i sit allerede nævnte skrift ”Hør, Israel” derom: ”Midt i det tyske liv en afsondret, fremmedartet menneskestamme … På Mark Brandenburgsk jord en asiatisk horde.” Og den kendte jødiske skribent Jakob Klatzkin erklærer endnu tydeligere i sit skrift ”Krise og dom i jødedommen” (1921) følgende: ”Vi er overalt, i forhold til stambefolkningen, fremmede og vil ubøjeligt fastholde vor egenart.” Begge udsagn stammer fra en periode, hvor de tyske jøders emancipation var på sit højeste!

2.       Jødedommen har været på stadig vandring i 2000 år. Dens hjem er verden. På grund af sin historiske baggrund kan og vil den aldrig komme til at kende til nationale bånd; på grund af sin fuldstændigt abnorme sociale struktur, hvor først og fremmest bonde- og håndværkerstanden slet ikke er repræsenteret, har den ingen forbindelse til værtslandets jord og til folkets bredere, statsbærende lag.

3.       På grund af racemæssige anlæg og historisk skæbne tiltrækkes jøderne til ganske bestemte erhvervsgrene, nemlig sådanne, som i deres virkemåde og natur rækker ud over de nationale grænser. På denne måde har de i løbet af emancipationsperioden mere og mere bemægtiget sig ledelsen af den offentlige mening, børsen og kapitalmarkedet, handelsvirksomhed, bestemte kulturelle funktioner  og endelig politik. Disse nøglepositioner beherskede de til sidst ensidigt og påtvang derved hele det offentlige liv deres fremmede egenart.

4.       Netop tiden for emancipation og assimilation, hvor man troede at have fjernet al adskillelse, bragte jøderne fra Østeuropas ghettoer i bevægelse og lokkede dem ind i de frisindede vestlige lande og Nordamerika. Således vandrede f.eks. mellem 1890 og 1900 omkring 200.000 jøder til England, og regeringen var tvunget til at nedsætte en kommission med forslag til begrænsning af denne strøm. Ind i De Forenede Stater, hvor i dag mere end en fjerdedel af verdens jøder lever, strømmede mellem 1912 og 1935 1,5 millioner jøder. Disse betydelige vandringer har været med til at give jødespørgsmålet den brændende aktualitet, som det har fået i dag, fordi det gjorde den absorption af jøder, som man havde håbet og troet på, illusorisk, og fremskyndede den stigende jødiske dominans i landene.

Denne tilstand af næsten fuldstændig jødisk dominans var indtrådt i Tyskland før nationalsocialismen overtog regeringsmagten. En fremmed race, rodløs og uden noget personligt forhold til landet, havde taget Tyskland i besiddelse. De fremmedes påvirkning prægede hele det tyske åndsliv og havde sat sit forandrende præg på hele organismen. Nationalsocialismen så sig altså stillet over for den opgave, på en eller anden måde, at løse det jødiske problem, som var blevet til en trussel imod tysk eksistens.

Objektive udenlandske iagttagere havde allerede længe påpeget nødvendigheden af en gennemgribende løsning af det tyske jødeproblem og anerkendt dets berettigelse uden omsvøb. I december 1910 skrev for eksempel ”Times”'s kritiker ved sin anmeldelse af en bog af Houston Stuart Chamberlain ”Grundlaget for det 19. århundrede” om jødespørgsmålet i Tyskland:  ”Næsten alt er kommet på jødiske hænder, ikke kun forretningslivet, men også pressen, teateret, film osv. Netop alt det, som påvirker tyskernes sind. Det er ikke forventeligt, at tyskerne finder sig i det i det lange løb. En dag må det komme til et opgør.”

Eftersom en løsning på jødespørgsmålet ved at indoptage jødedommen, gennem dens fuldstændige indordning i det statslige og folkelige liv, var slået fejl, fordi jøderne havde vist sig umulige at assimilere, kunne nationalsocialismen kun gå den anden af de to mulige veje, for at løse det jødiske problem: den radikale udskillelse.

Først på dette tidspunkt satte den udenlandske kritik ind fra alle sider. Også de udenlandske kritikere, som er overbeviste om jødespørgsmålets historiske kendsgerninger, og som anerkender antisemitismens naturnødvendighed, erklærer igen og igen, at det er de tyske metoder, som man har anvendt for at løse jødeproblemet, der i deres ubønhørlige konsekvens er umenneskelige og barbariske. Denne bebrejdelse er – såvel psykologisk som konkret-politisk – af vidtrækkende betydning for den civiliserede verdens holdning til Tyskland. Det er derfor nødvendigt at diskutere sagen indgående.

Det er ubestrideligt – og skal her ikke på nogen måde nægtes – at den tyske jødepolitik har knust mange hjerter og - i enkelttilfælde - også haft uretfærdigheder som konsekvens. Det skal heller ikke på nogen måde benægtes, at mange af de jøder, som er blevet ramt af de tyske forholdsregler, ærligt og redeligt har troet, at de helt og holdent var blevet tyskere. Som tjenestemænd, kunstnere eller næringsdrivende, og også som soldater i verdenskrigen, har de villet tjene landet efter bedste evne.

Vil man imidlertid forstå, hvorfor Tyskland løste jødeproblemet på så omfattende måde, med så gennemgribende metoder, må man se bort fra enkelttilfælde og gøre sig klart, at ingen lovgivningsmæssige forholdsregler, ingen politisk handling, er tænkelig uden, at der opstår adskillige tilfælde af større eller mindre urimeligheder eller uretfærdigheder. Det er ikke anderledes end ved et kirurgisk indgreb. Også lægen er, når han vil fjerne arnestedet for en sygdom, nødt til at fjerne sundt væv uden om det syge. Kun på denne måde kan han redde og helbrede den ramte organisme.

Den tyske holdning i jødespørgsmålet kan imidlertid kun forstås fuldt ud, hvis man holder sig for øje, at den uophørlige jødiske tilstrømning til hele det offentlige liv i Tyskland – som allerede antydet ovenfor – netop i de seneste årtier havde været til stor national ulykke. Verdenskrigen, med dens for Tyskland ulykkelige udgang, den efterfølgende periode med sammenbrud af enhver politisk og erhvervsmæssig orden, det kulturelle livs fuldstændige forfald, udhuling af alle sædelige og moralske værdinormer på alle livets områder – denne periode med den dybeste tyske fornedrelse faldt netop sammen med fuldendelsen af jødisk emancipation, med højdepunktet af jødisk magt i Tyskland – ganske som kritikeren i ”Times” havde forudsagt i 1910.

Denne vekselvirkning mellem almen nød og jødisk magtfuldkommenhed havde en af jødedommens ærligste sjæle, Theodor Herzl, for mere end en menneskealder siden formuleret, og den er  derfor af ganske  særlig vigtighed, fordi den på ingen måder er begrænset til Tyskland alene, men er almengyldig for hele jødespørgsmålet.  I sine ”Zionistiske Skrifter” (Bind 1, s. 238/39) karakteriserer Herzl, med bitter selverkendelse, jødedommens rolle som følger:

”Hist er der et par mennesker, hvis finanstråde omspinder hele verden. Her er der et par mennesker, qui font la plui et le beau temps (som laver regnvejr og smukt vejr) i folkeslagenes vigtigste livsbetingelser. Men hver opfindelse gavner kun dem selv, med hvert tilfælde af nød vokser deres magt. Og hvad bruger de denne magt til? Har de stillet den til tjeneste for noget moralsk formål, ja, hjælper de deres eget folk, som det går så bitterligt dårligt? …. Uden dem kan man ikke føre krig eller slutte fred. De holder staternes kredit og hver enkelt stats foretagender i deres nærige hænder. De nye opfindelser må ydmygt tigge foran deres dør, og med anmassende overlegenhed dømmer de om deres medmenneskers fornødenheder.”

Intet er bedre egnet til at rense Tyskland for anklagerne om, at det handlede imod menneskelighedens love, end en udførlig påvisning af, i hvilket uhyre omfang Theodor Herzls bitre ord var blevet til lidelsesfuld virkelighed, hvilke ulyksalige erfaringer, der tvang Tyskland til at løse sit jødeproblem ved radikal udskilning af enhver jødisk indflydelse for altid.

Det skal her forsøges at vise et tværsnit af den tyske jødedoms rolle og betydning på højdepunktet af emancipationsepoken, det vil altså sige på det tidspunkt, hvor nationalsocialismen overtog regeringsmagten i Tyskland.

1. De tyske jøders befolkningstal og sociale struktur.

Først og fremmest er det nødvendigt at danne sig et billede af de tyske jøders talmæssige betydning i denne periode, deres regionale udbredelse i riget og deres sociale struktur.

Ifølge folketællingen i 1925, den sidste inden den nationalsocialistiske regering kom til magten, var der i Tyskland, ud af en befolkning på 62,5 millioner, 546.379 tilhængere af den jødiske tro. Det er noget mindre end 1 procent af befolkningen.

Det skal i  den forbindelse huskes, at denne statistik kun omfatter trosjøder, ikke jøder af race, d.v.s. de, som gennem omvendelse til kristendommen eller ved at være dissidenter, havde forkastet den mosaiske tro. Et talmæssigt overblik over jøder af race fandtes slet ikke; ved den statistiske opgørelse på alle områder kendte man indtil da kun troskriteriet. Først nu er man begyndt at danne sig et indtryk af, hvor meget det jødiske element, gennem ægteskab, har blandet sig med det tyske folk. Disse undersøgelser er endnu ikke afsluttet; de må møjsommeligt stykkes sammen. Således er også alle efterfølgende statistiske angivelser baseret på oplysninger om jøder af tro.

Vi råder over nogle pålidelige undersøgelser fra jøderne selv. Først og fremmest af Heinrich Silbergleit ”Jødernes befolkningsforhold i Det tyske Rige” (Berlin 1930) og af Dr. Alfred Marcus ”De tyske jøders erhvervsmæssige krise” (Berlin 1931). Da vi i det efterfølgende for det meste støtter os til de statistiske oplysninger fra disse studier, undgår vi den mistanke, at vor fremstilling er påvirket af jødefjendtlighed.

Vi har allerede set, at de troende tyske jøders samlede procenttal i 1925 androg under 1 procent, mere nøjagtigt 0,90 procent. Imidlertid var fordelingen i landet ingenlunde ligelig. Medens nemlig landområderne, som f.eks. Mecklenburg, Oldenburg, Thüringen eller Anhalt, kun havde en forholdsvis lille jødisk befolkningsdel (0,16 til 0,32 procent), var jøderne koncentrerede i by- og storbyområderne, først og fremmest Prøjsen, Hamburg eller Hessen (1,05 til 1,72 procent). I Det tyske Riges største landsdel, Prøjsen, viste folketællingen, at næsten 73 procent af alle jøder var klumpet sammen i storbyer med over 100.000 indbyggere, mens de tilsvarende tal for den ikke-jødiske befolkningsdel kun udgjorde 30 procent.

En sammenligning med resultatet af folketællingerne siden 1871 viser, at den jødiske befolkningsandel i landdistrikterne, i en fortløbende udviklingsproces, er formindsket, mens der er sket en forøgelse i alle byområder.

Det drejer sig her om en af sin art fænomenal omflytning inden for landets grænser af de tyske jøder i løbet af de sidste 50 år, om en flytning fra land til by, hvis hovedårsag netop i dette tidsrum – altså siden den for Tyskland heldigt afsluttede tysk-franske krig – er at finde i den hurtigt tiltagende jødiske emancipation.

Et af hovedmålene for denne indenlandske jødiske vandring var rigets hovedstad, Berlin, hvor antallet af jøder mellem 1871 og 1910 blev tredoblet (fra 36.000 til 90.000).  I denne millionby, hvor landets erhvervsmæssige og kulturelle liv havde sit centralpunkt, havde den tyske jødedom opslået sit hovedkvarter. Her udfoldede den friest sin sande natur, alle de egenskaber, som skyldtes dens fremmede herkomst. Folketællingen i 1925 viste for Berlin, at ud af omkring 4 millioner indbyggere var omkring 172.500 personer eller 4,25 procent jøder – et forhold altså, som var fire gange andelen af jøder i hele den tyske befolkning. Derved husede Berlin imidlertid også, som hovedstaden i det største land, Preussen, hele 42 procent af de omkring 400.000 prøjsiske jøder!

Af disse berliner-jøder havde i øvrigt ikke mindre end 25 procent udenlandsk statsborgerskab. Denne kendsgerning belyser tydeligt jødedommens rodløse uberørthed af nationale bindinger. Af de 400.000 jøder i Preussen havde i hvert fald en fjerdedel eller 18,5 procent et andet statsborgerskab end tysk.

For at forstå den virkelige betydning af de anførte tal må man tage i betragtning, at den jødiske befolkningsandel kunne nå et så højt tal i storbyerne, på trods af, at den netop dér i sin befolkningsbevægelse var underkastet nogle bremsende faktorer. Disse blev kun udlignet, fordi der, især under og efter slutningen af verdenskrigen, stadig kom nye til østfra. Det var denne østjødiske indvandring, som gennem tilstrømning af kulturelt laverestående, erhvervshungrende og moralsk skrupelløse elementer i ganske særlig grad skærpede det tyske jødeproblem.

Blandt de bremsende faktorer for jødedommen er den lave frugtbarhed i jødiske ægteskaber i sammenligning med den øvrige befolkning; endvidere en tendens til at udtræde af det mosaiske trosfællesskab, der i den senere tid har været vedholdende, og endelig den stigende tendens til at indgå ægteskab med ikke-jøder. Det giver noget begreb om denne indtrængen i det tyske folk, at gennemsnittet i tiden mellem 1923 og 1932 var, at for hver tre jødiske mænd i Berlin, der indgik ægteskab, var det kun to, der giftede sig med en jødinde, mens én giftede sig med en ikke-jødinde. Blandt jødinder var tallet kun lidt lavere. I året 1926 forekom der endog for hver 100 rent jødiske ægteskaber 64 blandede. I hele Tyskland havde man i samme tidsrum for hver 100 rent jødiske ægteskaber 50 blandede, d.v.s. at to rent jødiske ægteskaber modsvaredes af et blandet. Det er selvindlysende, at den fuldstændigt ensidige regionale fordeling af de tyske jøder, med deres planmæssige vandring fra landdistrikterne og deres klumpen sig sammen i storbyerne, var usund og skæbnesvanger såvel for jøderne selv som for Tysklands offentlige liv.

Også den erhvervsmæssige struktur led af sådanne dårligdomme. Også her afslører statistikken, at jødedommen var et træ uden rødder, uden en sund forankring i samfundslivet. Den abnorme sociale inddeling bestod i, at jøderne næsten udelukkende foretrak beskæftigelse inden for handel, børs og industri, hvorimod beskæftigelse inden for landbrug, håndværk  og andre områder blev næsten ængsteligt undgået.

Man kan efterprøve denne konstatering af resultatet af erhvervsfordelingen, som fandtes i de forskellige af rigets landsdele i 1925. Disse tal viste for eksempel for landene Preussen, Württemberg og Hessen, med hensyn til den procentvise fordeling af jødernes erhvervsfordeling: 

Erhvervsgruppe

Preussen

Württemberg

Hessen

Handel og samfærdsel

58,8%

64,6%

69%

Industri

25,8%

24,6%

22%

Landbrug

1,7%

1,8%

4%


Det påstås nu ofte, at jøderne på grund af ydre pres, på grund af deres politiske og sociale stilling, på grund af ghetto og boykot, blev holdt borte fra de håndværksmæssige erhverv og tvunget ind i handelsrelaterede beskæftigelser. Dertil er at sige, at de tyske jøder over alt, hvor de var stærkt udbredte i landdistrikterne, f.eks. i den forhenværende provins Posen og i Hessen-Nassau, over alt havde mulighed for at beskæftige sig som bønder eller håndværkere. Nogen begrænsninger eller forhindringer var der ikke. Alligevel foretrak de at være handlende med kvæg, korn, eller kunstgødning, frem for alt med penge, alt, hvad der gav let og rigelig gevinst.

Den kendte jødiske erhvervsteoretiker Felix A. Theilhaber bevidner i sin undersøgelse af årsagerne til opløsningsprocessen i sit eget folk (”Der Untergang der deutschen Juden”, ”De tyske jøders undergang”, Berlin 1921) selv det faktum, at den såkaldte urproduktion ikke tiltaler jøderne. Han indrømmer, at det frem for alt er jødernes racemæssige anlæg, som trænger jøderne sammen i formidler-erhverv, da disse synes at garantere dem erhvervsmæssige resultater og materiel sikkerhed på den hurtigste måde. Theilhaber kommer til følgende interessante konklusion:

Landbruget har ikke nogen tiltrækning for de tyske jøder … egenart, overlevering og økonomiske forudsætninger får dem til at foretrække visse erhverv ... Og derfor er det en selvfølgelighed, at de tyske jøder uddanner sig inden for visse områder (jødiske konfektionshandlere, agenter, advokater og læger). Det jødiske præg og egenart lader sig også påvise i andre erhverv (varehuse, pelshandler, tobaksforretninger, selv i pressen). Et af de jødiske særkender er trangen til individualisme, til at gøre sig selvstændig, såvel som trangen til at nå en så materiel gunstig situation som muligt.”

Under de af den jødiske forfatter benævnte åndelige erhverv var det mest læge og advokat, som tiltrak jøder, fordi netop de bød på betragtelige materielle muligheder. Den jødiske indflydelse på disse erhverv var derfor særlig stor, ja antog til sidst dominerende karakter.

Af de i alt 50.000 tyske læger udgjorde jøderne i 1932 alene 6488, altså 13 procent. Det vil sige, at de indtog ti gange så mange stillinger, som den andel af befolkningen, de udgjorde. (Meget oplysende er i øvrigt den kendsgerning, at de inden for lægeerhvervet var ganske særlig stærkt repræsenteret som specialister i kønssygdomme.)

I hovedstaden Berlin var den jødiske andel af læger endnu meget højere, her androg den 42 procent, af sygekasselæger endog 52 procent. Af de ledende læger i de talrige Berlin-hospitaler var 45 procent af jødisk herkomst.

Også tallene for jødisk indtrængen i erhvervsgrene som advokater og notarer viser et abnormt misforhold, når man tager den jødiske befolkningsandel i betragtning. Af de 11.795 advokater, som i året 1933 fik bestalling i Preussen var 3.350, eller ca. 30 procent jøder. Af de 6.236 notarer var 2051, eller 33 procent jøder. Ydermere var tallene i hovedstaden Berlin endnu højere: her udgjorde de henholdsvis 48 og 56 procent.

Det må endvidere tages i betragtning, at også i forvaltning og retspraksis var netop ledende stillinger besat med udøbte eller døbte jøder. I forbindelse med universiteternes lærestole tegnede der sig et lignende billede. Det bevises af følgende statistik fra tre førende tyske universiteter i året 1931. (Ved siden af det juridiske og det medicinske fakultet er der også taget hensyn til det filosofiske, hvor det samme billede af abnorm jødisk indflydelse tegner sig;)

Fakultet

Berlin

Breslau

Frankfurt a.M.

Jura

Af 44 docenter

15 jøder=34%

Af 23 docenter

6 jøder=26%

Jødiske docenter 33%

Medicin

Af 265 docenter

118 jøder=43%

Af 101 docenter

43 jøder=43%

Jødiske docenter 28%

Filosofi

Af 268 docenter

85 jøder=31%

Af 107 docenter

26 jøder=25%

Jødiske docenter 32%


To af de vigtigste områder inden for staten, retspleje og sundhedspleje, var således alvorligt i fare for helt at komme på jødiske hænder.

2. Jøderne i det tyske erhvervsliv

Endnu mere betydningsfuld var den jødiske dominans i det tyske erhvervsliv. I overensstemmelse med de oven for fremsatte hensigter var handel på dette område jødernes egentlige domæne. Dens ”store” epoke var – det må forudsættes – inflationstiden (1919 til 1923) i Tyskland. I den periode kom man ikke så langt med produktivt, hårdt arbejde, som med spekulationsinstinkt og handelsmæssig opfindsomhed. I disse år skød jødiske koncerner op som paddehatte. Vi skal blot minde om kendte navne som Jakob Michael, Richard Kahn, og Jakob Schapiro eller om de korrupte foretagender ved østrigske spekulanter som Siegfried Bosel og Castiglioni, der også uden for Tyskland opnåede sørgelig berømmelse. Alle disse foretagender brød sammen efter at de havde kostet det tyske folk uhyre summer, da man indledte tilstande af mere solidt arbejde i tiden efter inflationen.

Den allerede anvendte jødiske statistiker Dr. Alfred Marcus, har i sin undersøgelse af ”De tyske jøders erhvervsmæssige krise” i året 1931 nøje undersøgt den jødiske andel i den tyske handels enkelte sektioner. Han kommer til følgende overraskende resultat:

I året 1930 var ud af i alt 603 firmaer i metalhandelen de 346 eller 57,3 procent på jødiske hænder. I gammelt metal ud af 514 firmaer 211 eller 41 procent; i kornhandel ud af 6809 firmaer 1543 eller 22,7 procent; i tekstil-engroshandel af 9984 firmaer 3938, eller 39,4 procent; i damekonfektion var det endog af 133 engrosfirmaer 81 eller 60,9 procent. På de specielle områder kunst- og boghandel, som jo også er af betydelig kulturel betydning, var adskillige af de vigtigste firmaer af jødisk natur. Her nævnes blot S. Fischer, Cassirer, Flechtheim, Ullstein og Springer.

Vigtigere endnu er det at betragte pengehandelen, d.v.s. bankvæsenet. Her var næsten alle førende poster på ikke-ariske hænder. Mere detaljeret betragtet var her følgende jødisk henholdsvis halvjødisk:

I ”Deutschen Bank und Discontogesellschaft” (1929) begge de ledende i bestyrelsen og to af deres stedfortrædere, endvidere tre af de fem personligt ansvarlige andelshavere; i ”Dresdner Bank” (1928) bestyrelsesformanden og hans stedfortræder, endvidere tre af de syv bestyrelsesmedlemmer; i ”Berliner Handelsgesellschaft” endelig samtlige tre principaler.

Også de store privatbanker var næsten helt på jødiske hænder. Her skal blot mindes om de kendte firmaer Arnhold, Behrens, Warburg, Bleichröder, Mendelssohn, Goldschmidt-Rothschild, Dreyfuss, Bondi und Maron, Aufhäuser, Oppenheim, Levy, Speyer-Ellissen, Heimann, Stern.

Med udgangspunkt i disse økonomiske nøglepositioner forgrenede den jødiske indflydelse sig gennem bestyrelser og ind i alle led i den tyske industri. ”Adressebog over direktører og bestyrelsesledere”, der udkom i 1930 – altså længe inden nationalsocialisterne kom til magten – viser, hvor virkeligt skræmmende indflydelsen af disse jødiske eller af jøder ledede kapitalkoncentrationer er blevet på det tyske erhvervsliv.

Øverst er der den jødiske bankier Jakob Goldschmidt med 115 bestyrelsesposter, på andenpladsen den ligeledes jødiske bankmand Louis Hagen med 62 mandater. På tredjepladsen  finder vi en ikke-jødisk advokat, men så følger på de næste fire pladser fire jødiske bankierer med tilsammen 166 bestyrelsesposter. Også i den resterende rækkefølge er jøder næsten hele vejen igennem førende.

Denne i sandhed uhyre og usunde ophobning af bestyrelsesposter i hænderne på en lille gruppe af jødiske pengehandlere var på ingen måde forenelig med en samvittighedsfuld opfyldelse  af de forpligtelser, som er forbundet med dette embede, det bød tværtimod på rige muligheder for let vinding af meget stort omfang. Det var en af de vigtigste årsager til diskrediteringen af det politiske og erhvervsmæssige system i disse år og en af årsagerne til udbredelsen af antisemitisme i Tysklands brede folkemasser.

For kontrollen over tysk industri ved hjælp af det jødiske system med kontrollerende bestyrelsesmedlemmer, gik jo hånd i hånd med jødedommens direkte dominans i den industrielle produktion. Da der er tale om et omfangsrigt, differentieret og vidt forgrenet område, kan der naturligvis kun gives nogle enkelte eksempler, som ikke tilnærmelsesvis beskriver jødernes virkelige udbredelse.

I elektronikindustrien skal f.eks. nævnes det vigtige AEG (Allgemeine Elektrizitätsgesellschaft); det var etableret af jøden Emil Rathenau og efter verdenskrigen sorterede det under to jøder. I metalindustrien beherskede f.eks. Frankfurter Metalbank, under ledelse af jøden Merton, næsten hele metalmarkedet. Osram-værket, som var ledende inden for glødelampeindustrien, var under ledelse af jøden Meinhardt. De største tyske gummifabrikker, Continental i Hannover og Calmon i Hamburg, var etablerede af jøder eller havde jødisk ledelse. I læderindustrien dominerede de jødiske firmaer Adler og Oppenheim, Salamander og Conrad Tack A.-G. Jernmarkedet blev kontrolleret af jøden Ottmar Strauss. I Kaliindustrien var indflydelsen af jøden Hugo Herzfeld betydelig. I sværindustrisektoren var Paul Silverberg den, som beherskede den rhinske brunkulindustri og brødrene Petschek havde samme funktion i det midttyske brunkulsområde.

Også i erhvervslivets organisationer og erhvervslivets myndigheder var andelen af jøder abnormt stor. Således først og fremmest i industrien og handelskammeret.  I det største tyske institut af denne art, i Berliner industri- og handelskammeret, var – for blot at give et eksempel – i året 1931 ud af 98 medlemmer de 50 jøder eller halvjøder, ud af de 1300 medlemmer af faglige udvalg 400, af de i kammeret indsatte 209 handelsdommere 131; i ledelsen af kammeret var en præsident og 5 vicepræsidenter, deraf var præsidenten selv og tre af hans stedfortrædere ikke-ariere.

Endnu værre stod det til på børsen. Også her skal rigshovedstadens børs nævnes som eksempel, da den naturligvis var den vigtigste af sin art. I Berlin var ud af de 36 medlemmer af direktionen for værdipapirbørsen de 25 jøder; ved produktbørsen  var af 16 direktionsmedlemmer de 10 jøder; i afdelingen for terminhandel var ud af 18 medlemmer 15 jøder; i noteringsudvalget var ud af 23 medlemmer 18 jøder. Ud af de 70 bestyrelsesmedlemmer for hele børsen udgjorde jøder 45. Også børskunderne var helt overvejende jøder; således blev f.eks. i året 1930 ud af de 1474 selvstændige kunder på værdipapirbørsen de 1200 konstateret som værende jøder, på produktionsbørsen ud af 578 kunder omkring 520 jøder, og på metalbørsen var endog ud af 89 de 80 jøder.

Det er klart, at også det tyske riges centrale seddelbank, Rigsbanken, i længden ikke kunne undgå denne næsten monopolagtige status, som jødedommen havde i kapitalhandel og i alle vigtige positioner i erhvervslivet. Således var allerede i tiden mellem 1925 og 1929  ud af seks medlemmer af ledelsen (Generalrat) de fire jøder eller halvjøder. Af medlemmerne af centraludvalget var endog alle tre ikke-ariere, lige som to af deres stedfortrædere var det.

Det er på dette sted også nødvendigt at sammenholde den ovenfor nævnte, fremherskende kvantitative vurdering af den jødiske andel i det tyske erhvervsliv med den kvalitative side. Følgende må tages med i betragtning:

Ved den allerede ovenfor nævnte optælling af erhvervsfordelingen i de forskellige tyske landsdele i året 1925, blev det påvist, at der i rigets største landsdel, Preussen, blandt et samlet antal erhvervsaktive på omkring 3 millioner erhvervsdrivende, som havde en selvstændig eller ledende position, var omkring 92.000 troende jøder. Det betød, at 48 procent af samtlige erhvervsaktive jøder havde ledende stillinger, medens det tilsvarende tal for den øvrige befolkning kun udgjorde 16 procent.

Sammenholder man dette med antallet af jøder i gruppen uselvstændige håndens arbejdere, så viser jødedommens helt abnorme sociale struktur sig i et grelt lys: I Preussen var der i 1925 omkring 8,9 millioner arbejdere i alt (d.v.s. 46,9 procent af alle erhvervsaktive overhovedet), deraf androg den jødiske del kun 16.000 (d.v.s. 8,4 procent af alle jødiske erhvervsaktive). Den jødiske procentsats i ledende stillinger var 3 gange så høj, som i den samlede befolkning, men dalede ved håndens arbejdere ned til en sjettedel af den øvrige befolkning  og var i gennemsnit næsten nede på nul.

Ved en sådan supplerende kvalitativ bedømmelse fremgår det endnu tydeligere, at hele det tyske erhvervsliv var under en  foruroligende jødisk dominans og oven i købet i de afgørende, ledende stillinger.

Det kan ikke undre, at den store beherskelse af det tyske erhvervsliv også kom til udtryk gennem en særlig høj indkomst i den jødiske befolkningsgruppe. Nøjagtige angivelser er her vanskelige at give. Vi vil derfor nøjes med at føre den allerede flere gange nævnte jødiske statistiker Dr. Alfred Marcus som vidne. Han anslår den gennemsnitlige jødiske indkomst for året 1930 til at være 3,2 gange gennemsnittet for den øvrige befolkning!

For endnu en gang at sammenfatte resultaterne af det oven for givne, skal det fastholdes, at jøderne havde slået sig absolut ensidigt på handelen, såvel vare- som kapitalhandelen, og at de her var rykket frem i førerpositioner. Landbrug, såvel som andre produktive erhverv, undgik de derimod nærmest frygtsomt. Dertil kom ydermere den unormale koncentration af jøder i storbyerne, frem for alt i millionbyen Berlin.

Der skal ikke megen skarpsindighed til for at indse, at en sådan abnorm social og regional struktur måtte føre til store spændinger, ja til ligefrem virkeligt alvorlige forstyrrelser i det offentlige liv. Og det måtte ske, selv om jøderne havde udøvet de misbrugte funktioner med mere klog tilbageholdenhed og indsigtsfuld tilpasning til værtslandets ønsker og ånd, end de i virkeligheden gjorde. Denne spænding måtte en dag føre til en eksplosion, da jøderne, forblændet af glansen fra deres succes, lod alle begrænsninger fare og udfoldede deres fremmedartethed hæmningsløst. Ingen steder er jødedommens hæmningsløshed  kommet tydeligere til udtryk end i den periode af erhvervsmæssig og politisk korruption, som rådede i Tyskland i årene efter verdenskrigen.

 

3. Jøderne og korruptionen

Man kan ligefrem tale om en korruptions-epidemi, som havde grebet det offentlige liv i disse år. Den begrænsede sig på ingen måde til Tyskland. I Europa og Amerika blev næsten alle lande ramt. Overalt i disse tilfælde af korruption spillede jøder den ledende rolle: det være sig tilfældene Hanau, Oustric og Stavisky i Frankrig, Insull i De forenede Stater eller Bosel, Berliner og Castiglioni i det daværende Østrig.

Det er i grunden ikke underligt, at sygdomstegnene, netop i årene efter verdenskrigens store rystelser, viste sig i form af hyppige korruptionsskandaler. Men det er på den anden side typisk for jødernes væsen, at det netop var dem, der i overordentlig grad  gjorde sig til bærere og nydere af denne opløsningsproces.

Det er forståeligt, at Tyskland, som taberen af verdenskrigen, i særlig høj grad blev ramt af korruptionsbacillen. I den tunge trangstid, som Tyskland havde været igennem efter diktatet fra Versaillesfreden, lærte det derfor som intet andet land jødedommen at kende som udbytter og nyder af dets nationale ulykke.

Listen over de jødiske profitmagere, som i disse frygtelige elendighedsår styrtede sig over det tyske erhvervsliv, der var i sammenbrud, og som derved frembragte dets fuldstændige forfald, strækker sig fra den udspekulerede iværksættertype og inflationsspekulant, over alle slags korrupte lykkeriddere til de rentud storstilede kriminelle bedragere. Næppe noget andet sted har den jødiske natur med dens udprægede egennytte, dens skrupelløshed og dens trang til hurtig indtjening, udfoldet sig så hæmningsløst, som i det tyske erhvervsliv i disse år.

Krigsvirksomhederne, som under verdenskrigen havde sørget for reguleringen af fremstillingen og handelen med tyske råstoffer, deres import og forvaltning, var kommet mere og mere på jødiske hænder. Det største af dem, Centralindkøbs-selskabet, blev f.eks. ledet af jøder; i det særligt vigtige Kriegs Metal-A.-G., var af 14 bestyrelsesmedlemmer de 12 jøder. Når det ikke er kommet til en offentlig skandale på grund af disse jøders forretningsmetoder, skyldes det kun, at krigens politiske og militære udvikling belastede Tyskland med alt for mange bekymringer.

Med afslutningen af krigen slog så den jødiske korruptions store time. Likvideringen af rustningsfabrikkerne og opløsningen af hæren bød på muligheder for uhyre gevinster – en lejlighed, som netop mest blev udnyttet af jødiske foretagender. Således sikrede f.eks. jøden Richard Kahn sig en kontrakt med ”Deutschen Werken”, det største statsejede rustningsforetagende, der indbragte ham en millionformue for dette kæmpeanlæg til – prisen på gammelt jern! Richard Kahn var ikke den eneste jøde, som fik uhyre formuer ud af Tysklands sammenbrud. Den jødiske økonomiskribent Felix Pinner har i sin bog, ”Deutsche Wirtschaftsführer” (Berlin 1924), karakteriseret disse snesevis af jødiske sammenbrudsprofitmagere som følger: ”Mange … begyndte som leverandører til hæren, hvorfor det i mange tilfælde er svært at bedømme, om ønsket om at tjene på leverancer af krigsmateriel eller ønsket om at slippe for militærtjeneste har været hoved- eller sekundært motiv fra begyndelsen. For mange kom deres store tid først, da hærstyrkerne blev opløst, og atter andre lagde grunden til deres rigdom i den egentlige ”regulære” pengedevaluering i efterkrigstiden.

I dette pengedevalueringsøkonomi, altså i inflationsårene mellem 1919 og 1923, fejrede de korrupte spekulanter særlige triumfer. Det var netop jøder, som på det tidspunkt, da den erhvervsmæssige investering i overvejende grad udspillede sig på børsen ved hjælp af betænkelige, ja, rent ud bedrageriske skintransaktioner, opbyggede kæmpekoncerner. Det var disse foretagender, kolosser på lerfødder, som først kastede kæmpegevinster af sig, men som snart brød sammen igen. De kendteste navne i forbindelse med denne slags foretagender var jøderne Jakob Michael, Richard Kahn og de østjødiske brødre Ciprut. Om disse brødre siger i øvrigt den jødiske skribent Pinner i sin før omtalte bog: ”Deres signatur er: finansielle lykkeriddere, stammende fra det sydøstlige Rumæniens eller Persiens ødemarker og indhyllet i stanken af den tyske valutas forrådnelse.”

Alle disse tilfælde var imidlertid heller ikke den egentlige, udslaggivende årsag til, at jødespørgsmålet i Tyskland blev så brændende et problem for hele det tyske folk. De foregik i en tid, hvor alle bånd, al erhvervsmæssig og politisk orden var løsnede, de gik med tiden ind i det almindelige virvar i de første efterkrigsår og blev i mange tilfælde, af folkestemningen, målt med den målestok, som i det hele taget blev anvendt på de unormale hændelser i denne tid. Men intet fik åbnet det tyske folks øjne for jødedommens sande væsen og opflammet deres antisemitisme, som de egentlige store tilfælde af korruption, der simpelthen var af ren kriminel natur, og som gennem deres sammenblanding af forretnings- og politiske interesser blev til offentlige skandaler.

Der tænkes her på tilfældene brødrene Sklarz, brødrene Barmat, brødrene Sklarek, brødrene Rotter, endvidere skandalen med Michael Holzmann og Ludwig Katzenellenbogen. Alle disse korrupte jøder var i øvrigt, med Katzenellebogen som eneste undtagelser, østjøder, der først var indvandret til Tyskland under og efter verdenskrigen.

Det første af disse store tilfælde af korruption angik de fem brødre Sklarz. Det lykkedes dem, gennem udnyttelse af gode forbindelser til toneangivende personligheder i det socialdemokratiske parti, straks ved krigens slutning, at få monopol på leverancerne af materialetilførsel til de troppekontingenter, som havde hvervet med at sørge for genoprettelse af den interne orden. Derved skaffede de sig på meget kort tid en millionformue. Med alle mulige lyssky forretninger fik de i den følgende tid denne forøget yderligere derved, at de på mere eller mindre luskede måder bestak statsmænd. Det var også takket være sådanne metoder, at den retssag, der til sidst blev anlagt imod dem, kun kastede ringe lys over baggrunden for deres intriger og efter endeløse forhalingsmanøvrer i året 1926 kun førte til domfældelse af den ene broder.

Brødrene Sklarz var i nær forbindelse med en af krigens mest samvittighedsløse sortbørsfolk, den russiske jøde Parvus-Helphand. Ved hjælp af sin millionformue, tjent på krigsleverancer, havde han skaffet sig gode forbindelser i det dengang herskende socialdemokrati, og var bagmand for mange korruptionsskandaler, uden at man turde lægge sag an imod ham, fordi han havde krammet på så mange regeringsmedlemmer.

De tre brødre Barmat førte sig frem i endnu større stil end brødrene Sklarz. De stammede fra Kiev og ernærede sig under krigen som leverandører af levnedsmidler i Holland. Ved mellemkomst af den jødiske politiker Heilmann, brødrene Sklarz og Parvus-Helphand, opnåede de indrejsetilladelse til Tyskland. Gennem raffineret udnyttelse af menneskelige svagheder, gennem små og store tjenester, som udartede til regulær bestikkelse, vandt de sig indflydelsesrige venner blandt toneangivende mænd i regeringen. På den måde blev de på kort tid ejere af ti banker og et stort antal industrielle foretagender. På grundlag af falske balancer fik de så en kredit på 38 millioner mark, som blev skaffet til veje, dels af den preussiske statsbank, dels af rigets postministerium. Da den oppustede Barmat-koncern  så brød sammen, androg dens gæld 70 millioner guldmark, af hvilke halvdelen måtte dækkes af småsparere.

Retssagen mod brødrene Barmat endte med ganske ubetydelige frihedsstraffe. Dog blev den daværende rigskansler, socialdemokraten Bauer, så belastet, at han måtte forlade sin post.

Julius Barmat tog i øvrigt, efter sit tyske foretagendes sammenbrud, igen til udlandet. I sit nye hjem anvendte han med held de metoder, som allerede var gennemprøvet i Tyskland: Gennem bestikkelse af indflydelsesrige politikere opnåede han kredit og skadede derved den belgiske nationalbank med et beløb på 34 millioner guldfrank. For at undgå domfældelse begik han endelig i 1937 selvmord.

Mindre succesrige end deres forgængere, men alligevel bemærkelsesværdige nok, var jøderne Iwan Baruch, Alexander Kutisker og Michael Holzmann. Offeret for deres bedrageriske manipulation var den allerede af Barmat bedragne preussiske statsbank, som gennem luskede kreditter blev skadet for en værdi af 14 millioner guldmark.

Den absolut største skandale skabte imidlertid de tre brødre Sklarek. Med deres vidtgående sammenfiltring af politik, forretning og bestikkelse, kan dette tilfælde vel næppe finde sin lige. Taberen i dette stort anlagte bedrag, var Tysklands hovedstad, Berlin.

Med et raffineret system af tjenester, gaver og bidrag af alle slags, havde de smarte brødre Sklarek ligefrem købt uindskrænket støtte fra de ledende mænd i de forskellige offentlige kontorer i Berlin – det var mest socialdemokrater og kommunister. På denne måde opnåede de et fuldstændigt monopol på alle tøjleverancer til millionbyen Berlin, om det så var udrustning til politiet, trafikvæsenet, understøttelsesmodtagere eller gadefejere. Alle statsfunktionærer, som på den ene eller den anden måde syntes vigtige for opnåelsen af dette monopol, blev bestukket. Sågar overborgmesteren! På denne måde var det muligt, at Stadtbank, rigshovedstadens  finansinstitut, uden betænkelighed betalte de af Sklarek fingerede regninger på leverancer af tøj, som i virkeligheden ikke var leveret, i ganske betragteligt omfang. Da endelig firmaet Sklarek gik i betalingsstandsning, havde statsbanken et tab på 12,5 millioner mark; andre mangler til en værdi af  omkring 10 millioner mark, kunne ikke mere opklares.

Processen imod brødrene Sklarek, i året 1932, varede i ni måneder og endte, i overensstemmelse med folkets vrede, med en væsentligt strengere straf end processerne i de tidligere tilfælde. To af brødrene (den tredje var i mellemtiden død) blev dømt til flere års fængsel.

Endelig må også nævnes tilfældet med den jødiske generaldirektør Katzenellenbogen. Han var leder af koncernen Schultheiss-Patzenhofer, et af de største tyske industriforetagender med en aktiekapital på 75 millioner mark og en præferencekapital på 15 millioner. Gennem samvittighedsløse spekulationer til personlig berigelse, som skadede koncernen, bragte han foretagendet til randen af konkurs. Aktionærerne mistede et beløb på omkring 30 millioner mark. En del af udbyttet fra spekulationerne havde Katzenellenbogen brugt til at støtte den bolsjevikiske teaterleder Erwin Piscator. Han blev idømt fængsel for svig og manipulationer med regnskabet.

Den sidste i den lange række af korruptionsskandaler, var tilfældet brødrene Rotter. I deres koncern havde de to jødiske spekulanter samlet syv af de største teatre i Berlin. For des bedre at kunne udnytte dette foretagende, havde de oprettet flere selskaber, hvis ledelse var i hænderne på forretningsukyndige, men villige stråmænd. Ud af disse selskaber pressede de f.eks. et år (1932), efter alle fradrag, en nettoindtægt på 300.000 mark, heri ikke medregnet en månedlig indtægt på 2000 mark, som hver af brødrene havde bevilget sig selv. Yderligere 400.000 mark tilflød dem fra en bedragerisk kontrakt med to kulturelle foretagender. Medens de ikke-jødiske skuespillere ved deres teatre gennemgående fik en kummerlig gage, fik de af Rotters foretrukne jødiske stjerner udbetalt fantastiske beløb (1000 til 2500 mark for én eneste aften var ikke usædvanligt). Selv førte de et overdådigt vellevned. Og så en dag i året 1932 brød Rotter-koncernen sammen med en gældsbyrde på 3,5 millioner mark. Brødrene Rotter selv unddrog sig ansvaret og flygtede til Liechtenstein, hvis statsborgerskab de på forhånd havde sikret sig.

At også Østrig i rigt omfang kendte til jødiske korruptionsskandaler, skal kort omtales. Foruden Castiglioni og Bosel tænkes her først og fremmest på den jødiske storbedrager  Berliner. Som generaldirektør for det store livsforsikringsselskab ”Phönix”, misbrugte han sit firmas formue til politiske forretninger. Han holdt gode forbindelser til alle østrigske partier og betalte for valg og besættelser af stillinger til en samlet sum af  tre millioner schilling i bestikkelsespenge.  Pressen påvirkede han  i årenes løb med 170 millioner schilling. Fagforeningerne, såvel som den militære organisation ”Heimwehr”, blev rundhåndet støttet og oven i købet med hans firmas midler. På denne måde nåede ”Phönix”'s gældsbyrde til sidst den uhyre sum af 670 millioner schilling. 330.000 forsikringstagere, oven i købet næsten udelukkende mindrebemidlede, måtte bøde for disse korruptionstab med forhøjede præmier og forringede forsikringsydelser.

Denne liste over jødisk korruption gør ikke krav på at være fuldstændig. Den begrænser sig til de tilfælde, som i Tyskland, og endda ud over landets grænser, fremkaldte særlig opmærksomhed, og som havde en vis økonomisk størrelse. Men allerede denne optælling er nok til at tilbagevise den ofte fra jødisk side hørte indvending, at jøderne ikke var mere involverede i korruption end ikke-jødiske forretningsfolk. Det kan fastslås, at der, i det her omhandlede tidsrum, kun var to store korruptionsskandaler, hvis hovedmænd var ikke-jøder (tilfældet Raiffeisen-Bank og Lahusen-skandalen). Den jødiske andel i korruptionen er altså ikke kun procentuelt, d.v.s.  målt i forhold til den jødiske befolkningsandel, men også i det hele taget fuldstændig dominerende.

Afgørende ved en vurdering af den jødiske korruption er det imidlertid, at den retslige udsoning af alle disse forseelser blev endeløst trukket i langdrag eller ligefrem bevidst forpurret, og hvis der overhovedet blev givet nogen straf, så var den helt utilstrækkelig. Årsagen til dette fænomen var at søge deri, at der bestod et vidtgående slægtskab og interessesammenfald mellem de jødiske bedragere og toneangivende mænd i regeringen og hele embedsstanden. Og her sad så igen på talrige vigtige poster jøder.

Der er allerede ovenfor henvist til denne sammenhæng. Foruden den allerede nævnte jødiske parlamentsmedlem socialdemokratiet, Heilmann, der virkede som væbner for brødrene Barmat, og på samme måde den halvjødiske statssekretær Abegg, skal som eksempler på en korrupt embedsstand nævnes den prøjsiske statssekretær og statskommissær for den offentlige orden, Dr. Weismann, og den stedfortrædende politipræsident for rigshovedstaden Berlin, Dr. Weiss. Begge havde vigtige embeder for opretholdelsen af lov og orden; dr. Weismann var endog den højeste embedsmand i den store tyske landsdel, Preussen.

En særlig dunkel rolle spillede Dr. Weismann i processen imod brødrene Sklarz. Den skal beskrives med henvisning til, at Weismann tilbød den embedsmand, der skulle lede undersøgelserne imod bedragerne, Gutjahr, tre millioner mark i bestikkelse, for at denne skulle affatte sin rapport fordelagtigt, og at han senere idømte Gutjahr en disciplinærstraf, fordi den pligttro embedsmand ikke efterkom dette forlangende.

Både Weismann og Dr. Weiss beskæftigede sig i deres privatliv med hasardspil i betydeligt omfang. Endog det jødiske tidsskrift ”Weltbühne” bebrejdede i året 1920 Weismann, at han er ”en af de mest berygtede spillere i Berlin”. Politipræsident Dr. Weiss blev i 1932 flere gange overrasket  ved forbudte spil i berygtede spilleklubber; gennem Berlins kammerret blev det endog bevidnet, at han skulle have gjort sig skyldig i strafbare handlinger og ”ikke være i besiddelse af de moralske kvaliteter, der krævedes til hans ansvarsfulde embede”.

 

 4. Jøderne i tysk politik.

I kejsertidens Tyskland havde jøderne endnu ikke spillet nogen nævneværdig rolle i det politiske liv, i hver fald ikke, hvad angik besættelsen af ledende embeder. Med udbruddet af revolutionen 1918, og indførelsen af et nyt forfatningssystem, ændrede denne tingenes tilstand sig radikalt. Det skal ikke her undersøges, om den nye statsform passede til de inden for jødedommen herskede politiske anskuelser og anlæg. En kendsgerning er det i hvert fald, at fra november 1918 begyndte et regulært jødisk stormløb mod de ledende stillinger i riget og dets landsdele.

Blandt de seks såkaldte ”Volksbeauftragten”, som dannede den første rigsregering efter sammenbruddet, var der to jøder (Hugo Haase og Otto Landsberg). I Bayern ledte jøden Kurt Eisner et kaotisk regime som ministerpræsident. I Preussen overtog jøden Paul Hirsch det samme embede. I den første rigsregering, som var dannet på parlamentarisk grundlag(1919) var 5 jøder trådt ind. Talrige af de vigtigste embeder i rigsministeriet var besat med jøder.

For at kunne vurdere betydningen af denne kendsgerning, må man tage i betragtning, at den jødiske udnyttelse af den politiske ledelse faldt sammen med en periode af politisk svaghed, som førte til  selvopgivelse og skamløs underkastelse udadtil og fuldstændig organisatorisk opløsning indadtil. Også det at have tabt verdenskrigen, hvad der selvfølgelig både for Tysklands stilling udadtil, og for de indenrigspolitiske forhold, måtte forårsage en dybtgående forandring, er ikke tilstrækkelig undskyldning eller forklaring herpå. Man vil også i udlandet ved mindet om denne tidsperiode indrømme, at en værdig holdning kun kunne have forbedret Tysklands stilling, men at jødiske politikeres underdanige selvprisgivelse kun forskaffede foragt og forværrede den nationale ulykke.

Det var på ingen måde alle jødiske politikere, der var tilfredse med, at der var sket en forandring fra konstitutionelt monarki til parlamentarisk–republikansk forfatningsform. Det bevidner den jødiske skribent Rudolf Schay i sin bog udgivet i 1929 ”Jøder i tysk politik”. Han siger her følgende:

”Blandt de kræfter, som ville drive revolutionen videre, som ikke ville stille sig tilfredse med en demokratisk-republikansk ordning, men stræbte efter en opfyldelse af den endelige socialistiske fordring, spillede jøder en fremtrædende rolle: Rosa Luxemburg, Eisner, Landauer.”

Denne ”opfyldelse af den endelige socialistiske fordring”, var ikke andet end virkeliggørelsen af det kommunistiske manifest, hvis fader var jøden Marx. Det var imidlertid kun muligt ved en prisgivelse af alle det tyske folks nationale idealer og interesser.

Så det kan ikke undre, at jødiske politikere allerede under verdenskrigen spillede en ledende rolle i alle de bevægelser, der havde det fælles formål at udhule Tysklands politiske og militære magt. I hvilket land blandt Tysklands modstandere i krigen, ville det være gået ustraffet hen, hvis en leder af et af landets politiske partiers førende blade, i de afgørende, kritiske dage, skrev sådanne landsforræderiske sætninger, som jøden Friedrich Stampfer, den 20. oktober 1918, i det socialdemokratiske ”Vorwärts”(Fremad):

”Tyskland skal – det er vor faste vilje som socialister – stryge sit krigsflag for altid, uden at have bragt det sejrrigt hjem for sidste gang.”

Det er den samme defaitisme, som pacifistiske organisationer udbredte allerede i begyndelsen af verdenskrigen under overvejende jødisk ledelse. Her var det førende forbund ”Neues Vaterland” (Det nye Fædreland), der senere kaldte sig ”Deutsche Liga für Menschenrechte” (Den tyske Liga for Menneskerettigheder). Den fik sit udseende gennem den toneangivende indflydelse fra jøderne Witting, Grelling, Bernstein, Magnus, Hirshcfeld, Heymann, Gumbel, Wulfsohn o.m.a. Også den pacifistiske ungdomsbevægelse blev ledet af jøder: Max Hodann, Jakob Feldner, den jødiske kommunist Scholem og de halvjødiske sønner af Karl Liebknecht.

Der skal her på ingen måde siges noget bebrejdende ord om pacifisme som sådan. Det er uden tvivl en politisk overbevisning af oprigtig høj moral, og den fortjener et handlekraftigt forsvar. Imidlertid kan den som politiske ledelse af en stat – og da især en stat, som befinder sig i den allerstørste anspændelse af alle nationale kræfter – kun tolereres, når den holder sig inden for de rammer, som afstikkes af fædrelandets interesser.

Men det var netop disse allerede nævnte pacifister, som først og fremmest må gøres ansvarlige for sammenbruddet af tysk forsvarsvilje, for fremmedgørelsen af forholdet mellem folket og den politiske ledelse, for modsætningen mellem de kæmpende hære og hjemstavnen. Ingen har som de førende pacifistiske jøder givet Tysklands krigsmodstandere egnet propagandamateriale i hænde.

På førstepladsen kommer den allerede omtalte dr. Richard Grelling, et navn, som i de forhenværende entente-lande endnu i dag bør være velkendt. Han var allerede før krigen taget til Schweiz og skrev nu derfra sine to bøger ”J'Accuse” (Jeg anklager) og ”Das Verbrechen” (Forbrydelsen), i hvilke han bestræbte sig for at påvise Tysklands angivelige skyld i verdenskrigen. Denne bog fandt vid udbredelse i entente-landene og hos de neutrale, som en angiveligt overbevisende selverkendelse vedrørende Tysklands ansvarlighed for alle krigens rædsler. Allerede i 1917  havde en af Grellings racefæller, den jødiske forfatter Karl Federn, i et modskrift rettet imod den landsforræderiske adfærd hos Grelling, betegnet den som ”ryggesløs”, og videre forklaret, at Grelling havde ”næsten hele vejen igennem arbejdet med løgne og forfalskninger af kendsgerninger og dokumenter”. Grelling tog aldrig stilling til de alvorlige anklager, som også i de følgende år blev rettet imod ham. Tværtimod forsøgte han endog fejt at benægte forfatterskabet til begge disse uhyrlige makværker!

Videre skal nævnes den jødiske journalist Hermann Fernau, som i årene 1917/18 propaganderede imod Tyskland fra Schweiz. Hans avisartikler gav Tysklands krigsmodstandere fremragende velegnet materiale til undergravningspropaganda i de tyske skyttegrave.

Geheimeråd Witting, en bror til den jødiske forfatter Maximilian Harden, var ansvarlig for, at betænkningen fra den tidligere tyske ambassadør i London, fyrst Lichnowsky, nåede offentligheden som flyveblad. Det indeholdt diplomatens rent personlige anskuelser, men havde ved at blive offentliggjort, en lignende skæbnesvanger virkning for Tyskland, som Grellings bøger.

Ligeledes havde jøder en ledende rolle i forberedelserne til revolutionen i 1918, som medførte den tyske fronts endelige sammenbrud.

Den socialdemokratiske delegerede Dr. Oscar Cohn var den, som i begyndelsen af november 1918 modtog fire millioner guldrubler til forberedelse af den tyske revolution fra den daværende sovjetrussiske ambassadør, Joffe, der i øvrigt også var jøde. Den jødiske delegerede Hugo Haase var den åndelige leder af matrosrevolutionen i Kiel, som gav signalet til Tysklands almene revolutionering. I den tyske nationalforsamlings protestmøde den 12. maj 1919, hvor den samlede folkerepræsentation gik imod undertegnelsen af fredsbetingelserne, var Haase, som leder af de uafhængige socialdemokrater den eneste, som gik ind for at underskrive betingelserne. I øvrigt var det også i parlamentet i landsdelen Preussen en jøde, den delegerede Kurt Rosenfeld, der den 7. maj 1919 ved et lignende protestmøde i denne parlamentariske forsamling gjorde sig til talsmand for den af hele Tyskland afviste undertegnelse.

I forening med disse sabotører af folkeviljen og forrædere af de nationale interesser virkede – for blot at nævne nogle få – jøderne Georg Bernhard som leder af ”Vossischen Zeitung”, Friederich Stampfer og Erich Kuttner i socialdemokratiets centralorgan, ”Vorwärts”, Rudolf Hilferding i den radikalt redigerede ”Freiheit”. Det kan i alt væsentligt tilskrives deres forenede anstrengelser, at Tyskland til sidst bøjede nakken under fredsbetingelsernes åg med betingelser, som den senere politiske udvikling har vist, var uopfyldelige, men som desuagtet  førte til det militære, såvel som til det politiske og erhvervsmæssige sammenbrud.

Vi kan ikke tage stilling til denne sammenstilling af jødisk defaitister uden igen at henvise til følgende: Ganske vist var der også blandt ikke-jødiske tyskere, under og efter krigen, forrædere og sabotører, der ikke var bedre end disse jøder. Men andelen af jøder i denne nederdrægtige politiske virksomhed er ikke bare relativt, men også set under ét, helt uden sammenligning højere, den var så skræmmende høj, at de få ikke-jødiske navne svinder ind til ingenting.

Søger man en forklaring på denne sælsomme kendsgerning, så kan den kun findes deri, at jødedommen udadtil, såvel som indadtil, er fuldstændig rodløs; at den på grund af sine racemæssige anlæg og sin historiske fortid ikke kender til bindinger, som på nogen måde hænger sammen med begrebet fædreland.

Imidlertid viser der sig også, i denne jødedommens politiske holdning, den grænseløse utaknemmelighed, de har gjort sig skyldige i over for det tyske folk. Thi der er næppe noget andet land, som i højere grad har opfyldt kravene om jødisk emancipation. Næppe noget andet sted havde jøderne, på alle områder af det offentlige liv, fundet så vidtrækkende optagelse, som i Tyskland. Og næppe noget andet land end Tyskland er i en tid med stor national nød blevet så forsmædeligt forrådt.

Hvor langt denne jødernes mangel på forbundethed med fædrelandet rakte, og i hvilken forkrøblende form de dybeste nationale følelser blev såret af jøder, skal vises i to særlig markante tilfælde fra tiden efter krigen.

Det ene er skandalen om den jødiske højskolelærer Theodor Lessing. Under forberedelserne til  rigspræsidentvalget i året 1925 offentliggjorde denne mand, der var betroet at virke som lærer og opdrager af tyske unge, i en udenlandsk - og endda Tyskland ugunstigt sindet avis, ”Prager Tageblatt” - en artikel, i hvilken han gjorde indsigelse imod feltmarskal von Hindenburgs kandidatur. Denne artikel struttede af bagtalelser og ondskabsfuldheder. Den gamle marskal blev her beskyldt for ”umenneskelighed” og ”enfoldighed”; han blev betegnet som en ”førerløs ulv”, og Lessing stillede det i udsigt, at han ville vise sig som en ”Nero” i sit nye embede.

For fuldt ud at forstå nederdrægtigheden i disse ord, må man huske på, at marskallen efter et liv fuldt af uhørte anstrengelser og præstationer, i en alder af  77 år, endnu engang havde stillet sig til statens disposition, fordi det partipolitisk sønderrevne Tyskland havde brug for en mand, der sammenfattede alle den nationale genopbygnings kræfter. Man må endvidere betænke, at Hindenburg, som den øverstbefalende for den samlede hær i verdenskrigen, var en skikkelse, der var elsket med ærefrygt af alle tyskere, at han på næsten mytisk måde legemliggjorde de tyske soldaters militære præstationer. At smæde Hindenburg betød i Tyskland det samme som, hvis man i England f.eks. havde trukket Nelson eller Kitchener, i Frankrig marskal Foch eller i De forenede Stater George Washington ned i smudset. Den uhørte fornærmelse af den store, gamle mand, rejste en storm af vrede blandt den akademiske ungdom og derudover i vide kredse i Tyskland. Lessing blev på ingen måde draget til ansvar, han kunne sågar fortsætte sine fornærmelser. Men virkningen af hans oprørende holdning var naturligvis en yderligere skærpelse af de antisemitiske tendenser i folket.

Hvilken ånd, der beherskede mænd af jøden Lessings slags, ser man af hans ”Kriegserinnerungen” (Krigserindringer), som blev offentliggjort i året 1929, igen i ”Prager Tageblatt”. Han siger her, med en åbenhed, der er lige så kynisk, som ubegribeligt dum:

”Det lykkedes mig at unddrage mig. Gennem fire krigsår måtte jeg hver måned på session. Udvælgelsen blev stadig strengere. Jeg fandt hele tiden på nye numre for at undgå fronten.” Det var altså den mand, der vovede at latterliggøre og tale foragteligt om en Hindenburg!

”Tilfældet Gumbel” er i alt væsentligt nært beslægtet med skandalen om Lessing. Også Jøden Emil Julius Gumbel var højskolelærer, han var pacifist ligesom ovennævnte landsforræderiske defaitister. Derudover stod han i nært samarbejde med Tredje Internationale og Moskva. I en række brochurer gjorde han sig skyldig i landsforræderiske udtalelser, som endog i denne, for ham politisk gunstigt stemte tid, skaffede ham en retssag på halsen. Således deltog han i udgivelsen af et skrift ”Deutschlands geheime Rüstungen” (Tysklands hemmelige Oprustning), i hvilket han var travlt optaget af at afsløre Tysklands hævdede forsyndelser mod afvæbningsbestemmelserne i Versaillestraktaten. Dette skrift blev gennem den jødisk ledede, pacifistiske ”Liga für Menschenrechte” (Liga for Menneskerettigheder) videregivet til de franske, engelske og polske regeringer. Det er klart, at det havde tungtvejende udenrigspolitiske konsekvenser. I taler, som Gumbel holdt på forskellige franske universiteter, gik han endog så vidt som til at anerkende den falske anklage imod Tyskland for at have været skyld i verdenskrigen. Så det kan ikke undre, at denne mand ikke havde nogen forståelse for de tyske soldaters heltemodige præstationer i krigen (han selv havde ikke deltaget i krigen), og i en offentlig forsamling i 1924 vovede at erklære, at de døde tyske soldater var ”faldet på vanærens mark”!

Trods denne uhyrlige fornærmelse af det tyske folk, som fremkaldte overordentlig vrede i hele landet, kunne Gumbel blive siddende på sin akademiske lærestol indtil 1933.  Indflydelsesrige jødiske venner, som Georg Bernhard og Albert Einstein, trådte til for at beskytte ham. Ja – han kunne fortsætte sine fornærmelser endnu længere og senere i en forsamling i Heidelberg erklære: ”Krigsmindesmærket over de tyske soldater er for mig …én eneste stor kålroe.”

Ville det være tænkeligt – det må man spørge om, når man stilles over for sådanne gemenheder – at f.eks. en fransk højskolelærer på samme måde kunne vanære gravmonumentet over Den ukendte Soldat? Eller ville en national storm af vrede simpelthen have fejet jødiske uslinge af Gumbels eller Lessings slags langt bort? Det er intet andet nationalsocialismen omsider har gjort, da den helt fjernede folk som Gumbel og Lessing, Grelling og Bernhard og fjernede hele flokken af defaitister, landsforrædere og sabotører, og ved hjælp at gennemgribende retslige forholdsregler, én gang for alle skred ind imod en genetablering af en sådan national kræftskade.

Allerede i tilfældet Gumbel var den forbindelse, som eksisterede imellem folk af hans slags og marxismen, blevet tydelig. Man kan nu i enkeltheder forholde sig, som man vil, til marxismen, og til forkæmperne for dens parlamentarisk-politiske partier – men man kan, hvis man er opsat på at gå den efter i sømmene, ikke overse den kendsgerning, at jødedommen og marxismen er nært beslægtede med hinanden.

At marxismens fader, Karl Marx, stammede fra en rabbinerfamilie, er velkendt.  At det hér ikke drejer sig om et tilfældighedernes spil, viser denne åndsretnings udvikling. Thi foruden Marx stod en anden jøde ved den nutidige socialistiske arbejderbevægelses vugge: Ferdinand Lassalle, søn af en jødisk silkehandler fra Breslau. Begge har i jøden Moses Hess deres åndelige fader, som er nævnt i den tyske jødedoms standardværk, ”Jüdische Lexikon” som ”den moderne socialismes fader” og ”kommunistrabbineren”. Den jødiske ånd har siden sin oprindelse ganske særligt følt sig tiltrukket af den marxistiske socialisme, og rækken af jødiske ledere i den marxistiske arbejderbevægelse er fortsat ubrudt til vore dage.

Man må dømme om disse sammenhænge i andre lande, som man vil. For Tysklands stilling til marxismen er det dybe væsensfællesskab med jødedommen i hvert fald politisk udslaggivende. Så meget desto mere som krigs- og efterkrigshistorien eftertrykkeligt har vist den for Tyskland skæbnesvangre betydning af den jødisk påvirkede marxisme.

Allerede ved århundredeskiftet var to jøder, efter hinanden, formænd for Tysklands socialdemokratiske parti: Paul Singer og Hugo Haase. I alle den marxistiske bevægelses afdelinger, i det parlamentariske, i det journalistiske eller litterære arbejde, trængte jøder siden hen ind i stigende antal. Udbygningen af den marxistiske teori og videnskab var næsten et jødisk monopol. Af teoretikere skal her kun nævnes Eduard Bernstein, Rudolf Hilferding, Adolf Braun, Jakob Stern, og Simon Katzenstein. Det videnskabelige centrum for den internationale marxisme, det i Berlin udgivne tidsskrift ”Neue Zeit”, startede i 1883 med et dusin jødiske medarbejdere: 1905 var der allerede 40, og 1914 skrev omkring 100 jøder fra alverdens lande i dets spalter. Anderledes var det ikke i den tyske marxismes andre videnskabelige og litterære tidsskrifter.

Også de marxistiske partiers dagspresse var næsten fuldstændig på jødiske hænder. Det socialdemokratiske partis centralorgan, ”Vorwärts”, var grundlagt af jøden Singer. I året 1929 bestod, ifølge et vidnesbyrd fra den jødiske chefredaktør Friederich Stampfer, hele hans samlede, talmæssigt meget stærke redaktion, på én eneste medarbejder nær, af jøder. Ligesådan forholdt det sig f.eks. med det senere kommunistiske ”Roten Fahne”, hvis udgivere var jødinden Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, som to gange var gift med en jødinde. Og ligeså med det ekstremt marxistiske ”Freiheit”, som blev ledet af jøderne Rudolf Hilferding og Paul Hertz. Også den socialdemokratiske pressetjeneste og dennes udlandskorrespondenter var overvejende domineret af jødiske journalister.

Den jødiske andel af socialdemokratiets rigsdagsfraktion androg f.eks. 1924 (som det hele tiden må erindres, ud af en befolkningsandel på mindre end 1 procent), 22 procent, i den kommunistiske fraktion i samme tidsrum 15 procent.

Det drejede sig desuden, i den socialdemokratiske rigsdagsfraktion, om følgende jødiske delegerede (III. Valgperiode, 1924):

Aufhäuser, Dr. Adolf  Braun, Bernstein, Eggerstedt, Fröhlich, Heimann, Dr. Hertz, Dr. Hilferding, Hoch, Jacobshagen, Kirschmann, Landsberg, Dr. Levi, Dr. Löwenstein, Ludwig, Stefan Meier, Dr. Moses, Dr. Rosenfeld, Frau Schiffgens, Frau Toni Sender, Stampfer, Frau Wurm.

I den kommunistiske fraktion var på samme tid følgende navne på jødiske delegerede anført:

Frau Arendsee, Frau Golke, (kaldet Ruth Fischer), Hoernle, Katz, Koenen, Münzenberg, Rosenbaum, Dr. Rosenberg, Scholem.

I året 1932 (VI. Valgperiode), var jødedommen i de marxistiske partier repræsenteret af følgende delegerede:

I den socialdemokratiske rigsdagsfraktion: Aufhäuser, Dr. Adolf Braun, Eggerstedt, Fröhlich, Heilmann, Heimann, Heinig, Dr. Hertz, Dr. Hilferding, Hoch, Kirschmann, Landsberg, Dr. Levi, Dr. Löwenstein, Dr. Marum, Stefan Meier, Reuter, Schneppenhorst, Frau Schreiber-Krieger, Frau Toni Sender, Friedrich Stampfer, Frau Wurm.

I den kommunistiske rigsdagsfraktion: Gräf, Hoernle, Frau Kessel, Kippenberger, Münzenberg, Frau Sandtner.

Lige som det parlamentariske system, var også regeringsapparatet i riget og i de forskellige landsdele gennemsyret af marxistiske jøder. Især var ministerierne i landsdelen Preussen jødedommens domæne. Her havde de besat hele embedsværkets skala, og det var i intet ministerium muligt, at tage så meget som ét skridt uden at støde på en jøde med afgørende indflydelse. Tager man den virkelig uhyre indflydelse i betragtning, som jødedommen havde fået i de marxistiske organisationer og partier, så er det ikke underligt, at socialdemokratiets politiske holdning svarede til deres jødiske lederes indstilling.  Det er den samme, som vi har konstateret oven for i rækkerne af jødiske defaitister og landsforrædere.

Det begyndte under verdenskrigen allerede den 4. august 1914 på den måde, at 14 af rigsdagens socialdemokratiske delegerede, under ledelse af jøden Hugo Haase, gjorde forsøg på at afslå krigskreditten til regeringen. Omkring to år senere var der blandt de 18 socialdemokratiske delegerede , som definitivt nægtede rigsregeringen midlerne til landets forsvar, blandt dem, foruden den selv samme Hugo Haase, fem andre jøder. Ledelsen af den undergravende virksomhed over for den tyske forsvarsvilje var i hænderne på jødinden Rosa Luxemburg. Det første resultat af dette underminerende arbejde viste sig allerede i august 1914 i en offentlig bekendtgørelse imod forsvaret af landet, som blev bragt i en Hamburgsk avis; denne erklæring var underskrevet af tre førende jøder.

Efter nederlaget i november 1918 var næsten overalt jøder blevet ledere af den yderligtgående socialisme, der hældede imod bolsjevismen. De spillede en skadelig rolle for Tyskland under fredsforhandlingerne, som allerede er nævnt ovenfor.

I marxismens mest ekstreme form, kommunismen, var lederskabet af jødedommen særlig opsigtsvækkende. Dens ledere og propagandister var næsten alle sammen jøder. ”Spartacus-forbundet”, der blev grundlagt i 1918, som forløber for det kommunistiske parti, og som i virvaret  ved det tyske sammenbrud ophidsede til proletariatets væbnede opstand efter sovjetisk forbillede, var foruden Karl Liebknecht under Rosa Luxemburgs ledelse. Som forbindelsesled til Moskva fungerede jøden Leo Jogiches (Tyschko).  At den jødiske radikalsocialist Oscar Cohn havde modtaget 10 millioner rubler fra den sovjetiske ambassadør, Joffe, til at lave revolution i Tyskland for, er allerede nævnt tidligere.

Forberedt og iværksat af russiske og tyske jøder, flammede den kommunistiske opstand op overalt i Tyskland i månederne efter nederlaget, og oprettede et rædselsherredømme. Den nåede sit højdepunkt i München. Og også her var  lederen og organisatoren en jøde, forfatteren Kurt Eisner, som allerede i 1917, mens kampen på fronten endnu var i fuld gang, havde opfordret til strejke og omstyrtelse. Eisner oprettede en sovjetrepublik efter bolsjevikisk mønster; i hans ”revolutionstribunal” sad næsten udelukkende jødiske litterater, fem i alt. Kun den, som selv har oplevet denne tid med jødisk voldsherredømme, med dens gidselmord, plyndringer og ildspåsættelser imod det fredelige borgerskab, kan helt begribe, hvorfor kimen til nationalsocialismen netop måtte opstå i München; hvorfor det var herfra, at den bevægelse udgik, som gjorde en ende på det jødiske uvæsen i Tyskland.

Broderskabet mellem jødedommen og kommunismen ophørte på ingen måde, da der indtrådte en vis konsolidering i Tyskland efter at det første forsøg på kommunistisk opstand var blevet slået ned. Ved siden af de aldrig ophørende forberedelser til voldelig bolsjevisering af Tyskland, opstod nu de yderliggående marxisters såkaldte kulturbolsjevisme, som også først og fremmest havde jødiske forkæmpere.

Fra denne åndelige undergravnings uendeligt store områder, skal hér kun nævnes nogle markante eksempler. Således gjorde den jødiske radikalsocialist, Kurt Rosenfeld, sig til talsmand for en retning i forhandlingerne om en nyordning i det tyske strafferetsvæsen, som ikke bare ville lade lands- og højforræderi, men også sodomi og homoseksualitet straffri.

Også hvad angår børneopdragelse i kommunistisk ånd stod jøderne i spidsen. Jødiske pædagoger og jødiske ledere af den offentlige skoleforvaltning grundlagde og forlangte eksperimentalskoler og ”Børnerepublikker”, som var opbygget efter sovjetisk model. Den sidste rest af autoritet var bandlyst i dem, kønnene blev opdraget med usundt samvær, og diskussioner om seksuelle emner optog en væsentlig del af undervisningen. I denne sammenhæng  lykkedes det den jødiske leder af Berlins skolevæsen, Kurt Löwenstein, og den berliner-jødiske pædagog, Fritz Karsen-Krakauer, at opnå en vis pinlig berømthed.

Endelig skal det, for at fuldende det dystre billede af den nære slægtsskab mellem jødedom og kommunisme nævnes, at der i den raffineret opbyggede og vidtforgrenede kommunistiske terrororganisation, som i de sidste år før nationalsocialisternes tiltrædelse bragte Tyskland til randen af bolsjevikisk revolution, sad jøder på de ledende poster.

Her skal først og fremmest nævnes Hans Kippenberger, leder af KPD's terror- spionage- og undergravningsapparat. Endvidere Heinz Neumann, søn af en rig berlinsk jødisk købmand. Han var medlem af Tysklands kommunistiske partis centralkomité, og en af de farligste opviglere af masserne. Fra ham stammer den berygtede parole ”Slå fascisterne, hvor I end møder dem”, som i året 1932 førte til en ubrudt række af kommunistiske mord på nationalsocialister. Også i udlandet beskæftigede Neumann sig på denne måde: Han er anstifter af den store kommunistiske opstand i Kanton i året 1927, og fik derved i verdenspressen tilnavnet ”Masseslagteren fra Kanton.”

5. Jøderne i den tyske presse

Jøderne besidder uden tvivl, af naturen, en særlig begavelse for journalistik og organisation af pressen.  De har følgelig også haft en betydelig andel i grundlæggelsen af  tyske aviser. Næppe nogen anden position har givet dem så megen magt, som deres indflydelse på pressen. Men det har derved også meget hurtigt vist sig, at de kun ville vide lidt eller slet intet af forpligtelsen til det højeste moralske ansvar, som er forbundet med indflydelsen på den offentlige mening, men i første række var tiltrukket af de rige muligheder for materiel vinding.

Betragter man den tyske presse, som gennem de seneste årtier har stået under jødisk indflydelse, kan man slå fast, at den tjente materielle bevæggrunde, sensationshunger, forfængelighed, og massernes lavere instinkter, at avisernes oplag blev drevet opad, idet de i det betænkeligst mulige omfang undergravede lov og moral.

Begge de to største tyske avisforlag var før 1933 på jødiske hænder: de verdensberømte huse Ullstein og Mosse. Begge var grundlagt af jøder, deres forlagsledelse og redaktioner var næsten udelukkende besat af jøder.

Forlaget Ullstein

Oplagstallet for dette Tysklands største avisforetagende androg omkring 4 millioner. Der udkom fem store dagblade, flere ugeblade og talrige tidsskrifter og alle mulige magasiner. Gennem Ullstein-efterretningstjenesten blev en stor del af provinsen påvirket. Derudover opretholdt Ullstein et omfattende bogforlag.

Alle aktier i foretagendet tilhørte de fem brødre Ullstein. Foruden dem bestod bestyrelsen af endnu tre jøder og et par ikke-jøder.

Forlagets største avis var ”Berliner Morgenpost”, som havde det største oplagstal overhovedet af alle tyske aviser (over 600.000 stk.). Foruden en jødisk chefredaktør havde de i 1927 ti jøder som redaktionsmedlemmer. På samme tid var der i redaktionen af den politisk meget indflydelsesrige ”Vossischen Zeitung”, udover den kendte jødiske chefredaktør, Georg Bernhard, som allerede er blevet omtalt som politiker, 14 jødiske journalister. På samme måde forholdt det sig med forlagets andre aviser.

 

Forlaget Mosse

Det var størrelsesmæssigt ikke så betydningsfuldt som Ullstein. Det daglige oplagstal lå på 350.000 stk. Foretagendets indflydelse var desuagtet meget betydeligt, og det ejedes af den østjødiske Rudolf Mosse's familie. I dette forlag opstod før 1933 den avis, som igennem mange år, i udlandet, stod som repræsentant for  den tyske offentlige mening: ”Berliner Tageblatt”.

Chefredaktøren for dette blad var jøden Theodor Wolff, der også var meget aktiv i politik. Foruden ham sad der 17 jøder på de ledende poster. I fem vigtige hovedstæder i udlandet blev ”Berliner Tageblatt” repræsenteret af jøder.

På en af de andre af forlagets indflydelsesrige aviser, ”Acht-Uhr-Abendblatt”, dominerede jødedommen ligeledes med chefredaktøren og otte redaktionsmedlemmer.

Over for den allerede talmæssigt betydningsfulde magt, disse to store forlag besad, gik den øvrige tyske presse markant tilbage. Hverken den erhvervsmæssigt overordentligt splittede provinspresse eller den eneste ikke-jødiske store koncern i rigshovedstaden, forlaget August Scherl, kunne præstere en nævneværdig modvægt til de to store jødiske forlags samlede indflydelse.

At de marxistiske partiers presse overvejende var ledet og påvirket af jøder, er allerede forklaret ovenfor. Men også regeringens officielle pressebureauer, frem for alt i landsdelen Preussen, var besat af dem. De tre vigtigste regeringspressekontorer for denne største tyske landsdel blev f.eks. i året 1930 ledet af fire jøder.

Således er det indlysende, at også de tyske journalisters faglige organisationer var kommet helt under jøders indflydelse. Den største af dem, ”Reichsverband der deutschen Presse”, var indtil 1933 i flere år under ledelse af den jødiske chefredaktør af ”Vossischen Zeitung”, Georg Bernhard. I ”Verein Berliner Presse”, den socialt/samfundsmæssigt  førende organisation for hovedstadsjournalistik, der navnlig var bestemmende i spørgsmål om, hvad der skulle støttes, bestemte et optagelsesudvalg, som siden 1888, ganske ubrudt, udelukkende bestod af jøder, hvem  der var værdig til medlemskab af foreningen. Endelig var den organisationen for freelance-skribenter, ”Schutzverband deutscher Schriftsteller”, blev ledet af en styrelse, der f.eks. i 1928 og 1929 bestod af 90 procent jøder. Dens formand var på denne tid den jødiske publicist Arnold Zweig, der med sin krigsroman ”Streit und den Sergeanten Grischa” havde krænket det tyske folks nationale ære.

I denne sammenhæng er det nødvendigt at komme ind på de jøders virke og betydning, som frem for alle andre, og igennem lang tid, også i udlandet gjaldt som repræsentanter for den tyske politiske opinion. Vi mener Georg Bernhard, Theodor Wolff og Maximilian Harden. Alle tre var jøder. Alle tre var journalister, glimrende skribenter, som alene ved at mestre det skrevne ord vidste at vinde folk for deres idéer. Men bag ved det besnærende ydre skjulte der sig den samme farlige tendens til negation af alle overleverede værdier, en tendens til ødelæggelse og rodløshed, som vi har måttet slå fast som værende kendetegnende for jødedommen på så at sige alle områder.

Det er i øvrigt betegnende, at Georg Bernhards egentlige erhverv var bankier og børsmand. Han tilhørte socialdemokratiet indtil kort før verdenskrigen, og hele hans levnedsløb viser en mærkværdig svingen frem og tilbage mellem så modsatte ting som børsjournalistik og marxistisk virksomhed. Ved det jødiske forlag Ullstein blev han så i 1913 overdraget ledelsen af ”Vossischen Zeitung”. I denne egenskab spillede han i to skæbnestunder en skadelig rolle for Tyskland: I de kritiske uger før undertegnelsen af Versailles-diktatet, da det tyske folk og dets ledere næsten énstemmigt afviste de ubærlige og umulige betingelser, var han blandt de ganske få mænd med offentlig indflydelse, som i skrift og tale undertrykte ethvert forsøg på en national modstandsvilje, der ville have givet udsigt til opnåelse af mere tålelige betingelser. Man behøver blot at slå op i de gamle bind af ”Vossischer Zeitung” fra disse uger og måneder for at konstatere, med hvilken planmæssighed han arbejdede på det. Selv de mest vanærende betingelser ved aftalen, som for eksempel pålæggelse af krigsgælden, søgte han at affærdige som bagateller. Således skrev han – for bare at give en smagsprøve – den 18. juni 1919:

”Lettest vil den tyske læser kunne affinde sig med de dele, der omhandler krigens opståen og skyldsspørgsmålet. Når man ser sagen på den måde, bør man ikke tage skænderiet om skyldsspørgsmålet tragisk.”

Med disse ord faldt Bernhard den tyske regering i ryggen, for den kæmpede netop i de dage en dramatisk kamp om de såkaldte æressager i fredsbetingelserne, altså om krigsskyldsbekendelsen og om udleveringen af tyske officerer. Man vil også i udlandet have forståelse for, at et sådant forræderi af de nationale interesser, en sådan mangel på stolthed og æresfølelse hos den jødiske journalist Bernhard ikke er blevet glemt.

I det andet tilfælde handler det om Georg Bernhards tydeligt kriminelle landsforræderi. I tiden for besættelsen af Rhinlandet opstod der dér en bevægelse af politiske grunde, som var hjulpet op med fremmede penge, og som stræbte efter endegyldigt at løsrive og selvstændiggøre det, skønt hele det tyske folk ventede utålmodigt på dets endelige tilbagevenden til rigsfællesskabet. Georg Bernhard og hans ”Vossische Zeitung” stod i forbindelse med disse separatistiske kredse. Separatisterne fik af ham politisk rådgivning og økonomisk støtte. I året 1930 havde en af medindehaverne af forlaget Ullstein, jøden Dr. Franz Ullstein , oplyst dette i tidsskriftet ”Tagebuch”. Han erklærede hér, at Georg Bernhards stedfortræder i Paris, jøden Dr. Leo Stahl, udbetalte penge til separatisternes anfører, Matthes og at Bernhard selv havde stået i skriftlig og mundtlig forbindelse med Matthes.

Denne politiske skandale tvang endelig Georg Bernhard til at opgive sin publicistvirksomhed. Han blev så – også dette er betegnende for ham – oven i købet leder af et stort varehusforbund. Fra 1933 er han beskæftiget i udlandet som udgiver af en tyskfjendtlig emigrantavis.

På en anden, men lige så ubehagelig måde, gav Theodor Wolff, lederen af ”Berliner Tageblatt”, folk noget at tale om. Mens han  under krigen påstod at være overbevist monarkist, var der efter forfatningsændringen ingen, som smædede de faldne Hohenzollere så ondskabsfuldt som Wolff. Selv om man kunne bære over med en sådan opportunisme, var hans offentlige holdning utilgivelig i en tid, hvor den tiltagende sædelige og moralske forvildelse i Tyskland bevægede regeringen til (1926) at bekæmpe udbredelsen af smuds- eller på anden måde ydmygende litteratur ved lovgivning. Formålet med lovgivningen var frem for alt at beskytte ungdommen imod forrående og sædeligshedsnedbrydende indflydelse. Theodor Wolff trådte nu offentligt frem imod disse bestræbelser. Han misbilligede  loven og trådte i protest ud af det demokratiske parti, som han havde været med til at grundlægge, fordi det var gået ind for loven.

For at forstå disse jødiske skribenters hele frivole ansvarsløshed, må man være klar over, i hvilket omfang det tyske bog- og tidsskriftsmarked blev oversvømmet med smuds og pornografiske udgivelser. Det vil vi vende tilbage til.

Endnu mere indflydelsesrig end Georg Bernhard og Theodor Wolff, ja, vel den mægtigste pennens mand, som Tyskland har haft i en menneskealder, var Maximilian Harden, en broder til den oven for nævnte defaitist Witting. Med sit tidsskrift ”Die Zukunft” (Fremtiden), skabte han i over 20 år storpolitik. Men næppe nogen anden har vel udvist så megen omskiftelighed i karakter og principper, som han.

Han gjorde sig til at begynde med til moraldommer over det tyske kejserrige og gav med sine afsløringer af skandalesager ved Hohenzollerhoffet, i åndelig forstand monarkiet dødsstødet. Under verdenskrigen var han nok den eneste virkelige annektionist i Tyskland, der som sejrspris ville forlange hele Belgien, Den franske Kanalkyst og Kongobækkenet (som i en ”Zukunft” af 17. oktober 1914). Da krigslykken så i året 1916 vendte sig mod Tyskland, vendte Harden sig også. Han bekæmpede den tyske krigspolitik og gjorde sig til begejstret fortaler for præsident Wilson. Endelig i året 1919 faldt han den nationale modstand imod de undertrykkende fredsbetingelser i ryggen og kaldte den ”kunstlet galskab og elendig løgnagtighed”.

Drivfjederen i en sådan karakterløs handlemåde var  tom forfængelighed og trang til selvhævdelse. Med rette er Harden af den verdensberømte historiker Friedrich Thimme  blevet kaldt  det tyske folks' Judas”.

6. Jøderne i den tyske kultur

Allerede mange år før nationalsocialismen overtog regeringen, ja, allerede inden verdenskrigen, da den jødiske emancipations højdepunkt slet ikke endnu var nået, gjorde bekymrede iagttagere opmærksom på, at det tyske kulturliv knap nok fortjente betegnelsen ”tysk”, at det langt mere var blevet jødisk domæne. Ingen steder er krisen i den tyske kultur blevet tydeligere beskrevet, og ingen har trukket det jødiske problem skarpere op end den jødiske kulturskribent Moritz Goldstein  i en artikel, som han allerede i 1912 offentliggjorde i det mest ansete tyske kunsttidsskrift ”Kunstwart” (martshæftet 1912).

Goldstein beskriver dér, hvordan jøderne i begyndelsen af emancipationsperioden stormede frem i det tyske kulturliv og som lærevillige elever snart begyndte at fortrænge deres læremestre. Resultatet af denne udvikling sammenfatter han som følger:

”På alle poster, hvorfra man ikke afholder dem med magt, står der pludselig jøder; tyskernes opgaver har jøderne gjort til deres egne opgaver; det ser mere og mere ud som om den tyske kultur skal gå over på jødiske hænder. Men det havde de kristne ikke ventet og ikke villet, da de gav pariaerne i deres midte del i den europæiske kultur. De begyndte at værge for sig, de begyndte igen at kalde os fremmede, de begyndte at betragte os som en fare i deres kulturs tempel. Og så står vi da nu med problemet: vi jøder forvalter et folks åndelige eje, skønt det frakender os berettigelsen og kvalifikationerne dertil.”

 ”En uhyrlig kendsgerning” kalder Goldstein endvidere denne jødiske forvaltning af den tyske kultur. Den, som tager et overblik over det kulturelle liv før 1933, må bekræfte Goldsteins vidnesbyrd. Overalt var føringen på jødiske hænder, om det nu var teater, litteratur, musik, billedkunst, film, eller i løbet af den senere udvikling, radio.

På området teater var f.eks. netop scenerne i rigshovedstaden Berlin, der var toneangivende for hele Tyskland, næsten alle under ledelse af jøder. Det gjaldt også for repertoireplanen: jødiske forfattere beherskede den.

Inden for litteraturen blev de store resultater opnået af jødiske forlag og jødiske forfattere. Den, som i disse år beskæftigede sig med jødisk litteratur, kender sikkert navnene: Emil Ludwig, Jakob Wassermann, Arnold Zweig, Lion Feuchtwanger o.m.a. Deres oplag oversteg sammenlagt alle andre tyske forfatteres. Omkring halvdelen af den tyske skønlitteratur, der var kendt i udlandet, stammede i de seneste ti år beviseligt fra jøder. 

Også musiklivet stod under det samme jødiske fortegn. I Berlin, såvel som i resten af landet, var de udslaggivende dirigentposter helt overvejende besat af jøder. Den kulturpolitiske indflydelse, der herved  blev udøvet på skabelsen af opera- og koncertspilleplaner, var overordentlig stor. Antallet af jødiske komponister steg til uanede højder. I stedet for Beethoven trådte nu Gustav Mahler og Arnold Schönberg. Richard Wagner og Hans Pfitzner blev fortrængt af Franz Schreker. Den jødiske musikkritik i aviserne og de næsten udelukkende jødiske agenturer understøttede denne stræben eftertrykkeligt.

Endnu mere éntydig var tendensen på feltet let underholdningsmusik, i operetten, i tonefilm, i grammofonpladeindustrien, og i radioen. Nævner man endelig også den stadigt voksende jødiske indflydelse på musikkonservatorierne, bemærker man, at netop i musiklivet var den jødiske overrepræsentation skræmmende høj.

Det var heller ikke anderledes med billedkunst. Jødisk kunsthandel og jødisk kunstlitteratur åbnede vejen til succes for en generation af jødiske malere og billedhuggere, som for det mest forblev lukket for de øvrige tyske kunstnere. Endelig var film og også radio så udelukkende besat af jøder, at man næppe engang kan tale om en tysk andel.

Betvivler man måske alligevel den her skitserede jødiske indflydelse på tysk kultur, så kan man igen henholde sig til en så ærlig jøde som Moritz Goldstein, der allerede i 1912, i sin oven for nævnte artikel, slog fast:

”Ingen betvivler den magt, jøderne har gennem pressen. Navnlig kritikken er, i det mindste i hovedstaden og dens indflydelsesrige aviser, netop i begreb med at blive jødisk monopol. Lige så bekendt er det fremherskende jødiske element inden for teater: næsten alle berlinske teaterdirektører er jøder, en stor, måske den største del af skuespillerne ligeså - og at uden jødisk publikum ville et teater- og koncertliv i Tyskland være så godt som umuligt, bliver igen og igen berømmet og beklaget….  Hvor mange jøder, der er blandt tyske digtere, ved så mangen en vogter af tysk kunst i sin harme.”

Siden året 1912 var denne udvikling gået hurtigt. Det kom for en stor del af, at jøderne i efterkrigstiden endda trængte ind i embeder i forvaltningen af det tyske kulturliv, som havde været lukket for dem i kejserriget. Således blev i årevis f.eks. teatervæsenet i det preussiske kulturministerium ledet af den jødiske advokat Seelig, og musikvæsenet af jøden Leo Kestenberg. Da desuden også den preussiske stats pressepolitik var på jødiske hænder, ja, endog den øverste ledelse af hele forvaltningen (statssekretær Weismann) kan man danne sig et billede af, med hvilket eftertryk den jødiske udnyttelse af kulturlivet blev begunstiget og befordret af forvaltningen.

Sikkert er det, at denne jødiske overvægt ikke var en følge af åndelig overlegenhed og en større begavelse med skabende kræfter. Det var i langt højere grad jødedommens – oven for fremlagte – erhvervsmæssige magtstilling, der havde ført til skabelsen af denne førerstilling. Den var instrumentet til opnåelse af åndelig og kulturel indflydelse.

Vigtigere er det imidlertid at slå fast, at den udtalte jødiske ånd, som udfoldede sig på alle områder af kulturel skaben, énsidigt begunstigede denne fremtrængen imod en overmagtstilling. Den jødiske races mangel på pligtfølelse, jødernes udtalte rationalisme, deres skrupelløshed,  og denne spekulation i de lavere instinkter, som vi allerede har konstateret i den jødiske journalistik, var grundlaget for de erhvervsmæssige resultater, på hvilke de så kunne opbygge det åndelige overherredømme. Følgen var ødelæggelsen og opløsningen af det kulturelle liv i Tyskland. Det var altså ikke så meget omfanget af den jødiske dominans, der fremkaldte afvisning og modstand i det tyske folk, og som endeligt førte til den skarpeste antisemitisme. Langt mere var det jødedommens ånd, den måde, hvorpå den udøvede og misbrugte sin kulturelle magt.

For at påvise dette med tilstrækkelig tydelighed, er det nødvendigt at betragte nogle grene af det tyske kulturliv før 1933 endnu lidt tættere på.

Litteratur

Vi har allerede oven for givet en optælling af de jødiske bogforfattere, som i disse år, hvad angår oplagstallet for deres værker, var langt foran alle tyske romanforfattere. Den mest successrige af dem var uden tvivl Emil Ludwig, der egentlig oprindelig hed Cohn. Han var sandsynligvis overhovedet den mest læste tysksprogede forfatter i denne tid. Hans bøgers oplagstal oversteg allerede i 1930 to millioner; hans romaner var oversat til 25 sprog. Ludwig blev i udlandet i lang tid slet og ret betragtet som repræsentanten for tysk samtidslitteratur.

Dette ry og den tiltrækningskraft hans historiske biografier fik, kunne imidlertid ikke skyldes en ægte lødighed i hans litterære præstationer. Det er langt mere et skoleeksempel på, hvilken succes man kan opnå med en behændig og storstilet reklame. For i alle hans bøger, som han helliger  store personligheder fra den samlede verdenshistorie, er der bag ved en behagelig stil og en vindende lethed, en uhørt banalitet i fremstillingen af indholdet, en overfladisk godtkøbspsykologi. Det virkelige blik for historisk storhed og for de ægte årsager til historiens begivenheder, mangler forfatteren fuldstændig. Så meget des mere interesserer Ludwig sig for det alt for menneskelige, på hvilket område, også den store en sjælden gang er lille. Alle hans bøger, som han med foruroligende hast kastede ud på bogmarkedet – om det nu drejede sig om så uhyre temaer som Napoleon I., Lincoln, Goethe eller sågar Jesus Christus -, manglede enhver individuel fordybelse, og bærer alle tegn på skematisering og massefabrikation.

Blot nogle få eksempler kan forklare den opskrift, efter hvilken Ludwig fabrikerede sine litterære konfektionsvarer:

I sit studie over Goethe (”Genie und Charakter”, Berlin 1924), mærkes der i fremstillingen af forholdet mellem  Goethe og Schiller intet spor af disse to personers åndelige verdener, hvori de i deres metafysiske modsætningsforhold både tiltrak og frastødte hinanden. Ludwig ser i forholdet mellem disse to store intet andet end det, der er mellem to misundelige, skinsyge konkurrenter, hvor den ene ikke under den anden nogen berømmelse og materiel succes.

Åben blasfemi driver Ludwig det til i sit værk om Kristi liv (Berlin 1928). Allerede titlen ”Der Menschensohn” er en bevidst antitese til den kristne trossætning om, at Kristus er Guds søn. I sin fremstilling afklæder han følgelig billedet af Jesus ethvert religiøst indhold, og der bliver et godt, noget sværmerisk menneske tilbage, der er hypnotiseret af en mission, som er påtvunget ham udefra. Kristi lære er – ifølge Ludwigs fremstilling – absolut ikke noget nyt, men religiøse teser fra jødedommen, som allerede Philo og andre har opstillet. Således siger han om læren i bjergprædikenen: ”Hans tilhørere ved ikke, at Hillel, Synhedrions overhoved, allerede for 50 år siden sagde omtrent det samme.”

Den, for hvem dette citat endnu ikke er nok til at karakterisere Emil Ludwig, vil måske lade sig overbevise af de følgende smagsprøver; de giver et billede af, hvilket blasfemisk fordrejet billede Ludwig forsøger at bibringe sin læser af forløseren:

”Også de rige inviterede ham gerne, fordi han kendte skriften godt og holdt sig altid tilbage; så sidder han sammen med dem ved vinen og det er en stærk vin, der vokser på højene. Fest og kvinder skyer han ikke og han spøger med gæsterne… Han er også munter og sidder gerne ved bordet… Når kvinderne salver ham eller lytter drømmende til ham, virkeliggør han sit hjertes kærlighedsdrøm og bortødsler til mange som profet, det, som borgeren deler med én”.

Ja, Ludwig går endog videre og bliver til offentlig forhåner af de kristelige følelser. Efter hans mening tilkommer der kun forræderen Judas fortjeneste for, at Jesus har opfyldt sin frelsermission: ”Judas og hans fjender ville tvinge ham til at træffe afgørelsen … den person, som forårsagede mesteren lidelse, kun han åbnede vejen for ham til herlighed … Når Gud lavede et mirakel og lod sin søn sejre til sidst, blev den tilsyneladende troløse discipel dobbelt retfærdiggjort.”

I disse ord viser der sig den mangel på ærefrygt for alle guddommelige og menneskelige værdier, den grelle kynisme, som er det evige kendetegn for den jødiske race, så skamløst, som næppe noget andet sted.

Næst efter Emil Ludwig finder vi blandt jødedommens litteraturpaver frem for alt Alfred Kerr. Som kritiker for det jødiske ”Berliner Tageblatt” havde han i mange år uindskrænket magt over rigshovedstaden Berlin's teater. Hans ord afgjorde teaterdirektørers og skuespilleres opstigen eller fald. Han optrådte også i mange tilfælde som skribent. Hans ven og levnedsskildrer, jøden Joseph Chapiro, beretter følgende overmåde betegnende bekendelser om Kerrs liv: ”Mine kære, hvad er en karakter? Ofte sin egen modsætning, for vi har karakter – i få minutter ad gangen.” Også Kerr beskæftigede sig i sin bog, ”Die Welt im Licht!” med kristus- skikkelsen. Men hvor Emil Ludwig i det mindste forsøger at give det udseende af, at han har en litterær lødighed, lader Kerr alle masker falde i åbenlys hån. Således præsterer han at sige om Kristus: ”Jeg hører Kristus ”mauscheln”(tale jødisk og gestikulerende; sjakre) Oskar Wilde lader Christus parlamentere på græsk. Hvordan kan han finde på det? Han „talte jødisk og gestikulerende“. (Man skal her vide, at ”Mauscheln” på tysk betyder at tale højt og gestikulerende med hænderne, hvilket var den påtrængende måde, galiciske jøder talte på.

I betragtning af en sådan skamløshed kan det ikke undre, at disse vogtere af tysk kultur også var så sprængfyldte af skamløse seksuelle hentydninger, når de forsøgte sig med lyriske digte (”Caprichos” 1921)

En noget anderledes, men på ingen måde højere værdsat udgave af de jøder, som før 1933 beherskede det tyske bogmarked, var Georg Hermann. I sin politiske dagbog, kaldt ”Randbemerkungen” (randbemærkninger) (Berlin 1919) aflægger han en trosbekendelse, som er ganske holdningsløs; som en litterat, ubesværet af alle bånd: ”Som jøde tilhører jeg en gammel race, som er for gammel til at falde for massesuggestion. Ord som folk, krig, stat, er for mig farve- og klangløse.” Ahasverus' sønners kosmopolitiske, overnationalt sindede ånd kommer til udtryk i følgende bekendelse: ”Jeg ville kunne føle mig godt tilpas i hele verden, hvor som helst jeg kan tale sproget, hvor der findes smukke kvinder, blomster og kunst, et godt bibliotek, et skakbræt, kultiverede omgangsformer, og hvor klima og landskab er mig forståelige og fordelagtige.” Her er Hermann ærlig nok til at føle jødedommen som bærer af ødelæggelsen af  idéen om nationalstaten. ”Jødernes modernitet, den seneste kilde til deres værdi, beror for to tredjedeles vedkommende på at afsky nationalstatsidéen.” Denne i grunden anarkistiske åndsretning har sågar hos Hermann hævet sig op til en åben bekendelse af personlig fejhed: ”Hellere fej i fem minutter end død et helt, langt liv.”

Hos ingen anden af jødedommens forfattere, har den jødiske tilbøjelighed til kamæleonagtig omskiftelighed vist sig så tydeligt som hos Kurt Tucholsky. Denne overordentligt produktive og strålende begavede føljeton-skribent optrådte under ikke mindre end fire forfatternavne  (foruden sit egentlige navn kaldte han sig også Peter Panter, Kaspar Hauser og Theobald Tiger), som han anvendte efter behov. I mange store aviser og tidsskrifter offentliggjorde han sine artikler, og hans talrige bøger, med konstant store oplag, gjorde ham til en af de mest læste tyske forfattere.

Men hans rige gaver blev udelukkende brugt til negativ kritik. Intet, som var helligt for det tyske folk, var helligt for ham, og over alle nationale og religiøse værdier øste han sin spots ætsende væske. Han, der ikke havde deltaget i verdenskrigen som soldat, udfoldede sig efter sammenbruddet i 1918 i en månedlang forhånelse af den tyske hær og især de tyske officerer. Ganske som sin racefælle, Lessing, kastede han smuds på den ærværdige feltmarskal von Hindenburg og kaldte ham offentligt ”en nationalhelt, som man maler på ølglas”. Som en mand uden fædreland veg han heller ikke tilbage for åbent landsforræderi; i sin bog, ”Deutschland, Deutschland über alles” (Berlin 1929), som er en eneste lang bagtalelse af hans hjemland, erklærer han kynisk: ”Det, disse dommere kalder landsforræderi, berører os ikke, det, de anser for højforræderi, er ikke for os en æreløs handling.”

Det passer til helhedsbilledet af denne mand, der bekendte sig til karakterløshed med ordene: ”Mennesket har to ben og to overbevisninger: én, når det går ham godt og én, når det går ham skidt.”, at han også beskæftigede sig med pornografi af værste slags og kæmpede indædt, side om side med sin racefælle, Theodor Wolff, imod den ovenfor nævnte lov, der skulle beskytte ungdommen imod skidt og smuds.

 

Teater

For at bevise den jødiske overtagelse af det tyske teaterliv efter krigen, behøver man egentlig blot at henvise til en bog af den engang meget kendte skribent Arnold Zweig ”Juden auf der deutschen Bühne”  (Jøder på den tyske scene) (Berlin 1928). Med en uovertruffen åbenhjertighed skildres hér, hvordan jødedommen som finansfolk, teaterdirektører, agenter, regissører, skuespillere, kritikere, digtere og dramatikere havde erobret scenelivet fuldstændigt. ”De kommer fra ét eller andet sted med penge”, sådan siger Zweig om enhver jøde, der – som den korrupte Katzenellenbogen, den russiske jøde Kahn eller de ligeledes østjødiske brødre Rotter – prøvede lykken i teaterkoncerner og lavede en forretning ud af scenens kulturinstitution. Zweig betegner endvidere de jødiske agenter som ”slavehandlere”, der efterhånden havde erobret sig et ubestridt monopol på formidlingen af skuespiller-engagementer. Han siger videre: ”Den internationale sammenkædning af agenturerne … falder sammen med den internationale sammenspisthed i den moderne østlige jødebevægelse… alle skuespilleres erindringer er fulde af ydmygelser, som de er blevet tilføjet på dette slavemarked … Hos mange agenter … går vejen til publikum gennem afpresserens seng….”

At ledelsen af næsten alle førende scener i riget, især Berliner Teatret og sågar statsscenen, var kommet på jødiske hænder, er allerede nævnt ovenfor. Syv berlinerteatre stod under østjøderne, brødrene Rotter, om hvem jøden Arnold Zweig endda må fastslå: ”Under disse nyankomne blev det litterære teater et blot og bart og grelt forretningsforetagende.”

Og det var jøden Leopold Jessner, der som chef for statsteatret lavede de ekscentriske turnéer ud af Shakespeares og Schillers klassiske dramaer, som blev berygtede langt ud over Tysklands grænser. Selv den jødiske kritiker, Fritz Engel måtte bebrejdende udtale i ”Berliner Tageblatt” efter en ”Hamlet”-opførelse i december 1926: ”Han laver et konversationsstykke … lejlighedsvis et lystspil, næsten en revy ud af det.”

Det er derfor ikke underligt, at de stykker, som på den tid beherskede repertoireplanerne, var i overensstemmelse med ånden blandt de jødiske magthavere i teaterverdenen. Deres gennemgående grundtendens var rettet imod de statslige og sociale værdier, imod øvrighed og ret, imod sædelige og religiøse normer. Betragter man et teaterprogram fra disse år, møder der altid én det samme syn: jøder står også her ganske dominerende i toppen.

Kronologisk er det først den jødiske kommunist Ernst Toller, medlem af jøden Eisners sovjetregering i München 1919. Hans dramaer (”Feuer aus dem Kesseln” og ”Hinkemann”) er en forherligelse af matrosmytteriet fra 1918 og en utrolig forhånelse af de tyske hære.

Hans racefælle Friedrich Wolf, en lige så ofte opført sceneforfatter, begyndte også med  mytteridramaer, og begav sig så ind på området moralsk opløsning; I hans meget opførte skuespil ”Cyankali” laver han en storpralende propaganda imod de paragraffer i den tyske strafferet, som gør abort strafbar.

Endnu mere ondskabsfuld end sin forgænger, ja, vel nok en af de mest usympatiske forfattere blandt jødiske sceneforfattere, er Walter Mehring.  Han begynder med at lave chansons, hvis gemenhed i kabaret'erne på Berliner Kurfürstendamm blev tiljublet af et overvejende jødisk publikum. Hans drama, ”Der Kaufmann von Berlin” som blev uropført i 1929 af den kommunistiske teaterchef Piscator, danner vel højdepunktet af jødisk magtberuselse på den tyske scene. Mehring karikerer, i nådeløst fordrejet form, efterkrigsårenes elendighed, som østjødiske forretningsfolk kastede sig over i store skarer. Helten i handlingen er en sådan østjødisk indvandrer, der dukker op i Berlins jødegader, ludfattig og uden midler, og som på ganske kort tid underlægger sig Berlin. Den skamløse selvfølgelighed, hvormed Mehring skildrer dette forløb, er helt på højde med hans kyniske forhånelse af alt, hvad der er det tyske folk helligt: På højdepunktet af dramaet fejer gadefejere bunker skarn bestående af nationale symboler, stålhjelme og – endog liget af en falden soldat, i rendestenen. Et kor synger dertil omkvædet: ”Dreck, weg damit!” ”Møg, væk med det!”

Man kunne med lethed forlænge denne liste med talrige eksempler og navne. Foruden Arnold Zweig og Walter Hasenclever kunne f.eks. også nævnes Ferdinand Bruckner, hvis dramaer var store begivenheder for en fordærvet flok vellystige sensationsjægere, fordi de (som f.eks. ”Verbrecher” eller ”Krankheit der Jugend”) gjorde kriminelle og seksuelle forvildelser til livets eneste mening. Men lad nok være sagt, lad det være nok igen at stille spørgsmålet: I hvilket land, som holder på sin nationale ære, på de religiøse følelsers ukrænkelighed, og sædelighed, lov og ret, ville en sådan toneangivende klike af svinemikler ikke straks være blevet jaget ad helvede til? Det af jødisk ånd gennemsyrede Tyskland tålte dem endda indtil nationalsocialismen i 1933 overtog regeringen.

Film

Endnu langt stærkere end i teatret, havde jøderne, før 1933, bemægtiget sig filmen. Det var til at begribe; for ved filmen er kunstneriske og finansielle momenter i højere grad end noget andet sted forbundet med hinanden. Indtjeningen ved filmindustrien stiller udbyttet ved andre kunstvirksomheder i skyggen. Det var da også mulighederne for gevinst, der lokkede jødedommen til at trænge ind i den efter krigsslutningen opblomstrende tyske filmindustri. Hvor overordentlig høj andelen af jøder inden for filmen var, viser følgende eksempel:

I året 1931 var ud af 67 tyske produktionsfirmaer, d.v.s. 61 procent jødiske; af 28 udlejningsfirmaer 24, d.v.s. 86 procent. På samme tid var af i alt 144  drejede filmmanuskripter de 119 eller 82 procent forfattet af jøder. Iscenesættelsen var i 77 tilfælde, d.v.s. 53 procent, på jødiske hænder. Betragter man navnene på producenter, regissører og skuespillere ved filmene, som blev lovprist af kritikerne og blev gjort til kassesucces'er, finder man alle vegne et overvældende flertal af jøder. Blandt producenter og udlejere: Pressburger og Rabinowitsch (Cine-allianze), Heymann, Fallner og Somló, Levy eller Cohn. Blandt regissører: Oswald-Ornstein, Zelnik, Meinert, Neufeld eller Schönfelder. Blandt skuespillerne og skuespillerinderne:  Pallenberg, Siegfried Arno, Fritz Walburg, Felix Bressart, Kurt Gerron, Grete Mosheim, Gitta Alpar, Rosa Valetti o.m.a.

Ånden i denne jødiske filmindustri kendetegnes ved de såkaldte ”socialhygiejniske oplysningsfilm”, som jøderne havde bragt på markedet og som oversvømmede Tyskland efter verdenskrigen. De skulle angiveligt tjene til, på videnskabelig vis, at gøre de brede masser bekendt med faren ved seksuelle udskejelser. Men under den videnskabelige maske spekulerede de i lystenheden og de lavere instinkter hos publikum. Forbrydere, tøjter og homoseksuelle stod i handlingens midtpunkt. En vilkårligt valgt opremsning af filmtitler kan måske belyse ånden i disse film:

”Moral und Sinnlichkeit” (Moral og sanselighed), ”Das Buch des Lasters” (Lasternes bog), ”Was kostet Liebe?” (Hvad koster kærlighed?), „Sündige Mutter“ (Syndige mor), „Prostitution“ (Prostitution), „Wenn ein Weib den Weg verliert“ (Når en kvinde farer vild). De reklameskrigende titler svarede til indholdet: De rodede i snavs, og viste med kynisk åbenhed de geméneste scener med sygelige forvildelser. Selv den i sådanne sager dengang virkelig storsindede regering så sig i 1920 nødsaget til med en lov om lystspil at sætte ind imod de værste abnormiteter, dog uden helt at kunne afværge ondet.

Den store forretning i de senere år var desuden frem for alt de såkaldte militærfarcer, d.v.s. film, som på en utålelig måde søgte at latterliggøre og forhåne den tyske hær og den enkelte tyske soldat. Også her finder vi jøder i toppen som drejebogsforfattere, som producenter, regissører og skuespillere. Endelig må det også erindres, at de kendte bolsjevikiske propagandafilm, så som ”Panzerkreuzer Potemkin” eller ”Sturm über Asien” blev indført til Tyskland af jødiske filmudlejningsbureauer og filmteaterkoncerner.

 

Revy

Det største skridt i retning af det tyske kulturlivs forfald viste sig på området for den lette underholdningsgenre. Hér – i genren operette og frem for alt revy – havde frivoliteten og umoralen antaget sådanne former, at f.eks. Berlin i disse år ikke med urette gjaldt for den mest usædelige by i verden. Jøder var det, som indførte denne kunstform, der endnu ikke var kendt før krigen, og de misbrugte den på en måde, der for en god dels vedkommende er ansvarlig for de vidtgående sædernes forfald.

Det er overordentligt betegnende, at samtlige revydirektører i Berlin – og der fandtes uden for Berlin så godt som ingen revyteatre – var jøder uden undtagelse! Deres navne vil være mange udenlandske besøgende i Berlin i disse år i uskøn erindring: James Klein, Hermann Haller, Rudolf Nelson, brødrene Rotter og Eric Charell. Ligeså var det samlede omfangsrige revy-apparat af tekstforfattere, komponister, regissører og stjerner næsten udelukkende et  jødisk domæne.

I disse revyer fejrede den hæmningsløse kønsdrift sande orgier. Hele livets virkelighed betragtedes som et aspekt af seksuelt begær og dets tilfredsstillelse. Blufærdighed og tugt blev latterliggjort som udlevede fordomme.

Allerede de ophidsende titler på disse revyer, som blev opreklamerede i dyre domme, er betegnende. Her en lille ”buket”:

”Zieh dich aus” – ”Tausend nackte Frauen” – Die Sünden der Welt“- „Häuser der Liebe“ „Streng verboten“ – „Donnerwetter, tausend Frauen“- „Sündig und süss“

Klæd dig af – Tusind nøgne kvinder – Verdens synder – Kærlighedens hus – Strengt forbudt – Tak skæbne, tusind kvinder – Syndig og sød

I reklamen for revyen af James Klein, ”Klæd dig af”, blev f.eks. med bevidst spekulation i publikums lavere instinkter, bekendtgjort følgende indhold: ”En aften uden moral under medvirken af 60 prisbelønnede nøgenmodeller. Jagten på skønne kvinder. Oplevelser med en 15-årig (!)” På plakaten for revyen ”Tausend nackte frauen” hed det: Den store revy om fri kærlighed. 40 billeder om moral og umoral.”

Indholdet i det således bekendtgjorde stykke svarede i ét og alt til de fremkaldte forestillinger. Samtlige opførelser var af uovertruffen éntydighed, og propaganderede for hæmningsløs hengivelse til driften.

7. Jødernes andel i usædelighed

Selv en nøgtern iagttager, som er ganske blottet for antisemitiske følelser, vil ikke længere kunne undgå at danne sig det indtryk, at når der er ophobet så mange tilfælde af løsagtighed og frivolitet, så må der være tale om en for jødedommen typisk sædelig og moralsk  åndelig indstilling, som er i direkte modstrid med holdningen hos et kulturfolk. Beskyldningerne om jødedommens mindreværd, som fremkommer ved konstateringerne af disse kendsgerninger, er så tungtvejende, at det bliver nødvendigt at anstille nogen betragtninger herover. Det har vist sig for Tysklands vedkommende, at overalt, hvor den herskende sæd og skik blev systematisk nedbrudt, hvor usædelighed blev gjort til forretning, var jøder massivt overrepræsenterede eller endog ledende. Ja, den såkaldte ”seksualvidenskab”, en af det forgangne årtis mest formørkede fremkomster, er endda i udtalt grad en jødisk opfindelse, som de alene har forstået at udnytte til en blomstrende forretning.

Selv det autentiske ”Judische Lexikon” må indrømme en racebetinget stærk seksualitet hos jøderne; der står forsigtigt deri: ”Bibelen selv indeholder tilstrækkelige henvisninger til, at det sanselige element i kønslig omgang somme tider blev stærkt betonet …. Profeternes tale genlyder atter og atter af klager over ægteskabsbrud, som der kun alt for ofte fortælles om.” (Bind V, s. 384.) Disse stærke drifter hos jøder, som i middelalderens ghetto var spærret inde, strømmede med emancipationen ind i staternes offentlige liv. Men de fik først helt fri bane, da alle skranker i form af politiopsyn og censur blev revet ned i Tyskland efter nederlaget i 1918. Da strømmede en flodbølge af usædelig litteratur, usædelige film og teaterstykker, overvejende næret af jøder, ud over Tyskland. For området litteratur er det allerede nævnt, at forlæggerne og forfatterne af den umoralske litteratur, der oversvømmede bogmarkedet, var jøder og atter jøder. I de hundredtusinder af bind, som blev beslaglagt i 1933, møder vi hele tiden de samme navne. Foruden forlag som Benjamin Harz, Richard Jacobsthal, Leon Hirsch, M. Jacobsohn  eller Jacobsthal & Co., skal vi hér frem for alt nævne det wiener-jødiske ”Verlag für Kulturforschung”, hvis produktion fyldte hele biblioteker. Navnene siger alt: ”Sittengeschichte des Lasters”(Lasternes sædelighedhistorie), ”Sittengeschichte der Schamlosigkeit” (Skamløshedens sædelighedshistorie),  ”Bilderlexikon der Erotik” (Erotisk billedleksikon), “Sittengeschichte des Geheime und Verbotene”  (Det hemmeliges og det forbudtes sædelighedshistorie) osv.

Blandt forfatterne skal følgende navne fastholdes: Dr. Ludwig Lewy-Lenz, Leo Schidrowitz, Dr. Iwan Bloch, Franz Rabinowitsch, Georg Cohen, Dr. Albert Eulenburg, Dr. Magnus Hirschfeld.

Iwan Bloch og Magnus Hirschfeld var også de egentlige repræsentanter for den som videnskab camouflerede seksualforskning, der i virkeligheden ikke var andet end ren og skær pornografi og degradering af ægteskab og familie. Deres medarbejdere var Felix Abraham og Lewy-Lenz. Derimod kommer man til at lede forgæves efter nogen bekendt ikke-jødisk ”Seksualvidenskabsmand”!

Disse beskidte pseudovidenskabsmænds udgivelser taler deres tydelige sprog om det, som foregik i Magnus Hirschfelds ”Institut for Seksualvidenskab” og lignende foretagender: ”Seksualkatastrofer”, ”Seksualpatologi”, ”Elskovsmidler”, ”Svangerskabsforebyggelse”(af Magnus Hirschfeld); ”De Perverse”, ”Prostitution”, ”Seksuallivet i vor tid” (af Iwan Bloch).

Det må tilskrives deres uhæmmede drifter, at de larmende paroler om fri kærlighed, den ubegrænsede ret til at udleve alle drifter, straffrihed for homoseksualitet og fosterfordrivelse, blev trukket frem i offentligheden. Især blev der iværksat en livlig kampagne for frihed til fosterfordrivelser, og igen stod der jøder i spidsen: Dr. Max Hodann, Dr. Lothar Wolf, Dr. Lewy-Lenz, Martha Ruben-Wolf, Felix Halle, Alfons Goldschmidt. Fra de samme personkredse udgik også talrige skrifter, som gjorde propaganda for fødselskontrol og svangerskabsforebyggelse.

Endelig skal heller ikke den jødiske stadslæge for rigshovedstaden Berlin, Dr. Max Hodann glemmes. Han spredte den moralske opløsnings gift i de bredeste masser med sit ”Arbejder-seksualtidende”, og erhvervede sig en særdeles urosværdig berømthed derved, at han med skamløs åbenhed førte propaganda for mandens og kvindens kønslige selvtilfredsstillelse.

Den danske gesandt i Haag, Scavenius, havde ganske ret, da han for hen ved tre år siden i et radioforedrag erklærede, at Tyskland på den tid var blevet verdens ”pornograficentral”!

8. Jødernes andel i kriminaliteten

Den virkelige andel, som den tyske jødedom havde i rigets kriminalitet, lader sig kun vanskeligt påvise i sit fulde omfang. Nærmere bestemt af følgende grunde: Den kriminalstatistik, der siden året 1882 var ført i det tyske rige kendte kun jøder – i overensstemmelse med den tids metoder – på det kendetegn, at de tilhørte det israelitiske religionsfællesskab. De talrige jøder, der var gået over til den kristne tro eller var blevet dissidenter, blev ikke på nogen særlig måde angivet i statistikkerne. En væsentlig del af den kriminelle race-jødedom er altså gået ind i andre statistiske kategorier. Dertil kommer, at man fra året 1918, helt ophørte med en opdeling efter tro, antagelig på foranledning af jøderne selv. De efterfølgende angivelser kan altså på ingen måde give et fuldstændigt billede. Alligevel giver de mulighed for tilbageskuende konklusioner, som kaster et betegnende projektørlys over jødedommens væsen.

Under hensyntagen til det netop sagte, er der også i den officielle ”Det tyske Riges statistik”, Ny Række, Bind 146, slået fast, at et antal bestemte strafbare handlinger blev begået meget oftere af jøder end af ikke-jøder. Det drejer sig om gennemsnitsværdier for tidsrummet 1892 til 1901, og de viser følgende tal:

Forbrydelse

Jødiske gerningsmænd i forhold til ikke-jødiske gerningsmænd

Strafbar egennytte

Åger

Tyveri af immaterielle ejendom

Bedragerisk fallit

Konkursforbrydelser

Hæleri

 14 gange så mange

 13 gange så mange

 11 gange så mange

   9 gange så mange

   6 gange så mange

   5 gange så mange


Heraf ses allerede en tydelige tendens hos jøder til handelsforbrydelser, altså til forseelser, som frem for alt har forbindelse med handelserhverv. At denne kendsgerning skyldes jødernes høje deltagelse i handel, er på ingen måde tilstrækkelig forklaring på fænomenet, det har f.eks. undersøgelserne foretaget af jøden Ruppin i hans bog ”Nutidens jøder” vist (Berlin 1904). Den kommer, på grundlag af sammenlignende statistikker, til en langt højere kriminalitetstal, end den jødiske deltagelse i handel alene ville svare til. Det samme fastslår jøden Wassermann i sit værk ”Beruf, Konfession und Verbrechen” (Erhverv, tro og forbrydelser) (München 1907). Han påviser, at jødernes kriminalitet i året 1900 oversteg ikke-jøders tilsvarende med sytten gange ved simpel fallit og syv gange ved bedragerisk fallit, og ved konkursforbrydelser seks gange. Og han når frem til disse tal udtrykkeligt under hensyntagen til jødernes procentuelle andel i handelserhvervene.

At dette fænomen ikke har ændret sig i den senere tid, beviser ”Statistik des Deutschen Reiches” (Det tyske Riges statistik) for gennemsnittet af årene 1910 til 1914. Den bringer følgende tabel:

Forbrydelse

Jødiske gerningsmænd i forhold til ikke-jødiske gerningsmænd

Erhvervsmæssigt hæleri

 5 gange så mange

Handelsretligt misbrug af betroede midler

 3 gange så mange

Bedrageri

 2 gange så mange

Tyveri af immateriel ejendom

 8 gange så mange

Åger

12 gange så mange

Fallit-forbrydelser

13 gange så mange


Endnu meget højere end disse handelsforbrydelser er imidlertid jøders andel i en række forbrydelseskategorier, som synes ganske særligt forkastelige. Det er frem for alt smugleri af rusgifte og utugtsforbrydelser, desuden hasardspil og tasketyveri.

”Die Zentrale zur Bekämpfung von Rauschgiftvergehen“ (Centralen til bekæmpelse af rusgiftforseelser) har påvist, at ud af 272 internationale rusgiftforhandlere var de 69 jøder (25 procent) for året 1931. I året 1932 var forholdet 294 til 73 (ligeledes 25 procent). I 1933 steg antallet af jøder endog til 30 procent.

Centralen til bekæmpelse af hasardspil talte i 1933 ud af 94 hasardspillere 57 jøder. Ud af de 411 tasketyverier i året 1932 blev 193 identificeret som jødiske gerningsmænd. I det samme år viste det sig, at m.h.t. de internationale bander af tasketyve, var ud 134 ud af 163 jøder, d.v.s. 83 procent!

Den allerede omtalte jødiske videnskabsmand Ruppin indrømmer selv det høje antal af jøder inden for sædelighedsforbrydelser, hvis baggrund allerede er blevet belyst i kapitlet om den jødiske usædelighed, idet han skriver:

”Den omstændighed, at jøderne mest bor i store byer, har som en følgevirkning, at storstadsforbrydelse forekommer ganske særlig ofte blandt dem, således rufferi, meddelagtighed i utugt.



* Vi har ved vor fremstilling af jødedommens rolle og betydning før 1933, kun kunnet give et kortfattet tværsnit på grund af den begrænsede plads. Man kunne med lethed skrive en tyk bog om det (1).

(1) Den, der ønsker at informere sig mere indgående, henvises til ”Institut til studiet af Jødespørgsmålet”s værk ”Die Juden in Deutschland” (München, 7. Aufl./oplag 1938), som med videnskabelig grundighed og objektivitet behandler det omfangsrige tema, og som også har leveret værdifuldt materiale til de foranstående udredninger.

Men denne bog ville på alle sider stadig komme til den samme konklusion, som er givet her. Vor sammentrængte oversigt er allerede nok til at overbevise den læser der er nøgtern og ikke forudindtaget om det, vi har haft til opgave at påvise:

At jødedommen blev til stor national ulykke for Tyskland, og at de oven for gengivne ord af Theodor Herzl: ”Af hvert tilfælde af nød vokser deres magt” i sandhed i skræmmende omfang er blevet til virkelighed.

Vekselvirkningen mellem national nød og jødisk magtfuldkommenhed er kommet for en dag så tydeligt i Tyskland som næppe noget andet sted. Lad os derfor ridse op, hvad det tyske jødespørgsmål dybest set har drejet sig om i de seneste årtier:

Besjælet af et godtroende ønske om at løse det ældgamle jødeproblem gennem emancipation og assimilation, havde Tyskland mere beredvilligt end mange andre lande optaget jøderne iblandt sig. Man havde fjernet alle skranker for dem, åbnet alle livets områder for dem, og endog givet dem førerstillinger på sådanne områder, som var af grundlæggende betydning for det statslige og folkelige liv. Jødedommen, som ikke engang udgjorde én procent af befolkningen, havde indtaget nøglepositionerne i det tyske erhvervsliv. Den politiske ledelse var i stort omfang gledet over på deres hænder. Pressen og det kulturelle liv stod under afgørende jødisk indflydelse. Jødernes indtægter var mere end tre gange så store som den øvrige befolknings. Jøderne havde virkelig fået alle chancer for at ændre netop det, som de bedste iblandt dem altid havde fundet smerteligt – at lade deres afsondrede eksistens indgå fuldstændigt i det tyske samfundsliv.

Men jøderne spillede ikke ærligt spil med den godtroende tyske partner. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af den foranstående udredning, at de ikke ville indgå i fællesskabet, fordi deres races fremmedhed var en uoverstigelig hindring. I årene med nød og ulykke forrådte de Tyskland og udnyttede skamløst de chancer, de havde fået, til deres egne, jødiske formål og interesser. Defaitisme og landsforræderi, politisk nedværdigelse og erhvervsmæssig korruption, moralsk tøjlesløshed og nedværdigelse af alle nationale og religiøse værdier – det var de lidelsesfulde oplevelser, som Tyskland måtte igennem under jødisk dominans.

Tyskland har måttet betale for sin fejlagtige tro på, at jødeproblemet kunne løses ved gæstfri indlemmelse med sådanne bitre erfaringer, som er kendetegnende for hele jødeproblemet: med den grænseløse jødiske utaknemmelighed. Den grelle modsætning, som har vist sig mellem det tyske folks ærlige beredvillighed og jødernes forræderiske utaknemmelighed, er den dybeste grund til den tyske antisemitismes ubønhørlighed, som ikke altid rigtigt bliver forstået i udlandet.

To førende jøder har i fuld offentlighed indrømmet denne kendsgerning som hovedindhold i det jødiske problem i det hele taget. Overrabbiner Dr. Joseph Karlebach fra Hamburg har i det jødiske tidsskrift ”Der Morgen” (årgang 6, II, s. 129), udtrykt følgende selverkendelse: ”At være jøde er det modsatte af den naturlige indstilling hos mennesket.”

Endnu tydeligere siger den jødiske skribent Bernard Lazare det i sin bog ”l'Antisemitisme” (Paris 1934):

”Gennem hvilke dyder eller gennem hvilke fejl har jøden tiltrukket sig denne universelle fjendtlighed? Hvorfor blev han skiftevis mishandlet og hadet af Alexandrinerne og romerne, af perserne og araberne, af tyrkerne og de kristne folkeslag? Fordi jøden over alt og lige indtil i dag har været en asocial skabning?”

Denne jødiske selverkendelse begrunder bedre end vore egne ord kunne, hvorfor nationalsocialismen måtte løse jødeproblemet for al fremtid. Det var ikke den blotte kendsgerning af  den jødiske dominans, der udløste den forbitrede antisemitisme, men den ånd, dette fremmedherredømme havde – en ånd af asocial mangel på forpligtelse, hvis udtryk er at gengælde gæstevenskab og velgerning med forræderi og ødelæggelse.

Ikke desto mindre begyndte Tyskland i 1933 på at løse jødeproblemet med metoder, som tilstræbte en rolig tilbagetrækning af den jødiske indflydelse, så den kom til at svare til jødernes status af gæstefolk af fremmed race samt deres befolkningsandel på mindre end 1 procent. Tager man hensyn til summen af lidelser og fortræd, som jødedommen indtil 1933 bragte over Tyskland, så er den måde, hvorpå tilbagetrækningen gik for sig, kendetegnet ved en forbilledlig disciplin. Man glemmer for let, at nationalsocialismens magtovertagelse var en revolution. Næppe nogen anden stor revolution i historien har skabt en så veldisciplineret nyordning.

Ved hjælp af nürnberger-lovene af 1935 var grundlaget skabt for en fredelig, ordnet sameksistens mellem det tyske folk og dets jødiske gæster. Men jøderne var ikke parate til, i klog selvbeherskelse, at indse den kendsgerning, at emancipationens tidsalder i Tyskland var uigenkaldeligt forbi. De ville ikke uden kamp opgive deres misbrugte stillinger, og slap fra udlandet en krig løs på Tyskland, der ikke er meget mindre farlig end en kamp på våben. Gennem konsekvent indflydelse på den offentlige mening har de skabt et hadefuldt vrængbillede af det nye Tyskland i verden og forgiftet den internationale atmosfære. Gennem organiseret boykot har de forsøgt at tvinge Tyskland i knæ økonomisk. Ja, de har endog kvitteret for ændringen i den tyske holdning med mordene på Wilhelm Gustloff og Ernst vom Rath.

Jødedommens internationale slægtskab og interessesammenfletning og dens ufredelige, asociale ånd, kunne ikke have været bevist på nogen bedre måde, end derved, at det er lykkedes dem at alarmere hele verden på grund af de tyske forholdsregler. Den moderne politiske histories langt større, og f.s.v. angår metoder, usammenligneligt hårdere fordrivelsesprocesser, har verdensoffentligheden taget meget mindre notits af. Hvem har varetaget interesser for de millioner af russere, som blev fordrevet til udlandet af den bolsjevikiske revolution, som blev sultet ihjel eller myrdet? Hvem har hjulpet de tyske baltere, som efter dannelsen af de estiske og lettiske nationalstater hensynsløst blev fordrevet, hvoraf 80 procent blev tvunget til at udvandre, og som i dag fører en elendig tilværelse spredt ud over hele verden?

Men hvor end i verden en jøde føler sig truffet, da skriger den internationale jødedom højt og længe om hjælp, indtil freden mellem staterne er truet af larmen fra denne lille klike.

*

Hvad skal der ske med jøderne?

Det er det spørgsmål, som rejser sig ved slutningen af vor fremstilling.

Det er selvindlysende, at virkningerne af den tyske jødepolitik ikke kan forblive begrænset til Tyskland. Modstanden imod jøder er vågnet overalt, hvor troen på assimilationens velsignelser er blevet rystet på grund af nutidens åndelige og politiske ombrydning. Og skarerne af jødiske udvandrere bærer spørgsmålet med sig hvor som helst de drager til deres nye værtslande, hvor antisemitismen vil holde sit indtog sammen med dem.

Det er således selvindlysende, at jødespørgsmålet kun kan løses internationalt. Jødedommen selv har klart erkendt sin situation. I bladet ”Jüdische Nachrichtenblatt” (Jødiske efterretninger) af 30. december 1938, hedder det: ”For alle, der vil se, er det ikke til at tage fejl af, at for andre end kun jøderne i Tyskland vil kolonier være nødvendige for jøder fra andre europæiske lande. Den, som vurderer begivenhederne, må bemærke, hvor hurtigt jødespørgsmålet spidser til i de enkelte europæiske lande, og hvor påtrængende nødvendig en løsning bliver i nær fremtid.”

At Palæstina-projektet ikke er løsningen på jødeproblemet, er allerede sagt ovenfor. Det gælder langt snarere om at finde et område, hvor ejendomsretten ikke, som dér, bestrides bitterligt fra anden side. Men et område, der ved almindelig overenskomst står frit og udelukkende til jødernes disposition. Derfor bliver det nu også i England, altså mandatlandet for Palæstina, undersøgt, om der er mulighed for en jødisk koloni i oversøiske områder.

Tyskland kan ikke i det væsentlige bidrage til denne internationale undersøgelse. For Tyskland har ikke selv nogen landbesiddelser at afgive.

Jødedommens racemæssige egenart, som den er spredt ud over hele verden, og dens historiske skæbne, får sandt at sige ikke nogen løsning på jødeproblemet gennem grundlæggelsen af en jødisk stat til at tage sig særligt lovende ud. Det er allerede i forbindelse med Palæstina-problemet blevet udførligt behandlet. Det vil i sidste ende afhænge af jødedommen selv og dens uhyre kapitalmagt, om staternes bestræbelser skal krones med held, og om Ahasverus efter sin totusindårige vandring endelig skal finde fred.



"Mossad har klart nok ikke høje tanker om danskerne. De kalder dem for fertsalach, en hebraisk betegnelse for et lille luftudslip, en prut. De fortæller Mossad alt, hvad de foretager sig. Men Mossad indvier ikke nogen i sine hemmeligheder."

- Mossad-agenten Victor Ostrovsky, bogen "Ved hjælp af bedrag", (1990).


Palestine banner
Viva Palestina!

Latest Additions - dansk

Jøder og Israels krig mod kristendommen

Hvem regerer Amerika?

Billeder   


The Founding Myths of Modern Israel
Shahak: "Jewish History"


Jøderne og deres løgne
Af Martin Luther, 1542

Holocaust i kritisk lys - øjenvidneberetninger kontra naturlove
Af Jürgen Graf

Jøderne i Danmark

Trækker Israel os med i krig mod Iran?

Down with Zio-Apartheid
StopJewish Apartheid!

Jyllands-Posten provokerede ikke
i ytringsfrihedens navn i 2005

The Jewish hand behind Internet The Jews behind Google, Facebook, Wikipedia, Yahoo!, MySpace, eBay...

Jødisk racisme
Af Dr. David Duke

Elie Wiesel: Et prominent falsk vidne
Af Robert Faurisson

The Founding Myths of Modern Israel
Garaudy: "The Founding Myths"


The Jews behind Islamophobia

Døde virkeligt 6 millioner?
Richard E. Harwood berømte bog

Zions Vises Protokoller

Videoer    
 

Talmud unmasked
Talmud - Jødernes "Hellige Bog"


Den jødiske racismes rødder
Af David Duke

Karikaturer 

Aktivisme!